Litterær galakse nummer femhundrede. Queer science fiction i vandmandens tidsalder

Hvordan stjæle sig ind i fabrikshallen, hvordan programmere maskinen anderledes, hvordan jamme den til at »fejlproducere« anderledes begærsformer?

Tidligere publisert i Vagant 3/2009.

«Jeg savner et rumskib ved navn Rimbaud i norsk litteratur!»
Artikelforfatteren i et debatindlæg på Gasspedals e-postliste, foråret 2000

Vi associerer gerne science fiction med en lidt skematisk, tegneserieagtig genrelitteratur. Kigger vi imidlertid igennem listerne med centrale, kanoniserede værker – litteratur, så vel som film – dukker der ikke så lidt science fiction op: George Orwells 1984, Stanley Kubricks 2001 – A Space Odyssey og så videre, med en snigende spredning ind i kendte forfatterskaber som fx William S. Burroughs’ og Thomas Pynchons. Vi kan fint klare os uden bippende robotter og rumvæsener med fem hoveder; når genren transcenderes handler det ganske enkelt om litteratur som, via en forflyttelse frem i tiden, viser os mulige scenarier hjemsøgt af den nye teknologi; vi mister os selv ud i nye mulighedsrum, et angstprovokerende sus. Men angsten går oftest hånd i hånd med drømmen om en bedre verden, en strålende motor for den utopisk indstillede litteratur. Tider med megen turbulens; den russiske revolution, studenteroprøret i Paris i 1968, har typisk nok også genereret et væld af forestillinger om, hvad der kan findes i det sorte, stjernefyldte rum over os, hvordan den ultimativt fremmedartede eksistens kan se ud og hvordan et møde mellem os og dette væsen, kan udspille sig. Begrebet underliggørelse kender vi fra litteraturteorien; kunstigt kan vi simulere møder med dette ultimativt fremmedartede. Den gode kunst viser os en verden, som på samme tid virker velkendt og fremmed. Det er verden, tror vi, men en forskudt version af den, og det er disse forskydninger, som gør at vi kan opleve det kendte igen, intenst, som om vi slog øjnene op for første gang.

Den russiske lingvist og forfatter Viktor Sjklovskij (1893-1984) er kendt for sine teorier om underliggørelse, og det er værd at bemærke med hvilken bogstavelighed, han udtrykker sig. Fremmedgørelseseffekten, som for Sjklovskij er en vigtig komponent i al væsentlig kunst, spiller helt konkret på mulige visit fra andre planeter. Inspireret af den russiske futurisme skriver Sjklovskij i tekstsamlingen Knight’s Move (1923) at et ægte, avantgardistisk kunstværk bør være »worthy of my brothers, the Martians«. Optimismen er tydelig, og den (rum)rejse som den russiske konstruktivisme gennemfører fra revolutionsåret 1917 og frem, fra en utopisk og andenverdenslig, abstrakt kunst til idéen om et totaldesignet hverdagsliv, som støtter op omkring de politiske idealer, er fascinerende. Den amerikanske science fiction-forfatter Ursula K. Le Guin er inde på en næsten lige så akut kobling mellem kunsten og samfundet når hun sammenligner fiktionen med et videnskabeligt værksted:

Einstein’s elevator, Schrödinger’s cat, my Gethenians, are simply a way of thinking. They are questions, not answers; process, not stasis. One of the essential functions of science fiction, I think, is precisely this kind of question-asking.

De »Gethenians« Le Guin snakker om her, er beboerne på planeten Gethen som optræder i hendes roman The Left Hand of Darkness (1969). Eksperimentet som Le Guin udfører i denne roman handler i høj grad om køn, om hvordan kønnet og begæret er med til at strukturere samfundslivet. På Gethen er alle beboere androgyne indtil de går i »kemmer«, en slags månedlig løbetid, hvor kønnethed er et faktum, men i en situationsspecifik form: alle skifter ind og ud af kvinde- og mandstilstande, og alle kan dermed også føde børn. Som i al fantastisk litteratur er det ikke kun handlingen i sig selv som er eksotisk, snarere er der tale om en matrice af handlingsproducerende rammebetingelser, en verden som er grundlæggende anderledes end vor egen; en scene eller et miljø som danner klangbund.

