INTERVIEW. Da Rosinante blev fusioneret med Gyldendal, stoppede han som forlagschef. Nu udtaler Jacob Søndergaard sig for første gang om kvalitetslitteraturens vigende salg og den litterære offentligheds krise.
[dropcap]J[/dropcap]acob Søndergaard er ikke færdig med at udgive bøger. Efter at Rosinante & Co. i september blev opslugt af Gyldendal, har den nu fritstillede forlægger brugt tiden på at sunde sig og sondere bogterrænet. Over 11 år nåede han at være på Rosinante – først som redaktionschef, siden som forlagschef – inden Gyldendals administrerende direktør, Morten Hesseldahl, af sparehensyn valgte at fusionenere datterseskabet med Gyldendal.
Efter hvad Søndergaard ved, agter Gyldendals folk så vidt muligt at videreføre Rosinantes udgivelsesprofil og identitet: »Jeg tror da de vil have respekt for de mange gode forfatterskaber, som befinder sig på Rosinantes udgivelsesliste.« Han er fortsat fortrøstningsfuld, også når det gælder hans egen fremtid. Hvad den byder på, ved han ikke endnu, men han er »fuld af idéer, lyst og gåpåmod«.
Hans plan er at blive i forlagsbranchen. For som han siger, ønsker folk omkring ham, at han finder på et eller andet. Og hvis der er noget han mener, han kan bidrage med, er det en evne til at være opfindsom. »Den evne har jeg aktiveret nu.« Derfor har Søndergaard heller ikke tænkt sig at falde tilbage i nostalgiske drømme eller skrue op for pessimismen. Han er ganske vist »panisk angst« for, at litteraturen er ved at miste sin status i et samfund præget af algoritmer, fake news og dystre politiske udsigter. Men kampen er ikke slut. Han ved, hvad han vil arbejde for: at få kvalitetslitteraturen ud til folk. Gerne i et skandinavisk samarbejde.
Jacob Søndergaard, hvordan vil du se tilbage på din tid hos Rosinante?
– Med fare for at lyde patetisk vil jeg kalde det et kærlighedsforhold. Jeg elskede det forlag, og jeg har investeret alle mine ambitioner, min faglighed og alt for mange timer i det. Det er en brat opvågnen ikke at skulle møde ind på den arbejdsplads, som jeg har levet intenst med i så mange år. Jeg har været knyttet til forlagets historie og grundværdier og selvfølgelig til mine kolleger, som jeg har haft et stærkt arbejdsfællesskab med i alle disse år. Og jeg har været umådelig stolt af forlagets samarbejde med nogle af Danmarks og verdens bedste forfattere. Det er et livsafsnit, der slutter for mig her.
Hvad har været kendetegnende for Rosinantes ambitioner i din periode som forlagschef?
– Rosinante har været det største forlag blandt de små, og det mindste blandt de store. Det vil sige, at vi har kunnet håndhæve nogle modkulturelle værdier, men på en måde, der fandt sted på markedsvilkår. Vi har kunnet udgive nogle forfattere, som forholder sig kunstnerisk afsøgende til bestemte sociale og æstetiske normer, samtidig med at vi har kunnet bære dem ud i boghandelen og formidle bøgerne på en effektiv måde. Rosinante har en lang historie, og forlagets værdigrundlag – feminismen, samfundsengagementet, viljen til at forene det nye og ukendte med den brede henvendelse – har manifesteret sig på forskellig vis i de snart 40 år, som er gået. Jeg synes, at vi i min tid har været trofaste over for de værdier og også fornyet fortolkningen af dem.
Hvad med din egen rolle: Er der noget, du ærgrer dig over?
– Jeg ville gerne have været en stærkere stemme i offentligheden og deltaget mere i debatten som forlægger. På det punkt er jeg enig med Gyldendals direktør Morten Hesseldahl: Man skal som forlægger være til stede i den offentlige debat. Jeg mener, at behovet for det er blevet tydeligere inden for de seneste tre-fire-fem år, i lyset af nogle store mediale omstændigheder: den voksende populisme, fake news, kontrollen af den offentlige samtale på sociale medier og så videre. Som publicister og formidlere af stemmer til offentligheden skal vi også selv turde sige, hvad vi står for, og tage de tæv, der hører med, når vi benytter os af vores ytringsfrihed.
