KOMMENTAR. Symbolkongen Emmanuel Macron vil bekæmpe populismen med det, han kalder demokratiske helte. Men der mangler stadig handling bag de flotte ord.
Det var et stort øjeblik, ingen tvivl om det. Mandag i sidste uge vendte de franske fodboldverdensmestre hjem til Paris og til paradekørsel foran tusindvis og atter tusindvis af mennesker samt et yderst talstærkt politi.
Frankrig er længe blev kaldt et land i dyb splittelse, politisk og geografisk. Men dømt ud fra forrige uges festligheder, var de største sociale modsætninger forduftet for en stund. Som The Guardian skrev, kunne man på Champs-Élysées se parisere og forstadsdrenge bytte flag og synge med på »La Marseillaise«, mens det franske flyvevåben foldede trikolorens farver ud. Det var et moment af national forbrødring, som man vidste ikke ville vare ret længe. For under himlen ulmede vreden og frustrationen: Aftenen inden var festen endt i gadeoptøjer, brandstiftelser og smadrede biler.
Nu hvor VM-feberen endelig har lagt sig, er den store slutrundetriumf ikke overraskende begyndt at give anledning til fransk selvrefleksion. Og særligt én ting forsøger kommentatorer og journalister at få klarhed over: Hvor meget samfundsforholdene har ændret sig – i særdeleshed i forstæderne – siden den sidste VM-sejr i 1998, få måneder før Kylian Mbappé, holdets 19-årige kantspiller, blev født.
Som søn af en camerounsk far og algerisk mor, og som produkt af Bondy, en af Paris’ mange banlieues, er Mbappé blevet stjernen på et fransk mandskab, der må siges at udgøre nationens bankende hjerte. Som Mbappé selv sagde i 2017 til fransk tv: »Jeg vil inkarnere Frankrig, repræsentere Frankrig og give alt for Frankrig.« Det kan godt ske, at fremtidsudsigterne i forstæderne ikke er forbedret meget, men for drengene, der vokser op der, eksisterer stadig en drøm om at vise sig frem på det franske landshold. Måske med den kyniske tilføjelse: Fordi det er deres eneste vej ud af ghettoen.
Som man har set så mange gange før, udgør VM-sejren nærmest den idéelle anledning for et statsoverhoved til at markere det nationale sammenhold. Men for en mand som Emmanuel Macron – der længe har sagt, at han har en kontrakt med nationen om at »genvinde dens erobringsevne for at opbygge et nyt Frankrig« – kommer VM-sejren alligevel som den totale symbolske triumf.
Forrige søndag på Luzjniki stadion i Moskva sprang den franske præsident op af sædet efter den første franske scoring, med næven knyttet højt oppe over hovedet. Ved medaljeoverrækkelsen efter kampen omfavnede han, gennemblødt af regnen, spillerne, som var de hans egne børn, og i omklædningsrummet fortsatte han festen med en storstilet tale til holdet, foran både den kroatiske præsident og Putin, og hyldede spillerne for at have »båret landet«. Ved Macrons side stod en fransk soldat, som blev hårdt såret i ildkamp mod russiske lejesoldater i Ukraine, og som i dag mangler sin ene arm.
Macron er med al tydelighed ikke en præsident, der har tænkt sig at dæmpe franskmændenes sans for pomp og pragt. Snarere gør han alt, hvad der står i hans magt for at få Frankrig til at fremstå grande igen.
For lidt over et år siden blev han valgt på et håb om at samle nationen, om at bygge bro over dens politiske kløft og genvinde landets stolthed – alt sammen funderet på et fortryllende liberalt håb om, at det enkelte individ skal have mulighed for at skabe en lykkelig tilværelse for sig selv.
