Kvinder kan stadig ikke tale frit

OVERSAT. I antikken blev kvinder berøvet retten til at tale på offentlige steder. Meget af denne tradition holder stadig ved, skriver den britiske klassicist og forfatter Mary Beard i bogen Kvinder & magt – et manifest.

Jeg vil gerne begynde ganske tæt på den vestlige litterære traditions oprindelse og det første optegnede eksempel på en mand, som beder en kvinde »holde kæft« og fortæller hende, at hendes stemme ikke burde høres offentligt. Jeg tænker på det udødeliggjorte øjeblik i begyndelsen af Homers Odysseen for næsten 3.000 år siden. I dag ser vi Odysseen som en episk fortælling om Odysseus og de eventyr og skrammer, han kom ud for på vejen hjem fra Den Trojanske Krig, mens hans hustru Penelope i årtier loyalt ventede på ham og afviste påtrængende bejlere. Men Odysseen er lige så meget historien om Telemachos, Odysseus’ og Penelopes søn. Det er historien om, hvordan han voksede op og i løbet af digtet modnedes fra dreng til mand. Denne proces begynder i digtets 1. sang, da Penelope kommer ned i paladsets store sal fra sit værelse og møder en barde, som synger for mængden af bejlere; han synger om, hvor svært det er for de græske helte at finde hjem. Det finder hun ikke ret underholdende, og i alles påsyn beder hun ham om at synge en anden og muntrere sang. Og her er det, at den unge Telemachos blander sig: »Moder!,« siger han, »Gak til dit kammer nu hen, og besørg din gerning I huset, både din væv og din ten (…) os mænd at tale sig anstår, mest af alle dog mig, thi min er magten i huset.«[1] Og så går hun ovenpå igen.

Der er noget lettere komisk ved denne fyr, som stadig er våd bag ørerne, men alligevel beder den erfarne, midaldrende Penelope om at holde mund. Men det er en glimrende illustration af, at netop dér, hvor den skriftlige dokumentation af den vestlige kultur begynder, bliver kvinders stemmer ikke hørt i det offentlige rum. Og som Homer viser, er det endda en naturlig del af en ung mands opvækst at lære at bestemme, hvem der må tale, og at få kvinderne til at tie. De ord, Telemachos bruger, har betydning i sig selv. Når han siger, at det »anstår sig« mænd »at tale«, så bruger han ordet muthos – men ikke i den betydning, som er blevet nedarvet til os som »myte«. På homerisk græsk betyder det autoritativ offentlig tale og ikke den form for snakken, sludren og sladren, som enhver – herunder kvinder, men især kvinder – kunne komme med. Det, som interesserer mig her, er forholdet mellem dette klassiske homeriske øjeblik, hvor en kvinde bringes til tavshed, og nogle af de måder, hvorpå kvinders stemmer ikke bliver hørt i vores moderne kultur og i vores egen politik lige fra fabriksgulvet til parlamentets ordførerpladser. Det er en velkendt form for døvhed, som er fint parodieret i en gammel tegning i det satiriske blad Punch: »Det er et fremragende forslag, frk. Triggs. Måske er der en af herrerne, som vil fremsætte det.« Jeg vil gerne undersøge, hvilken sammenhæng dette kan have med de fornærmelser, som mange kvinder, der faktisk tager ordet i debatten, bliver udsat for den dag i dag, og et af de spørgsmål, jeg har i tankerne, er forbindelsen mellem at tale offentligt, voldtægts- og mordtrusler på Twitter og Telemachos’ irettesættelse af Penelope.

Jeg vil gerne anlægge et langsigtet perspektiv, et virkelig langsigtet perspektiv, på det vanskelige forhold mellem kvinders stemmer og den offentlige sfære for samtale, debat og kommentar, altså politik i bredeste forstand, lige fra udvalg på arbejdspladsen til landets parlament. Jeg håber, at dette langsigtede perspektiv vil hjælpe os forbi den forenklede diagnose »misogyni«, som vi er tilbøjelige til at lade os nøje med. »Misogyni« er bestemt en måde at beskrive, hvad der foregår. (Hvis man deltager i et debatprogram på TV og derefter modtager en hel masse tweets, som sammenligner ens kønsdele med forskellige former for ubehagelige rådne grøntsager, så er det svært at finde et mere passende ord). Men hvis vi ønsker at forstå – og gøre noget ved – den kendsgerning, at kvinder, selv når de ikke bliver bragt til tavshed, stadig skal betale en meget høj pris for at blive hørt, så er vi nødt til at erkende, at tingene er lidt mere komplicerede, og at der er en lang forhistorie.

