Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirutgaver i året

Joe Bidens mytelandskab

KOMMENTAR. Joe Biden ser en mytisk kamp mellem det værste og det bedste i USA. Hans personlige tragedie kan være med til at bygge bro over landets splittelse.

Joe Biden
Joe Biden er USA’s 46. præsident. Foto: Gage Skidmore / CC BY-SA 2.0

Havet har til alle tider symboliseret kaos, urstof, død og fornyelse. I litteraturen kender vi det blå dyb fra blandt andet Herman Melvilles Moby Dick, den store amerikanske roman, der beretter om modgang, skønhed og galskab; om menneskets møde med naturens voldsomme kræfter og trangen til at kontrollere dem.

Ahab hedder kaptajnen, der vender sig mod havet efter mening og drømmer om at tæmme det enorme havudyr, hvalen, Leviathan. Melvilles roman resonerer med flere religiøse motiver: Syndfloden truer som kaosvande før skabelsen. Som i den kristne dåb indeholder vandet en dobbelthed: Dette er både dødens og genfødslens sted. Mordet på monsteret vil være en åbning til en anden verden – og bliver en besættelse for Ahab. 

I disse dage siges det, at USA atter står overfor en genfødsel. Efter fire år med Donald Trump og frisættelsen af landets værste dæmoner, er demokraternes Joe Biden blevet sat til at bringe orden i universet og sætte en stopper for det amerikanske forfald. Han er nu styrmanden på det store civilisationsskib.

Bidens mytiske kamp

Onsdag eftermiddag blev han svoret ind som præsident på toppen af Capitol Hill, det samme sted, hvor der to uger forinden var udbrudt kaos, og hvor horder af Trump-tilhængere forsøgte at tilkæmpe sig magten over det amerikanske demokrati.

»I dag, denne januardag, ligger hele min sjæl i dette: at føre USA sammen, at forene vort folk og vor nation. (…) Vi skal stå sammen om at bekæmpe de fjender, vi står overfor. Vrede, bitterhed, had, ekstremisme, lovløshed, vold, sygdom, arbejdsløshed og håbløshed. Sammen kan vi udrette store og vigtige ting,« sagde han.  

Det, som Biden talte om, var en mytisk kamp mellem det værste og det bedste i USA, en kamp mellem barbariet og civilisationen, mellem naturens onde kræfter (corona, racisme, stammekrig) og menneskets idealer (social retfærdighed, moralske fremskridt og velstand til alle). Han sagde: »Dette er en evig kamp. Sejren er aldrig sikker. Borgerkrigen, Depressionen, verdenskrigene og 11. september. Vi har kæmpet og ofret os, og de gode engle har altid sejret.« 

Tårnhøje coronadødstal, en økonomi i problemer samt udbredt mistillid til de demokratiske processer. USA har været ramt af en bølge af protofascisme, og landet befinder sig nu i en tilstand, der næppe er set værre siden 30’ernes kriseår. Spørgsmålet, som optager stort set alle, lyder: Er Biden virkelig den forsoner, som landet har brug for på dette skæbnesvangre tidspunkt i historien? 

Biden er ingen strålende genfødselshelt

Biden er på ingen måde en fanastisk verdenskriger eller en strålende genfødselsprofet. Han lever tydeligvis i stilhedens tro, tænker på det lange træk og ejer ikke den frembrusende selvsikkerhed, der har kendetegnet andre amerikanske præsidenter. Han er bestemt ikke besat – slet ikke som kaptajnen i Melvilles mesterroman. Men han har et lignende intimt kendskab til livet som en konstant kamp og tragedie. Når man læser hans seneste memoirer, får man dette klare indtryk af den nye præsident: For ham går vejen til lyset gennem lidelse og tab.

Da han var en ung senator, mistede hans kone og datter livet i en færdselsulykke, og i 2015, mens han var vicepræsident, døde hans søn Beau af hjernekræft. Der har altid været et skær af melankoli og sorg over Biden, og man får let på fornemmelsen, at han ikke alene tænker på i morgen, eller på historiens lange løb, men ligefrem på evigheden. 

