Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirutgaver i året

Mellem sandsigere 
og nytænkere

Internettet bugner af beredvillige meningskonger og selvstændige udgivere, som tweeter om morgenen, blogger om eftermiddagen og optræder i tv om aftenen.

Illustrasjon: Andreas Töpfer

Illustrasjon: Andreas Töpfer

Hvordan tackler vi de teknologiske landvindingers indflydelse på den offentlige debat, og hvad har de af betydning for den intellektuelles rolle? Dette er to gennemgående spørgsmål i efterårsudgaven af amerikanske Democracy – A Journal Of Ideas, hvor politologen Henry Farrell kommer med en kritik af de såkaldte «tech intellectuals». De er ikke meget andet end navlebeskuende, opmærksomhedshungrende bloggere, der forsøger at ophøje internettet til et nyt Paradis for offentlig samtale, kan man læse i Farrells kritik. En kritik, der nok er hård, præget af gentagelser og til tider utilstrækkelig, men som alligevel bliver interessant, eftersom disse intellektuelles synspunkter ifølge Farrell står i skarp modstrid med den politiske og økonomiske virkelighed, der er præget af dybe konflikter og skel.

En ny offentlighed
Inden internettet ankom til det almindelige menneskes liv, var de offentlige intellektuelle, såsom Jean-Paul Sartre og Pierre Bourdieu, at betragte som en lidt sjælden race. Nu er de alle vegne. Vi står i dag over for et helt andet publicistisk landskab, når det kommer til udbredelsen af information og viden. Internettet bugner af beredvillige meningskonger og selvstændige udgivere, som tweeter om morgenen, blogger om eftermiddagen og optræder i tv om aftenen. I Skandinavien er mange af disse debattører rykket ind som bloggere på avisernes hjemmesider, og aldrig før har vi oplevet et lignende korps af computerkendisser – det være personer som Aftenpostens Bjørn Stærk og Jyllands-Postens Mikael Jalving. Men i USA finder man en særlig gruppe af intellektuelle, der ikke blot holder taler internettet, men især markerer sig ved at være fortalere for internettet. Det er dem, Farrell bebrejder kvalitetstabet i vores offentlige samtale, fordi de ikke ønsker traditionelle politiske emner indblandet i debatten om de nye mediemuligheder.

Sandsigeren og nytænkeren
Blandt flere intellektuelle typer kan vi spore to svagt optegnede forestillinger om meningsdannerens funktion. To skitser, som ganske vist har visse overlap, men alligevel hver billedliggør en intellektuel arketype. På den ene side har vi den nøgternt udredende og oplysende intellektuelle, der sætter tingene i et historisk perspektiv og fortæller os, hvad vi har brug for i fremtiden. Det er ham, vi kender fra oplysningstiden og som forsøger at fortælle sandheden til magthaverne. Lad os kalde ham sandsigeren. På den anden side har vi nytænkeren. Ham der radikalt gør op med det etablerede og institutionaliserede. Han er rebelsk, og i stedet for at fortælle sandheden til magthaverne, afslører han sandheden som magtanvendelse. Lad os kalde ham Michel Foucault.

Opmærksomhedsguruer
Henry Farrell, forfatteren til artiklen i Democracy – A Journal Of Ideas, falder ind under den første kategori. Dette er især at spore i hans insisteren på at afdække, hvordan bloggerkulturen er styret af kampen for klik. Farrell har set sig sur på røster som teknologibetagede Jeff Jarvis, der har oppbygget en hel virksomhed omkring sit forfatterskab til bøger og blogs, herunder hjemmesiden BuzzMachine. I Farrells øjne er Jarvis nærmest en karrieristisk hoftaler for IT-branchens selvforståelse – en foredragsguru som sælger peptalks med et utal af buzzwords, for at business skal fortsætte as usual.

Illustrajon: Andreas Töpfer

Illustrajon: Andreas Töpfer

Ifølge Farrell er Jarvis kun en «intellektuel i den forstand, at han udfylder en særlig sociologisk niche». Han formår med andre ord at se muligheder i markedet, og ligesom flere andre bloggere er han ikke interesseret i meget andet end opmærksomhed. Men Jarvis er ikke den eneste, der bliver dadlet af den amerikanske politolog. Også hviderusseren Evgeny Morozov – der ellers hører til i den anden ende af spektret, blandt de hårdeste kritikere af de pro-IT-teknologiske bloggere – bliver spændt for samme vogn. I sin bog The Net Delusion: The Dark Side of Internet Freedom (PublicAffairs, 2011) stiller Morozov sig skeptisk over for den populære opfattelse af, at internettet er med til at demokratisere autoritære regimer, med den begrundelse, at det også er et effektivt værktøj til at engagere befolkningen i masseovervågning, politisk undertrykkelse ved hjælp af censur og til at sprede nationalistisk og ekstremistisk propaganda.

