Sommerfuglerevolutioner

ANMELDELSE. Liv Sejrbo Lidegaards poesi rækker ud efter nye fællesskaber. Under det hele ligger et håb om en gennemgribende social forvandling.

Liv Sejrbo Lidegaards nye bog er fyldt med dekadente øjebliksbilleder: Grillens blegnede isskilte, der ligner kollapsede vinger; det forladte hus, hvor »sortgrønne sporer træder frem/gør murerne levende som lunger«; de »benede fønixfugle«, der ligger og »stirrer i genfødslens retning« – Vi er her fanger en fornemmelse af stilstand, forrådnelse og venten, en puppetilværelse. En følelse af at der enten venter en forvandling eller en katastrofe rundt om hjørnet.

Selv de mest prosaiske billeder hylles ind i et mytologisk skær. I Lidegaards anden udgivelse føles det som om, at tiden er kollapset, jorden opløst, og tågen har kvalt lyset. Menneskene er ikke længere selv en drivkraft, i stedet er det insektsværmene, der »driver os fremad«. Tågen letter en smule i løbet af bogen, når teksterne skifter sin mytologiske tone ud med en mere intim, jegdrevet parforholdsfortælling, der finder sted i København. Disse skift i stemning og sted går igen i Vi er her: Mens tiderne kollapser, sprænges geografien, og bogens jeg dukker både op i et postapokalyptisk ødeland, på Nørrebro, i en ørken og på en ø. Skiftene markeres også i teksternes form, der veksler mellem den sidelange knækprosa til enkelte sætninger og passager med kortprosa.

Forvandlingerne findes også som et gennemløbende motiv i Vi er her. Blandt andet i form af en krybende kålorm i bogens første del:

den smidige krop duver frem i rødt og sort
klar til at eksplodere
eller fuldbyrde den forvandling
den bærer i sig
så graver den sig direkte ned i jorden for at vente

Kålormens forvandling mimer på sin vis bogens vi, der på første side opholder sig i »forandringens mulighed«. Lidegaard sætter kålormens sommerfuglsmetamorfose op over for et forelsket pars forvandling fra en- til tosomhed samtidig med, at det, bogen mener med vi, konstant ændrer sig: Nogle gange er det et par, andre gange en gruppe venner på roadtrip, og lige så ofte er det stort, ubestemmeligt vi, der rummer hele menneskeheden fra stenalderen til 2018. Til alle disse forskellige vi’er retter teksternes jeg et ønske, der også kan læses som et mantra for værket: »jeg vil se hvad vi er med hinanden / hvad vi kan blive«. Nødvendigheden af denne metamorfose finder bogen i vor tids største politiske og menneskelige udfordringer: Klima- og flygtningekrisen. Kriserne kalder på nye, åbne fællesskabsforestillinger, og Vi er her undersøger mulighedsbetingelserne for disse.

Som modvægt til forvandlingsutopien står det lukkede fællesskab, der enten henviser til Danmark eller den vestlige civilisation:

ved tanken om et fællesskab
der ligger lodret ned gennem tiden

en gæring
forkvaklet og uigennemskuelig
som en kongerække, stolt erklære, vi plyndrede og vandt

af en grund

så lysten til let elektriske overflader
lydløse transportbånd
klinisk og effektivt
stig på det og det tog

så gnidningsfrie
og velmenende
som muligt

Her maler Lidegaard på få linjer et genkendeligt billede af den occidentale civilisationshistorie: Vi lever vores magelige, friktionsløse liv på baggrund af vores forfædres udplyndringer af andre folkeslag. Men samtidig med at vi forsøger at glide så gnidningsfrit og velmenende som muligt igennem tilværelsen, findes der andre mennesker, der ikke bare kan stige på toget. Eller færgen, som nogen kører deres bil ind på og spiser pomfritter, mens andre »køber redningsveste / måske, måske ikke, drukner«. Havet er, minder et digt os om, nemlig ikke længere blot det, »der forbinder«, men også »dem der er forsvundet«.

