KOMMENTAR. Var Julia Kristeva, den parisiske stjerneintellektuelle, agent for den bulgarske sikkerhedstjeneste i 1970’erne? Selv afviser hun anklagerne.
Julia Kristeva (f. 1941) mente først, at anklagerne mod hende »ikke kun er groteske og falske«, de udgør også et »angreb« på hendes ære og arbejde. Nu ser det ud til, at hun bløder op. Foto: WikiaDet lyder som noget fra en fransk nyroman, en detektivhistorie uden en klar persontegning, med et væld af modstridende oplysninger og et forvirrende, nærmest kaotisk hændelsesforløb.
Torsdag i sidste uge kom det frem, at Julia Kristeva, den kendte fransk-bulgarske psykoanalytiker og litteraturforsker, skulle have arbejdet for den bulgarske efterretningstjeneste i begyndelsen af 1970’erne under dæknavnet Sabina.
Hensigten var klar: Kristeva skulle udspionere »de mennesker og centre i det franske kulturelle miljø«, som praktiserede »undergravende ideologiske aktiviteter mod den socialistiske lejr og især mod Bulgarien«. Det er i hvert fald det, de bulgarske myndigheder påstår. Under en nylig rutineundersøgelse stødte de på en rapport på 378 sider. Nu har den såkaldte »Kommission for udlevering af dokumenter forbundet til bulgarske statsborgere og statens sikkerhed og efterretningstjeneste« højst bemærkelsesværdigt valgt at publicere alle dossierens dokumenter. Imens fastholder Kristeva sin uskyld. Hun har aldrig udspioneret sin ven og mentor Roland Barthes, ej heller sin mand, forfatteren Philippe Sollers, eller nogen andre i det parisiske intellektuelle miljø og omkring tidsskriftet Tel quel. I det hele taget skulle aktstykkerne ikke bare være fulde af fejl; hun kan slet ikke genkende sig selv i dem.
Mens de fleste franske medier endnu har været tilbageholdende med at vurdere ægtheden af de nye oplysninger, har en af Europas førende intellektuelle aviser, schweiziske Neue Zürcher Zeitung, og til dels det franske ugemagasin Le Nouvel Observateur, været hurtige til at brændemærke Kristeva som meddeler for det totalitære sovjetiske styre. Hos Die Zeit har man derimod taget sig god tid til at undersøge sagens papirer nærmere. Avisens konklusion: Der er ingen entydige beviser i dossieren på, at den fransk-bulgarske sprog- og litteraturforsker for alvor har taget del i spionagen mod højtstående franske intellektuelle. Ingen steder finder man en underskrevet samtykkeerklæring – der er tilsyneladende ingen rygende pistol.
I den store samling optegnelser, rapporter og notater finder man i stedet en meddelelse fra sikkerhedstjenestens hovedkontor, som klager over, at materialet fra Kristeva er for generelt, og at hendes oplysninger i forvejen er offentligt tilgængelige. Flere steder i papirerne siges det, at Kristeva kom for sent til sine aftaler, andre gange glemte hun helt møderne med de bulgarske agenter. Alligevel giver sagsmapperne indtrykket af, at der har været jævnlig kontakt: Kristeva og hendes føringsofficer skulle angiveligt have talt om alt fra privatliv, ferie, arbejde til hendes søsters pasforhold, som hun selv bragte op som emne på et møde. Også politiske spørgsmål skulle være blevet drøftet – hun taler om palæstinensiske organisationer i Frankrig og om de franske forfatteres stadigt mere prokinesiske synspunkter. I papirerne finder man desuden en vurdering af den daværende formand for det franske kommunistparti, Roland Leroy.
