Manieret samtidskritik

I Frank Schmirrmachers Ego. Das Spiel des Lebens bliver menneske- og samfundslivet til produkter af en altomfattende algoritme.

Frank Schirrmacher (f. 1959) har siden 1991 været medredaktør af den toneangivende konservative avis Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ), der hver dag trykkes i 380.000 eksemplarer og læses af mange flere både i og uden for Tyskland. Han er en kendt skikkelse i offentligheden og har vundet flere priser for sit virke; bl.a. er han blevet udnævnt til »Journalist des Jahres 2004«, og ligesom Peter Sloterdijk, Marcel Reich-Ranicki og Hans Magnus Enzensberger har han modtaget den fornemme Ludwig-Börne-Preis for kritik og essayistik i 2009.

Frank Schirrmacher: Ego. Das Spiel des Lebens (Karl Blessing Verlag, 2013)

Frank Schirrmacher: Ego. Das Spiel des Lebens (Karl Blessing Verlag, 2013)

Schirrmachers nye bog Ego. Das Spiel des Lebens, der leverer en ramsaltet og højspændt kritik af system- og selvtvangen i samtidens ego-kapitalisme, har udløst en veritabel anmelder- og debatstorm i Tyskland i de første måneder af 2013, og den er allerede blevet trykt i flere oplag. I Die Zeit skrev kritikeren Thomas Assheuer, at Schirrmacher forsøger at bringe »die bürgerliche-konservative Intelligenz auf die Höhe der Zeit« (14.2.2013), og i Die Welt skrev sociologen Ulrich Beck, at Schirrmachers rasende angreb på finansmarkedskapitalismens apokalyptiske ’natur’ ikke formår at pege på alternativer til den digitale kapitalismes kortsynede ego-monader og immanente kriselogik (16.2.2013).

Igennem 31 små letflydende og journalistisk-vinklede samtidskritiske kapitler på ca. 10 sider i snit med one-max-two-words overskrifter som fx Trance, Spil, Monster, Social fysik, Massakre, Blodkredsløb, Nervesystem, Hjerne, Afstemning, Big Data, Underkastelse, Sjælenes forvandling og Massevanvid går det over stok og sten i bogens to dele betitlet henholdsvis: Spillets optimering og Menneskenes optimering.

Alt og alle styres af den samme algoritme

Tesen i bogen er lige så enkel, som den er frygtindgydende og forsimplet: Det overkomplekse samfunds- og menneskeliv styres ved hjælp af én spilteoretisk algoritme, der påtvinger alt og alle at tænke og agere egennyttigt og økonomistisk. Der er tale om en form for »økonomisk imperialisme« (S. 15), da den økonomiske ’fornuft’ sætter sig igennem alle livssfærer og erobrer videnskabeligt terræn inden for hele samfundslivet, rækkende fra kærlighedens, kunstens og fantasiens rum, arbejds-, uddannelses- og socialpolitikken til pædagogikken, sociologien og neurobiologien. Algoritmen er ikke alment kendt, og den sætter sig derfor oftest igennem bag om ryggen på os og under bevidsthedens tærskel. Den er et alternativløst monster, der ikke møder megen modstand i det sociale eller politiske liv. Lange rækker af 1-taller og 0’er styrer vores liv. Der tegner sig en fatalitet i Schirrmachers sind og ifølge ham både i samfunds- og menneskelivet: To tal bliver identisk med det totale.