Er det, fordi du er bange for, at litteraturen er ved at miste sin relevans?
– Nej, relevansen er i mine øjne større end nogen sinde, men jeg er bange for, at litteraturen mister sin historiske status og sin synlighed i samfundet. Det vækker min dybe bekymring, både på litteraturens og forlagsinstitutionens vegne. Vi kan ikke drive forlag, hvis denne udvikling fortsætter. Markedet for det nye og ukendte, det tids- og opmærksomhedskrævende er ved at forsvinde – og det sker uden megen modstand. Derfor må vi simpelthen finde på nye tiltag for at vise, at læsning er livsvigtigt. Vi skal sikre, at mange slags litteratur er synlig og tilgængelig i nye sammenhænge. Som forlæggere har vi i de her år et helt andet accentueret ansvar, end vi havde, da jeg startede i branchen for 20 år siden, eller for bare fem år siden. Det er nu det gælder!
Markedet for det nye og ukendte, det tids- og opmærksomhedskrævende er ved at forsvinde – og det sker uden megen modstand. Derfor må vi simpelthen finde på nye tiltag for at vise, at læsning er livsvigtigt.
– Jacob Søndergaard, forlægger
Du nævner populismens fremmarch. Tvinger den politiske og teknologiske udvikling skønlitteraturen til at tage del i offentligheden på andre præmisser, end vi er vant til?
– Det mener jeg. Litteraturen tilbyder et refleksionsrum, der for mig står som det modsatte af populismens slagord og manikæiske menneskesyn, et refleksionsrum, der ikke kan defineres af algoritmer. Her tænker jeg på muligheden for at dvæle ved komplekse idéer og for at bruge sproget nuanceret eller på nye måder med bevidstheden om, at mennesker er sammensatte, og at der ikke er entydige svar på noget som helst i denne verden. Den populistiske retorik, uanset det politiske afsæt, byder kun på entydige svar, og det er farligt. Derfor skal vi målrettet mobilisere alle vores kræfter og sige: Nej, sådan er det ikke. Se hvad der står i bøgerne, se hvad forfatterne skriver. De har andre bud på, hvordan verden ser ud eller kunne se ud. De ved, at mennesker er indviklede, i sig selv og i hinanden. Det lyder som en skåltale, men jeg mener det sgu. Det er nu, vi som forlæggere af al kraft må løfte forfatterne og litteraturen frem.
Det lyder, som om det er blevet sværere at udgive kvalitetslitteratur i Danmark?
– Ja, markedet er vigende. Det gælder især den oversatte kvalitetslitteratur, som har været en vigtig del af Rosinantes historie.
Hvad skyldes det?
– Det er vores egen skyld. Vi har ikke været gode nok til at forny vores forretning, vi har ikke været gode nok til at udvikle og udnytte markedet også for denne type litteratur. Vi har ikke været gode nok til at finde nye distributionskanaler, der får den type litteratur ud til læserne. Jeg mener, at kvalitetslitteraturen, selv den meget eksklusive eller intellektuelle, har et uforløst potentiale. Jeg tror ikke, at vi har formået at nå alle de læsere, der er til for eksempel Maggie Nelsons Argonauterne eller en stor tysk forfatter som Jenny Erpenbeck. Målgruppen for denne type litteratur kan være større eller mindre, men når vi udgiver de værker, og det mener jeg er vigtigt, skal vi også sikre, at de når det relevante publikum. Jeg er ikke sikker på, at det sker tilfredsstillende. Det kan godt ske, at der ligger et kulturelt forfald til grund for denne udvikling, men jeg vil hellere sige, at det åbner en masse muligheder. Hvem ved, måske er tiden inde til at se på dette litterære felt med fornyet optimisme. Måske kalder tiden på kvalitetslitteratur. Jeg tør godt sige, at det er én af mine ambitioner at arbejde for den litteratur i fremtiden.
Det lyder ikke til, at du har mistet modet.