Men Macrons verden består ikke kun af frihed, lighed og broderskab; i den findes også en politisk ondskab, der må besejres. Som han sagde ved flere lejligheder under valgkampen med tydelig adresse til Marine Le Pens vælgere: »Tilbagetrækningen i os selv, nægtelsen af at se verden, som den er, og ønsket om at genoprette Frankrig trods disse ting, er ikke løsninger på vores problemer. De ignorerer landets dybe understrøm og skæbnefølelse.«
Landets dybe understrøm og skæbnefølelse. Ordene kunne lige så godt været taget ud af et manifest for det 20. århundredes vidtløftige nationalister, men falder i dag fra en præsident, der mest af alt ligner en radikal centrumpolitiker. Macron er godt i gang med at bekæmpe sine populistiske modstandere med deres egne symbolske våben. Det er derfor, han så længe har talt om vigtigheden af at skabe »store fortællinger« og om at fejre landets »demokratiske helte« – det vil sige de populære og historiske personer, der i hans billede udmærker den særlige franske kultur.
Han har sagt det flere gange og vender gerne tilbage til emnet: De liberale demokratier står over for en dyster nationalisme. Skal de bevares, har de brug for helte, der kan være med til at forme en positiv samfundsånd, som kan udfordre og i sidste ende besejre populisternes triste lidenskaber. Og i den forbindelse kommer fejringen af VM-holdet ikke alene. Tidligere i år holdt præsidenten tale ved popikonet Johnny Hallydays begravelse, og senest hædrede han den afdøde politiker og tidligere EU-parlamentsformand, Simone Veil, ved at flytte hendes sarkofag til det nationale mausoleum i Panthéon i Paris, hvor ikoner som Voltaire, Victor Hugo og Jean-Jacques Rosseau ligger begravet.
Der er allerede skrevet meget om Macrons intellektuelle arv, om hans ungdomstid som videnskabelig assistent for den kendte franske filosof Paul Ricoeur og perioden som redaktør i det venstreorienterede tidsskrift Esprit. I bogen Macron, un président philosophe (Les éditions de l’observatoire, 2017) har journalisten Brice Couturier et helt kapitel, hvor han sammenligner Ricoeurs filosofi med præsidentens forståelse af politik. Og særligt én ting springer i øjnene: Macrons insisteren på politik som en vedvarende proces, der indebærer det, Ricoeur kaldte »la distanciation du sens« (sansernes distancering) – det vil sige den tro på, at en person eller et samfunds identitet konstant må omskrives (Ricoeur talte om »narrativ identitet« ), at kollektive minder hele tiden må bearbejdes for at genåbne løfterne fra fortiden, så de danner en ny fælles forventningshorisont.
Macron har ved flere lejligheder præsenteret sig selv som en præsident, der har taget ved lære af historien. Han ser sig som repræsentant for en generation, for hvem »forbrydelserne i europæisk kolonisering er ubestridelige«. Under sidste års valgkamp lagde Macron fra land ved at kalde Frankrigs historie i Algeriet en »forbrydelse mod menneskeheden«, mens han hjemme i Frankrig kritiserede tidligere regeringer for aldrig for alvor at have gjort noget ved uligheden og diskrimination af de mennesker, der bor i landets mange højhuse. Det var ikke nok blot at lancere renoveringsplaner for bygningerne i banlieue-kvartererne. Det var på tide, sagde Macron, for alvor at få gjort noget ved den sociale mobilitet.
De færreste vil sige, at Frankrigs præsident er en mand uden store ambitioner, og det vil han næppe heller selv. I 2011 skrev Macron i Esprit en artikel, der meget vel kan læses som et idékatalog over hans tilgang til politik. I teksten diskuterede han, hvordan man som modsvar til mange års teknokratisk hegemoni kan genskabe »en form for diskurs og politisk ansvar, som genopretter tilliden til den politiske tale og handling«.