Telemachos’ udbrud var blot det første i en lang række for det meste vellykkede forsøg i den græske og romerske antik på ikke kun at udelukke kvinder fra at tale offentligt, men også at udstille denne udelukkelse. I begyndelsen af det fjerde århundrede viede Aristofanes for eksempel en hel komedie til den »urkomiske« fantasi, at kvinder kunne overtage ledelsen af staten. En del af spøgen bestod i, at kvinder ikke kunne tale ordentligt i offentligheden – eller rettere, de kunne ikke tilpasse deres private tale (som i dette tilfælde i høj grad var fokuseret på sex) til den mandlige politiks højtidelige form. Ovids Metamorfoser – som er et fremragende mytologisk episk digt om mennesker, der forandrer form (og formentlig det mest litterære værk, som næst efter Biblen har haft størst indflydelse på vestlig kunst) – vender igen og igen tilbage til tanken om at bringe kvinderne til tavshed som led i deres transformation. Stakkels Io bliver forvandlet til en ko af guden Jupiter, så hun ikke kan tale, men kun muhe, og nymfen Ekko bliver straffet, så hendes stemme ikke længere er hendes egen, men kun er i stand til at gentage andres ord. På John William Waterhouses berømte maleri stirrer hun på den begærede Narcissus, men kan ikke indlede en samtale med ham, mens han – den oprindelige narcissist – har forelsket sig i sit eget spejlbillede i dammen.

Forfatteren til en romersk antologi i det første århundrede var kun i stand til at nævne tre eksempler på »kvinder, hvis naturlige tilstand ikke formåede at få dem til at tie på Forum«. Hans beskrivelser er afslørende. Den første, en kvinde ved navn Maesia, forsvarede med held sig selv ved retten, og »da hun reelt skjulte en mands væsen bag sit kvindelige ydre, blev hun kaldt ›den androgyne‹«. Den anden, Afrania, anlagde selv retssager og var »uforskammet« nok til selv at møde i retten, så alle blev trætte af hendes »gøen« eller »bjæffen« (man indrømmer hende stadig ikke evnen til menneskelig »tale«). Vi får at vide, at hun døde i år 48 f.v.t., for »med unaturlige monstre som dette er det vigtigere at notere, hvornår de døde, end hvornår de blev født«.

Der er kun to væsentlige undtagelser i oldtiden fra denne afsky for kvinder, som talte offentligt. Den første er, at kvinder får ret til at tale som ofre og som martyrer, sædvanligvis forud for deres egen død. Nogle af de første kristne kvinder forsvarede højlydt deres tro, mens de gik ud til løverne, og i en velkendt fortælling fra Roms tidlige historie får den dydige Lucretia, som er blevet voldtaget af en brutal prins fra det herskende kongehus, tildelt nogle replikker, alene for at angive voldtægtsmanden og bebude sit eget selvmord (sådan har romerske forfattere i hvert fald fremstillet det, men hvad der virkelig skete, har vi ingen anelse om). Men selv denne temmelig bitre mulighed for at tale kunne tages fra kvinderne. En af fortællingerne i Metamorfoser handler om voldtægten af den unge prinsesse Philomela. For at hindre hende i at følge Lucretias eksempel skærer voldtægtsmanden simpelt hen hendes tunge af. Den idé genanvender Shakespeare i Titus Andronicus, hvor den voldtagne Lavinia også får revet sin tunge ud.

Den anden undtagelse er mere kendt. Kvinder havde ved visse lejligheder ret til at tale – for at forsvare deres hjem, deres børn, deres mænd eller andre kvinders interesser. Det gælder det tredje af de tre eksempler på kvindelige talegaver, som den romerske antologiforfatter nævnte. Her slipper kvinden, som hed Hortensia, af sted med at tale, fordi hun udtrykkeligt taler på vegne af Roms kvinder (og kun dem). Baggrunden er, at de var blevet pålagt en særlig formueskat til at finansiere en tvivlsom krig. Kvinder kan med andre ord i ekstreme tilfælde offentligt forsvare deres egne interesser som gruppe, men de kan ikke tale for mænd eller for samfundet som helhed. Som en VIP fra det andet århundrede udtrykker det, »bør kvinder undgå at bruge deres stemme offentligt, på samme måde som de undgår at tage deres tøj af«.