– Der findes en nærliggende reaktion på det her, som er regressiv, som er nostalgisk, og som går ud på, at alting var bedre i gamle dage. Det ville være meget nemt for mig at sidde på et forlagskontor og henfalde til kulturkonservatisme og længsel efter en tid, hvor vi alle sammen læser broadsheetaviser i print og på stang, mens vi venter på den store altforklarende samtidsroman. Den går bare ikke.
Litteraturen tilbyder et refleksionsrum, der for mig står som det modsatte af populismens slagord og manikæiske menneskesyn.
– Jacob Søndergaard, forlægger
Hvorfor ikke?
– Det er ufrugtbart at vende tilbage til noget, vi allerede har haft glæde af, og som har bragt os derhen, hvor vi befinder os nu. Hvis man påtager sig ansvaret for forlagsvirksomhed i dag, er man nødt til at sige, at sådan var det engang. Nu er den politiske og kulturelle virkelighed en anden. Folks kulturforbrug er anderledes, folks måde at orientere sig på i verden er anderledes, og det må vi på forlagene forholde os til. Som publicister må vi i dag møde folk på nye måder. I den bestræbelse kan man se sig blind på brugeradfærdsanalyser og algoritmer. Alle de data, der nu er tilgængelige fra nye digitale distributionskanaler kan være nyttige i forretningsøjemed, men man må efter min mening være varsom med at lade de indsigter diktere forlagsprogrammernes sammensætning. Vi skal bruge de nye data intelligent og skønsomt og samtidig målrettet gøre plads til det uforudsigelige og ukendte.
Det må du gerne uddybe.
– Jeg mener, man skal benytte sig af denne viden fra digitale kanaler, men man skal ikke lade den stå alene. Hvis man gør det, efterlader det et stort tomrum for den litteratur, som udspringer af tvivl og søgen. Den litteratur skulle gerne have mulighed for at nå ud til folk, der måske ikke ved, at de vil have den. Hvordan fanden vi gør det, ved jeg ikke, men jeg vil gerne påtage mig den opgave at være med til at finde ud af det. Vi må ikke overlade litteraturen til algoritmer og big data. Vi står over for en vigtig opgave med at styrke og formidle den litteratur, som har det svært på markedsvilkår i den aktuelle situation.
Der bliver udgivet stadig flere skønlitterære titler. Alligevel mener du, at bogbranchen er i krise?
– Jeg har været i branchen i 20 år, og den har altid været i krise. Jeg og mine kolleger elsker at male fanden på væggen. Dog mener jeg, at der er aktuelle krisetegn i vores samfund og i den borgerlige offentlighed, som vi skal forholde os til. Bogbranchen har nogle udfordringer, som også byder på muligheder. De muligheder kan selvfølgelig gribes an på forskellig vis, og her er der nogle store aktører, som i stigende grad orienterer sig kommercielt.
Hvilke aktører er det?
– Det er Gyldendal, Politikens Forlag, Lindhardt & Ringhof og People’s Press. Også i Rosinante & Co. har vi i de seneste år orienteret os mere kommercielt. Vi taler her om store etablerede forlagsvirksomheder, der på markedsvilkår skal finde nye måder at udgive litteratur på, samtidig med at man ønsker at sikre et vækstlag. Så er der i den anden ende af skalaen en voksende underskov af mikroforlag, som ikke agerer på markedsvilkår, men tager afsæt i en litterær idealisme. Den spændvidde i markedet efterlader lige nu et tomrum mellem de store kommercielle aktører og mikroforlagene. Det skal udfyldes af noget andet. Jeg mener, at Rosinante havde en tydelig identitet i det felt. Nu er det forlag der ikke mere som selvstændig aktør. Og så må man finde på noget nyt. Det kan opstå i andre sammenhænge, for eksempel fra vækstlaget af nye forlag, men det kan også være, at nogle af de store kommercielle aktører besinder sig på, at der skal være nogen til at optage den del af markedet. Hvem ved, det kan være, at det kommer et helt tredje sted fra, fra nogen som finder en ny forretningsmodel eller samarbejdsform i den kommende tid. Det vil vise sig.
