Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirutgaver i året

»I USA er der borgerkrig i luften«

INTERVIEW. Vesten blev denne sommer hårdt ramt af højreradikal terror. Ifølge kulturkritikeren Joseph Vogl kan vi ikke længere regne middelklassen for det stabile centrum i samfundet.

Joseph Vogl
Humboldt-professoren og kulturvidenskabsmanden Joseph Vogl. Foto: © Jean-Pierre Jans
Skulle man gætte på, hvad der får Joseph Vogl til at stå op om morgenen, kunne svaret meget vel være forbløffelsen over menneskers ekstreme reaktioner på det moderne samfund. Han har arbejdet med voldsepisoderne i Franz Kafkas romaner, og i sin bog Kalkül und Leidenschaft (Kalkyle og lidenskab, 2002) opsporet, hvordan »det økonomiske menneske« udviklede sig som litterær forestilling blandt forfattere i det 18. århundrede. Med litteraturen som middel undersøger han store samfundskomplekser. Hans bøger Das Gespenst des Kapitals (Kapitalens spøgelse, 2010) og Der Souveränitätseffekt  (Suverænitetseffekten, 2015) byder på tankevækkende studier af kapitalismens religiøse status i Vestens kultur. I stort set al denne tid har Vogl sideløbende beskæftiget sig med amokløbere – high schools shooters og lynradikaliserede massemordere – og han understreger, at der ikke findes nogen simpel forklaring på, hvorfor disse bestialske ugerninger sker igen og igen. Skal man forstå, hvad der giver mennesker lyst til at vende ryggen til samfundet og bekrige deres medborgere, bør man undersøge samfundets sociale konstellationer, mener han. 

Samtalen med Vogl finder sted midt imellem gamle krigskanoner og til lyden af lavtflyvende droner. Vi befinder os på det, som indtil for nylig hed Tøjhusmuseet i København, i pausen af en konference om krig arrangeret af Syddansk Universitet. Her er han inviteret til at tale under overskriften »The Age of Amok«. 

Joseph Vogl, i sommer var vi vidner til to brutale terrorangreb i Christchurch, New Zealand og El Paso, Texas. For nylig blev et lignende angreb af Philip Manshaus afværget i Oslo. Disse højreekstremister synes at have inspireret hinanden. Hvordan passer deres terrorhandlinger ind i din forståelse af »amokløb«?

– De passer ind, og de passer ikke ind. Amokløb skal forstås som vilkårlige slagtninger. Et amokløb er som en krigserklæring, bare fuldkommen ansigtsløst. I modsætning til dette ser vi i den nye højreekstremistiske terror en meget klar definition af fjenden: i Norge, socialdemokrater og islam. Men der findes en forbindelse mellem amokløb og terrorisme, og den går ud på at transportere krigsscenariet ind i hjertet af mere eller mindre fredelige samfund.

Betyder det, at der foregår en krig inden for vores grænser?

– Ja og nej. Man kan ikke sige, at vi er vidner til en krig i juridisk forstand, men folk oplever ​​et scenarie, der får dem til at tænke på krig. Pludselig ser folk, at slagmarken er rykket ind i hjertet af samfundet.

I sådanne tilfælde bliver slagmarken næsten symbolsk: Offentlige steder som indkøbscentre, skoler, kirker, retslokaler og universiteter omdannes til krigsteatre.

– Dette er ikke tilfældigt. Gerningsmændene kommer ofte fra middelklassen, fra forstadsområder. De stammer ikke fra usikre eller kriminelle miljøer. Desuden finder deres angreb ikke sted i såkaldte ghettoer eller socialt belastede områder, men på steder kendetegnet af borgerlig og offentlig orden. Pludselig ser det ud som om, at civilsamfundet er blevet vildt og farligt.

Manshaus’ mislykkede angreb skete sandsynligvis på baggrund af videoer, han så på sociale medier af terrorhændelserne i Christchurch og El Paso. Hvilken rolle spiller teknologien i forbindelse med disse massemord?

