Landevejens gråtoner

Det er ikke til at finde ud af, hvor dejligt der er på landet i 9 PIGER – Liftet.

Rikke Villadsen og Bjørn Rasmussen
9 PIGER – Liftet
Gladiator, 2014

I 1996 viste DR1 Ole Bornedals tv-serie Charlot og Charlotte, hvor vi følger de to kvindelige hovedpersoner på roadtrip fra København til Skagen. Undervejs møder de en psykopatisk massemorder og støder til Charlottes indremissionske familie i Skagen. Jeg så serien i mine teenageår i en genudsendelse og husker dårligt handlingen, men serien var med til at flytte mine forestillinger om provinsen fra idyllen i Alla vi barn i Bullerbyn mod det mere dystre: bondelandets klaustrofobi og fortrængninger.

Charlot og Charlotte er på ingen måde første gang, der er blevet gjort op med guldalderens romantiserende fortællinger og billeder af det dejlige danske bondeland. Den danske litteratur har længe været og er til dels stadig en landbrugslitteratur, af nyere eksempler har vi Knud Romers beretning om intolerance og ondskab på Falster i Den som blinker er bange for døden (Athene, 2006), Erling Jepsens Kunsten at græde i kor (Borgen, 2002) om vanrøgt og incest i Sønderjylland eller den giftige, lokale sladder og fortrængningerne i Ida Jessens Den der lyver (Gyldendal, 2001). Læg dertil tv-serier som Rejseholdet, hvor den særlige efterforskningsenhed altid kaldes til provinsen for at opklare bestialske mord. Den slags finder sig gerne en mørk krog i bevidstheden.

Bærer man som mig på fordomme om, at der under bondelandets idylliske overflade slumrer depression og brutalitet, spændes man fast i Rikke Villadsen og Bjørn Rasmussens grafiske novelle 9 Piger – Liftet, som er første hæfte i en planlagt serie på ni, der hver fortæller en historie med en ny pige som den centrale karakter. Som i Charlot og Charlotte kombinerer de to kunstnere roadmovien med landlig uhygge, men uden den »dannelseshistorie«, som ellers kendetegner genren. Her vil karaktererne som regel flytte sig mærkbart i mødet med folk. I 9 Piger – Liftet får vi en helt stram og enkel fortælling med én episode, hvor en genert pige bliver samlet op af en lastbilchauffør.

Lastbilen kommer kørende ad en mørk, blyanttegnet vej, hvor alt er holdt i sort-hvidt. »Hop ind«, lyder det, da den holder ind til siden. Tegneren Villadsen benytter en klassisk, Hollywood-lignende skabelon, blafferens point of no return: Lastbildøren, der åbner ud mod den lille pige og så chaufførens ansigt, som dukker frem under en kasket i løbet af en række ruder; grove træk med en grotesk dimensioneret næse. Villadsen suger læseren ind i sine tegningers anspændte univers, hvor kradse blyantstreger fremmaner et uigennemtrængeligt mørkt lynglandskab. Stregerne er lagt tæt, men i landskabet med en afstand, der gør, at billedfladen får træsnittets dybdepræg. Som om der gemmer sig noget i landskabets folder. Jeg hilser på mine fordomme om det mørke Jylland, om ensomme lastbilchauffører, der forgriber sig på blaffere på øde landeveje.

Chaufføren forsøger at få en samtale i gang, han tilbyder hende cola: hele tiden undrer man sig over, hvad han vil hende. Pigen vil pludselig af, måske fordi chaufføren kører for stærkt, måske fordi han så tit spørger, om hun skal tisse. Da han ikke vil stoppe, kaster hun sig med hovedet forrest ud af bilen, men han griber hende om anklen og trækker hende ind. Det kan virke truende, men redder formodentlig hendes liv. Stemningen bliver mere afslappet, og pigens ansigtsudtryk viser små tegn på tillid. Da det siden lykkes chaufføren at få pigen til at tisse i en kop, stopper de. Hun fortæller, at hun er på vej nordpå for at bo i bjergene med en, der hedder Vilhelm. Chaufføren lytter med begejstring. Han tømmer begærligt koppen i munden, mens hans ansigt bliver orne-agtigt, næsen fremstår som en tryne. Udmattet, skamfuld og igen menneskelig begynder han at græde, og pigen trøster ham, hvorefter de roligt kører videre. Det afsluttende billede, hvor de to umage karakterer begge stirrer ud af forruden, virker forsonende. Der er ikke tale om en egentlig udvikling, men man får fornemmelsen af, at de har fundet en gensidig forståelse som to outsidere, der ikke kan få del i den idyl, som pigen drømmende har fremmanet.

Rasmussen, der vandt Montanas Litteraturpris i 2011 for den kødelige og væskende debut Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet, har skrevet teksten til 9 PIGER – Liftet, som består af dialog og en indledning. Taleboblerne støtter generelt tegningerne, men der optræder også elegante forskydninger, når en pludselig bevægelse af en arm i billedet mistænkeliggør en ellers harmløs replik, og således tydeliggør, at chaufføren er i en situation, hvor alt, han gør, opfattes som potentielle faresignaler.

Det er det indledende tekststykke, som er novellens mest faretruende og radikale leg med det gennemgående landidyl-tema. I teksten, der står uden tegninger, kopieres åbningen af H.C. Andersens Den grimme ælling: »Der var så dejligt ude på landet. Det var sommer. Kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge.« Det går i fin trav, men så sker der et sammenbrud: »Rundt om… rundt om ager? Rundt om ager og eng var store skove og i skovene så dybeste søer… Så beplantede øjne i vand… Nej…« Fortælleren forsøger at holde den styrtende sætning gående. Men eventyret kan ikke længere berettes, måske fordi det fortæller en idyl, som ikke er gangbar. Eventyret forvrænges til das Unheimliche, Freuds udtryk for at det familiære på samme tid fremstår velkendt men også fremmed. Novellen henter sin urovækkende grundtone her, hvor det trygge sprog falder fra hinanden og åbner for fortrængningerne. De »gule kornmarker« og »grønne enge« opløses, og på næste side mødes man af Villadsens gråtonede stregunivers og den lille pige, som på mærkværdig vis dukker frem fra lyngen og går op mod landevejen.

Derfor kan man også godt ærgre sig over, at dette greb kun optræder en gang og ikke yderligere får lov at strukturere 9 PIGER – Liftet, for det er her, i tekstens snublende fald ind i billedet, at der sker noget virkeligt forstyrrende. Ellers kan novellen med sin enkle og temmelig genretro brug af roadmovie-motivet nogle steder minde om en stiløvelse. Men så alligevel ikke, for selvom det drejer sig om endnu et opgør med dansk guldalderidyl og H.C.A.s harmoniske nationalfortælling, sætter den sig som et sug i maven, der samtidig minder en om de eksistenser derude, som hver dag strider med ikke at tilhøre normaliteten. Selv sidder jeg nu i en bus mellem København og Århus, jeg kigger ud på bugtende jyske marker i kølig januar-sol, og det ser unægtelig smukt ud.