Se, der står han, på verandaen, med øjnene tæt knebet sammen og støvet dansende omkring sig. Han er lige trådt ud af huset. Foran ham befinder sig en stor gruppe rasende borgere, som ønsker at lynche en af byens kriminelle fanger: »I sagde, I ville have lov og orden i jeres by? Her får I det!«, råber han og skyder efter den første mand, som nærmer sig trappen. Sheriffen er Ronald Reagan, USA’s fremtidige præsident.
Scenen stammer fra en af skuespillerens sidste westerns. Titlen er Law and Order, og plottet handler selvfølgelig om en sherif, der fatter seksløberen en sidste gang for at jage de onde gangstere ud af byen. Lovløsheden stopper her.
Ikke lang tid efter at denne film var blevet vist i amerikanske biografer, blev Ronald Reagan vært på tv-programmet General Electric Theater, derefter republikaner og senere præsident.
Nu er det en anden præsident med fortid i showbusiness, der kræver lov og orden. I de seneste måneder har Donald Trump brugt slagordet igen og igen på sin personlige Twitter-konto, sat militæret ind mod civile protester og gjort storbyernes gader til en del af sit politiske teater.
Barbariske angreb på den amerikanske civilisation
USA var i maj og juni fyldt med demonstrationer, efter at afroamerikaneren George Floyd blev brutalt myrdet på åben gade af politibetjenten Derek Chauvin. Black Lives Matter-bevægelsen skabte de største protestbølger, USA har oplevet i årtier. Flere uger i træk og i mere end 700 amerikanske byer marcherede afroamerikanere i protest mod systemet og den racistiske undertrykkelse.
Men lov og orden begynder ikke med Donald Trump. Den gamle konservative hardliner og republikanske idémand Barry Goldwater forstod tidligt, hvilke fantastiske energier dette slogan ville sætte fri. I 1964 stillede han op til præsidentvalget mod Lyndon B. Johnson, der som præsident netop havde været med til at vedtage The Civil Rights Act, som gjorde raceadskillelse og diskrimination af afroamerikanere ulovlig. Som historikeren Josh Zeitz har fortalt, var Goldwater imod loven, og ikke bare gentog han i sin første tale som præsidentkandidat de famøse ord (»Regeringen er ansvarlig for at håndhæve lov og orden«), han udsendte også en 30 minutter lang kampagnefilm med titlen »Choice«, hvori han sammenstillede billeder af pornografisk materiale og strippere med film af afroamerikanske protester.
Den underliggende besked var nem at forstå: De liberale kræfter, som ønskede at befri det amerikanske samfund fra dets moralske bornerthed, var også anstiftere af de sortes angreb på offentlige myndigheder og privat ejendom. De afroamerikanske protester skulle opfattes som barbariske angreb på den moderne amerikanske civilisation.
Djævlen går altid klædt i sort
Goldwater hævdede selv, at var han imod raceadskillelsen. Alligevel blev han ved med at spille på frygten for de sorte amerikaneres frigørelse. Mange troede, at den konservative spidskandidat ville pakke sit sprog ind i pænere gevandter og rykke mod midten i løbet af sin præsidentkampagne, men som The New York Times kunne berette (13.09.1964), blev han ved med at koble »lov og orden«-spørgsmålet til borgerrettighedsbevægelsen. I en tale i Minneapolis i 1964 skærpede han tonen: Borgerrettighedsprotesterne var at sammenligne med gruppevoldtægter. Han kunne lige så godt have sagt: Djævlen er altid klædt i sort.
Det var i den samme periode, at Californiens guvernør, Ronald Reagan, brugte budskabet som sit kampagneslogan. Men det var formentlig først i 1968, efter de store afroamerikanske protester i kølvandet på mordet af Martin Luther King, at det konservative kampråb for alvor mødte en klangbund i den amerikanske befolkning.
Richard Nixon blev i 1968 valgt til præsident på et program, der handlede om at gøre »landet sikkert igen«. Om og om gentog han ordene »lov og orden« og gjorde sig selv til talerør for »den stille majoritet«. Som Trump i dag kom Nixon til magten i en periode i amerikansk politik, der var præget af dyb polarisering, urbane uroligheder og store forandringer i det kulturelle normsæt. Lov og orden-dagsordenen symboliserede en kamp mod kriminalitet, men var langt mere end det. Nixon så, at kriminalitet var et fremragende dæknavn for andre bekymringer.
Det Vilde Vesten som kulturel fantasi
I dag er der grund til at spørge, hvorfor forestillingen om lov og orden vækker så stor genklang. En nærliggende tanke er, at denne tilspidsede retorik også ræsonnerer med en grundlæggende myte i det amerikanske samfund, og hvad der historisk har fundet sted på kanten af det. På den amerikanske frontier, hvor nybyggerne koloniserede og ekspanderede nationen ud vestpå i løbet af 17- og 1800-tallet, stod kampen hver dag mellem lov og lovløshed.
