Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirutgaver i året

Livet, et forældrekøb

ANMELDELSE. Kristian Bang Foss’ nye roman er en episk dannelsesrejse gennem det senmoderne danske velfærdssamfund.

Frank bliver født i slutningen af 70’erne. Han er fra Hvidovre, en forstad til København, søn af kontordamen Ellen og gademusikanten Rock Tage, der hver aften bliver overdænget med mønter på Strøget i hovedstaden. Frank kom til verden ved et uheld, resultatet af et one night stand. Kristian Bang Foss’ fjerde og seneste roman, Frank vender hjem, begynder fra den desillusionerede Ellens synsvinkel, efter brylluppet, seks måneder inde i graviditeten: »Hun kunne allerede se, at der skulle et mirakel til, for at livet ikke skulle blive endnu værre, end hun havde frygtet.« Sønnen er Ellens eneste håb.

Det trøstesløse forstadsliv genkender man fra Bang Foss’ forrige roman, Døden kører Audi (2012). Det samme gælder karakterernes fascination af reklamesprog og absurde one-liners. I Døden kører Audi var det især »høje puder til sideliggere« fra Ikea og »drømmeguf« fra Malaco, der blev udødeliggjort – denne gang er det en juicereklame fra 90’erne. Komikken er stadig knastør og klassespecifik. Som da Franks farmor placerer et tikkende æggeur på podiet ved siden af sin søns kiste for at overholde den aftalte stilhed på to minutter. Eller da Frank skal skænke vodka til sin mor:

– Drikker du vodkaen uden is, sagde han til Ellen, da han kom ind i stuen igen og satte de to glas og flasken på bordet.

– Ja, sagde hun. – On the rocks.

– On the rocks er med is, mor.

– Du er efterhånden så klog, at du kan undvære hovedet.

På dette tidspunkt studerer Frank litteraturvidenskab på Københavns Universitet og er allerede en mønsterbryder. Men social opstigning er ingen lykkegaranti, og Frank føler sig utilstrækkelig sammenlignet med sine medstuderende, som om han hele tiden er i kulturelt underskud. I modsætning til vennen Alexander, der som det mest naturlige i verden læser klassikerne og ser franske nybølgefilm, er Franks nyvundne identitet ekstremt porøs, »og derfor blev han af og til manieret og kunstig omkring det, sært insisterende og påståelig i diskussioner«. Frank flytter ind i Alexanders forældrekøbte lejlighed, hvilket er bekvemt, men også sigende for det lidt skæve sociale forhold mellem de to. Det peger på et slags grundvilkår for Franks ageren i denne del af samfundet, en følelse af at leve til leje i en verden af forældrekøb.

Franks arv er tungere end vennernes. Hans far bliver ydmyget hver dag, indtil han bliver tæsket ihjel af en gruppe mænd på polterabend. Efter sin død efterlader Tage sig kun et par kufferter propfyldt med de mønter, som forbipasserende har kastet efter ham i løbet af årene. Franks vrede er dobbelt. På den ene side har han lyst til at slå de mennesker, der kastede mønter mod hans far, ihjel, »stampe på kraniet, til der kun var knoglesplinter og mos tilbage«, men på den anden side skammer han sig over at være i familie med »den idiotiske ensomme skabning«, der lod sig nedværdige: »Oven i voldsimpulsen mod dem, der gjorde hans far fortræd, var der også en modsatrettet lyst til at slå sig sammen med dem og kaste mønter selv, et had mod faren, et ønske om, han skulle forsvinde.«

Ligesom i den forrige roman udviser Kristian Bang Foss en veludviklet sans for tåkrummende situationer. En af Franks medstuderende, Fridolin, beslutter sig en dag på første semester for at fremlægge en analyse af Thomas Manns Das Gesetz som en performance. Han stiller sig op på en stol midt i lokalet og læser op fra sin tekst med indfølt diktion og mærkelige pauser, falder fuldstændigt igennem og ender med at stamme og svede sig igennem sin optræden, mens alle omkring ham er helt stille. Fridolins fiasko bliver siddende i Frank. Han ser sin far i ham, »et menneske, der så desperat ønskede at blive set, at det latterliggjorde sig selv«, men Fridolin er også et spejlbillede. Franks selvydmygelse består i, at han mener, at han hører til på universitetet i det hele taget.

Frank vender hjem adskiller sig fra Døden kører Audi ved at være udstyret med en tredjepersonsfortæller, som beretter helt fra Anden Verdenskrig til nutiden. Fortællingen er desuden større, til tider nærmest krønikeagtig. Det er især tilfældet i de kapitler, der handler om familien Holmberg, Franks rige svigerfamilie. Historien om dem tjener både som baggrund for Franks kæreste Thea og en fortælling, der løber parallelt med historien om Ellen og Tage, bare i en helt anden socialklasse. Familien Holmbergs formue blev grundlagt under krigen, da den familieejede virksomhed samarbejdede med besættelsesmagten. Theas mor er Ingelise Holmberg, den folkekære vært for DR-programmet Ingelises Have. Theas far var i sine unge dage revolutionær socialist og gik rundt i demonstrationer mod Vietnamkrigen og råbte »Ho, Ho, Ho Chi Minh«. Efter han blev gift med Ingelise, grundlagde han forlaget Rødt Symposium for hendes penge, og i dag er han en ivrig debattør, kendt i offentligheden som champagnesocialisten André Wolf.