Om det så har at gøre med The Age of Aquarius eller ej; 1960- og 70erne svømmer over af utopiske forestillinger med basis i (eller som konsekvens af) social uro. Forfattere som Le Guin, Samuel R. Delany, Joanna Russ, Monique Wittig og Octavia E. Butler m.fl. griber science fiction-genren og forstår at bruge den på en politisk sprængfarlig måde. Genren placerer sig uden for mediernes bevågenhed (forklædt som pulp fiction), og en lomme dannes hvori æstetiske eksperimenter kan udfolde sig, og strømninger fra europæisk højmodernisme og samtidig eksperimentel litteratur (som fx den franske nyroman) kan trænge ind i romanerne. Kombineres genren med en tidstypisk køns- og raceteoretisk frigørelsestænkning, kan basis skabes for en eklektisk litteratur fuld af aliens, forstået som anderledes eksistenser, anderledes værensformer.

Det handler på en måde om at lokalisere »ur-koden«, det produktionsprincip som ligger til grund for samfundet, som vi kender det, bygget på en heteronormativ og kapitalistisk logik. Et skridt i den rigtige retning kan være at fiske begæret ud af fritids-, underholdnings- og konsumsfæren og tage det alvorligt som et konstituerende princip, både når det gælder psyke og samfund. Sigmund Freud gør netop dette hundrede år tidligere, men da han lokaliserer Ødipus-komplekset (et godt bud på en »ur-kode«), forstår han sit arbejde som en afdækkelsesproces, hvor menneskets natur langsomt åbenbarer sig for ham. Det ligger i menneskets natur at kvinden er manden underlegen, at hun er besat af at væve stoffer, for at dække det pinlige faktum at hendes krop er mangelfuld, at hendes køn ikke er synligt som en magtfaktor, at hun er et hul, et kastreret ingenting. Ordet »maskine« er muligvis mere præcist end ordet »produktionsprincip«; Ødipus-komplekset er både en myte (bygget på en myte) og en maskine, en fabrik. Allerede her begynder fiktionen at snige sig ind, dette kan blive til en fortælling. Hvordan stjæle sig ind i fabrikshallen, hvordan programmere maskinen anderledes, hvordan jamme den til at »fejlproducere« anderledes begærsformer? Hvis begæret former sig anderledes, hvis det fx ikke baserer sig på tallet to og på den enkle dualisme mand-kvinde, vil samfundet følgelig tage sig anderledes ud? Hvordan hænger loven sammen med love? Det er den slags spørgsmål forfattere som Le Guin og Delany stiller sig. Hos Delany kan man i romanen Babel 17 (1966) fx blive tripled, forstået på den måde at tre kan vælge at gifte sig. Loven former sig efter begæret, sådan er loven her; nye samlivskonstellationer eksisterer. Konsekvensen tages helt ned i grammatikken når »ur-koden« ikke længere er 1 + 1 = 2. Den nu helt grundlæggende multiplicitet ændrer alt, op og ud igennem alle systemer. Det er i viljen til at fremskrive nye »ur-koder« man kan kende forfattere som Le Guin og Delany. De ser på romanen som et eksperimentarium for myte(de)konstruktion, en fabrikshal hvor nye myter kan svejses sammen, i stil med den fortælling som Aristophanes disker op med i Platons Symposium (385 f. Kr.), hvor mennesket til evig tid er dømt til at søge efter en oprindelig helhed; fordi to sad sammen som ét, før guderne skilte os ad. Imidlertid er der et element, som Platon helt oplagt ikke regner med, nemlig teknologien; den mest akutte dikotomi i en nær fremtid er vel organiske eksistensformer versus mere kybernetiske, i betydningen genetisk manipulerede. Længes en maskine efter sit oprindelige ophav? Hvad sker der når mennesket går i symbiose med teknologien, som det jo for længst er sket allerede (vi bruger briller, ud af vores hænder vokser mobiltelefoner)? Bliver vi »smittet« med en uorganisk tankegang? Opstår værensformer med et løsere forhold til et af de mest grundlæggende principper for moderne identitetsforståelse, roden, det at have rødder, hvor kommer du fra?

Den amerikanske teoretiker Donna Haraway arbejder i dette felt, og hun tager fiktionen til hjælp. Også hun hilser de nævnte science fiction-forfattere. I »A Cyborg Manifesto: Science, Technology, and Socialist-Feminism in the Late Twentieth Century« (1985) kalder hun dem for »theorists for cyborgs« og understreger dermed et dynamisk syn på relationen mellem fiktion og virkelighed: Fiktionen fortæller ikke blot om virkeligheden, fiktionen er virkelighedsproducerende. Endvidere, teorien kan bruge fiktionen, sådan som Haraway selv benytter sig af metaforen, billedet af kyborgen, igennem hele sit manifest.