Illustrasjon: Andreas Töpfer

Illustrasjon: Andreas Töpfer

Fordi det er nødvendigt, men også for egen vindings skyld, gør vi os selv til smagfulde varer på arbejdsmarkedet. Beredvilligt installerer vi en homo oeconomicus som en »virtuel dobbeltgænger« (S. 28) i os selv. Ethvert menneske bliver mere eller mindre umærkeligt transformeret til at fungere som sit eget jegs manager. »Det rationelle individ er en regnemaskine. Det kan reduceres til det, som det egoistisk vil og vælger, sine såkaldte præferencer, og disse lader sig beregne matematisk« (S. 31-32). Politik degenerer til at blive et postdemokratisk skuespil på et marked for mere eller mindre transparent vælgeradfærd. »Derfor bliver parlamenterne til staffage og offentligheden til ekkorum, som man i sandhed blot råber an for at påvirke markederne« (S. 167). Når vi læser E-bøger på computeren, holder producenterne nøje øje med vore læserytmer. Når vi lydigt og fornuftigt sparer op til vores pension, investeres vore indeståender i mere eller mindre risikable og etisk (u)forsvarlige økonomiske projekter, som vi umuligt kan følge til dørs. Når vi velvilligt belaver os på at skulle forøge vore kompetencer og dermed vores markedsværdi gennem livslang læring, beregner den politiske uddannelsesøkonomi den pekuniære effekt af vore anstrengelser via humankapital-kørsler. Hvad det har kostet at uddanne os må kun udgøre en lille brøkdel af den samlede livstidsindkomst, den employable standardborger er udset til at få, eller kan systemet ikke løbe rundt.

Foregribende kontinuitet og mere af det samme

»For tiden er staterne lige så indespærrede i deres økonomiske handlingsrum, som de var det militært under den kolde krig« (S. 167). Der føres en kold neoliberalistisk krig om samfundets hjerter på både makro- og mikroniveau, som Schirrmacher formulerer det i forordet (S. 17). Det fikse og forbandede er, at menneskets præferencer ikke blot lader sig beregne; men at de også i stort omfang bliver foregrebet og gødet på passende vis, når vi på nettet får smidt vore egne forudgående søgeprofiler i hovedet igen via smagfulde tilbud om særlige bøger, ferier, hoteller og film, vi sikkert vil være interesseret i at se nærmere på og helst også købe os adgang til. Der findes en hel industri af algoritmeovervåge(n)de, netbaserede systemer, der holder øje med og fodrer os på passende vis. Det drejer sig om markedsandele, konsum og profit. Den økonomiske agent er således både den afgørende computerkode og den overgribende mentale selvstyringslogik. Mennesket bliver gjort til et neoliberalt individ, en strategisk selvbevidst lystmaskine, der meler sig egen kage uden hensyn til de andre samfundsborgere. Disse synes nu heller ikke længere at eksistere i den verden, som Schirrmacher skriver frem med efne og effektive retoriske, men også noget forenklende greb.

Algoritmen er en model og en reduktiv formalisering af virkeligheden; men den bliver i stigende omfang forvekslet med denne, lyder det advarende fra forfatteren, der fastholder, at mennesket principielt er andet og mere end en egoistisk nyttemaksimeringsagent og markedet andet og mere end en harmonisk og ligevægtsproducerende ’sandhedsmaskine’. Når modellens menneskebillede selvstændiggør sig som dén styrende logik i samfundet, bliver selve samfundets Blutkreislauf inficeret af den stærke og medrivende økonomi- og konkurrencetænkning. Ego-automaterne cirkulerer i de store markedsvener, hvori behov, oplevelsesøkonomi, varetilbud og pengetransaktioner mikser sig begærligt med hinanden. Algoritmen er både en ’banal’ teknologi, den digitale økonomis mulighedsbetingelse og den sociale maskines normalmeter. Den har kidnappet begreber som dannelse, lærdom og viden. Den har gjort det immaterielle og ikke-økonomiske til noget økonomisk. Den gør det ustyrlige til noget, der skal styres gennem en passende blanding af politiske initiativer, incitamentstyring og pseudoautonome selvstyringsteknologier.

Systemerne oparbejder viden om vores viden, så den (og vi) kan blive ’erstattet’ af nye teknologiske devices. Det moderne arbejde foregår ikke ved et samlebånd, men der er stadigvæk underlagt stramme og immanente krav om effektivitet og optimering. Dertil kommer, at den moderne vidensarbejder skal kunne performe og sælge sig selv 24 timer i døgnet online. Vi – og ikke mindst det, vi kan – er selv blevet til varer på et (arbejds)marked.