Alt dette er fint, men heller ikke overrumplende. Samfundsdiagnosen kender man, og billedsproget er for trivielt til for at få den til at virke opsigtsvækkende. Det kliniske og effektive Vesteuropa, eksistentielle transportbånd og tog: Denne modernitetskritik kunne vel ligeså godt høre til i begyndelsen af sidste århundrede? Vi er her har i det hele taget noget altmodisch over sig. Som når der midt i et digt pludselig står:

danmark

vi er rædselsslagne
og jo mere vi prøver at forskanse os
jo mere rædsel spreder vi

Idéen her må være at bruge nationalismen som en negativ modsætning til det åbne fællesskab. Det lykkes også, men på en måde der mest af alt fremstår som en obligatorisk politisk gestus. Et udtryk for en generel ængstelighed, der sniger sig ind i teksterne, en angst for ikke at være klar nok i mælet, som når der pludselig står: »jeg vil andre tider end den fremadskridende«. Hvis læseren nu skulle være i tvivl om det teoretiske grundlag bag jegets længsler. Disse indskud lyder mest af alt som helgarderinger, forsøg på at forsikre sig mod fejllæsninger. De giver det indtryk, at teksten ikke stoler på sin evne til at formidle – og på læserens evne til at forstå – dens budskaber.

Vi er her fungerer bedst i tågen, når billederne taler for sig selv uden kommentarspor. Mest overbevisende er bogens drømmende beskrivelse af et road trip gennem Europa. Her formår Lidegaard at omdanne den bedagede civilisationskritik til fin poesi. Vejen, road trippets vi kører på, bliver til et billede på den lineære tidsopfattelse, hvor der bliver mere og mere støvet, fyldt med plastik og glasskår i vejkanten og med en duft af diesel og skyllemiddel i luften. Vi’et lægger sig på asfalten for at suge varme: »det er en gammel kraft vi er ude efter«. Senere i bogen lyder det: »vi lægger os på den varme vej for at samle styrke / vi vil lære den fuldstændige beherskelse og vi vil lære at tilintetgøre«. Den historiske vilje til fremskridt er en nødvendig kilde til forandring, men den er samtidig en destruktiv kraft, der fører os mod tørken, apokalypsen.

Når Vi er her bruger asfalt og motorveje – plus en god del offentlig transport – i sit billedsprog og anskuer biologi, civilisationshistorie og mellemmenneskelig samvær igennem den linse, falder tankerne nogle gange på Theis Ørntofts Digte 2014. Fra tid til anden også så meget at det bliver en distraktion. Vi er her er langt mere afdæmpet, rolig og lys i tonen, men billederne og de mange kollaps af tid og sted virker nogle gange som genbrug eller omskrivninger af Ørntoft. For eksempel når et middelalderkor synger i bilens motor og vi’et »hiver luften ind / gennem os trækker vi flaksende fugleflokke og benzin«. Det kunne måske være et konceptuelt greb fra Lidegaards side, en ekstra dimension til fællesskabsundersøgelsen, men i så fald er det meget diskret udført.

Bogen slutter i et håbefuldt toneleje:

der er et stort løfte i et fløjt fra gården
det peger ud

hvor et vindpust får tågen
til at løsne sig

og videre
ud af denne her verden

Vindpustet, der får tågen til at løsne sig, minder om sommerfugleeffekten, som den er beskrevet i kaosteorien; idéen om at en sommerfugls vingeslag kan starte en orkan på den anden side af Jorden. Muligvis den sommerfugl kålormen forvandler sig til? Kaosteoriens ikke-lineære dynamik giver også mening som en slags strukturerende princip bag Vi er hers tekstmosaik, en modus der bruges til at afsøge fællesskabernes mulige betingelser i en usikker fremtid. I Vi er her er det poesien, Liv Sejrbo Lidegaard sætter sin lid til kan være det bask med vingerne, som revolutionerer læserens virkelighedsopfattelse. Det er dog svært at slippe den tanke, at bogen havde været endnu bedre, hvis hun viste samme tillid til læserens evne til at læse.

Kasper Lyngholm Larsen

Kasper Lyngholm Larsen

F. 1990. Kritiker og skribent. Medredaktør i Vagant. Bor i Odense.
kasper.l.larsen@vagant.no

Facebook

Twitter