Kampen om Imre Kertész’ arv

KOMMENTAR. Et regeringsvenligt institut i Budapest har overtaget retten til Imre Kertész’ værker. Den afdøde forfatter er nu ved at blive Orbáns fiksstjerne.

»Skriv din egen mytologi.« Sådan åbner den seneste udgave af det hæderkronede tyske tidsskrift Sinn und Form med lidt af en overraskelse. Titlen hænger over et dagbogsuddrag af den afdøde ungarer Imre Kertész, forfattet i perioden 1959–1962, hvor den senere nobelprismodtager arbejdede på at finde sproget og formen til sit hovedværk De skæbneløse (1975).

Med sin kølige beskrivelser skabte Kertész en tone, som aldrig før var set i Holocaust-litteraturen. Romanen inviterede til en afmystificering af Auschwitz; den ville ikke udpensle lidelserne eller dømme nogen, men nøgternt registrere den skæbne, hovedpersonen blev givet af historiens vilkårlige brutalitet. For som Kertész har sagt igen og igen om sin fortid: Auschwitz er ikke bare noget, der engang skete for jøderne, men et billede på menneskets eksistentielle vilkår.

Nogle vil nok sige, at det nye særuddrag bare er ren proforma. Næsten tre år efter, at den store forfatter døde, er der intet mærkeligt i, at breve og tekster fra hans private samling begynder at se offentlighedens lys. Men så enkel er historien om Kertész’ litterære efterladenskaber ikke.

Den 15. januar i år afsagde højesteret i Budapest nemlig dom i en spektakulær sag. Retten besluttede at tildele ophavsretten til Kertész’ ejendom til Institut for studier af historie og samfund i Centraleuropa, også kaldt Kertész-instituttet, hvis arbejde kun er blevet mere regeringsvenligt under Viktor Orbáns illiberale regime.

Den juridiske tvist skyldes, at Kertész’ anden kone, Magda Kertész, på sit dødsleje den 30. september 2016 besluttede sig for at overdrage ophavsretten til dette institut, hvilket gav den statsligt tilknyttede stiftelse retten til at bestemme over forfatterens intellektuelle ejendom.

Hendes søn, Marton T. Sass, var dog langt fra overbevist om, at dette kunne være rigtigt. Længe før sin død havde Kertész overdraget sit private arkiv på cirka 35.000 ark til Berlins Akademie der Künste. Dengang blev det hele præsenteret for offentligheden med pomp og pragt, mens forfatteren selv var til stede. Intet af dette var tilfældigt. Kertész havde boet i den tyske hovedstad siden 2001 og var stipendiat på Berlins Wissenschaftskollegium, da han modtog Nobelprisen i 2002. Som Süddeutsche Zeitung fortæller, fortsatte han med at bo i Berlin næsten helt frem til sin død; hans ungarske hjemland var blevet for uhyggeligt for ham at opholde sig i på grund af den tiltagende antisemitisme.

Med den nye Budapest-dom er ophavsretten og ikke ejendomsretten nu det dominerende princip i forbindelse med varetagelsen af Kertész’ arkiv. Det betyder, at den fysiske tekstsamling kan forblive i akademiets hænder. Til gengæld er det tyske Rowohlt Verlag havnet i en alvorlig klemme. Det velrenommerede forlag har hidtil samarbejdet med kunstakademiet i Berlin om at udgive Kertész’ værker. Nu er Rowohlt afhængig af ungarernes godkendelse, før nye publikationer – som den man ser i den seneste udgave af Sinn und Form – kan komme på tale. Det tyske forlag må dermed fortsætte med at distribuere tidligere udgivne Kertész-værker, men ikke længere selv planlægge nye publikationer fra Kertész’ arkiv. I stedet skal Rowohlts ledelse gøre op med sig selv, om den vil samarbejde eller tage afstand fra Kertész-instituttet. Foreløbigt ser forlaget ud til at have besluttet sig for det sidste.

Dette skyldes, at instituttet i Budapest efter alt at dømme har en klar dagsorden med Kertész’ værker. De skal simpelthen indbygges i den nuværende regerings erindringspolitik. Hvor Kertész tidligere blev anset for en forfatter, som stod meget langt fra reaktionære kræfter i Ungarn på grund af sin jødiske, kosmopolitiske baggrund, er der meget som tyder på, Orbán-regeringen har planer om at forvandle ham til et nationalt ikon i landets nye mytedannelse.

Som Süddeutsche Zeitung skriver, forventes det, at særligt de sidste dele af Kertész’ skriverier vil rumme en del eksplosiv stof. Her findes materiale til isolerede udvalgspublikationer, der kan få ham til at ligne en af Orbáns støtter. Som man allerede har set i hans dagbogsroman, udgivet i Sverige med titlen Den sista tillflykten (ovs. Ervin Rosenborg, 2015), angreb Kertész i kølvandet på 11. september ufortrødent islam og muslimerne og ikke mindst Europas liberale immigrations- og flygtningepolitik. For ham var denne politik et symptom på europæernes selvopgivelse, fejhed og moralske debilitet. Som der står: »Portene er åbne for islam, man tør ikke længere tale om race og religion, mens islam kun kender sproget rettet mod fremmede racer og religioner.« Eller et andet sted: »Jeg vil gerne tale om, hvordan muslimerne oversvømmer, okkuperer, i klar forstand, ødelægger Europa.«

Hvis Rowohlt Verlag beslutter sig for at samarbejde med Kertész-instituttet kan det meget vel anses for en accept og anerkendelse af Orbán-regeringens omfattende nationalistiske propaganda. Sidste år lancerede Orbáns folk en mere vidtgående kulturkamp, end man har set tidligere. Hvor venstreorienterede medier og universitetsfolk før stod for skud, er turen – som man nu også ser i Kertész-sagen – kommet til kunstnerne. Frisindede ungarske forfattere, filmfolk og billedkunstnere, som har opnået anerkendelse uden for landets grænser, bliver i dag mere og mere marginaliseret i hjemlandet og har fået sværere adgang til kunststøtteordningerne. De mest højtråbende liberale stemmer i civilsamfundet betegnes nu som fjender af folket. Det er en meget alvorlig situation, som i det mindste burde medføre international fordømmelse.

 

Christian Johannes Idskov

Christian Johannes Idskov

Kritiker og skribent. Netredaktør i Vagant.
christian.j.idskov@vagant.no

Facebook

Twitter