Algoritmens genealogi og sejrsgang

Ganske medrivende og oplysende er Schirrmachers historiske redegørelse for algoritmens tilblivelse mellem fysik, informatik, matematik, kybernetik og det militær-industrielle kompleks i USA, og dens spredning til finanssektoren, hvor den har fundet anvendelse som en form for moderne alkymi, der har bidraget til at omforme uædle metaller til guld i stride strømme ved at modulere og spekulere i låne- og forbrugeradfærd og udvikle attraktive, men særledes risikoladede finansielle produkter. Tankevækkende er det at få konkret indblik i, hvordan 1950’ernes neoklassiske økonomer fra Chicago-skolen begynder at formalisere de menneskelige handlinger ved hjælp af matematiske modeller, der bygger på den fundamentale og ufravigelige antagelse, at vi alle sammen er intenst optaget af at erhverve os fordele i livets store og små pokerspil. At ethvert menneske søger at vinde og ikke at tabe på markedet er en banalitet (jf. S. 32); men konstruktionen af Algoritmen har absolut ikke kun banale følgeeffekter for samfundets indretning og menneskelig handling.

Illustrasjon: Andreas Töpfer

Illustrasjon: Andreas Töpfer

I appendixet gennemgår Schirrmacher, hvorledes bankernes algoritme-automatiserede elektroniske handel med værdipapirer eskalerede transaktionerne fra slutningen af 1990’erne til hidtil usete højder og bidrog til finanskrisens gennemslag i 2008.

I det nye, venlige og teflonagtige samfund flyder kapitalisme og demokrati umærkeligt sammen som ærtehalm. Fordums konflikter fordufter, klassekampen sættes på museum, mens »det offentlige liv privatiseres, og privatlivet økonomiseres« (S. 276). Værdi-, kultur- og kunstpolitik bliver til økonomisk politik. Fænomener som tillid, loyalitet og etik spændes for produktionsmaskinerne som væsentlige produktivkræfter og som semantisk glasur. En post-ideologisk matrix går sin sejrsgang, og vi spiller alle med, så godt vi kan.

Schirrmachers afgørende historiske og samfundsteoretiske argumentation lyder således: I stedet for at designe og bygge robotter til at klare alting viste det sig at være smartere at gøre mennesket til robot ved hjælp af en maskine, der tænker for og retleder mennesket (S.128-129). Den modsætningsrige sjælelige individualitet og de menneskelige sentimenter blev matematisk modelleret til en algoritme udstyret med en idealtypisk egoisme, som derefter kunne bruges til at forme ikke bare det enkelte menneske, men hele samfundet. Schirrmacher skriver både teknologi-og mentalitetshistorie, og bogen er rig på ’materielle’ eksempler og informationsteknologiske klarsyn.

Overstyret samtidskritik

Ordet kritik blev ikke født i går. Det har græske rødder, der forputter sig bagom de latinske og nationalsproglige vækster. To præciseringer må fremdrages: Krinein er et verbum, der befatter sig med menneskets skelneevne, dets udfoldelse af praktisk bedømmelseskunst og dømmekraft. Krisis er et substantiv, der navngiver og begrebsliggør det afgørende vendepunkt. En patients tilstand er kritisk, når der indtræffer en dramatisk temperaturstigning. Fortættet formuleret udgør Krinein kritikkens praktiske udfoldelse, og Krisis er en domsafgørelse i en prekær situation.