Det var her, som historikeren Richard Slotkin har skrevet, at amerikanerne fik deres fælles bevidsthed fra: Foran dem lå et vidt åbent land af ubegrænsede muligheder. Stærke, ambitiøse og selvhjulpne mænd, der altid havde drømt om at være herrer over deres eget stykke land, havde fundet deres jordiske paradis. På disse kanter, hvor retsstatens principper og institutioner endnu ikke var grundfæstet, fandt de kriminelle hurtigt ud af, at de kunne berøve nybyggerfamilierne deres ejendele, mens den underfinansierede ordensmagt og dens advokater havde store vanskeligheder med at opspore, arrestere og dømme forbryderne.
Historikere anslår i dag, at det vi forstår som Det Vilde Vesten, i bund og grund er en myte og en kulturel fantasi bygget op af film, bøger og popkultur. Den amerikanske litteratur, tegneserier og Hollywood har i vid udstrækning forsømt de barske realiteter om rejsen vestpå, på grænsen af den nye civilisation. Brutaliteterne i krigen mod indianerne, racismen mod mexicanerne og de sorte samt den boom-and-bust-mentalitet, der er forankret i den egoistiske udnyttelse af naturressourcer, var i det 20. århundrede sjældent en del af fortællingerne. I stedet var de typisk fyldt med såkaldte gunslingers, forbryderiske revolvermænd og præriehelte, der valgte at tage sagen i egne hænder, når lovens lange arm ikke var i nærheden. Igen og igen blev disse lovovertrædere heroiseret.
Blood Meridian – en antiwestern
I 1985 skrev forfatteren Cormac McCarthy en westernroman, som sætter spørgsmålstegn ved selve USA’s oprindelsesmyte og dermed hele Western-begrebet. Blood Meridian, hans formentlige hovedværk, tegner et afskyvækkende billede af en amerikansk civilisation, der alene virker til at være bygget på vold, dominans og en brutal eliminering af fremmede eksistenser. Den er en fortælling om »Vestens aftenrøde«, om et mørkerødt skyggeland, hvor en ung knægt stikker af hjemmefra og slutter sig til John Joel Clantons skalpejægere.
Midt i dette 1800-tals-Amerika, hvor historiens sol endnu ikke er stået op, men heller ikke er gået ned, jagter Clantons bande krigsførende apacheindianere på grænsen til Texas og Mexico, men ender snart med at dræbe fredelige mexicanere, indfødte og uskyldige civile, jo længere ind i ødemarken de kommer – i en metafysisk længsel efter mening i mødet med det ukendte.
I denne gudsforladte verden tjener volden ikke som en symbolsk funktion. I Cormac McCarthys hænder er den heller ikke et plotmiddel. Volden er i sig selv almægtig, retfærdig og derfor rensende. Den viser os, hvordan magtens vanvid er i stand til at erobre den menneskelige natur, når først samfundet ikke har nogen grænser og er overgivet til en gammeltestamentlig forståelse af lov og orden, som var det alene en kamp mellem godt og ondt.
Volden som grundlagsmyte
I baggrunden af McCarthys fortælling finder man dommeren Holden, som ikke huserer i nogen retsbygninger eller domstole. Som en mægtig dæmon rider han gennem ødemarken, sortklædt og uden hår på kroppen, ligesom Ed Harris’ navnløse karakter i HBO-serien Westworld (2016–).
Uanset hvor han viser sig, fortæller han med stor viden om den uendelige cyklus af brutal vold, som hjemsøger dette faldne paradis. Han møder folk og fæ, som lige så godt kan indlade sig på, at »da Gud skabte mennesket, stod Fanden ved hans side«. Hvad han har erfaret på sine lange rejser, er en menneskelig skabning, »som er i stand til at lave hvad som helst. Lave en maskine. Og en maskine der kan lave maskiner.« Det vil i hans hoved sige: I denne del af verden findes en ondskab, der kan holde sig selv i gang i tusinde år uden at skulle passes.
Den store litteraturkritiker Harold Bloom kaldte engang Blood Meridian »den autentiske apokalyptiske roman«. Men det er ikke en roman om et civilisatorisk sammenbrud, hvor katastrofen pludselig indtræffer. I stedet genrejser McCarthys roman en undertrykt bevidsthed om et USA, der har volden som nationens grundlagsmyte. Den fortæller os, hvordan frontier-tænkningen, ekspansionstrangen, statsskepsissen og de grådige forestillinger om lov og orden i dag lever videre til støtte for herskende værdier og institutioner.