Vi må ikke overlade litteraturen til algoritmer og big data. Vi står over for en vigtig opgave med at styrke og formidle den litteratur, som har det svært på markedsvilkår i den aktuelle situation.
– Jacob Søndergaard, forlægger
Du siger, det er blevet sværere at udgive kvalitetslitteratur. Er det, fordi vi oplever et svigt fra nogle af grundpillerne i offentligheden?
– Ja. Et svigt lyder så moralsk, jeg ved ikke, om det skal kaldes sådan. Det er nok nærmere en krise. De store traditionelt kulturbærende institutioner er under omkalfatring. Det gælder Gyldendal, det gælder også de store landsdækkende dagblade og Danmarks Radio. Men jeg synes ikke, vi skal beskylde dem for noget. De forsøger alle sammen at forny sig og orientere sig i et omskifteligt kulturelt felt. Det skal vi ikke græde snot over. Vi har et fælles ansvar for at finde løsninger. Jeg står ikke i opposition til dem. Jeg vil gerne sammen med dem prøve at finde ud af, hvordan vi løfter den opgave, der handler om at sikre en vital og nysgerrig litterær offentlighed. Jeg er sikker på, at ingen hos Gyldendal, Politiken eller Danmarks Radio vil være uenig i, at vi skal sikre en ansvarlig formidling af kvalitetslitteraturen i fremtiden, men der er helt sikkert uenighed om, hvordan vi skal gøre det. Der kan være forskellige økonomiske omstændigheder, der tvinger de store institutioner og virksomheder til at orientere sig på nye måder. Men jeg er sikker på, at de fleste gerne vil have en rig, sammensat og mangfoldig litteratur – også i fremtiden.
Du tror ikke, det er muligt at vende tilbage til den kulturradikale idé, hvor nogle få definerer, hvad der er vigtigt?
– Det synes jeg er en negativ formulering af den kulturradikale idé, selvom det er den gængse. Jeg abonnerer for så vidt gerne på idéen om, at forskellige kvalificerede grupper i kulturlivet gør sig umage med at sige, at noget er bedre end noget andet. Men man kan også omformulere den kulturradikale tanke: Bør man fra magthavernes side vende tilbage til en lydhørhed over for det kunstneriske felt? Jeg havde stor glæde af at læse Lasse Horne Kjældgaards doktorafhandling Meningen med velfærdsstaten (2018), som handler om velfærdsstatens ingeniører, der i høj grad brugte kraftfulde forfatterstemmer i deres moderne nation building. Dengang var der en lydhørhed i forhold til en modernistisk litteratur, som blev brugt til at skabe fælles progressive fortællinger. Den lydhørhed mener jeg faktisk godt, man kan forvente af eliten og magthaverne. Det forpligter selvfølgelig også forfatterne, hvis en dialog skal finde sted.
Hvordan?
– Jeg mener ikke, at forfattere skal eller bør skrive noget som helst andet, end hvad deres kunst forpligter dem til – det litterære værk udgør sit eget refleksionsrum. Men forfattere, forlæggere og kritikere kan bidrage til at udvidde refleksionsrummet rundt om værkerne, så det bliver relevant for både publikum og magthavere. Det er den litterære offentlighed, jeg taler om her: Det handler om at gøre den tydelig og inkluderende.
Jeg havde stor glæde af at læse Lasse Horne Kjældgaards doktorafhandling, som handler om velfærdsstatens ingeniører, der brugte kraftfulde forfatterstemmer i deres moderne nation building. Dengang var der en lydhørhed i forhold til en modernistisk litteratur, som blev brugt til at skabe fælles progressive fortællinger. Den lydhørhed mener jeg faktisk godt, man kan forvente af eliten og magthaverne i dag.
Jacob Søndergaard, forlægger
I Danmark afskaffede vi i 2006 de faste bogpriser. I modsætning til Norge har vi ingen fast indkøbsordning for bibliotekerne og heller ingen reduceret bogmoms som i Sverige og andre lande. Er det her vi skal finde årsagen til bogbranchens krise?
