Komparativ kulturkamp

Vi har nu definitivt nedlagt det gamle Bildungs-universitet og opbygget det nye Bologna-universitet. Humaniora skal overleve som oplevelsesøkonomi og begivenhedskultur.

Tidligere publiceret i Vagant 2/2010.

Ordet kulturkamp – Kulturkampf – betegnede oprindeligt Bismarcks kamp i 1872 mod det tyske katolske Centerparti (det senere CDU). Kampen svækkede kirkens magt. Bismarck kæmpede også imod socialisterne, og for at stække deres magt skabte han den moderne velfærdsstat. De kulturkampe, som er foregået i Danmark og Norge, og som Vagant har behandlet i en række tekster de sidste udgaver, handler udover om litteratur også om kirke og velfærdsstat, og er sammen med kanondebatten ekkoer af de amerikanske culture wars. Det særlige ved vores kamp er tilstedeværelsen af det norske fænomen «kulturradikalisme».

Jeg blev i 2001 frataget undervisningen i videnskabsteori, fordi kurset, jeg holdt, indeholdt tekster af Freud, Lacan og nogle franske filosoffer, bl.a. feminister. I stedet skulle kurset baseres på sociobiologi. Det var et led i et universitært opgør med socialkonstruktivisme, poststrukturalisme og lignende retninger.

I de sidste ti år har naturalisme, darwinisme, kognitivisme og hjerneforskning sat sig på humaniora i Danmark (og USA). Det er ikke til at opdrive en dansk konstruktivist, og de få, der endnu bruger kultur kaldes undertiden «kulturalister».

Det kunne se ud til, at kulturradikalismen havde sejret på universiteterne, mens den har tabt politisk – altså udenfor. På Københavns universitets litteraturstudier vedligeholder de trofast det stadig moderne gennembrud og har med det stort set renset stedet for dekonstruktivister. Det stadig moderne gennembrud er titlen på en antologi, redigeret af tidlige professor i dansk, Hans Hertel. Han indkaldte i 2002 sine tropper på universitetet til at deltage i kulturkampen vendt mod en underlig alliance af fjender: postmodernismen (eller formalismen) og regeringen.

I Danmark ville Harald Eia være velkommen på universitetet, og hvis man ville provokere, kunne man sætte en socialkonstruktivist til at interviewe alle naturalisterne. Det er, som om den norske kulturkamp er som den danske, men vendt på hovedet. Vel er der ligheder, men forskellene er frapperende. Hos os er hjerneforskerne indenfor. De afskyr religion ganske som de norske kulturradikale. Aslak Nore lider i Ekstremistan (2009) af samme slags gudsskræk som Eivind Tjønneland har lidt af siden 1999, hvor han frygtede, at en ny Ronald Fangen skulle dukke op.1 I dag er han bekymret over Flink og Knausgård. De er muligvis ikke kulturradikale. Og Knausgård sætter da slet ikke problemer under debat.

Nores skrækscenario er en alliance mellem kristne og muslimer. Det er med andre ord vanskeligt at se forskel på Toje, Nore, Hustad, Eia og hvad de hedder alle sammen og så de kulturradikale, hvis de findes, hvad forholdet til religion angår.

Nu har jeg allerede brugt ordet: kulturradikalisme. Det afføder pavlovske reaktioner. Det er som regel ikke til at finde en person, der repræsenterer kulturradikalismen. Den får dermed noget spøgelsesagtigt over sig. Hvis man kalder nogen kulturradikal, betegnes det af de kulturradikale som en fjendekonstruktion. Hvis man siger, at kulturradikalismen har sejret, siger de kulturradikale, at kulturradikalismen aldrig kan sejre, for den er altid en alternativ kultur, selvom den er statsanerkendt og statsstøttet. Næstformanden for det danske socialdemokrati, Henrik Sass Larsen, har netop erklæret, at partiet nu tager afstand fra kulturradikalismen, og straks han havde udtalt det, kom Hans Hertel igen med sin påstand om, at kulturradikalismen døde i 1967. Det år Poul Henningsen døde. Samtidig erklærer Dansk Folkepartis Søren Espersen, at han savner Poul Henningsen.