Familien Holmberg har en selektiv omgang med sin egen historie. Den kollektive hukommelse er stykket sammen af de pudsige sammentræf, der har gjort, »at vi sidder her i dag«. Der findes historier, de gentager ved hver eneste familiesammenkomst, og der findes historier, de for alt i verden ikke taler om. For eksempel hvordan Theas bedstefar skabte formuen under krigen, og hvordan han sent i livet blev senil og stod med en kikkert i den ene hånd og onanerede med den anden i klitterne ved deres sommerhus i Skagen. Ingelises bror, den lettere kyniske og ondsindede Bent, kan godt lide at snakke om, hvordan socialisten André har fået transplanteret en lever, der oprindeligt tilhørte en trafikdræbt DF’er – det kan André ikke.

I Frank vender hjem er Familien Holmberg repræsentanter for overklassen, der er blinde for sine privilegier og betragter deres levevis som naturgiven. Den eneste, der ikke køber denne fortælling, er den kapitalismekritiske André, og han er deprimeret det meste af tiden. Thea og Franks familier deler et klasseopdelt billede af samfundet: Ingelise og Ellen er overbeviste om, at de befinder sig der, hvor de hører til. For børnenes vedkommende bliver Frank tiltrukket af Thea, fordi hun ejer rummet med den holmbergske selvfølgelighed, og Thea tiltrækkes af Frank, fordi hun forbinder ham med noget autentisk.

Forviklingerne begynder, da Thea tager Frank med til Sankt Hans i familien Holmbergs sommerhus. Det går slet ikke, og Frank føler sig så ydmyget, at han flygter derfra. Efter flugten, hvor han har forsonet sig med Thea, ligger Frank og tænker på beslutningers natur: »Man kan overveje frem og tilbage, men selve beslutningsøjeblikket, hvor man går fra at tænke til at handle, forekom ham at være dunkelt og styret af noget fremmed.« Den slags dunkle øjeblikke findes der mange af i Frank vender hjem. De fleste beslutninger, der får vidtrækkende konsekvenser i romanen, virker umiddelbart komplet ulogiske, og man sidder ofte og måber over karakterernes, men især Franks, dumme valg.

På et tidspunkt forsøger Frank at identificere årsagen til Fridolins tragiske optræden. Han har intet talent, men det er ikke det egentlige problem. Ifølge Frank er det først og fremmest »en dybere drivkraft mod anerkendelse«, som er skyld i Fridolins ulykke. Det samme gør sig gældende for Rock Tage og Frank selv. Anerkendelsesdriften er på sin vis hovedmotivet i Frank vender hjem, og romanen knytter lige så meget an til Homer som til Hans-Jørgen Nielsen: De thymotiske affekter møder den skamfulde klassebevidsthed.

Frank vender hjem er endnu mere episk end Kristian Bang Foss’ tidligere romaner. Det er en klassisk fortælling med sædeskildring, dannelsesrejse og hele molevitten. Den sidste halvdel er intet mindre end en omskrivning af Odysseen, udstyret med en svensk Kalypso og en senmoderne blødmandsbejler. Det vil være synd at afsløre mere end det.

Kristian Bang Foss er så god en satiriker, at man næsten tager det for givet efterhånden. Komikken i hans romaner virker altid utvungen, prosaen flydende og ukunstlet. Hans særlige evne er et usædvanligt godt øje for detaljer, for det latterlige i situationer, ikke personer. Latteren er nemlig aldrig ond. På samme måde som han finder komikken i detaljerne, finder han også ømheden. Man oplever det, når Frank og Ellen efter Tages død sidder og drikker vodka, og Franks håndtering af isterninger får Ellen til at tænke på bedre tider, på dengang de tre sad og spillede kalaha, og hvordan man skulle huske at sige det ord højt, »kalaha«. Hun gentager ordet som et slags refræn, og den lille gestus er noget af det mest rørende i hele bogen.

Frank vender hjem er et påfaldende godt håndværk. Den er både længere og mere konventionel end Kristian Bang Foss’ tidligere romaner, bedre pacet, ikke ligeså udsyret. Mest af alt er den måske en fortælling om integritet, et ambitiøst bud på en dannelsesroman i den danske velfærdsstat anno 2019.

Kasper Lyngholm Larsen

Kasper Lyngholm Larsen

Kritiker og skribent. Medredaktør i Vagant
kasper.l.larsen@vagant.no

Abonnér på Vagant!Og få bladet sendt rett hjem til deg

Prisene gjelder for ett års abonnement, fire utgaver, og inkluderer porto. 

Les mer