Det hører til kritikbegrebets uomgængelige logik, at der via kritik iværksættes adskillelser og sættes forskelle. Kritik er evnen til at skelne i tanke, tale og skrift. Dermed bliver kritik til en sagligt forpligtet bedømmelseskunst. Kritik trækker på såvel vid som sans for at kunne skelne og dømme i en konkret situation. Kritik er således langt mere end blot at pege fingre af noget, man ikke kan lide; kritik kan ikke nøjes med at sige: »Det kan jeg ikke lide, uf, bvadr!«. Kritik er begavet smagsdommeri og beror på argumenter og stiller sine ’dommes’ grunde og slutningsformer til skue i offentligheden. Med en blanding af en ambitiøs og ideel formulering, der ikke er bange for at lyde en smule tautologisk: Kritik er en begrebslig formbestemmelse af det kritisable, og kritik aktiveres af det kritikbehøvende.

Udøver Schirrmacher en velbegrundet samtidskritik, og angiver han gode grunde for sine kritiske domme? Umiddelbart pirrer bogen til læserens genkendelsesglæde, og der er noget profetisk selvopfyldende over teksten, og den bærende tese om den hyper-styrende og økonomistisk-gearede algoritme er for manieret, sammensværgelsesteoretisk og upræcis. Alle katte males grå i fremstillingen, og teorier om det selviske menneske, det selviske gen, den selviske stat og det selviske firma bliver alt for rituelt messende i sin tone og trættende at læse i længden. Dertil kommer, at bogens referencerige og citatophobende stil giver den et noget selvbekræftende og bricolage-agtigt præg. Citater af Martin Heidegger blander sig med behændige pluk fra avisartikler, generøse web-pages, udvalgte fragmenter fra økonomiske lærebøger og hurtige rundture blandt nogle af sociologiens grundbegreber. Bogens kildegrundlag bliver en forskelsløs melasse af understøttende statements.

Schirrmacher har ikke øje for, at algoritmen ikke kan være en altforklarende mono-årsag til samfundets logik og kritisable ’natur’. Han gør det alt for nemt for sig selv. På intet tidspunkt lykkes det ham således at foretage en egentlig bestemmelse af værdiproduktionen under den kognitive kapitalisme.1 Han flagrer rundt og undlader hermed at begrebsliggøre, hvorledes udbytnings- og undertrykkelsesforholdene tager form. Forhippet på at gentage sin pointe går han glip og fejl af at beskrive de modsætningsrige og radikale samfundsmæssige transformationer inden for produktionssfæren de sidste 20-30 år. Han synes heller ikke at være interesseret i at analysere de usamtidige gennemslag af vidensøkonomien på globalt plan. Store dele af verden leverer stadigvæk manuelt arbejde inden for den agrare, petrokemiske og industrielle kapitalistiske sektor.

Den kognitive kapitalismes afhængighed

Men det er rigtigt, at stadig flere af os i den privilegerede del af verden er blevet tegn- og vidensarbejdere, sprog- og symbolanalytikere. Vi lever af at flytte, producere og manipulere med tegn, symboler og billeder. Der synes at være sket et dramatisk skred i samfundets produktions- og reproduktionsformer fra slutningen af det 20. århundrede og frem.

Viden fungerer i stigende grad som en skattet, strategisk og uomgængelig produktivkraft og ikke primært som et offentligt gode. Nye tanker og gode idéer bliver guld værd på verdens børser, og den såkaldte globalisering medfører en nådesløs kamp om at tiltrække og ansætte de bedste hjerner. På én gang er der en intensiv hang og en tvang til kreativitet og innovation. De menneskelige talenter instrumentaliseres og prissættes.

Illustrasjon: Andreas Töpfer

Illustrasjon: Andreas Töpfer

I Le Capitalisme cognitif. Comprendre la nouvelle Grande Transformation et ses enjeux (Amsterdam 2007, eng. Cognitive Capitalism, Cambridge/Malden 2011) hævder den franske professor i økonomisk videnskab Yann Moulier Boutang fra universitetet i Compiègne, at den samfundsmæssige værdiskabelse, kapitalvaloriseringen og konkurrenceevnen er kommet til at bero på viden som hovedressource og produktiv tændgnist. Den østrigsk-franske kapitalismekritiker André Gorz er i Wissen, Wert und Kapital. Zur Kritik der Wissensökonomie (Zürich 2004, eng. The Immaterial, London/New York/Calcutta 2010) ude i samme samtidsteoretiske og samfundskritiske ærinde og hævder ligefrem, at det er imod videns natur at blive gjort til en vare, og at videnskommunismen vil komme til at erstatte den kapitalistiske vidensøkonomi.2

