Lystens teater

Illustration: Andreas Töpfer

FRA BLADET. I Harald Voetmanns historiske romaner er seksuel nydelse tæt forbundet med trangen til at beherske verden.

»Jeg har aldrig følt mig så liderlig før,« siger Plinius den Ældre i Harald Voetmanns roman Vågen fra 2010. Forfatteren til encyklopædien Naturalis Historia har taget plads på en kro, da værten præsenterer ham for sin datter, en 17-årig pige uden kropsåbninger. Hun tiltrækker mange kunder, siger hendes far, der tænker, at en videnskabsmand som Plinius også må være interesseret i at udforske hende. Først stryger han håret til side og ser, at pigen ikke har nogen ansigtstræk. Han fører en finger hen under næsen og over ørerne, og han niver hende i ansigtet for at sikre sig, at der ikke er tale om en maske. Herefter rejser han hende op og klæder hende af, mens værten følger efter med en lampe i hånden for at bistå med undersøgelsen. »Hun må have prøvet det før,« tænker Plinius, da hun rækker armene i vejret, så han nemmere kan trække tunikaen af hende. I skæret fra værtens lampe undersøger han hendes underliv og spreder hendes baller. Efter at have konstateret, at han ikke er blevet snydt, betaler Plinius tre denarer for at få hende med op på sit værelse. »Du kan gøre, hvad du vil med hende, men du skal lade hendes hud ånde, og du må ikke prikke hul,« siger værten, der med et undskyldende smil fortæller en historie om en kunde, der skar i pigen, men at der viste sig heller ikke at være huller under huden; så man kan ligeså godt spare sig anstrengelsen. Hun tager desuden en evighed om at hele, og »det er dårligt for forretningen«. Plinius indvilliger og tager hende med op på værelset, hvor han i timevis river og flår i hendes bryster og baller og gnider sin pik »overalt på hendes lukkede krop«, indtil lyset fra lampen begynder at flakke. Efter at være kommet på pigens kind, »skrydende af velbehag«, kigger han på, hvordan sæden optages i huden og funderer over, hvorvidt hun kan få børn, og om man i så fald skulle lade det blive i hende: »Om man kunne modstå trangen til at bemægtige sig noget, der i den grad er afskåret fra verden.«

Vågen er den første i Harald Voetmanns serie af historiske romaner, der også tæller Alt under månen (2014) og Syner og fristelser (2015). Alle tre tager udgangspunkt i virkelige skikkelser: I Vågen, den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23–79), i Alt under månen, den danske astronom Tycho Brahe (1546–1601) og hans hof på øen Hven, i Syner og fristelser, middelaldermunken Othlo af St. Emmeram (1010–1072). Voetmann er dog ikke ligeså interesseret i biografisk nøjagtighed som i de tankesæt, der udspringer af den tid, hans historiske personer levede i, og de værker, de har produceret. For Plinius den Ældres vedkommende gælder det Naturalis Historia, hans forsøg på at beskrive hele verden ned til mindste detalje. Citater herfra sætter tonen for de fleste afsnit i Vågen, hvor man lytter med, når Plinius, afkræftet og evigt næseblødende, dikterer sine tanker til slaven Diokles, der forgæves forsøger at få det hele skrevet ned. I Alt under månen er optegnelser fra Tycho Brahes Meteorologiske dagbog placeret side om side med »Drabanternes år«, den del af romanen, der er bygget op som en almanak og skrevet i en stil, der inden for læselighedens grænser mimer 1500-tals-dansk. Syner og fristelser tager afsæt i Othlo af St. Emmerams egne bøger, Liber Visionum (Synernes bog) og Cuiusdam monachi liber de tentationibus suis (En munks bog om sine fristelser) samt middelalderens øvrige visionslitteratur og helgenskildringer.