Men dette stikker dybere end som så. Denne »stumhed« er til dels, men ikke udelukkende, en afspejling af kvinders generelle underordnede stilling i antikken: uden stemmeret, med begrænset juridisk og økonomisk frihed og så videre. Oldtidens kvinder ville naturligvis næppe kunne tage ordet i politik, hvor de ikke havde nogen formelle rettigheder. Men vi har at gøre med en meget mere aktiv og betydningsbærende udelukkelse af kvinder fra offentlig tale, og den har påvirket vores egne traditioner, skikke og antagelser meget mere, end vi normalt er opmærksomme på. Hermed mener jeg, at offentlige ytringer og offentlig talekunst ikke blot var noget, som antikkens kvinder ikke gjorde; de var handlinger og evner, som eksklusivt definerede det mandlige køn. Som vi så med Telemachos, så indebar manddom, i hvert fald i samfundets øverste lag, at man tiltog sig retten til at tale. Offentlig tale var et afgørende kendetegn på manddom, om end ikke det eneste. Eller for at citere en kendt romersk talemåde, så kunne en mandlig borger fra samfundets øverste lag karakteriseres som vir bonus dicendi peritus, »en god mand med talegaver«. En kvinde, som talte offentligt, var i de este tilfælde pr. definition ikke en kvinde.

Igen og igen finder vi i den klassiske litteraturs understregninger af den dybe mandlige stemmes autoritet i modsætning til den kvindelige stemme. Som en videnskabelig afhandling fra antikken udtrykker det, tyder en mørk stemme på mandsmod, mens en lys stemme tyder på kvindelig fejhed. Andre forfattere fra antikken insisterede på, at tonen og klangen i kvinders tale altid truede med at ødelægge ikke kun den mandlige talers stemme, men også den samfundsmæssige og politiske stabilitet, folkesundheden og selve staten. En videnskabsmand og intellektuel fra det andet århundrede med det afslørende navn Dion Chrysostomos (det betyder direkte oversat »den gyldne mund«) bad sit publikum om at forestille sig en situation, hvor »et helt samfund var ramt af følgende mærkværdige lidelse: Alle mændene fik pludselig kvindestemmer, og hverken mænd eller drenge kunne sige noget på mandig vis. Ville dette ikke være mere forfærdeligt end nogen pest? Jeg er sikker på, at man ville sende bud til en helligdom for at rådføre sig med guderne og forsøge at formilde den guddommelige magt med mange gaver.« Det var ikke ment som en spøg.

Dette er ikke en fjern kulturs besynderlige ideologi. Tidsmæssigt kan den ligge langt væk. Men jeg vil gerne understrege, at dette er en tradition for kønsbestemt tale – og en teoridannelse om kønsbestemt tale – som vi gør brug af den dag i dag, direkte, men som oftest indirekte. Der er ingen grund til at overdrive denne pointe. Den vestlige kultur skylder ikke grækerne og romerne alt, hverken når det gælder talekunst eller noget andet (gudskelov; ingen af os ville ønske sig at leve i en græsk-romersk verden). Vi er præget af alle mulige og konkurrerende påvirkninger, og vores politiske system har med stor fornøjelse taget afsked med store dele af antikkens syn på kvinder og mænd. Alligevel er det en kendsgerning, at vores egne traditioner for debat og offentlig tale samt de konventioner og regler, som gælder på dette område, stadig ligger i skyggen af antikken. Grundlaget for moderne retorik, som blev formuleret i renæssancen, blev hentet direkte fra antikke taler og håndbøger. De udtryk, vi anvender i retorisk analyse, går i en lige linje tilbage til Aristoteles og Cicero (før Donald Trumps æra var det almindeligt at påpege, at Barack Obama eller hans taleskrivere havde lært deres bedste tricks af Cicero). Og det 19. århundredes gentlemen, som udtænkte eller bevarede det meste af det britiske Underhus’ regler og procedurer, blev opdraget med netop de klassiske teorier, talemåder og fordomme, som jeg har citeret. Det gør os ikke til rene ofre for vores klassiske arv, men de klassiske traditioner lægger i høj grad rammerne for vores tanker om offentlig tale og vores holdninger til, hvad der er god og dårlig talekunst, hvad der virker overbevisende, og hvad der ikke virker, samt for, hvem der bør høres i offentligheden. Og køn er indlysende en del af disse rammer.

