Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirtutgaver i året

Da Vinci-hysteriet

KOMMENTAR. Præcis 500 år efter sin død, er Leonardo da Vincis værker blevet midtpunktet i Matteo Salvinis kulturkamp – til stor frustration på Louvre.

Italiens indenrigsminister Matteo Salvini har bestemt aldrig været kendt for at være nogen hjertevarm spasmager. Men det var alligevel med en snært af ironi og et skælmsk lille smil, at han på et pressemøde for nylig annoncerede, at de italienske myndigheder arbejder på at »tage Mona Lisa tilbage«.

»Det vil gøre det mere bekvemt for alle [i Italien], der ønsker at se hende tæt på,« sagde han om det kendte maleri, som har fast udstillingssted i Louvres rum seks.

Salvini lovede godt nok, at der bare var tale om en joke. Men på Louvre og i de franske regeringskontorer klappede man sig næppe på maven af grin over italienerens drillerier.

På 500-året for Leonardo da Vincis død er den italienske renæssancemaler, opfinder og videnskabsmand blevet et sandt omdrejningspunkt for Lega-chefens kulturkamp – og et værktøj, som Salvini med al tydelighed vil bruge til at irritere sin yndlingsfjende, Emmanuel Macron.

Konflikten om Da Vincis værker begyndte i november, da det italienske kulturministeriums undersekretær, Lucia Borgonzoni, pludselig meldte ud, at man vil gøre alt, hvad der står i ministeriets magt for at forhindre enhver transport af Leonardo da Vincis værker til Paris i år, på trods af at man længe har samarbejdet om en stor jubilæumsudstilling, der skal åbne til efteråret med hovedbestanddelen af Da Vincis værker.

Medlemmer af Italiens højrefløjsparti Lega har udtryk klar modstand mod den aftale, som er indgået, og Lucia Borgonzoni har tidligere udtalt til britiske The Telegraph, at hun anser aftalen for en af de »mest skandaløse handlinger foretaget af den tidligere regering, hvad angår kulturarven«.

I et senere interview med Corriere della Sera sagde Borgonzoni, at denne udveksling på et så vigtigt et tidspunkt ville gøre Italien til statist i jubilæumsmarkeringen:

»Det vil sætte grænser for den store kulturbegivenhed, hvis vi giver Louvre alle disse værker«, sagde hun og tilføjede:

»Leonardo da Vinci er italiensk. I Frankrig døde han kun.«

Borgonzoni ville herefter have, at aftalen blev forhandlet fuldkommen om. For som hun sagde: »Når det kommer til museernes autonomi, må de nationale interesser ikke komme i anden række.«

»Franskmændene kan ikke få alt.«

Flere museumsdirektører og kunsteksperter har hævdet, at det ville være en skidt idé at transportere de sarte tegninger og malerier. Men Borgonzonis principielle afvisning (som altså menes at stamme fra Legas partikontorer) har alligevel mødt ringe forståelse i kunstverdenen.

Leonardo da Vinci var fra et tidligt stadie det, man kunne kalde en borger af Europa. Dengang Italien stadig bestod af fyrstedømmer, rejste han fra Firenze, hovedstaden for den kristne humanisme, til Milano og Rom, inden han krydsede Alperne og blev den franske konges »udvalgte maler, arkitekt og mester i mekanik«.

For Borgonzoni handler det øjensynligt mest om at forhindre franskmændene i at få del i Italiens jubilæumsshow end at forsøge at skabe de bedst mulige betingelser for fejringen af Da Vincis værker – i både ind- og udland.

I den italienske regering er der imidlertid opstået splid om sagen. Fra Femstjernebevægelsens side hævder man, at de fleste Da Vinci-værker bør sendes til Paris, men først når de er blevet vist frem i Italien. Louvre og de franske myndigheder har nemlig som en del af samarbejdet lovet folkene i Rom, at de vil bidrage til en stor Rafael-udstilling i forbindelse med hans jubilæum i 2020.

Leonardo da Vinci: Den vitruvianske mand. Kilde: Wikimedia Commons

Kulturminister Alberto Bonisoli har derfor meddelt, at han vil sørge for, at nogle af de store mesterværker, blandt andet den berømte tegning Den vitruvianske mand, vil blive lånt ud til Louvre. Men det er endnu uvist, om Bonisoli får sin vilje.

Alt dette viser blot, hvordan kunsten og kulturen er begyndt at få en mere og mere prominent plads i den politiske kamp i Europa – også internt i landene. I Ungarn har man allerede set eksempler på, hvordan Viktor Orbán forsøger at gøre forfattere og kunstnere til galionsfigurer for sit illiberale projekt. I Frankrig markedsfører Emmanuel Macron fodboldstjerner og kulturfolk som »demokratiske helte« og i Danmark forsøger Dansk Folkeparti at rive alt såkaldt kulturradikalisme fra hinanden.

Hvis Viktor Orbán er kongen af den nye den højreorienterede kulturkamp, må Matteo Salvini være fyrsten.

Christian Johannes Idskov

Christian Johannes Idskov

Kritiker og skribent. Netredaktør i Vagant.
christian.j.idskov@vagant.no