*

Mens jeg skriver dette rives skibsværftet på Møhlenpris ned. Processen er både højlydt og spektakulær og foregår lige uden for mine vinduer. Jeg har en ganske god zoomlinse og tager billeder af de heste- eller fuglelignende kranhoveder, som tygger sig igennem stålet, bid for bid. Om aftenen står jeg svimmel foran de enorme ødelæggelser. Før jeg smyger mig ind gennem hegnet løfter jeg hånden med kameraet, remmen er viklet omkring håndleddet, linsen peger ud fra håndfladen. Jeg vinker og peger på kamerahånden (jeg tror mig filmet); I come in peace. Indenfor læner gravkøerne sig over mig i mørket, prustende og varme, deres silhuetter aftegner sig mod den endnu sommerlyse nattehimmel. De tunge hoveder hviler mod jorden, kæberne har tydelige mærker efter dagens ravage, men det er bare overfladiske skrammer, kraften er intakt. Jeg løfter kamerahånden og siger klik.

*

Billedet er af kyborgen, i Donna Haraways kyborgmanifest holdes denne af menneske og maskine sammensatte skabning frem. Hun får en metafor til at fungere i en teoretisk tekst, en slags fiktionens agent, som ikke direkte illustrerer teorien, men snarere virker som en mobiliserende forlængelse af den. Man kan sige at Haraway forsøger at udtænke en politik baseret på en anderledes værensform end den som spadserer pansret ud af den vestlige tænknings traditioner. Rosi Braidottis nomade, Deleuze og Guattaris snurrende krigsmaskiner, Simen Hagerups monstre, mange gange er en sammenlappet, relationel identitetsforståelse blevet løftet frem og skubbet i bevægelse som en mulig politisk aktør. Vi bliver til gennem »fruitful couplings«, fællesskaber baserer sig på affiniteter snarere end på Identitet, noget som åbner op for det heterogene når det gælder gruppedannelse: A queer family of companion species. Haraway går langt idet hun understreger, at vi allerede er kyborger, at menneskelig kontakt og kommunikation altid medieres, forstærkes og formidles, gennem teknologi. Der tegnes et grundlæggende anderledes billede, forskelligt fra de evigt gentagne løgnagtigheder om modsætningerne mellem natur (kvinde) og kultur (mand). I praksis er disse modsætninger hverken klart afgrænsede eller eviggyldige, noget som Haraway understreger ved hjælp af en neologisme, naturecultures. Igennem en kritik af hvide, vestlige feministers identitetspolitik foreslår hun konkrete måder hvorpå kyborgen som tankefigur kan virke mobiliserende; dette gælder bl.a. for women of colour, Sister Outsider (mange år før Naomi Klein og Sadie Plant kom på banen skrev Donna Haraway om det paradoksale i at vestlig teknologi produceres af underbetalte kvinder i Østen). Sister Outsider er den kvinde som griber til værktøjet, skrive-læse-teknologien, for på den måde at gøre sig sprogmægtig. En mulighed åbner sig, hun kan beskrive og formidle egne erfaringer.

Samuel R. Delany læser i essaysamlingen Longer Views (1996) Haraways kyborgmanifest, og det jeg fæstner mig ved, er den elegante måde hvorpå han fremstiller sig selv som læsende; en lystfuld og på grænsen til voldelig gåen-i-ét med teksten, selve læseakten fremstilles som kybernetisk, ord og kød mødes i en kompleks udvekslingsprocess og noget tredje opstår. Delany bevæger sig som Haraway mellem genrer, noget som bekræfter min formodning om at en kyborgens poetik er på spil. Ifølge Haraway er kyborgen et væsen som bliver til »between fiction and lived reality« og vi skal se hvordan dette folder sig ud i praksis i The Einstein Intersection. Både Delany og Wittig gør i øvrigt en pointe ud af skrivningen forstået som omskrivning; i de to udvalgte bøger skrives der bl.a. ovenpå Sigmund Freuds teorier om den kvindelige seksualitet (Wittig) og myten om Orpheus og Eurydike (Delany).