Det er med andre ord ikke til at afgøre, om der findes kulturradikale eller ej. Men nu er det sådan, at beskrivelser af kultur og samfund altid også er performative. At sige er at gøre.

Vi kan da konstatere, at kulturradikalismen gik igen omkring årtusindskiftet. Hvad fik den til at dukke op?

Den kunne fra sit limbo lugte religion.

Eivind Tjønneland havde på en måde ret, da han med et usmageligt udtryk talte om en «lemenmarsj mot Gud» og lavede sin onde Anden: kulturmasochisterne. Der var en åbenhed over for metafysik og religion i 80’erne og i 90’erne, og samtidig var rationalitetskritik noget alle bidrog med. Om vi så kalder disse tider postmoderne eller ej er ikke afgørende. Men der var noget om, at de store fortællinger var døde. I al fald lærte vi vore studerende, at forfatteren var død. Men jeg skal love for, at de døde vågner. Nu vrimler det ud af gravene med subjekter, forfattere, biografier, universalismer og fornufter. Darwin har erstattet Derrida. Postkolonialisme, the last post, er afskaffet. Nu skrives bøger som Shakespeare’s Brain. Og hvorfor er «Theory» forsvundet?

Hele dette kompleks afspejler det nye universitets struktur. Jeg er med på Bourdieus idé om, at teoretiske konflikter reflekterer universitære konflikter. Vi har nu definitivt nedlagt det gamle Bildungs-universitet og opbygget det nye Bologna-universitet. Universiteterne er gået med på, at globalismen er historiens sidste og højeste stadium og har indrettet sig på, at vi skal sikre viden og velfærd, og at alle stater er konkurrencestater med hver sin competitive identity. Derfor er der ikke megen brug for Nietzsche og hans efterkommere. Staten har brug for videnskab, og humaniora skal overleve som oplevelsesøkonomi og begivenhedskultur.

Tjønnelands første tekst om kulturradikalismens fjerde fase var performativ, og det så ud til, at kulturradikalismen vendte tilbage. På Københavns Universitet blev der holdt nogle kulturradikale forelæsninger i foråret 2000. Tjønneland blev den anden Hoel. Men fjerde fase var det ikke. Det var en genoplivning af den første.

Kulturradikalismen har sin egen historiekonstruktion, der forlænger historien bagud og lader den begynde omkring 1870 og undertiden helt tilbage ved Holberg. Men kulturradikalismen er det ord, man begyndte at bruge om nyradikalismen i 50’erne. Den er et typisk 50’er fænomen. Den forsvinder i 60’erne og bliver helt usynliggjort af marxismen i 70’erne. Postmodernismen blev i 80’erne brugt til at fjerne marxisterne med, og så kom neonaturalismen.

Hvem var de kulturradikales fjende i år 2000? «Det store ord føres i dag af postmoderne strømninger som opgiver fornuften som grundlag og relativerer enhver videnskabelig indsigt og (…) dyrker glemte filosoffer på den yderste højrefløj som Carl Schmitt og Ernst Jünger» (Morten Thing i Den kulturradikale udfordring, 2001). Gad vide hvem der repræsenterede disse strømninger i 2000. Der gik dog ikke lang tid, før det lød dagligt fra de kulturradikale og fra Frederik Stjernfelt, at vi skal holde fast i oplysningens idealer. I dag føres det store ord af naturalisterne, og de har fast grund under fødderne: Fornuften.