– Det synes jeg ikke, man kan sige. Det tema har været på agendaen i så mange år, at det næsten har fået en mytologisk status. Så det gider jeg egentlig ikke gå og tude over. Vi må forholde os til, at der er et marked, som vi må finde ud af at navigere i. Den situation kalder på vores kreativitet og viljestyrke. Men selvfølgelig skeler jeg misundeligt til vores norske venner, som kan drive forlag ud fra helt andre økonomiske forudsætninger. Man kan nu se resultatet af den stærke kulturpolitiske investering, der har fundet sted gennem mange år i Norge. Karl Ove Knausgård kommer ikke ud af ingenting. Han er et opsigtsvækkende litterært fænomen i kraft af sit kunstneriske talent, men hele succesen omkring Knausgård, og den afledte effekt af den succes, er også resultatet af en kulturpolitisk satsning. Den satsning medfører nu at både yngre og ældre norske forfattere bliver set og anerkendt alle vegne som eksempler på et litterært mirakel.
Du så gerne den samme kulturpolitiske initiativ herhjemme?
– Ja, selvfølgelig ville jeg gerne have noget lignende. Det er da en våd drøm, men jeg vil ikke spilde mit liv på at vente på, at det sker.
Er det muligt at påvirke politikerne i den retning?
– Det ved jeg ikke, om jeg er den rette til at afgøre. Den position, som jeg selv indtager nu, handler om at acceptere de givne vilkår og finde på noget inden for de rammer. Det er sikkert ikke den eneste måde at gøre det på, og det kan være, at der er nogen med mere politisk tæft, som skal tage den kamp. Hvis nogen gør det, vil jeg hylde det og støtte det, men med mine særlige erfaringer og begrænsede evner, tror jeg, at jeg skal kæmpe en anden kamp.
Og den kamp handler om at udgive bøger, som tør udfordre det forhåndenværende og stille skarpt på samtiden med nye diagnoser?
– Vi skal altid være skarpe på, hvad der rører sig og være endnu bedre til at finde det helt nye. Men det er svært at sige, hvad det er. Jeg elsker det der gamle YouTube-klip med Frank Zappa, hvor han fortæller, hvordan de gamle pladeselskabsdirektører sad og røg cigarer i 60’erne, og der pludselig kom en ung hippie ind på kontoret og spillede et eller andet, som de aldrig havde hørt. »Vi aner ikke, hvad det her lort er, men lad os sende det ud og se hvad der sker«, sagde de. Og så tjente de en masse millioner og købte en ny cigar. Ifølge Frank Zappa var de gamle bosser villige til at tage flere chancer end den efterfølgende generation. Moralen er selvfølgelig her, at man skal være ydmyg som de cigarrygende bosser og give chancen til noget nyt og fremmed og håbe på, at der sker et eller andet.
Karl Ove Knausgård kommer ikke ud af ingenting. Han er et opsigtsvækkende litterært fænomen i kraft af sit kunstneriske talent, men hele succesen omkring Knausgård, og den afledte effekt af den succes, er også resultatet af en kulturpolitisk satsning.
– Jacob Søndergaard, forlægger
Betyder det, at vi netop nu går glip af modkulturelle udtryksformer, fordi vi er blevet bange for, hvad der står på bundlinjen?
– Standardsvaret er egentlig: Nej, der går ikke uopdagede talenter rundt derude. Det vækstlag af mikroforlag, vi talte om før, løfter en fantastisk vigtig opgave her. Jeg snakker også med nogle af dem i øjeblikket for at høre hvad sker der, og hvad de tænker om udviklingen. For dem er det ren idealisme.
Og frivillighed?
– Frivillighed og sene nattetimer, hvor de sidder og redigerer og tager banklån. Jeg har meget stor respekt for deres arbejde. Den del af vækstlaget, som ikke bliver udgivet af etablerede forlag, udkommer hos dem. Det er her jeg ser, at vi mangler et midterfelt, som har til opgave at løfte de kvalitetslitterære udgivelser mere effektivt ud til læserne, end de store kommercielle aktører er villige til, og de små forlag er i stand til på nuværende tidspunkt.