Ifølge Die Zeit er de fleste rapporter i Kristeva-mappen nedfældet af agenten Ljubimirov, som højst sandsynligt er manden bag navnet Luka Draganov, en efterretningsagent fra den bulgarske ambassade i Paris. Kristeva skulle efter sigende være blevet indlemmet i agentprogrammet allerede ved sin ankomst til Frankrig i 1965, men først den 21. januar i 1970, da hun er ved at udfærdige sit hovedværk La Révolution du langage poétique (Det poetiske sprogs revolution), møder hun en af Ljubimorovs kontakter, en person med navnet Petrov, som Kristeva skulle have kendt tilbage fra sin tid i den kommunistiske ungdomsorganisation i Sofia. Efter mødet aftales det, at Kristeva skal fokusere på det kulturelle miljø i Frankrig. Samtidig insisterer hun ifølge dokumenterne på kun at videregive sine oplysninger mundtligt. Ifølge papirerne stopper hendes efterretningsvirksomhed i 1973.
Der er næppe nogen tvivl om, at Kristeva i en eller anden udstrækning har været rullet ind i et netværk af agenter, skjulte programmer og dystre statshemmeligheder. Spørgsmålet er, hvor delagtig hun har været i dette. Men det mest utrolige er alligevel de tydelige beviser på, at hendes akademiske karriere nærmest blev igangsat som en skummel plan udfærdiget af den bulgarske efterretningstjeneste, dengang hun var 24 år.
Som Kristeva selv anfører i sine memoirer Je me voyage (2016), fik hun et ni-måneders stipendium for at skrive på et værk om den franske nyroman. Inden sin ankomst til Paris havde hun allerede udmærket sig som journalist for et lille bulgarsk magasin, hvor hendes redaktør Vladimir Kostov havde gjort hende opmærksom på den nye franske litterære bevægelse og sendt hende bøger af blandt andre Maurice Blanchot og Roland Barthes. I sine erindringer beretter hun, ifølge Die Zeit, om, hvordan en af Kostovs venner »heldigvis skulle have samlet hende op i lufthavnen«. Men han dukkede aldrig op. I stedet blev hun ført med af en person fra den bulgarske ambassade. I de nyligt frigjorte dokumenter optræder Kostov som forbindelsesofficer, der skulle have forberedt hende »psykologisk« på, hvad der ventede efter hendes ankomst til Paris. Kostov sprang fra som agent i 1978, hvor han akkurat undslap det berygtede paraplymordforsøg begået af en bulgarsk efterretningsofficer i metroen i Paris. Samme år blev en anden bulgarsk eksagent slået ihjel i London under lignende omstændigheder.
Dossieren om Kristeva antyder ikke bare en utrolig beretning om et enkelt menneske, der tilsyneladende blev brugt som en lille brik i historiens store ideologiske spil; den viser også, hvilken utrolig tid dette var; hvordan løgn og sandhed nærmest blev smeltet sammen til det, man kan kalde »et blændværk af citater« – det var Roland Barthes’ udtryk for de tekster og udsagn, som lægger sig oven på andre tekster. Måske var det ikke så underligt, at det netop var i denne periode, at Kristeva fandt på begrebet intertekstualitet. Den Kolde Krig var trods alt verdenshistoriens største sprogspil.
Selv ser Kristeva også ud til at have svært ved at holde styr på, hvad der er op og ned i hendes egen historie. Først afviste hun over for franske medier alle anklager, men i det nye interview med Die Zeit fortæller hun, at der er to store misforståelser, hun ønsker at rette op på. Det lyder som en kvart tilståelse. Selv fortæller hun til avisen, at hun aldrig kom til Paris som agent. Og hun blev heller aldrig involveret i den palæstinensiske bevægelse – »Jeg har altid været en ven af Israel«. I det hele taget mener hun, at der er blevet manipuleret med de oplysninger, man finder i dokumenterne. Hun omgik dagligt filosoffer som Jacques Derrida og Michel Foucault. »Vi sad næsten hver dag på café«, fortæller hun. Enhver kunne sidde og lytte med ved bordet ved siden af og konstruere efterretninger ud fra det, mener hun. Hun afviser desuden al kendskab til Luka Draganov.