– For det første findes der en meget direkte forbindelse mellem disse forbrydelser og våbencirkulationen, især i USA. For det andet – og det siger jeg ikke for at være kynisk – er disse aktioner også kommunikationsaktioner. I Christchurch uploadede gerningsmanden sin video af angrebet til Facebook og fik på den måde skabt et publikum. Et af de vigtigste elementer i definitionen af terror er målet om at skabe et publikum. Et terrorangreb, der ikke har nogen tilskuere, er ikke et terrorangreb. Det er afgørende for terroristerne at få øjeblikkelig feedback. Deres handlinger er på den måde ikke kun voldshandlinger, men også en slags voldskommunikation, der har som mål at skabe mediebegivenheder og det, man kunne kalde en katalysator for frygt. Derudover findes der et tredje element, som har et bredere perspektiv: At sådanne angreb, fra high schools shooters til højreekstremister, igen skaber et billede, hvor samfundet bliver mindet om, at der findes krig. Gerningsmændene efterligner billeder eller endda klichéer af krigere eller militære opstillinger, fordi de vil have os til at huske, at samfundet ikke er så fredeligt, som vi tror. De forsøger ikke kun at sende et signal til en bestemt del af befolkningen, som muslimer eller socialdemokrater. De sender et signal til samfundet generelt. Selv hvis en gerningsmand begår et angreb mod en moské, er det ikke kun et angreb begået mod et religiøst sted, men mod det samfund, der muliggør denne slags sameksistens.

Terroristernes handlinger er på den måde ikke kun voldshandlinger, men også en slags voldskommunikation, der har som mål at skabe mediebegivenheder og det, man kunne kalde en katalysator for frygt.

– Joseph Vogl

Angrebet er altså beregnet til at gøre os opmærksomme på de forudsætninger, der muliggør denne sameksistens, nemlig at vi har vænnet os til fred og tolerance som kollektive idealer?

– Ja, de er planlagt som et kommandoangreb. Det provokerer et samfund, der for at opretholde orden er bygget på forebyggelse eller foregribelse. Hvad vi ser, er en provokation af et sikkerhedssamfund og dets forebyggende strategier. Dette skaber en alarmisme i befolkningen og medierne, som igen viser, at selv et samfund, der tager store foranstaltninger, benytter sig af profiling og forsøger at bevare ro og orden ved hjælp af forebyggende indsatser, kan blive provokeret eller undermineret.

Vi kan altså ikke rigtigt forhindre disse angreb?

– Nej, og dette er vigtigt. Disse angreb er rettet mod vores sikkerhedssamfunds sikkerhedsapparater. Det betyder, at vi i efterdønningen af angrebene står tilbage med en social kontrakt, som er blevet dobbelt brudt. På den ene side bryder angrebene den kontrakt, der tilsiger gensidig tillid. På den anden side bryder angrebene også vores sikkerhedskontrakt, hvor vi har afgivet nogle rettigheder, for eksempel vedrørende privatlivets fred, for at føle os mere trygge og sikre. Gerningsmændene manifesterer sig som selve den frygt, der er indlejret i vores sikkerhedssystemer.

Er de lande, hvor disse handlinger finder sted, allerede i opløsning?

– Måske. Især i USA kan man finde politiske, sociologiske og økonomiske forhold, der kan relateres til disse angreb. Først og fremmest ser man en voldsom cirkulationen af våben. 40 procent af alle verdens privatejede våben, tilhører amerikanske statsborgere. Det svarer til, at 100 amerikanske indbyggere er i besiddelse af 121 skydevåben. For det andet signalerer disse angreb over for os, hvor uhyggelig tæt på krig vi altid er. Det er formentlig ikke tilfældigt, at disse angreb opstod i midten af ​​1960’erne, lige før ​​Vietnamkrigen. Måske skabte Vietnamkrigen en slags fantomkrig inden for samfundets rammer, fordi krigen enten var fraværende eller langt væk, men alligevel hjemsøgte den offentlige sfære. For det tredje var der en dereguleringskrise i USA, da Ronald Reagan begyndte sine neoliberale reformer, privatisering af virksomheder, deregulering af jobmarkeder og kamp mod fagforeninger. Det er ikke tilfældigt, at man har en række tidligere ansatte i 1980’erne, som tager en pistol, går tilbage på deres arbejdsplads og skyder vildt omkring sig – endda som regel på postkontorer. »Going postal« blev et almindeligt udtryk for den type massemord på denne tid.

Du har før sagt, at enhver form for magt skaber sin egen fjende. Skal disse amokløb ses som reaktioner på senkapitalismens mekanismer?

