Jeg er ikke en skrøbelig lille ting

Leïla Slimani på bogmessen i Frankfurt i 2017.

VAGANT EUROPA. Forfatteren Leïla Slimani ser ikke sig selv som et offer. Hun kræver retten til ikke at blive generet, til at være fri.

Gå rundt på gaden. Tag metroen om natten. Tag et miniskørt, en nedringet trøje og et par høje hæle på. Dans alene midt på dansegulvet. Tag make-up på. Tag en taxa mens du er fuld. Læg dig halvnøgen i græsset. Kør på tomlen. Tag natbussen. Rejs alene. Drik alene på en terrasse. Løb på en ensom sti. Vent på en bænk. Forfør en mand, skift mening og gå din vej. Fald ind i menneskemængden i toget. Arbejd om natten. Am dit barn på offentlige steder. Kræv en lønforhøjelse.

I alle disse øjeblikke af livet, i hverdagen og til daglig, hævder jeg min ret til ikke at blive generet. Retten til ikke engang at skulle bekymre mig over det. Jeg kræver friheden til, at ingen skal kommentere min kropsholdning, mit tøj, min gang, formen på ​​mine lår, størrelsen på mine bryster. Jeg hævder min ret til ro, til at gå alene, retten til at bevæge mig uden frygt. Jeg ønsker ikke kun indre frihed. Jeg vil have friheden til at leve udenfor, offentligt, i en verden, der også lidt er min.

Jeg er ikke en skrøbelig lille ting. Jeg ønsker ikke at være beskyttet, men jeg hævder min ret til sikkerhed og respekt. Og mænd er på ingen måde alle sammen svin. Hvor mange af dem har ikke i de seneste uger forbløffet mig, overrasket mig, glædet mig ved deres forståelse af betydningen af, hvad der er ved at ske? Ved jeres bestræbelse på ikke at ville være medskyldige, på at ændre verden, på at frigøre jer selv fra denne adfærd. For bag den såkaldte frihed til at genere, ligger et frygtelig deterministisk maskulint billede: »Du er født som et svin.« Mændene omkring mig rødmer og tager afstand fra dem, der fornærmer mig. Fra dem, der ejakulerer på min frakke klokken otte om morgenen. Fra chefen, der lader mig forstå, hvad der kan være nyttigt for min forfremmelse. Fra underviseren, der veksler et blowjob for en praktikplads. Fra den forbipasserende, der spørger mig, om »jeg vil knalde« og ender med at kalde mig »luder«De mænd, jeg kender, afskyer denne forældede forestilling om maskulinitet. Min søn, håber jeg, vil blive en fri mand. Fri, ikke til at være påtrængende, men fri til at definere sig selv som andet end et rovdyr styret af ukontrollerbare impulser. En mand, der ved, hvordan man kan forføre på de tusind vidunderlige måder, som mænd kan forføre os på.

Jeg er ikke et offer. Men millioner af kvinder er. Det er en kendsgerning og ikke en moralsk dom eller en essentialisering af kvinder. I mig lever frygten fra alle dem, der går med hovedet bukket på gaderne i tusindvis af verdens byer. Fra alle dem, der bliver chikaneret, voldtaget, krænket, behandlet som ubudne gæster i det offentlige rum. I mig kan man høre skriget fra dem, der gemmer sig, som skammer sig, de pariaer, der bliver efterladt på gaden, fordi de er vanæret. Dem, der er gemt under lange sorte slør, fordi deres kroppe skulle være en invitation til befamling. På gaderne i Kairo, New Delhi, Lima, Mosul, Kinshasa, Casablanca, går kvinderne der og bekymrer sig om forførelsen og galanteriets forsvinden? Har de overhovedet ret til at forføre, til at vælge, til at være påtrængende?

Jeg håber, at min datter en dag vil gå på gaden om natten, i et miniskørt og nedringet trøje, at hun vil rejse alene rundt i verden, at hun vil tage metroen ved midnatstid uden frygt, uden overhovedet at skulle skænke frygten en tanke. Den verden, hun vil leve i, vil ikke være en puritansk verden. Den vil helt sikkert være en mere retfærdig verden med endnu større og smukkere åbne rum til kærlighed, nydelse og forførelse. I en fremtid, som vi ikke engang kan forestille os endnu.

Oversat fra fransk af Christian Johannes Idskov

Udgivet første gang i Libération d. 12. januar 2018.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.