Begge teoretikere når flere spadestik dybere end Schirrmacher i forsøg på at begrebsliggøre, forstå og kritisere kapitalismen, der i stigende grad er afhængig af de ikke-økonomiske faktorer, de såkaldte eksternaliteter. Den bliver direkte afhængig af den vidensarbejder, der inkarnerer den attraktive viden og af den sociale kooperation, hvori den bliver til og udfolder sig. Det levende liv rykker i centrum, ikke fordi kapitalismen elsker sine kreative lønarbejdere; men fordi deres kreative evner og innovative bud bliver uomgængelige.

Modsætninger, spændinger og modstand fordufter

Underkendes skal det selvfølgelig ikke, at algoritmens skelet bestående af cool rational choice theory, pragmatisk-udseende spilteori-betragtninger og kælne præferencekørsler ikke danner en neutral og uskyldig ’krop’. Det skal Schirrmacher ikke klandres for at have påpeget og lamenteret højlydt over. Men var samfundet, menneskelivet og tænkningen så beskaffen og fundamentalt beskadiget, som Schirrmacher synes at fremstille dem, så ville han vel slet ikke kunne fremføre en uforsonlig kritik heraf. I eklatant forstand er hans lidenskabelige og forhastede værk et analytisk interessant og højtråbende symptom på ubehaget over den instrumentelle og økonomisk-autistiske skævvridning i og af samtiden.

Ego. Das Spiel des Lebens præsenterer en tidstypisk omgang critique light, der ikke vil holde sig funklende lige så længe på samfundskritikkens klassikerfirmament som eksempelvis Karl Marx’ Grundrisse (1857) og Das Kapital (1867f), Max Horkheimer og Theodor W. Adornos Dialektik der Aufklärung (1944) – og sidstnævntes Minima Moralia (1951).

Ikke at forglemme uden fatale erkendelsestab må de fastholdes, at Marx arbejdede intenst på at udfolde en kapitalismekritik, der også havde blik for at kortlægge the civilizing influence of capital3, som han navngav fænomenet i sit engelske eksil, mens digre hovedværksforberedende notehæfter hobede sig op, og hæmorriderne smertede ham et vist sted, der har Schirrmacher alene øje for monomant og monotont at udpensle de lettest kritisable og mest iøjnefaldende destruktive sider af det kapitalistiske samfund. Det er ikke ligefrem overraskende at bivåne, at FAZ-journalisten ikke er en kyndig marxist, men bestemt værd at fundere over, hvad der driver ham til at skrive dette værk. Er de selvdestruktive sider af kapitalismen mon efterhånden blevet så anmassende, så selv pæne mainstream-skribenter må blive behørigt kapitalismekritiske for ikke at blive til grin? Det er jeg ikke den eneste, der spørger om i denne tid. Således slår den altid skarpt tænkende og klart skrivende Thomas Assheuer en kongenial analyse an af denne nye tvang, hang og trang til quasi-rituel kritik i førnævnte udgave af Die Zeit.

Illustrasjon: Andreas Töpfer

Illustrasjon: Andreas Töpfer

Schirrmacher underspiller de modsætninger og spændinger, der eksisterer inden for samfundets »blodkredsløb« og »nervesystem«. Han giver ikke mæle til den gryende kritik af New Public Management-styringsregimerne inden for den offentlige sektor. Han borer ikke i, hvordan nyliberalismens fundamentale ødelæggelsespotentialer må afløses af andre former for politisk håndværk og helt andre visioner. Han lytter ikke til de professionsetiske anfægtelser. Ej heller ser han på, at mange studerende ikke fræser gennem studierne med det telos at blive en servil arbejdskraft.