Monique Wittig (1935-2003) starter ud som radikal lesbisk aktivist og skønlitterær forfatter i Paris i 60erne, hvor hun bl.a. skriver romanen Les Guérillères og mere teoretiske skrifter som Le Corps Lesbien (1973) – senere, efter flytningen til USA kommer bl.a. The Straight Mind and Other Essays (1992). Der vokser utopiske tanker og billeder ud af de, der begærer anderledes. På norsk grund kender vi Gerd Brantenbergs festlige roman Egalias døtre (1977). Wittigs Les Guérillères er måske knapt så festlig; temaet er krig og vold, men romanen imponerer i kraft af sin evne til at tænke radikal æstetik og radikal politik sammen. Wittig beskriver fremvæksten af et slags højt udviklet stammesamfund, som udelukkende består af amazone-lignende kvinder som helt bogstaveligt fører krig mod mændene. Sådan lyder klageskriftet:

The women say with an oath, it was by a trick that he expelled you from the earthly paradise, cringing he insinuated himself next to you, he robbed you of that passion for knowledge of which it is written that it has the wings of the eagle, the eyes of the owl, the feet of the dragon. He has enslaved you by trickery, you who were great strong valiant. He has stolen your wisdom from you, he has closed your memory to what you were, he has made of you that which is not which does not speak which does not possess which does not write, he has made of you a vile and fallen creature, he has gagged abused betrayed you. By means of stratagems he has stultified your understanding, he has woven around you a long list of defects that he declares essential to your wellbeing, to your nature. He has invented your history. But the time approaches when you shall crush the serpent under your heel, the time approaches when you can cry, erect, filled with ardour and courage, Paradise exists in the shadow of the sword.

Teksten fortælles kollektivt og er sat op som kortprosa, flere tekstspor flettes sammen, og tiden er akut nutid. Som Frances Bartkowski skriver i studiet Feminist Utopias (1989), er der tale om: »[A] dynamic utopia represented in the process of actively rejecting the dominant ideology.« En vis grafisk diversitet understreger fornemmelsen af tekststrømmen som en aktiv, vedblivende proces som udspiller sig parallelt med at vi læser. Et lyrisk tekstspor sat med versaler afbrydes af et stort »O« hvorefter teksten begynder. Men igen og igen dukker det lyriske tekstspor op, det former sig nu som en liste af kvindenavne fra alle verdenshjørner, navne som bl.a. hinter til den kulturelle omskrivningsproces som er i gang; kvinderne hedder typisk FAUSTA SIGISMUNDA MARCELINA, og så videre. »O« forstås ikke som et nul her, den ifølge Sigmund Freud så mangelfulde kvindekrops tegn, »O« er gudindens tegn.

Les guérillères arbejder på store tekstilfabrikker (endnu et vink til Freud), men viser stolte deres kroppe frem. Det er ingen fredelig verden, men en verden i konstant revolutionær turbulens og udvikling. Vi forstår, at man i mytisk tid tilbeder det kvindelige køns cirkulære form, og at denne form repeteres i alt og dermed er med til at skabe verden – a founding myth – men at man senere tager afstand til det mytiske i takt med at rationaliteten og de videnskabelige fremskridt (skabt af kvinder for kvinder) vinder frem. Teknologien er altafgørende fordi den frigør les guérillères fra den tyngende biologi; børn kan skabes på andre måder nu, og man kan frit hengive sig til lyst, nydelse, vitalistisk krigsførelse og diverse kulturskabende aktiviteter. Wittig får teksten til at balancere hårfint mellem det lyriske og det teoretiske når kvindekollektivet først flytter sig ud af mytisk tid og siden tager afstand fra al krigsførelse og vold. Den krig som raser, er den sidste krig i historien, herefter skal de tilbageværende unge mænd undervises, på den måde kan de siden indgå i kvindernes fredelige verden. Kompromisløsheden skinner igennem til slut hvor et individ faktisk træder frem og adresserer kollektivet, det er en kvinde med det ikke helt tilfældige navn Alexandra Ollontaï, som opfordrer sine kammerater til at mindes de faldne.

Det er svært at beskrive Samuel R. Delany (1942-) som andet end en levende legende, noget hans udseende er med til at understrege: Den fysiske Delany er en næsten monstrøst stor, sort mand med et langt, hvidt skæg. Delany er en af de vigtigste eksponenter for den science fiction-gren som kaldes New Wave eller postmoderne science fiction. Han tager fat i fiktionen og bruger den som en slags imaginær forlængelse, et eksperimentarium, for tanker som findes i feministisk og postkolonial teori. Delany bevæger sig i mange genrer; fra science fiction, fantasy og pornografi til essayistik og selvbiografi, ofte med fokus på sine erfaringer som sort, homoseksuel mand. Hans roman The Einstein Intersection hed oprindeligt A Fabulous, Formless Darkness og afslører fra de første sætninger, at vi træder ind i et rum hvor ting er skruet helt anderledes og paradoksalt sammen:

There is a hollow, holey cylinder running from hilt to point in my machete. When I blow across the mouthpiece in the handle, I make music with my blade.

