Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirutgaver i året

Litteraturen i massemediernes scenerum

ANMELDELSE. En ny bog samler op på de seneste 20 års største begivenheder i dansk litteratur.

En ny bogs ankomst burde gerne være en begivenhed. Det er derfor, at vi holder lanceringsfester, for at den nye bog kan blive behørigt fejret og tydeliggjort og dermed – forhåbentlig – anmeldt og købt og læst af publikum. For ikke så mange år siden så mediebilledet anderledes ud end i dag; vi så alle stort set i samme retning, på de samme avissider og de samme tv-kanaler, og visse kritikere stod tydeligt frem og kunne fungere som fyrtårn.

Siden er det blevet mere kompliceret at nå ud (man skal helst tydeliggøre sig på et mangefold af virtuelle scener), samtidig med at måden publikum orienterer sig på, er blevet intimiseret; noget bipper i din lomme og dine venner, influencerne, giver dig tips med fortrolige stemmer til, hvad der er cool at læse.

Hvad skete der med os de sidste 20 år? Det har været en uhørt intens tid. Intensiteten synes nærmest at have umuliggjort en velfungerende hukommelse og evnen til at se større linjer og bevægelser. Selv har jeg det som om, jeg hverken kan se fortiden eller fremtiden længere, alt er et eneste panikslagent nu: Hvordan lave penge, hvordan forbinde sig til andre på tilfredsstillende måder, disse spørgsmål synes at være det eneste, som er tilbage.

Bare for at slå fast: Denne bog er en begivenhed, skrevet som den er af tre af Informations faste kritikere, fra tre forskellige generationer og uden tvivl med tre ganske forskellige indgange til at forklare projektet, de er faldet ned på: Trekløveret anskuer litteraturen ud fra dens hændelseskarakter (her hober spørgsmålene sig allerede op) og udnævner en litteraturhændelse pr. år, som de går i dybden med i grundige artikler. Tidligere har den slags antologier typisk benyttet sig af ordet »tendenser«, for dette står i litteraturkritikerens jobbeskrivelse: Man må nødvendigvis udpege tendenser og gerne analysere generationers forhold til hinanden i et slags hegeliansk perspektiv.

Så hvad er en litterær hændelse? Der er lige så mange svar på det spørgsmål, som der er afsnit i bogen. Det starter mildt sagt fabelagtigt i år 2000 med en frapperende anskueliggøring af, hvad litteraturen som hændelse kan være for en størrelse: »Tirsdag den 12. december kl. 9.59 stiger en ca. 35-årig mand af toget Bertel Thorvaldsen, der netop er ankommet til Københavns Hovedbanegård fra Tyskland.« Det er Claus Nielsen, som ankommer, både til København og til Informations avissider i artiklen »Tilfældet Claus Nielsen« (1. marts 2001). Forfatteren af to skønlitterære bøger Claus Beck-Nielsen har taget mellemnavnet »Beck« ud af sit navn og spiller en hjem- og papirløs version af sig selv i en række artikler. På en akut måde kommer disse til at handle om, hvad samfundet skal gøre med de papirløse, disse nøgne liv, som ankommer uden identitetspapirer og som går fra offentlig skranke til offentlig skranke for at få lov at blive nogen, blive dansk, få et hjem og en identitet.

Beck-Nielsens (i 2020 kender vi hen som Madame Nielsen) forfatterskab tog med Selvudslettelser (2002) og selvbiografieksperimentet Claus Beck-Nielsen (1963-2001) (2003) en tydelig vending mod performance, og dermed mod litteratur, som sker, modsat forsøg på at forstå den skønlitterære tekst som et afgrænset og afsluttet æstetisk fletværk. Den performancelitteratur, som Beck-Nielsens forskellige inkarnationer begynder at udvikle i de tidlige 00’ere er uden tvivl et nybrud i dansk litteratur, selvom man kan pege på en forgænger som Suzanne Brøgger, der i 1970’erne tog lignende selvbiografiske og medieperformative greb i brug.

Men det er måske næsten for perfekt? Det nye årtusindes nye litteratur ankommer altså til Informations avissider? Tre af Informations litteraturkritikere gør os opmærksomme på dette netop i 2020, hvor Information fylder 75. Subtil selvfejring? Kan ske, men det viser, hvor dele af idéen til bogen kan have begyndt, og hvilke arkiver, man har brugt for at udvælge de centrale begivenheder, som omtales, nemlig avisens egne sider.