***

Man behøver blot at kaste et flygtigt blik på de vestlige taleskrivningstraditioner for – i hvert fald op til det 20. århundrede – at se, at mange af de klassiske temaer, jeg har fremhævet, igen og igen dukker op. Kvinder, som prøver at tage ordet offentligt, bliver behandlet som monstre eller androgyne, ligesom Maesia, der forsvarede sig selv på Forum – og det er tilsyneladende også sådan, at disse kvinder ser på sig selv. Det indlysende eksempel er Elizabeth 1.’s krigeriske tale til tropperne ved Tilbury i 1588, som stod over for at skulle møde Den Spanske Armada. Med de ord, som mange af os har lært i skolen, synes hun åbent at vedkende sig sin androgyni:

Jeg ved, at jeg har en svag og skrøbelig kvindes krop, men jeg har en konges hjerte og mave – og også en engelsk konges

Et mærkværdigt udsagn at lære små piger. Sandheden er, at hun formentlig aldrig har sagt noget i den retning. Der findes intet manuskript fra hendes eller hendes taleskrivers hånd og heller ingen øjenvidneberetninger. Og den kanoniserede version stammer fra et brev fra en upålidelig kommentator, der havde sin egen dagsorden, og som skrev sit brev næsten 40 år senere. Men at talen formentlig er fiktiv, understreger kun min pointe: Det er et nydeligt kneb, at den mandlige brevskriver lader Elizabeth selv prale med – eller tilstå – at være androgyn.

Hvis vi ser på moderne traditioner for talekunst i almindelighed, så genfinder vi de områder, hvor kvinder har tilladelse til at tale offentligt, om det er til støtte for deres egne interesser som gruppe eller for at fremstille sig selv som ofre. Hvis man kigger efter bidrag fra kvinder i pudsige kompendier med titler som »Hundrede store historiske taler«, så opdager man, at de fleste kvindelige bidrag handler om kvinders vilkår, lige fra Emmeline Pankhurst (leder af den britiske suffragette-bevægelse i slutningen af det 19. århundrede, o.a.) til Hillary Clintons tale til FN’s kvindekonference i Beijing. Det samme gælder det formentlig mest citerede eksempel på kvindelig talekunst overhovedet, nemlig Sojourner Truths tale fra 1851, »Er jeg ikke en kvinde?«. Hun var frigiven slave, kvindesagsforkæmper og tilhænger af slaveriets afskaffelse. »Og er jeg ikke en kvinde?,« skal hun have spurgt.

Jeg har født 13 børn og set dem næsten alle sammen blive solgt som slaver, og når jeg græd min modersorg ud, hørte kun Jesus mig! Og er jeg ikke en kvinde …

Uanset hvor stor betydning disse ord har haft, så er de efter min mening kun en anelse mindre myteprægede end Elizabeths ord ved Tilbury. Den autoriserede udgave blev nedskrevet op mod ti år efter, at Sojourner Truth sagde, hvad hun nu sagde. Det var først da, at det nu berømte omkvæd, som hun med sikkerhed ikke selv har udtalt, blev indsat, samtidig med at hendes ord i det hele taget blev omskrevet til en drævende sydstatsdialekt, som skulle svare til hendes kamp for afskaffelse af slaveriet. Men selv kom hun nordfra, og hun var blevet opdraget med hollandsk som modersmål. Jeg siger ikke, at det ikke var, eller er, vigtigt, når kvinder hæver stemmen for at støtte kvinders krav (nogen skal jo tale for kvindernes rettigheder); men det gælder stadig, at kvinders tale i offentligheden igennem århundreder er blevet begrænset til dette område.

Ikke en gang dét har kvinder altid kunnet få tilladelse til. Der er talløse eksempler på, at man ligesom Telemachos har forsøgt helt at skrive kvinder ud af den offentlige samtale. Et nyere og berygtet tilfælde var, da Elizabeth Warren (i 2017) blev forhindret i at oplæse et brev skrevet af Coretta Scott King i det amerikanske Senat. Jeg tror, de færreste af os kender nok til reglerne for senatsdebatter til at kunne sige, i hvor høj grad dette formelt var berettiget. Disse regler afskar dog ikke Bernie Sanders og andre senatorer (som ganske vist støttede hende) fra at oplæse nøjagtig det samme brev uden at blive frataget ordet. Men der er også ubehagelige eksempler i litteraturen.