– Vi må være forsigtige her, men jeg kan prøve at tilføre billedet nogle nuancer. For det første er dette et middelklassefænomen. Den amerikanske middelklasse har altid været orienteret mod forbrug og succes, og det der er tilbage af den amerikanske drøm. Den amerikanske drøm kom virkelig under pres i tiden under Reagan. USA har i dag en af ​​de laveste sociale mobilitetsrater i den vestlige verden. Vi ser, at det amerikanske samfund er fuldstændig splittet på grund af den kapitalistiske produktion og privatiseringen af den offentlige sfære. Dette har skabt en radikal individualisme, der eroderer flere og flere solidaritetsmiljøer. Samtidig er det muligt at identificere en bølge af vrede, som er særlig indædt i sådanne konkurrencesamfund. Allerede i 1950 beskrev sociologen David Riesman og hans kolleger i deres bog The Lonely Crowd en type borger i det amerikanske masse- og forbrugersamfund, man kaldte »the other-directed type«. Ifølge Riesman tilhører denne type middelklassen. Han eller hun befolker forstæderne, udmærker sig ved forbrug, stræber efter anerkendelse og reagerer følelsesbetonet på andres forventninger og præferencer. Men disse overvejelser om konformitet skaber også friktion, diffus bekymring og en selvpositionering, hvor problemet altid er »de andre«. Alle disse elementer – middelklassen, erosionen af den amerikanske drøm, individualiseringskonkurrencen og vor tids ressentimentsbølge – skaber, tror jeg, en fjendtlig atmosfære. Og disse faktorer kan hjælpe os med at lokalisere disse forbrydelser sociologisk.

Overvurder ikke Trump. Trump er ikke et fænomen i sig selv. Trump er snarere et resultat, og det har taget lang tid at producere sådan en som Trump.

– Joseph Vogl

Efter El Paso-angrebet har der igen været en masse debat om, hvor vidt disse højreekstremistiske terrorangreb kan have at gøre med Trumps præsidentskab. Ser du en forbindelse?

– Overvurder ikke Trump. Trump er ikke et fænomen i sig selv. Trump er snarere et resultat, og det har taget lang tid at producere sådan en som Trump – en fuldstændig grotesk suveræn figur, lig den komiske konge, den franske dramatiker Alfred Jarry digtede frem i sit skuespil Ubu Roi (1896). Trump er produktet af plutokrati, evangelisme, bøllemetoder og racisme – fænomener republikanere åbent tilsluttede sig under Obama. Men ja, Trump, hans stab og hans mediesupportere skabte også en ny slags fjendskab ved gentagne gange at pege på »forrædere« eller »fjender af folket«. I USA er der borgerkrig i luften. 

Steve Bannon taler om borgerkrig igen og igen.

– Ja, præcis. Donald Trumps forkæmpere, dele af det republikanske parti og en gren af ​​den amerikanske konservativisme forstår nu sig selv som den eneste legitime magtinstans. Der hersker i øjeblikket en slags coup d’état-mentalitet. Som i andre dele af verden ser vi en højreorienteret kamp mod retsstatsprincipperne og det repræsentative demokrati. Aspekter af Trumps uberegnelige opførsel skyldes et bizart adfærdsmønster, der viser, at han er villig – og i stand – til at forbryde sig mod loven.

Anders Behring Breivik stammer fra af en typisk middelklassefamilie. Philip Manshaus kommer fra den øverste middelklasse, og er blevet beskrevet som høflig og relativt vellykket. Hvordan svarer de til det billede, vi har af massemorderen – hvis vi har et?

– Jeg ved ikke, om jeg kan besvare det, men jeg kan prøve at svare ved at stille et andet spørgsmål: Har vi i de seneste år virkelig overvejet – i Europa eller i USA – hvilke giftige atmosfærer, der skabes af det, vi kalder middelklassen? Jeg tror ikke, at vi kan tale om denne slags angreb og denne type højrevrede uden at reflektere over middelklassens selvforståelse. Uden at have en idé om, hvad middelklassen egentlig er. Jeg mener, det er meget vigtigt, at vi ikke definerer middelklassen som det stabile centrum i samfundet, som så ofte er tilfældet. Næsten enhver politisk proklamation henviser til dette tilsyneladende centrum, til et veltempereret politisk og socialt miljø, som var den en harmonisk repræsentation af civilsamfundet selv. Jeg mener, at vi må opgive denne politiske geometri og stille os selv et vigtigt spørgsmål: Kan det forholde sig sådan, at den såkaldte middelklasse er en bekvem fiktion, skabt af liberale politiske meningsdannere, og at middelklassen dermed heller ikke er vores samfundsidylliske, fredelige og moderate hjerte?