Når litteraturen bliver til performance og træder ind i tiden, forsøger litteraturforskerne at gøre det samme; de dropper den påskrevne forskningsmæssige distance i tid og søger til avismediet, hvis erklærede mission altid har været at skrive om hændelser i den umiddelbare samtid, skrive as the events unfold. Det hører da også med til historien, at alle bogens artikler blev publiceret fortløbende i avisen mellem september og december 2019. En god chance til at slippe kritikerne løs i andre mere dybtpløjende genrer end de efterhånden svært trivielle og ofte horisontindsnævrende anmeldelsesformater.

Det går strygende også i andet kapitel: Den på mange måder paradigmeinstiftende litteraturfestival In the Making i 2001 er næste omtalte begivenhed. Det er glædeligt, eftersom denne næsten er forsvundet, i hvert fald meget svært lader sig google (vær’ på Google eller bliv glemt) og samtidig introducerede (primært amerikanske) forfatterskaber og tanker og strømninger, som blev afgørende for forskellige bratte nybrud og nyorienteringer hos forfattere som Mette Moestrup og Lars Skinnebach. For flere forfattere ledte In the Making og introduktionen af the New York School of Poetry og amerikansk language-poesi til et æstetisk paradigmeskifte og knyttede dansk-amerikanske venskabsbånd. Bare få måneder efter festivalen ramte to fly World Trade Center i New York, og verden blev aldrig igen den samme.

Her findes imidlertid også kapitler, som indeholder mere traditionelle nærlæsninger af og refleksioner over forfatterskaber. Disse har alle et tematisk islæt, som kapitlet om 2002, hvor Skyum-Nielsen interesserer sig for »da udkantsdanmark skrev igen«, prismatisk anskuet gennem Erling Jepsens gennembrudsroman Kunsten at græde i kor (2002). Her er hændelsen altså det litterære gennembrud som udvikler sig til en trend, og en mere traditionel forståelse af, hvad en litteraturbegivenhed er. Det er Skyum-Nielsen, som lukker katten ud af sækken, når han til slut i 2017-afsnittet, som omhandler forskellige former for selvbiografisk skrift, bemærker at i denne type litteratur sættes »nykritikkens kølige dogme om den litterære teksts principielt autonome karakter« ud af kraft. Sjovt er det at se, hvordan skiftende mode har givet de nærlæsninger, som tidligere zoomede ind på teksten et mangefold af kontekstualiserende koblinger. Nærlæsningerne findes stadig inde i midten af det hele, men de er pimpet op og revampet med et nyt nervesystem, som forbinder dem direkte til tidens politiske landskab.

Den forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussens effektive højreorienterede kulturkamp fra 2001, Irak-krigen, karikatur- og klimakriserne sætter, ifølge kritikertrekløveret, alle spor i tidens litteratur. Det bliver også tydeligt, at litterær kvalitet i sig selv ikke længere kan slå til som en begivenhed. I tidligere tider kunne eksperter (de smagsdommere som Fogh Rasmussen langede ud efter) garantere for et værks unikke kunstneriske kvaliteter: Dermed blev værket til en begivenhed. Jeg vil (ukontroversielt) påstå, at dette slet og ret ikke er muligt længere.

De afsnit, hvor værklæsningerne alligevel sniger sig ind, er ikke de mest interessante, til gengæld er det fabelagtigt at læse Routhe-Mogensens gennemgang af de forlagskollaps, man har kunnet iagttage, siden Borgen blev opkøbt i 2009 med afstikkere til Rosinantes nylige kollaps og Gyldendals tiltagende imperieagtige position. Hvor mange hundrede anmeldelser skal man efterhånden tygge sig igennem i bogtillæggene, før der vies interesse til denne slags institutionelle udviklingstendenser? Et litteraturmiljø har brug for at være på den samme side (»on the same page«), og denne artikel er klargørende som en knytnæve i synet. Den er også brænde på bålet til de, som vil gå ind i småforlagenes aktive mobilisering, som foregår netop nu. I Danmark et det faktisk hovedsagligt småforlag, som i dag varetager den såkaldte kvalitetslitteratur, og det ikke bare i form af den »unge« litteratur: Det samme gælder for oversættelser og genudgivelser af ældre litteratur (som det er tilfældet med Forlaget Gladiators Sandal-serie bestående af glemte værker især ført i pennen af kvindelige forfattere).