Som The New York Times skriver, med henvisning til debatten i Bulgarien, hvor offentligheden er meget splittet i sagen, er det sandsynligt, at Kristeva kan have talt med de bulgarske agenter uden selv at være klar over det. Men hverken eksperterne eller Kristeva selv ser nogen grund til at betvivle autenticiteten af de bulgarske efterretningsfiler – det er snarere mere usikkert, hvor pålidelige de er.
Sonia Combe, forfatteren til bogen Une société sous surveillance. Les intellectuels et la Stasi (Et samfund under overvågning. De intellektuelle og Stasi, 1999), gjorde det for nylig klart i et debatindlæg i Le Monde, at man ikke altid skal tage sikkerhedstjenestens dokumenter for pålydende: »Efterretningspolitiet førte ikke til protokols for morgendagens historikere, kun efter deres eget behov.« Hun henviser til sagerne, der opstod, efter man åbnede Stasi-arkivet oven på Murens fald, hvor en lang række mennesker – mere eller mindre uvidende herom – var havnet i efterretningstjenestens klør. »At tildele ›kilden‹ et pseudonym er ikke et bevis på, at hun har accepteret at blive agent. Dette er kun et bevis på, at nogen forsøgte af rekruttere eller overvåge hende«, skriver Combe i Le Monde. Dette var for eksempel tilfældet med den berømte østtyske forfatter Christa Wolf. Først senere forstod Wolf for alvor, hvad hun var blevet en del af.
Da Stasi forsøgte at kontakte hende i 1959 for at få hende til at videregive oplysninger om andre forfattere, advarede hun mod, at hun meget let ville komme til at foretage »negative dispositioner« og foreslog derfor Stasi at søge råd hos andre personer – hun var ikke sikker på, at hun altid ville være objektiv. Selv da hun fik angivet et mødested i en »almindelig« lejlighed, var hun ifølge sagsmapperne som regel også overrasket og sagde til agenterne, at det ville være mere behageligt at mødes hjemme hos hende selv. Det fik Stasi-officeren til at skrive i sin første rapport: »Det ser ikke ud til, at hun forstår, hvad der forventes af hende…«
Noget lignende kan meget vel være sket i sagen om Kristeva. Men i Frankrig spekuleres der også fra mange sider i, at hun simpelthen har været nødt til at forpligte sig på en eller anden form for agentvirksomhed for overhovedet at kunne få udrejsetilladelse. Det er imidlertid næppe sandsynligt, at noget af dette kommer til at få vidtrækkende konsekvenser for Kristeva. Hun har hverken delt ud af statshemmeligheder eller tilsyneladende skadet nogen med sine oplysninger. Andre forfattere og intellektuelle har oplevet kriser, der er værre end dette, blandt andre Milan Kundera, da han for 10 år siden blev anklaget for i sine unge kommunistdage at have videregivet oplysninger, der skulle have ført til mordet på en tjekkisk eksagent. Denne sag er stort set glemt i dag.
Én ting er Kristeva-affæren dog et bevis på: Med al sin kompleksitet og tråde til de store ideologiske kampe giver den os et klart billede af det 20. århundredes overvågningsvanvid, hvor agenter og borgere var flettet sammen i et skjult netværk, som de færreste forstod omfanget af. Man må formode, at kun et fåtal af de indlemmede personer kendte til de præcise konsekvenser af deres handlinger – selv det mindste stykke information kunne være afgørende for andres liv eller død. Intet af dette er i dag overraskende nyheder; i årtier har man set disse sager blive bragt for offentlighedens lys. Alligevel kan hengemte rapporter og efterretningspapirer fra totalitære stater med deres helt egne dagsordner risikere at hjemsøge de personer, som er havnet i disse gamle arkiver, selv her 29 år efter Murens fald.