Gennemgående for de centrale karakterer i de tre romaner er en udtalt beherskelsestrang: Om det er selvbeherskelse, beherskelse af andre mennesker, jorden og/eller himlen kommer ud på ét. Når Plinius den Ældre for eksempel bliver liderlig af den unge pige uden kropsåbninger, er det også, fordi hun udgør et ubetrådt territorium. Den seksuelle lyst er tæt forbundet med en anden, nemlig »[l]ysten til at kategorisere og navngive verdens elendigheder«. For Plinius er denne lyst selve meningen med livet: »Hvorfor skulle vi ellers være anbragt midt i dem, med dette talent, denne gave«, spørger han. »Hold øjnene åbne og giv hver nuance af smerte og modbydelighed sit rette navn.« Så da Plinius får muligheden for at udforske et unikt, ukategoriseret væsen, reagerer han på en måde, der står i kontrast til hans syn på sex andre steder i romanen, eksemplificeret af et af de udhævede citater fra Naturalis Historia: »Mennesket er det eneste dyr, der skammer sig efter den første parring; et tydeligt tegn på, at livets ophav er skammeligt.« Den skam er ikke til stede i mødet med pigen uden kropsåbninger, der får Plinius til at føle en stærkere »lyst til at bemægtige (sig) noget« end nogensinde før. Det er denne særlige lyst, som både forårsager og retfærdiggør Plinius’ liderlighed i hans egne øjne. For at sex kan være lystbetonet for ham, må den være grænseoverskridende, sadistisk og videnskabelig.

Illustration: Andreas Töpfer

Dette gælder næsten alle sexbeskrivelser i Harald Voetmanns historiske romaner. Ligesom Plinius den Ældre har de magtfulde mænd i Alt under månen og Syner og fristelser nærmest aldrig simpel sex; den slags er overladt til slaverne og undersåtterne. På Tycho Brahes ø Hven dyrker de mandlige drabanter sex med hinanden, med tjenestepigen Agnete og øens prostituerede, Allemands Oline, men det gælder ikke Tycho selv. Hans sexliv har mere at gøre med hans tro på humoralpatologien og den schweiziske læge og alkymist Paracelsus, end den har at gøre med almindelig liderlighed. Efter et anfald af melankoli får han derfor sin tjenestedreng til at hente sin kone, Kirsten:

Så snart hun lagde hånd på mig, udbrød en kraftig distillatio, der satte hele min krop i bevægelse, som om denne overskydende essens blev samlet ind fra hver eneste del af mit væsen – hvilket stemmer fint overens med Paracelsus’ lære. Det var faktisk først da jeg begyndte at tænke på Paracelsus, at disse velgørende kramper ebbede langsomt ud. Jeg kyssede min Kirsten på kinden og sagde hende af hjertet tak. Jeg må huske på ikke at lade disse ophobninger blive så store, at den blege slim kan voldføre fornuften.

Tycho Brahe forklarer sit humør og sit behov for sex ud fra renæssancens videnskabelige mode, humoralpatologien. Men hvor han først og fremmest er optaget af at bevare sin egen ligevægt, eksperimenterer hans ven Erik Lange mere konsekvent med den nye videnskab. Som Sigurd Tenningen nævner i sin anmeldelse af Alt under månen i Vagant 1/2014, så ved man om virkelighedens Erik Lange, at han giftede sig med Brahes søster Sophie og siden mistede hele sin formue i bestræbelserne på at lave guld ved hjælp af alkymi. At han formentlig også havde et temmelig udfarende kærlighedsliv bekræftes mere eller mindre af en elegi Tycho Brahe skrev til hans ære i 1584, hvor han blandt andet opfordrer Lange til at holde op med »uafladeligt at tage imod Cupidos pile«. Voetmann tegner i Alt under månen et karikeret billede af Erik Lange ud fra den skitse, kilderne tilbyder. Romanens sidste del er et langt brev fra en Tutivillus Maardt til Falk Gøye, der har betalt for Erik Langes rejser i håbet om at få sin investering igen i mangefold. Her forsøger tjenestemanden at redegøre for, hvordan Lange har formået at bruge alle sin vens penge og samtidig være endt i et fængsel i Tyskland. Brevet indeholder beskrivelser af nogle heftige, seksuelle optrin: Han betalte for underholdningens skyld en prostitueret for at have sex med en ung mand uden underkrop, og han blev snydt af en jødisk læge til at købe lys lavet af henrettede menneskers fedt, fordi disse angiveligt ville gøre ham usynlig, hvilket også betød, at han måtte betale for som »usynlig« at have haft sex med en tjenestepige, der var lægens medskyldige. I Bamberg brugte han »en formue« på Klemme-Katty, »som kunne holde sine fødder på nakken i timevis, mens mandfolk væltede sig ind over hende på skift«. Erik Lange var, ifølge brevet, »besat af at undersøge, hvor længe hun var i stand til at holde fødderne bag nakken, hvor mange mænd hun kunne ligge med på en dag og især hvilken påvirkning hendes temperament og humorale ligevægt det store sædindtag fra en sådan dag medførte«.