Så disse massemordere har ikke den problematiske sociale baggrund, som vi ofte tror. Bør vi opgive vores opfattelse af terroristen som en næsten antisocial figur?

– Ja, de er normalitetsfigurer. De er et bevis på, at også normaliteten har en mørk side. Det er ikke den mørke side af samfundet, de repræsenterer, men den mørke side af den normale eller gennemsnitlige tilværelse.

Kan det forholde sig sådan, at den såkaldte middelklasse er en bekvem fiktion, skabt af liberale politiske meningsdannere, og at middelklassen dermed heller ikke er vores samfundsidylliske, fredelige og moderate hjerte?

– Joseph Vogl

Kan litteratur hjælpe os med at forstå, hvad vi oplever her?

– Det er interessant at tilgå litteratur, ikke som tekster, der skal fortolkes, men som tekster, der leverer fortolkninger. Et eksempel: En af ​​de mest succesrige romaner om USA efter krigen er The Catcher in the Rye fra 1951, som helt frem til i dag er en udlægning af et falskt samfund – »falsk« er et af de oftest optrædende ord i romanen, som henviser til et virkelighedstab, til et falskt eller pseudosocialt liv og til et håb om noget uforfalsket. John Lennons morder, Mark David Chapman, havde J.D. Salingers bog i lommen, da han dræbte ham, og han identificerede sig med romanens hovedperson. Ligesom i Catcher in the Rye tog han til New York for at finde et falskt samfund, og selv i det Beatles-idol, som han satte så højt, opdagede han noget gennemgående falskt. Det er formentlig ikke tilfældigt, at vi i øjeblikket ser en højrøstet debat om falske nyheder, falske medier, alt muligt falskt, samtidig med at vi oplever en brutal og voldelig politisk debat. Falskhed synes stadig at være en yderst slående selvfortolkning af den amerikanske kultur. I den henseende har litteratur altid været et effektivt instrument og ikke kun noget for de skønne humanvidenskaber.

Hvad med American Psycho (2000)? Denne bog ser ud til at dække mange af de emner, vi taler om her: Trump, amokløbene og senkapitalismen.

– Hovedpersonen i Bret Easton Ellis’ roman er en interessant type. Patrick Bateman, som han hedder, er børsmægler, han arbejder i finansverdenen, og Ellis’ tekst kobler disse to forskellige sider af samfundet: På den ene side har vi en vis grad af åndelig kommunikation i form af børshandel og køb og salg af finansielle aktiver. Det vil sige: finansmarkedernes lyse verden. På den anden side de brutale og blodige mord, som Bateman begår. At bringe brutalitet og finansverdenen sammen skaber en prototype på en fortælling, som har en bestemt fortælleform, der spreder sig. Den gentages for eksempel i en lignende version i Cosmopolis (2003) af Don DeLillo. I DeLillos roman har vi en børsmægler og byen Manhattan, der bryder sammen i terrorhandlinger og blodige overgreb – betegnelsen »amok« er endda nævnt her. Bogen fremstår som en fortolkning af samfundet, der siger os, at det overdrevne økonomiske regime og brutaliseringen er to sider af samme sag: finansspekulationerne og den rene vold. Jeg mener, ​​at Bret Easton Ellis og Don DeLillo har givet os to bemærkelsesværdige fortolkninger af vores samfunds finanssystemer. Vi skal ikke overgive os til dem, men vi må tage dem meget seriøst som fortolkninger eller selvfortolkninger af det moderne samfund.

I DeLillos roman Mao II (1991) ser vi, at terrorisme har erstattet kunsten som det middel, der angriber vores bevidsthed og ryster og transformerer vores kultur som helhed. Har DeLillo været forudseende?

– Litteratur udgøres ikke af profetier og forudser ikke noget som helst. Den holder bare øret tæt til jorden og prøver at høre lyden af ​​det, der allerede er begyndt at ske.

Christian Johannes Idskov

Christian Johannes Idskov

Kritiker og skribent. Netredaktør i Vagant.
christian.j.idskov@vagant.no

Gi Vagant i gave!Mørket senker seg over Norden. Hvilepulsen og juleferien trenger seg på. Gi bort ett års gaveabonnement på Vagant. Bestill på våre nettsider.
LES MER