Flere aviser, heriblandt Jyllands-Posten, har de seneste år reduceret antallet af boganmeldelser. Set med dine forlæggerøjne: Hvilken betydning har det haft?
– Jeg må give de tilbageværende litteraturinteresserede aviser den ros, at bogstoffet fylder enormt meget. Man kan se det med vores NOR-projekt [et nyt litterært samarbejde mellem tre nordiske lande på initiativ af forlagene Natur&Kultur, Oktober og Rosinante, red.], der bliver behandlet som en landsdækkende begivenhed. Det vidner om en kulturel interesse og ansvarlighed, som jeg kun kan anerkende. Avisernes kulturdækning har jeg altid været imponeret af. Så er der spørgsmålet om litteraturkritikken, som måske kan tænkes i nye formater. Ligesom forlagsinstitutionen må kritikken forny sig. Jeg er for eksempel indædt modstander af hjerter og stjerner. Jeg mener, man må have tillid til det kritiske sprog og folks evne til at læse og fange nuancer. Derudover mener jeg inderligt, at vi skal fremme tidsskrifterne, som ikke er bange for at give kritikken og debatten en intellektuel retning og den plads, den fortjener. Det skal vi have mere af. Der er et behov for den kulturkritik, som Vagant og Atlas Magasin står for.
Er NOR-satsningen et forsøg på at udvide offentligheden? Et eksperiment der skal vise, at det er muligt at gå andre veje?
– Helt klart. Det udsprang af lyst og en venskabelig kollegial samtale. Vi mødes, fordi vi interesserer os for hinandens måde at drive forlag på, og når det sker – for eksempel på bogmessen i Frankfurt eller i London – er det også et fast ritual, at vi beklager vores nød og siger, at det hele går ad helvede til: »Hvad finder vi på? Vi må gøre noget.« Og der opstod tanken: Skal vi ikke samarbejde og finde på noget, vi synes er sjovt og vigtigt, og som udvider markedet? Og i et endnu større perspektiv: Et samarbejde som tager afsæt i en skandinavisme. Det var ikke det ord, som var på bordet, da vi mødtes første gang, men det er det i den grad kommet, også takket være den samtale, som føres andre steder. I den periode på to-tre år, hvor vi har haft denne samtale, er jeg blevet skandinavist.
Jeg ser ikke skandinavismen som en udvidet nationalisme. Jeg mener tværtimod, at skandinavismen giver os en mulighed for at åbne os for omverdenen på en tydeligere måde.
Jacob Søndergaard, forlægger
Hvad indebærer det?
– Det indebærer at forestille sig et kulturelt fællesskab mellem Danmark, Sverige og Norge, der kan udvide vores samtale om, hvad vi har tilfælles, men også hvad vi gør forkert i vores velfærdsstater. Det udvider rummet for selvkritik, det udvider rummet for, hvordan vi tager imod ikke-skandinaviske kulturstrømninger. Jeg ser ikke skandinavismen som en udvidet nationalisme, en »velfærdsstatsnationalisme«. Jeg mener tværtimod, at skandinavismen giver os en mulighed for at åbne os for omverdenen på en tydeligere måde.
Den udvider sensibiliteten for noget fremmed?
– Præcis. Også i større politisk forstand: Den styrker vores beredskab til at tage imod andre kulturelle strømninger og fortsætte diskussionen om vores velfærdsstater i et udvidet perspektiv. Skandinavismen må ikke blot blive en skåltale, den skal have en reel politisk og kulturel betydning. Og så må man jo starte der, hvor man selv står. Jeg står i et litterært felt, og i det felt er der oplagte muligheder for at fremdyrke fælles skandinaviske projekter. NOR-samarbejdet er et konkret eksempel på det.
Vi ser altså en nedbrydning af idéernes og litteraturens infrastrukturer, som skandinavismen kan forsøge at rette op på?
– Det er jeg enig i. Skandinavismen er et realistisk bud på en fortælling, der kan få en social og kulturel betydning. Den kan skærpe en bevidsthed om fælles arv og udviklingsmuligheder. Tiden kalder på en modig udvidelse af offentligheden.