Et af hovedtemaerne i Henry James’ The Bostonians, som blev udgivet i 1880’erne, er, hvordan man bringer Verena Tarrant, en ung feministisk aktivist og taler, til tavshed. Da hun bliver tiltrukket af sin bejler Basil Ransom (en mand, som James understreger er udstyret med en dyb og kraftig stemme), mister hun gradvist evnen til at tale o entligt, som hun gjorde engang. Ransom reprivatiserer reelt hendes stemme ved at insistere på, at hun kun taler til ham: »Gem dine lindrende ord til mig,« siger han. Det er svært at afgøre, hvad James’ eget synspunkt i romanen er – læserne får ikke sympati for Ransom – men i sine essays gør James det klart, hvor han stod, for han skrev om den forurenende, smitsomme og samfundsskadelige virkning af kvinders stemmer, med ord, der sagtens kunne være kommet fra en romers pen i det andet århundrede (og som med stor sandsynlighed blev hentet delvist i klassiske værker). Han stod fast på, at påvirkningen fra de amerikanske kvinder ville risikere at gøre sproget til »en almindelig mumlen eller miskmask, en tungeløs savlen eller knurren eller hvinen«; det ville lyde som »koens muhen, æslets brægen og hundens gøen«. (Læg mærke til ekkoet af den tungeløse Philomela, Ios muhen og den kvindelige talers gøen på Forum Romanum). James var kun én af mange. I noget, som lignede et korstog for passende amerikansk sprog, lovpriste andre fremtrædende samtidige debattører den kvindelige stemmes søde hjemlige klang, mens de fuldkommen modsatte sig dens anvendelse i den omgivende verden. Og der var masser af tordentale om kvinders »tynde, nasale lyde«, når de talte offentligt, om deres »snøvlen, prusten, hvinen og vrinsken«. »I vore hjems navn, og vore børns, vor fremtid og vor nationale ære,« gentog James, »lad os ikke få sådanne kvinder!«

Naturligvis taler vi ikke så uslebent i dag. Eller ikke helt så uslebent. For mange aspekter af disse traditionelle holdninger til det upassende i, at kvinder taler offentligt – holdninger, som grundlæggende går over to tusinde år tilbage i tiden – udgør stadig fundamentet under nogle af vores egne antagelser om, og vores ubehag ved, den kvindelige stemme i offentligheden. Tag nu det sprog, vi stadig anvender til at beskrive lyden af kvinders tale, hvilket ikke ligger særlig langt fra James eller de belærende romere. Når kvinder taler deres sag offentligt, kæmper for den og taler, hvad siger man så, at de er? De er »skingre«, de »brokker sig«, og de »klynker«. Efter en særlig ondartet flom af internetkommentarer om mine egne kønsdele tweetede jeg (ret modigt, syntes jeg), at det hele var lidt »forbløffende«. Dette blev af en debattør i et britisk magasin refereret på denne måde: »Kvindehadet er i sandhed forblø ende, klynkede hun.« Så vidt jeg kan se ud fra en hurtig Google-søgning, er det kun upopulære chefer for store fodboldklubber, som ikke har heldet på deres side i kampene, der beskyldes for at »klynke« lige så meget som kvinder.

Betyder disse ord noget? Selvfølgelig gør de det, for de understøtter en sprogbrug, som fjerner autoriteten, kraften og selv energien fra det, som kvinder har at sige. Det er en sprogbrug, som reelt flytter kvinder tilbage bag hjemmets fire vægge (folk »brokker sig« over sådan noget som at skulle vaske op); den trivialiserer deres ord eller »reprivatiserer« dem. Heroverfor står den »dybe mandsstemme« med alle de konnotationer af dybsindighed, som det lille ord »dyb« har. Det gælder stadig, at når publikum hører en kvindestemme, så hører man ikke en stemme, som er forbundet med autoritet; eller rettere, så har folk ikke lært, hvordan de skal høre autoriteten i den; de hører ikke muthos.

[1] Efter Christian Wilsters oversættelse af Homers Odyssé, 1837

Uddrag af Mary Beards Women & Power, oversat til dansk af Uffe Gardel.
Udkommer 8. marts på Gads forlag.

Mary Beard

Facebook

Twitter