Romanens Orpheus-figur er Lo Lobey og den slående sammenskrivning af fløjten og kniven er paradigmatisk for både Delanys og Wittigs romaner, hvor en potent verdensskabende kraft (»natur«) på ingen måde stilles i modsætning til raffineret refleksion (»kultur«). Lo Lobey er en gedehyrde, som mister sin elskede, den sorte og mystisk indadvendte Friza. Men Lobey er ikke alene en Orpheus, han er også en Ringo Starr; græsk mytologi lever side om side med popmytologi i dette fremtidsunivers på den anden side af atomkatastrofen. Både Lobey og Friza er anderledes, de har begge overnaturlige evner, noget som sandsynligvis har at gøre med Frizas forsvinding. Det rygtes nemlig at Kid Death systematisk myrder løs blandt de, som er anderledes, en slags racemotiveret hatecrime.

Som det er typisk for Delany, findes der flere køn (alle har et Lo, et Le eller et La foran deres navne, noget som henviser til hhv. han-, og hunkøn samt en mere androgyn konstellation), og døden er en slags anden-tilstand, som langt fra sætter dig ud af spillet, men blot flytter dig til en separat dimension, som stadig er nu-og-her. Der findes en form for plot i The Einstein Intersection (dybest set det samme som i Orpheus-myten, Lobey må finde Friza), men det som springer i øjnene, er de overraskende, poetiske billeder som Delany skriver frem. Lobey redder en drage fra kødædende blomster og på den måde bliver han dragevogter (The Einstein Intersection er også en Western) og rejser med andre dragevogtere og deres flok mod byen Branning-at-sea. Her giver PHAEDRA, en af hans vejledere i byens mange underjordiske labyrinter, ham følgende ord med på vejen:

Mother is in charge of everything down here. Don’t come playing your bloody knife around me. You’ve got to try and get her [Friza] back some other way. You’re a bunch of psychic manifestations, multisexed and incorporal, and you – you’re all trying to put on the limiting mask of humanity. Turn again, Lobey. Seek somewhere outside the frame of the mirror –

Og det er måske netop det, han gør her, søger udenfor rammen, for i en roman på bare 135 små sider findes endnu et lag. Hvert afsnit er forsynet med op til fire litterære epigrafer, som efterhånden glider over i flere siders uddrag fra forfatterens dagbog. Delany rejser bl.a. med båd mellem de græske øer og delagtiggør os i sine overvejelser m.h.t. romanens handling, samtidig med at han beskriver livet på båden og de mærkelige samtaler, som opstår mellem ham og the aliens, sømændene som bare snakker græsk. Det er cirka her, du vågner op og begynder at forstå hvordan litteratur kan bevæge sig, hvad litteratur kan gøre.

Delany har skrevet på Orpheus-myten flere gange, også i romanen Trouble on Triton (1976), om den kønsskifteopererede Bron. En bog som måske endnu tydeligere end The Einstein Intersection tager spørgsmål om køn op. Det er den amerikanske forfatter Kathy Acker, som skriver om det åbne og uafsluttede i Delanys måde at fortælle på i forordet til Trouble on Triton:

[The story] turns on itself like one of the snakes Eurydice handles when she’s ruler of the underworld; it becomes a conversation. A conversation, not only about identity, desire, and gender, but also about democracy, liberalism, and otherness. And, perhaps more than anything, a conversation about societies that presume the possibilities of absolute knowledge and those societies whose ways of knowing are those of continuous unending searching and questioning.

Monique Wittigs utopia er udpræget performativt i sin form, men det kan se ud som om, den primære bevægelse i Les Guérillères er en negation af en patriarkalsk virkelighed, en venden ting på hovedet. Spørgsmålet er, om dette faktisk er det samme som at kæmpe sig fri. William S. Burroughs har betegnet sproget som en virus, i særdeleshed har han udpeget konstruktionen enten-eller som værende destruktiv. Litteratur kan være queer på mange niveauer, ikke mindst i måden hvorpå lagene af fiktion og virkelighed snor sig ind i hinanden. Her nærmer Delany sig kyborgens intervenerende, både-og-åbne poetik.

Susanne Christensen

Facebook

Twitter