Jeg holdt selv et foredrag i Filosofisk Forum i København, vistnok i 2007. Titlen var «Dansk Folkeparti – kulturradikalismens sidste bastion». Det var helt i alvor og halvt i spøg, men pointen var god nok: Dansk Folkeparti varetog religionskritikken og forsvaret for kvinders rettigheder. Hvorfor de kulturradikale ikke kritiserer islam sønder og sammen, havde jeg svært ved at forstå. Og en vis Bernhard Ellefsen fik et kulturkampschok i Danmark, da en medarbejder ved den kulturradikale avis Politiken mente, at islam var reaktionær («Gi’ os Danmark tilbage», Audiatur bokhandel 20.05.09). Han vil vel forbyde religionskritik. Det kunne vi vel kaldet en «lemenmarsj» mod Mekka.

Religionskritik i Norge i dag udøves ikke af statskirken. Bisperne er som fogeden og provsten i Brand. De passer deres distrikter. Men Shabana Rehman Gaarder, Hege Storhaug og Amal Aden viderefører kulturradikalismen.

Det var 50’ernes genkomst i åndsliv og politik, som vi var vidne til omkring år 2000. Selv Bjørneboe er genopstået. I 50’erne var man overbeviste om, at religionen ville forsvinde i takt med velfærdsstatens vækst, men der var og er også en anden kultur i Danmark end den nyradikale og naturalistiske: den grundtvigske, folkelige og kristelige. Det er den, der er forskellen på Norge og Danmark. Der er og var et alternativ. K.E. Løgstrup, religionsfilosof og teolog, repræsenterede den og skrev i 1956 og som kritik af det biologiske menneskesyn i Den etiske fordring. Vi har to kulturer, der hele tiden kæmper om definitionsmagten. For tiden er det den folkelige fløj, der har den.

Det lykkedes som bekendt Gisle Johnsen og Caspari (Søren Krarups oldefar) at få det grundtvigske holdt nede og ude i det 19.århundredes Norge.

Der har heller ikke været et Tidehverv i Norge. Tidehverv er den radikalt anti-fundamentalistiske, eksistensteologiske retning, der begynde i 20’erne, og som lever i bedste velgående. Den er Søren Kierkegaard i praksis og praktiseres i dag af bl.a. Søren Krarup. Den spiller en stor rolle for og i Dansk Folkeparti. Norge er Danmark uden Grundtvig og Kierkegaard – Norge har Wergeland og Welhaven.

Jeg mener, Rune Lykkeberg og andre har ret. Systemskiftet i 2001 skal forklares ved, at den kulturelle underklasse allierede sig med den økonomiske overklasse, og det efterlod den kulturelle overklasse som den store taber. I Norge stemmer Harry endnu sammen med den kulturelle overklasse og tager uden at sige noget på camping i Danmark og lytter til Ole Ivars. Men hvor længe bliver Harry ved?

Jeg slutter med et citat fra en kronik af den danske historiker Bent Jensen:

Derfor er det både skræmmende og farligt, at der er kræfter i de nationer i Europa, som igennem 1.000 år eller mere er formet af den jødisk-kristne kultur, og som i ly af den nødvendige islamkritik nu vil kristendommen til livs. De ved ikke, hvad de gør. Derfor skal de tilgives, men samtidig bekæmpes. Med åndens våben naturligvis. (Jyllands-Posten 3.4.10)

Det er det kulturkampen handler om. Måske har den kulturradikale kulturkamp vundet over kristendommen, men den har i al fald tabt kulturkritikken. For hvad kunne danskere se i tv aftenen før påskedag? Bachs «Mattæus Passion?» Nej.

På DR1 kunne man se en gammel dansk plat film: Frøken Nitouche fra 1963. På tv2 er der Bingo Banko. På NRK1 er der Juster-galla og engelsk krimi. Det kan da kun betegnes som et civilisatorisk fremskridt.

 

  1.  Ronald Fangen skrev en roman, der hed Præsten. Den er ufuldendt. Men så kom en af Tjønnelands kulturmasochister, Hanne Ørstavik, med en fuldendt roman – netop med titlen Presten (2004).
Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.