[dropcap]E[/dropcap]xcesserne i videnskabsmændenes sexliv er næsten altid opstillede og meget sjældent spontane. Voetmann beskriver aldrig bare deres liderlighed som liderlighed, men som en drivkraft for deres opmåling af verden. På sin vis mimer deres tilgang til mennesker og natur Theodor W. Adorno og Max Horkheimers beskrivelser af oplysningstankens yderste konsekvens i deres ekskurs fra Oplysningens dialektik (1944, på dansk 1993) om Marquis de Sades Histoire de Juliette (1797). Adorno og Horkheimer ser de Sade som kroneksempel på, hvordan Kants idé om at mennesket skal træde ud af »sin selvforskyldte umyndighed« og ikke lade sig føre af andet end sin egen fornuft, kan slå over i en systematisk udslettelse af »den menneskevenlige følelse«. De Sades Juliette er nemlig arketypen på det frigjorte individ, der kun »elsker system og konsekvens«. For at beskrive de seksuelle udskejelser i de Sades roman tyer Adorno og Horkheimer til en meget moderne sammenligning (i Per Øhrgaards oversættelse): »De moderne sportshold, hvis samspil er nøje fastlagt, således at intet medlem er i tvivl om sin rolle, og således at der står en reserve parat for hver eneste, finder deres nøjagtige model i Juliettes seksuelle teams, hos hvilke intet øjeblik lades uudnyttet, ingen kropsåbning forsømmes, ingen funktion forbliver passiv.« Samme blik har oplysningens fornuftsbegreb på verden som sådan: Ingen genstand er blot og bart sansemateriale, men materiale der skal underkues.

I Voetmanns historiske romaner er disse genstande ofte kvinder, og de personer, der får mæle, og fra hvis synsvinkel læseren oplever historien, er uden undtagelse mænd. Kvinderne er stort set kun til stede for så vidt, de bliver kneppet af mænd eller slået ihjel af dem: De rangerer sammen med de fattige og slaverne nederst i romanverdenernes sociale hierarki. En undtagelse er Sophie Brahe, men det er udelukkende på grund af hendes slægtskab med Tycho. Hans karakteristik af hende er koncentreret misogyni:

Der er denne kølighed i kvindfolkene, denne metodiske kølighed, som man ved et første blik kunne tro forunderligt velegnet til videnskabelige sysler, men som sjældent er det. Den er ikke baseret på nogen beherskelse af lidenskaberne, den strider ikke mod noget. (…) Sophis evner har jeg ingen tvivl om, men hendes drivkraft til at udgrunde naturens mysterier er ikke stærk, og hun får ikke en stærkere eller væsensforskellig nydelse deraf end kokkepigen får ved at rense en hare tilbundsgående eller hakke dens kød i fine tern til en postej.

Denne grundlæggende mangel på karakter tilskriver hovedpersonerne, de magtfulde mænd, samtlige kvinder i Voetmanns romaner, og derfor behandler de dem som udskifteligt materiale, som kun er noget værd i kraft af deres funktioner; det være sig smidighed, madlavning eller mangel på kropsåbninger. Historiens magthavere er dem, der har ret til at udnytte disse funktioner.

[dropcap]N[/dropcap]år Harald Voetmann lader Tycho Brahe tale om nydelse, så er det en ganske særlig afart, der ikke har meget med behagelige lykkefølelser at gøre. Nydelse er i det hele taget ikke det første ord, der falder læseren ind, når man skal karakterisere hovedpersonerne i Voetmanns romaner. De lider alle sammen af en eller anden grad af melankoli og fysiske skavanker, og de er grusomme mod deres omgivelser. Men Plinius den Ældre bruger også formuleringen »at nyde« om sit syn på livet: »Det gælder om at finde noget, man gider at strække halsen ud efter. Gerne så meget, at man – når den strakte og derved også frembudte hals bliver kappet – alligevel giver sig tid til at nyde hovedets lille trilletur hen mod det begærede objekt.« Nydelsen er med andre ord den drivkraft, der holder hovedpersonerne oppe og giver deres ekstreme forehavender mening. Om det er Plinus’ insisteren på at presse hele verden »pinefuldt og pivende ud af den fede hals i mørket« eller Tycho Brahe, der konstant kæmper med »kroppens modstand mod at underlægge sig ånden og i åndens tjeneste at fravriste naturen hendes hemmeligheder«, så er de begge skildret i lyset af en shopenhauersk viljesmetafysik, der driver dem frem.