Hans pointe var, at det kun er ideologierne, som er i stand til at »genopbygge vores politiske forestillingsevne«. Det politiske dyr, skrev han, har brug for at give mening til sine handlinger og konfrontere forskellige verdensvisioner for at kunne dekonstruere rammerne for politik og udforske nye muligheder. At give mening til sin politik, handler ifølge Macron ikke om at basere sin politik udelukkende på videnskaben og eksperter, men om konstant at »animere debatten« for derigennem at skabe en dybere forståelse for den førte politik.
Der er næppe tvivl om, at det netop er dette, som Macron er godt i gang med: En vedvarende massage af den franske folkekrop. Alligevel ser der ud til at vokse et besynderligt paradoks i kernen af Macrons politik. For set i lyset af, hvor meget den franske præsident taler om, at det er politikkens rolle at udvide folks muligheder for handling, deres friheder – hvad enten det gælder forstadens drenge eller den generelle ungdom, som han tydeligt også forsøger at appellere til – virker det selvmodsigende, at Macron i så høj grad foretrækker en politisk teologi, der dyrker demokratiets vertikale dimension: At der i hjertet af det franske samfund altid vil være en ledig plads, hvor han – præsidenten, autoriteten og eneherskeren – kan sidde og forsøge at diktere fremtidens mål, i stedet for først og fremmest at lade sit parti og mangfoldigheden råde.
Da han blev valgt, var det på noget, som godt kunne lyde som en moderne fransk drøm, et projekt om at bygge et nyt Frankrig, »som fornyer, forsker, skaber og lever, et Frankrig af fornyet velstand og fremskridt for alle.« Hvem bliver spydspidsen for det europæiske projekt?, spurgte han vælgerne, og hans svar var selvfølgelig: »Et Frankrig, der frigør, og ikke længere holdes tilbage af forældede regler. Og samtidig et Frankrig, der reparerer frigørelsens uretfærdigheder og beskytter enhver borger, så han er i stand til at lykkes i sit liv.«
Mange, særligt franskmændene selv, har undret sig og spurgt, hvilken type liberal, Monsieur le Président mon er? Er han et instrument for den globale neoliberalisme, der reducerer mennesket til dets økonomiske interesser, som den franske venstrefløj længe har påstået? Er han en slags tredjevejs-socialdemokrat – i rækken af Tony Blair, Gerhard Schröder og Helle Thorning-Schmidt – der forsøger at forene markedet med en eller anden form for social retfærdighed?
Der findes næppe nogen definitive svar på disse spørgsmål, før der er forløbet mere af hans præsidentperiode. Men én ting er sikker: Macron har bevæget sig ud på en storslået rejse – nærmest i stil med den klassiske litteraturs unge helte – som ingen endnu ved om vil følge tragediens eller komikkens regler. Som Brice Couturier synes at antyde i sin bog, er den franske præsident ikke bleg for at lære på sin hurtige vej frem i verden. Macron var som ung inspireret af Marx og Hegel og så i de historiske processer ikke politiske muligheder, men et produkt af underliggende mekanismer, af en uforsonlig dialektik. Det var Ricoeur, hans læremester, som trak ham væk fra denne deterministiske historiefilosofi, og indprentede i ham en fornemmelse for frihed og accept af det uforudsigelige i menneskets skæbne.
Meget tyder imidlertid på, at Macron er så dybt fascineret af sin egen viljes dynamik, at han indtil videre er mindre optaget af andres udsathed. I maj afviste Macron en rapport – udredet af den tidligere forstadsborgmester Jean-Louis Borloo – der netop skulle have ført til en omfangsrig fornyelse af de kriminalitetsprægede forstadsområder og til en større renovation af sociale institutioner som skoler, vuggestuer, sportsfaciliteter og meget mere.
Som Borloo sagde i den anledning til Le Monde: »Jo mindre vi har gjort med hensyn til bypolitik, jo mere har vi annonceret planer, tal og prioriterede politikker. Offentlige midler er blevet erstattet med offentlige bekendtgørelser.«
Den kyniske tilføjelse ville være: Foreløbig er intet mere sandt.