I to afsnit fremstår Lars Skinnebach som ildspåsætter nummer 1. Her skriver Andersen Nexø det følgende om, hvad en litteraturbegivenhed kan være: »På et tidspunkt i efteråret 2003 begyndte digteren Lars Skinnebach at læse op på en ny og hidtil uhørt måde: Han skreg og hvislede sine tekster frem, som om han var besat – eller som om han mimede en ødelagt båndoptager.« Senere i 2010 ankom klimakrisen til dansk litteratur i form af bloggen klimakrisen.blogspot.com og Skinnebach og Theis Ørntofts band Klimakrisen. Dette er begivenheder, som få bemærkede og få vil huske, af den simple grund at dette er øjeblikke af sand innovation snarere end resultater af den spektakulære medieøkonomi, som gjorde sit voldsomme indtog i det nye årtusinde. Senere værker af Skinnebach og Ørntoft er behørig omtalt som klimarelaterede, men udenfor de pligtstyrede værklæsninger kan man påstå, at klimakrisens indmarch i dansk litteratur skete på blogspot.com.

Ellers er det den spektakulære medieøkonomi, som tager over. Der er intet uden for teksten, skrev dekonstruktionens fader Jacques Derrida i sit gennembrudsværk fra 1967, men nu er der vitterligt intet uden for den spektakulære medieøkonomi. Det bliver da også snart skandalerne, som omtales som litteraturbegivenheder fra Jørgen Leths postkoloniale fejltrin til de #metoo-relaterede kampe omkring Forfatterskolen. Mediestorme, diverse »snakkiser« og klikøkonomi er i stigende grad afgørende for, at litteraturen kan opleves som om, at den sker.

Den måske voldsommeste og nu med ét også mest sørgelige litteraturbegivenhed de sidste 20 år er nok Yahya Hassans alt for kortvarige forfatterskab, som netop fik en brat afslutningen, da den 24-årige digter blev fundet død i sin lejlighed i Århus i slutningen af april 2020. Det er historien om Hassans strålende bestsellerdebutdigtsamling fra 2013, som fik enorm medieopmærksomhed og i stigende grad besværliggjorde den oprørske digters liv i mediernes søgelys. Hassan fremstod som om, at han havde regien selv, han mestrede spontant medierne og stod i stormen, han var glitrende i interviews og opfyldte samtidig en dyb institutionel længsel efter »nye stemmer« fra andengenerationsindvandrer, som taler om livet som nydansk ud fra erfaring. Yahya Hassan skete som en anden atomprøvesprængning.

Hassans skæbne er meget forskellig fra digteren Gustav Munch Petersen (1912–1938), som blev dræbt i den spanske borgerkrig bare 26 år gammel, men jeg kommer uvægerligt til at tænke på Tom Kristensens hyldest til sidstnævnte, som »hviler, skudt ned, skudt ned, dit livs ubesindigste digt«. Her oplever Kristensen Munch Petersen transcendere i kraft af sit heroiske livsvalg, nemlig at melde sig som frivillig i krigen mod fascisterne. Hassan blev også til digt, men han havde (sammen med sit forlag) selv regien, da den minimalistisk designede sort-hvide digtsamling skrevet i versaler kom til at bære hans eget navn. Bogen havde gestisk kraft og blev til ét med digterens intense, messende oplæsninger, som blev så kontroversielle, at de krævede, at digteren måtte have politibeskyttelse før, under og efter optræderne. Men som en anden Marilyn Monroe blev den biofaktiske Yahya Hassan måske til et spildprodukt af myterne, som byggede sig op.

Det kan hænde, at vi alligevel begynder at forstå, at litteraturens autonomi havde en funktion, og at forskningsmæssig distance af og til er en nødvendighed. Således får bogens to sidste kapitler med udgangspunkt i Forfatterskole-balladen i 2018 og Jonas Eikas pristale i 2019 et lidt fladmast og stakåndet præg, fordi de næsten skrives oveni de begivenheder, som omtales.

Skyum-Nielsen får det sidste ord. Dette er den tekst, som jeg egentlig hele tiden har savnet, den som forklarer tankegangen bag projektet, men gennemgangen er overraskende, og også lidt skuffende. Skyum-Nielsen skriver med stor faglig stolthed , men det bliver alligevel en lidt stiv og skolastisk gennemgang af forskellige måder, hvorpå forskere har forsøgt at vrikke sig fri af det dominerende hegelianske historiesyn.

Bare i de sidste ti linjer kommer Skyum-Nielsen ind på medialisering. Personligt tror jeg, at samtidens medieøkonomi er altafgørende for vendingen mod en performativ litteratur, som har indset, at den kun kan overleve, hvis den krydser over og bliver synlig i massemediernes scenerum. Det er medialiseringen og inspirationen fra andre kunstarter, som har gjort dagens litteratur til en flyvende flugtlinje.

Susanne Christensen

Susanne Christensen

Susanne Christensen er kritiker i Kunstkritikk og fast skribent i Vagant.