Ganske opsigtvækkende er det også, at redaktøren for et af Europas mest velrenommerede avishuse fremmer et éndimensionalt sortsyn på politik og offentlighed. De nationale parlamenter og hele EU-systemet er andet og mere end staffage, og langt fra alle stemmer i offentlighedens stemmer forsvinder i et forskelsløst ekkorum (jf. citatet fra S. 167 oven for). Hvor Peter Sloterdijks smittende antropotekniske analyser i Du mußt dein Leben ändern (2009) ser på menneskets udfoldelse i et åbent øvelsesantropologisk perspektiv, synes Schirrmacher på kontrapunktisk vis at lancere et træthedens og opgivenhedens evangelium, som i modsætning til førstnævntes opadgående tankestrøm ikke ser muligheder – hverken praktisk-politisk eller teoretisk – for at gå i clinch med misèren.

Ingen nærkontakt med Luhmann og Foucault

Ærgerligt er det, at den tyske sociolog Niklas Luhmann synes at have levet, tænkt og skrevet helt forgæves; thi Schirrmacher har ikke forstået, at der eksempelvis er forskel på de psykiske og de sociale systemer. Selvom undervisningen (det sociale system uddannelse) kan være anlagt på, at det psykiske system (eleven, den studerende) knytter engageret og vågent an til det, der undervises i, måden det sker på og målet for det hele, er det jo langt fra sikkert, at det sker.4 Dertil kommer, at der er forskel på eksempelvis økonomiske, politiske, videnskabelige og kunstneriske subsystemers koder og rationaler. Var politik(ere) således kun optaget af økonomi, ville de(n) falde fra hinanden. Eller formuleret på en anden facon: magt lader sig ikke fuldstændigt reducere til økonomi uden erkendelsestab (i teoriens verden) og uden magttab (i den praktisk-politiske verden). Og hvis videnskabelig sandhed og kunstnerisk kvalitet alene kunne reduceres til at være økonomiske fænomener og dermed i sidste instans til spørgsmål om penge, så kunne man jo blot nøjes med at producere nogle sandheder på kommando og bestille noget skønhed.

Schirrmacher er desværre heller ikke blevet inspireret af Michel Foucaults stedsegrønne indsigt: at hvor der er magt, er der også modstand. De produktive, uforudsigelige og forandringsindvarslende spændinger mellem en kapitalisme, der i stigende grad er blevet afhængig af det biopolitiske ’underlag’ (menneskets kroppe, tanker og kreativitet), samtidig med at den ødelægger menneskelivet og underminerer naturgrundlaget, bringes ikke på begreb.

 

Les også Sigurd Tenningens oppføring om Frank Schirrmacher på redaksjonsbloggen

  1. For en udfoldet analyse af fænomenet se SNL: Kategoriale tydninger af den kognitive kapitalisme med særligt henblik på at begribe samtidens trang og tvang til kreativitet, Gnosis Vedhæftninger nr.3, Kbh. 2008. Kan tappes som pdf-fil via www.gnosis.au.dk
  2. Se Gorz-review af SNL: »Is capitalism dying out?« i ephemera volume 12(4): 486-491. www.ephemeraweb.org
  3. Se SNL & Inge Kryger Pedersen (red.): Sociologisk leksikon, Kbh. 2011, s. 296, for en definition af »de af kapitalen producerede, latente mulighedsbetingelser for frigørelse, frihed og kommunisme«.
  4. Jf. SNL: »At ville noget med nogen – kritiske tanker om pædagogisk arbejde i kontrolsamfundet«. I: Aastrup Rømer, T., Tanggaard, L. & Brinkmann, S. (red.): Uren pædagogik II. Aarhus: Klim (2013 in press) & »Hovmod«, bidrag til særnummer af Unge pædagoger om de syv dødssynder og det pædagogiske, Kbh. (2013 in press).

Steen Nepper Larsen

Facebook

Twitter