Det gælder også Othlo af St. Emmeram, der i modsætning til hovedpersonerne i Vågen og Alt under månen ikke er videnskabsmand men munk. Nok har den ensporede målrettethed et andet sigte; mekanikken er stadigvæk den samme. Sex, kropsvæsker og synd fylder dog langt mere i Syner og fristelser end i de andre romaner, på trods af – eller nok nærmere på grund af – at Othlo er den strengeste af alle munkene i sit kloster. Han har svoret tavshed for herren, en tavshed han holder stædigt fast i, ligegyldigt hvor ubelejlig den ofte er, og han mistænker alle sine medmunke for i virkeligheden at være syndere. I romanens første afsnit, hvor Othlo ligger alene på sit sygeleje, hører han en broder, den haltende Gehrwas, gå med slæbende skridt over sig, fra sovesalen mod »aftrædet, endnu en jordisk pligt«. Disse skridt vender han tilbage til med stigende ophidselse i resten af første kapitel. Han konstaterer, at Gehrwas ikke har »udsat behovet for at udskille føden til det yderste«, at det ikke haster, »men alligevel vil han gå mod aftrædet«. Denne tanke sætter gang i et eskalerende vredesudbrud, fordi han læser »tilsynekomsten« sådan, at Gehrwas i virkeligheden finder vellyst i handlingen, »at pikken ligefrem skulle stå på krøblingen, mens han slæber sig, og at det er pungen, eller at det er både pungen og tarmen, han ønsker at tømme gennem jødebrættet ned på de forsamlede brødres møg«. Voetmanns måde at udfolde denne galskab på virker til at være inspireret af Thomas Bernhard, mesteren af indestængte raserianfald: Store dele af Syner og fristelser foregår udelukkende inde i hovedet på den umælende Othlo, og de groteske tankerækker behøver derfor ikke at stoppe op for at vente på hverken talerør eller andre stemmers modsvar.

Illustration: Andreas Töpfer

Den eneste, Othlo taler med i hele romanen, er den fører, der i løbet af hans febervildelser viser ham rundt mellem himmel og helvede. Hvis denne rejse kan sammenlignes med Dantes i Den guddommelige komedie, så er Othlos fører en temmelig ondsindet Vergil. Han er ikke sen til at fortælle, at munken har gjort sig fortjent til sit dødsleje, fordi »det er på et leje, du har syndet mest, og frem for alle andre synder er det lejets synder, der har fristet dig alle dage«. Den efterfølgende rejse fra himlen til helvede er en grotesk spejling af Othlos misantropi med føreren som højtråbende kommentator.

Men i Syner og fristelser sker der et skred i det verdensbillede, som er bygget op i løbet af de tre romaner, en bevægelse, der tages tilløb til i Vågen og Alt under månen, men som aldrig gennemføres. Den altomsluttende misantropi har nemlig små sprækker, steder hvor viljestyrken og beherskelsestrangen giver efter for noget andet. Man ser det i små glimt, når Plinius den Ældre efter at have ligget hele natten udenfor i sit eget pis, bliver plejet af den hjulbenede Rectina. Hun lægger et tæppe om ham og tørrer blodet væk fra hans ansigt, en handling der lægger op til en sjælden metakommentar fra romanens tredjepersonsfortæller:

Behovet for ømhed og tryghed kan ikke dækkes af slaver alene (…) Hvis Plinius vidste, at også han havde dét behov, behovet for en kvindes omsorg – eller at han kunne få det – ville han måske have kysset Rectinas pande under den knejsende hårkam lige i det øjeblik, hun foldede tæppet ind under hans skuldre.