På tre væsentlige tidspunkter i Bidens erindringer Promise Me, Dad (2017) står han over for havet og leder efter livets mening. Første gang er i første kapitel, hvor familien er fredsommeligt samlet, et par år inden Beaus død. Joe ønsker at tage et foto af alle familiemedlemmerne det samme sted, som de har taget billeder alle de andre år: foran et hus på stranden på øen Nantucket, hvor kaptajn Ahab sjovt nok også stævnede ud. Men da familien når frem, er huset væk. Som et urovækkende varsel om den kommende katastrofe er huset blevet ædt af oceanets bølger. Anden gang er da en kraftramt Beau og far Biden cykler til toppen af en bakke og skuler ud over Atlanten, og sønnen opfordrer ham til at stille op til præsidentvalget. Tredje gang er da Beau er død, og Biden læser et digt, hvor et skib endelig er stukket til søs.

Joe Bidens irskhed

»Keep the faith, Joey«. Bevar troen, plejede Bidens oldefar Finnegan ofte at sige til ham som barn. I bogen kredser Biden flere gange om sin irske baggrund som et adelsmærke: at blive slået brutalt ned svarer til at besinde sig på »det irske« i tilværelsen. Onsdag foran kongresbygningen sagde han, at »man aldrig ved, hvilken skæbne man bliver tildelt«. Han citerede kirkefaderen Augustin, der mente, at vi mennesker er underkastet evig straf. Biden bad om tolerance, ydmyghed og »en hjælpende hånd«. Det siges, at han er Obamas arvtager, men det ses let, at hans forestillingsverden er langt mere tragisk.

Mens Barack Obama sagde »yes, we can« og talte om forandring, selvstændighed og frigørelse fra historien, ser Biden sit politiske ærinde som »en kamp om nationens sjæl«. Onsdag talte han om at bygge bro over den amerikanske afgrund, om at sy landet sammen og sikre en fremtid for dem, som er blevet hårdest ramt af udviklingen. Men der var udelukkende tale om en forbrødring, der krævede, at andre ville overgive sig til hans politiske præmisser. Biden talte ikke om egne fejl og mangler eller om det demokratiske partis politiske svigt. Han var ikke klar til at give indrømmelser og for alvor sende signalet, om at nu starter alle på en frisk. 

Det eneste, som rent faktisk virker til at have et forsonende sigte, er at han ikke taler om retfærdighed i rene liberale termer. Hans politiske mission indebærer også en religiøs fornemmelse for livet, som vi ved resonerer dybt i USA – og på tværs af politiske skillelinjer.

USA som et faldent paradis

Noget af det mærkelige ved amerikanske politik har altid været – det er især underligt for en sådan bibelsk kultur – at den aldrig har lært at acceptere ideen om arvesynden. Forestillingen om verden som et faldent paradis finder man i mange lommer af USA, men landets politik bygger næsten udelukkende på ren fremskridtstro.

Man skal være håbløst naiv for at tro, at Bidens taler om at forene Amerika i sig selv vil kunne føre nationen videre. Det mørke, han taler om, forsvinder ikke med et tryk på en kontakt. Donald Trump var ikke en fireårig febervildelse. Han udtrykte Amerikas sande sundhedstilstand. 

Den største fejl, Biden kan begå, er at tro, det er nok at genskabe en normalitet fra tiden før Trump, at restaurere demokratiet og build back better, som hans valgslogan lød. Kampen i dag handler ikke bare om at Amerikas sjæl, men om Bidens sjæl. Demokraterne må sikre, at den progressive Biden vinder over den nostalgiske Biden. Han må skabe en ny åbning for mere lighed, samtidig med at han fastholder sin fornemmelse for befolkningens lidelser.

Som den irske essayist og politiske kommentator Fintan O’Toole skrev forleden i The Guardian, er Biden en overlevende fra en hedengangen æra: Hans egenskaber som operatør, fixer og problemløser er helt sikkert finslebne, men sådan som USA tager sig ud i dag, rækker de evner ikke langt nok. 

Bidens tragedie møder USA’s tragedie

Den politiske Biden er ikke manden, som for alvor kan forandre USA. Det vil kræve en anden person, en stærkere og mere modig Biden, en Biden med fornemmelse for, hvordan man forsoner befolkningens smerte med håbet om en fremgangsrig politik.

Hans tilhængere forstod dette i november. De stemte på ham i et hidtil uset antal, formentlig fordi Biden repræsenterer noget, som de fleste amerikanere kan spejle sig i. Hans personlige tragedie møder nu USA’s tragedie, skrev O’Toole. Men Biden står fortsat overfor det problem, som siden begyndelsen har vanæret USA: At de store republikanske idealer om frihed er bygget på et fundament af vold og undertrykkelse. 

Bidens opgave bliver at konfrontere den amerikanske arvesynd, landets Leviathan: den grusomme racisme, som er filtret ind i social og økonomisk ulighed.