Problemet er ikke hans budskab – det er helt legitimt – men rettere, at Morozov betjener sig af den samme opmærksomhedsøkonomi som sine modparter, mener Farrell. Han vrangfremstiller sine meningsmodstandere – gengiver deres argumenter forkert for at kunne afføde hidsig respons på nettet, så han får flere klik og dermed styrker sit eget brand: «Morozovs succes viser, hvordan trolling kan være en levedygtig forretningsmodel for håbefulde offentlige intellektuelle.»

Opmærksomheden har altså et finansielt formål og tjener til, at «the tech intellectuals» kan holde foredrag og skrive artikler i magasiner og aviser ved siden af deres evindelige blogopdateringer. Opmærksomheden giver med andre ord mad på bordet.

En bedragerisk verden
Til trods for mange præcise pointer reproducerer Farrell en årtier gammel kulturkritik af den instrumentelle og beherskelsesorienterede tænkemåde, som vi kender den fra Frankfurterskolen – dog uden at han ønsker at købe hele den radikale kulturkritiske pakke. Farrell er selv begejstret for, hvordan internettet «forbinder ideernes verden til et bredere publikum på måder, som det ikke skete i universiteternes storhedstid». Dog fanger han ikke det totale billede af, hvordan internettet i store træk er styret af økonomiske mekanismer. Han bemærker kampen for opmærksomhed, men graver ikke dybere i, hvad der har afstedkommet den. Farrell indfinder sig i sandsigerens rolle – den nøgternt udredende og oplysende intellektuelle. Han udpeger internettets faldgruber, men gør sig til gengæld ikke begreb om nytænkerens blik på internettets konstruktion.

Mange påstår, at verden, som vi oplever den, er blevet større i kraft af internettet, og at vi nu står med muligheden for at støde på fænomener, vi ikke før havde tænkt os. Men sagen er vel rettere, som Farrell også ganske rigtigt påpeger, at vi ikke ønsker at opleve ting, der kun interesserer os selv – men at vi hellere vil kende til det, alle andre interesserer sig for! Det er her Foucault, den rebelske intellektuelle, kan hjælpe os. For man skulle tro, at internettet som platform var indrettet til at styrke mangfoldigheden, men egentlig er diverse online rum allerede konstrueret med specifikke resultater for øje: De er designet til at opfylde behovene hos annoncørerne,  mens Silicon Valley indretter deres produkter efter disse kapitalisters efterspørgsler.

Illustrasjon: Andreas Töpfer

Illustrasjon: Andreas Töpfer

Nok forsøger Farrell at fortælle sandheden om magten, men han overser samtidig, hvordan den sandhed, han prædiker, er et udtryk for sandhedsregimernes folkeforførelse. Denne forførelse kommer til udtryk, når vi på den ene side forestiller os, at vi er blevet mere globale, men alligevel fortsætter med at styrke vores nære tilhørsforhold gennem små miljøer på nettet. Et facebook-like er i højere grad et udtryk for konformisme end videbegærlighed. I en Bookforum-kommentar (juli 2013) kalder Ethan Zuckerman, en tredje internetintellektuel, denne tendens for en «imaginary cosmopolitanism» og peger på, at denne mekanisme «[i]s a new form of power». Den samme bedrageriske erkendelse gør sig gældende for Farrell, når han forestiller sig, at den politiske verden er forenelig med den internetbaserede verden. Internettet er ikke blot en anden side af samme sag. For som vi f.eks. ser det i forbindelse med piratkopiering, tilbyder nettet en anden orden og logik, end den virkelighed vi ellers står i.

De intellektuelles internalisering
Den 7. september 2012 kunne man på Frankfurter Allgemeines hjemmeside læse, hvordan den tyske litteraturprofessor Hans Ulrich Gumbrecht – meget lig Niklas Luhmann – har noteret et skred i den intellektuelles påvirkning af den offentlige debat. Ifølge Gumbrecht er politikerne holdt op med at lytte til meninger og råd fra de intellektuelle. Dertil er vores samfund blevet for socialt komplekst, fordi der «i dag er forskellige systemer og verdener (hver med deres forskellige »opfattelser af verden«) ved siden af ​​hinanden», hvorfor der mangler et samlet krav fra offentligheden. Med denne påstand tydeliggør han også – uden at han nok helt selv er klar over det – hvordan politikerne godt nok er nogle af de få beslutningstagere, men næppe de eneste magthavere i samfundet. Således har vi opbygget så komplicerede magtstrukturer, at vi har svært ved at spotte de sande magthavere. Netop den tanke afføder en idé, som Farrell allerede har strejfet: Måske er de intellektuelles indflydelse på den offentlige debat slet ikke ophørt. Måske er den bare forandret. For når man læser Democracy – A Journal Of Ideas får man let den indskydelse, at de nye intellektuelle, «the tech intellectuals», har glemt at være intellektuelle og i stedet har internaliseret magtsproget, som vi kender det fra Silicon Valley, hvorfor de ikke længere udpeger eller udforsker magten, men nærmere er begyndt at tage del i den.

Christian Johannes Idskov

Christian Johannes Idskov

Kritiker og skribent. Netredaktør i Vagant.
christian.j.idskov@vagant.no