Vågen afsluttes med et appendiks bestående af ægte, oversatte breve fra Plinius’ nevø, Plinius den Yngre, hvor han blandt andet fortæller om sin onkels død under vulkanen Vesuvs udbrud. Ifølge Plinius den Yngre var onklen på vej væk fra katastrofen, da han fik en besked fra en skrækslagen Rectina med et råb om hjælp. Om det står til troende eller ej, så lyder det i brevet, at Plinius med det samme »lod krigsskibene stikke til søs« og selv tog med dem for at redde Rectina og mange andre, »da jo den herlige kyst var tæt bebygget«. Han omkom i forsøget, og det er denne heltedåd, der er afsæt for den snert af medmenneskelighed, Voetmann udstyrer Plinius med. I Alt under månen er pessimismen endnu mere udtalt end i Vågen. Øens prostituerede, Allemands Oline, som tager sig af den gravide tjenestepige Agnete, er den eneste sympatiske karakter i hele romanen, og hun bliver brændt levende, fordi Agnete dør under fødslen. Umiddelbart før henrettelsen tænker den drabant, der er far til barnet, på en brændende skude, som er gået til bunds lige udenfor Hven. Det billede, han ser for sig, er emblematisk for romanen som sådan:

Et barn spirer i Agnete, mens Agnete sygner hen her, og jeg tænker selv mest på synet af den brændende skude, ikke som jeg så den forleden nat herfra, men som de synkende må have set dens glød over sig, en polyp af lys uden varme, der i sin flugt river alt menneskeligt med sig.

Den sidste måned i »Drabanternes år« består stort set kun af vejrmeldinger; en anden måde at vise fraværet af menneskelighed på.

[dropcap]S[/dropcap]yner og fristelser er langt mere åben over for ømhed end Vågen og Alt under månen. Othlo skal dog hele vejen fra himlen til helvede, før han selv får øje på det. I Himmelbyen, hvor man ikke kender til sorg, griner de af »ærgrelsens spor« i hans ansigt, af hans slappe hud og spørger, hvordan han er kommet til at se så mærkelig ud. En dag om året holder man endda Narrefest, hvor »alle de, der på jorden var opblæst af timelig lærdom« trækkes op fra helvede for at holde forelæsninger på byens torv. De får fortalt, at deres viden kan redde dem en plads i himlen, men i virkeligheden skal beboerne bare have noget at more sig over, før de lærde bliver sendt ned til helvede igen. Himmelboernes fjogede arrogance gør dem til de klart mest modbydelige væsener i romanen.

Illustration: Andreas Töpfer.

Hvis himlen er skadefrydens teater, så er byen i helvede, Antiherusalem, indrettet som et moderne, kapitalistisk samfund, baseret på et credo om disruption: »Det hele er en byggeplads, og der ombygges altid efter de infernalske bygmestres gnidrede tegninger.« Munkemænd som Othlo slæber stenene til og fra byggepladsen i al evighed, medmindre deres synder »gør dem fortjent til en tjans, der er værre«. Livet i Antiherusalem er designet til at minde om livet i de levendes samfund, så for alle dem, »der ikke har lært at foragte verden, er Helvedet bekendt og på sin vis hjemligt«. Selv lidelserne tilpasser sig beboernes specifikke synd; alt har »funktion og mening«.

De engle, der har fået til ordre på at tjene i Helvede som bødler og slavepiskere, får lov til at stille deres lyster med de dømte på Antiherusalems store bordel. Her går de rundt uden at føle skam eller lyst, fordi deres rejsninger sker på Herrens befaling, og »de jager deres køn i bordelslaverne i tavshed, med et enfoldigt smil og helt uden at den døsige gudshengivenhed i blikket på noget tidspunkt erstattes af en mindre ophøjet glød«. Othlo må gå rundt og vifte diverse afkom fra disse voldtægter, »bevingede kønsdele af begge arter, enten med grævlingekløer på spidsen eller med giftdryppende kindbakker langs læberandene«, væk fra sit ansigt. Men mens han står og skriger af synderne, der bliver strafvoldtaget af Guds engle i små båse, gribes han selv af »en syndig lyst«. Før han ved af det, ligger han på det smattede gulv, »og et større hold af de vingede væsener dykkede mod mig og trak med kløer og kindbakker op i min kutte, hvorved min skamfulde beredthed stilledes til skue«. Hvad, der følger, er et intenst samleje med et af disse væsener, som først stopper da Othlos fører flår det væk fra ham og river dets læberander fra hinanden.

De rettroendes straf af de syndige bliver for meget for Othlo, da hans fører viser ham hen til Helvedets vævertorv, hvor de dømtes tarme flettes sammen til et stort tapet. Tarmtapetet afbilder »al verdens uret og de dømtes synder«, og i et hjørne kan Othlo se sig selv sidde og skrive på bogen om sine fristelser. Væverarbejdet er så veludført, at han kan genkende sin egen håndskrift:

Jeg stirrede forundret på den side af bogen om mine fristelser, vævet med de småbitte bogstaver, der lignede min skrift til forveksling indtil det gik op for mig, at bogstaverne i vævet måtte være skabt med tarme fra nogle af de vrælende spædbørn, der hang naglet fast til rammen imellem mænd og kvinder og jeg besluttede i selvsamme øjeblik, at jeg aldrig igen ville skrive et ord med min egen hånd, selv hvis det skulle være på ordre fra abbeden eller min fører, for at ikke disse ord i helvede skulle blive vævet med udøbte spædbørns tarme. Jeg hørte deres jammerlige skrig, når vævet strammedes eller en mestervæver trak i tarmen, og jeg hørte mænd og kvinder, som midt i deres værste pinsler selv formåede at undertrykke deres skrig, for at kunne synge for de små flænsede og tale kærligt til dem, som en mor eller en far og lyden af det hele gjorde mit hjerte tungt, skønt jeg vidste, at børnene var urene for Herrens blik.

Illustration: Andreas Töpfer

De retskafnes grusomme straffe over de syndige forandrer Othlos prioriteringer. Han føler ikke trang til at råbe ad de dømte, og han ønsker ikke længere at »drage nogen lære« af sine syner. Det system, han har vurderet verden efter, bryder sammen i det øjeblik, han bliver konfronteret med dets umenneskelighed. Han nægter, at de pinsler, han oplever i Helvede, skal gøre ham selv »eller nogen anden klogere«. Historien ender et sted, hvor Othlo har fået nok af helvede og har opgivet himlen.

[dropcap]O[/dropcap]thlos rejse har et skær af katharsis over sig, en forløsning der sætter hele serien af romaner i et andet lys. Hans rasende fører afleverer ham til slut i landet Necubia, ligegyldighedernes rige, der på den ene side er befolket af »de ikke ret syndige« og på den anden af »de ikke ret gode«. Necubia er også et billede på den tilstand, Othlo befinder sig i på sygelejet. Syner og fristelser forkaster både Himlen og Helvedet, og Othlo besinder sig på det middelmådige, det menneskelige. Sådan åbnes der også op for medmenneskeligheden. Gehrwas, den haltende munk, som han mistænkte for at onanere ned i aftrædet, får pludselig en forhistorie, mens han ligger døende ved siden af Othlo. Han blev afleveret som spæd ved munkeklostrets port, hvor Othlo fandt ham liggende med sin lille klumpfod og undrende, mørke øjne. »Horefødt og forladt og forkrøblet og altid en plage i skolen. Jeg lod ham kun være i skolen i et par dage, så blev han sat i arbejde, for der var uro omkring ham, ingen af drengene kunne lade ham være.« Othlo falder i søvn med den tanke, at han i det mindste burde have forsøgt at lære ham at læse, for nok var han en krøbling, men stadig »lærenem«. I sin stræben efter det hinsides glemte han forpligtelsen over for sine omgivelser, de personer, der kunne have brugt hans hjælp. Det er først på sit dødsleje, at Othlo indser, at hans prioriteringer har været forkerte:

Her på jorden, og måske i landet Necubia, findes en hvile, der hverken er fordømt eller salig. I den mørkeblå firkant over mig hang tre stjerner på stribe, da jeg atter vågnede og kunne høre klokkerne slå og slå for broder Gehrwas’ sjæl, og jeg tænkte stadig kun, den dreng kunne jeg have lært at læse.

Harald Voetmanns historiske trilogi samler sig til slut som en skepsis mod de store systemers forrang for det enkelte menneske. Om systemerne er videnskabelige eller religiøse gør ikke den store forskel: I den voetmannske optik bærer de alle kimen til en utrolig brutalitet, en trang til at underlægge sig mennesker, dyr, natur og alt herimellem. Hovedpersonerne i Vågen, Alt under månen og Syner og fristelser er alle hidsige, melankolske og hensynsløse mænd, der stirrer sig blinde på deres egne overbevisninger i jagten på den ene eller anden form for udødelighed, drevet frem af en grotesk vilje til magt. Voetmanns romaner udstiller de dogmatiske idéers absurditet og husker os på, at der findes levende væsener i de lavere luftlag.

 

Tidligere publiceret i Vagant 3/2017.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.