ESSAY. Influencerens litteratur kan læses som ét langt freudian slip: Den er udtryk for et ødelæggende forhold mellem den unge pigekrop og hyperkapitalismen.
Influenceren er en ung person, som er god til at projicere sin autenticitet, tiltale læserne med en appellerende ungdommelig stemme, men hun er også et firma, som kapitaliserer på alle former for opmærksomhed. Influenceren har sandsynligvis allerede ufatteligt mange følgere, og mange af dem vil købe hendes bøger, som de køber de øvrige produkter, der pryder hendes krop, og som hun viser frem og sælger. Det må være en nobrainer for et forlag; selvfølgelig skal disse bøger udgives.
Skal vi anmelde influencerlitteraturen? Uanset hvad, vi skriver, er det godt for influencerens firma? Det eneste, hun vil vide, er: DO YOU LIKE ME YES/NO?
Det fascinerende er, at hun sjældent skader sit brand, hvis hun afslører, hvor rådden logikken bag hendes firma egentlig er. Hun står i stormen, hvilket vil sige, at hun tackler hyperkapitalismen, noget vi alle godt kunne tænke os at magte. Hun er en hård krop, hun er flawless, og så bryder hun sammen og bekender, og så er hun en hård krop igen. Både den hårde krop og den bekendende ordstrøm hooker os til hendes produkt; det produkt, hun er, og de produkter, som strømmer gennem hende. Måske hendes litteratur kan læses som ét langt freudian slip om det ødelæggende forhold mellem den unge pigekrop og hyperkapitalismen? Marketing som ikke sendes gennem en krop og et image fanger os ikke længere, men hvis den unge pige – vores veninde, som har fortalt så meget om sig selv – holder produktet frem, så kan vi ikke sige nej. Hyperkapitalismen ser på os med et lille hvidt katteansigt, som græder hjerteskærende. Vi vil da ikke såre den.
Måske kender du Annijor som en engleagtig pige i oversized tøj med sørgmodige øjne? Det emmer af faux French sort-hvid Oslo-vestkantennui på hendes blog. I denne genre er der en inderlig stemme, som taler; den skal fange dig ind, du må underlægge dig. Da modeinfluencer Anniken Englund Jørgensen (f. 1996) udgav kærstesorgmemoiret Bare en natt til (Panta, 2019), så det i lang tid ud til, at det skulle føre til retssag, eftersom en person følte sig fejlagtigt fremstillet. Læserens adgang til at vurdere teksten kritisk skrumper ind, når det primært handler om at forføre læseren ind i en subjektiv virkelighed uden modstemmer, og så må medierne – og ultimativt retssalene – tage over.
Anniken Englund Jørgensen
Og så kom regnet
Gyldendal Norsk Forlag, 2020
Så kom romanen Og så kom regnet (Gyldendal Norsk Forlag, 2020), som fortsætter tematikken om kærestesorg og angst, og samtidig klemmer en del brandnavne ind på de få sider. Vi følger Natalie, som savner opmærksomhed fra faren, og som efter morens død lever med en ny familie. Natalie kan ikke glemme eksen Michel, der beskrives som en nervøs Egon Schiele-agtig figur, en neurotisk emo-fyr, uopnåelig og kompliceret. Natalie lider af social angst, men er også temmelig misantropisk indstillet, i hvert fald får vi indtryk af, at hendes forfinede æstetiske sans ofte lider i det offentlige rum. Hun opsøger psykologen Eivind og møder den sexede beachboy Tobias, men det er kombinationen af skønhed og lidelse personificeret af Michel, som stadig trækker i hende. Der er mange kritiske formuleringer om sociale mediers påvirkning (»Jeg må virkelig slutte å se på andres Insta-stories. Enten vil jeg ha noe nytt, eller også føler jeg at jeg går glipp av noe«), men det eneste, som i sidste ende opleves som kritikværdig, er hende selv: »Det er meg der er noe feil med.« Hun virker indespærret i en giftig jeg-ideologi, hvor hun bare kan give sig selv skylden. Jeget er fejlen og angsten, men også honningkrukken, som Lena Lindgren skrev i artiklen »Angst er blitt en god forretningsmodell« i Morgenbladet 28.10.2016:
Jeget er blitt kapitalismens viktigste råvare. Og unge jenter er main target i jeg-kapitalismen. Jeget er honningkrukken i alt offentlig buzz for tiden, og særlig de verdier som jeget har eierskap til: følelser, ektehet, intimitet. Tenåringsjentas dramatiske jeg er dermed en gullgruve for en mediebasert konsumkapitalisme, her er tårer og begjær i overflod.
Sophie Elise Isachsen (f. 1994) har definitivt et andet image end Annijor. I hendes tredje selvbiografiske bog optræder Annijor forbipasserende som »den naturlige« versus hende selv, »den opererte«. Sophie Elise har et image som pornoficeret golddigger fra Harstad i Nordnorge. Hun drømte om – og realiserede siden – et liv på Oslos vestkant. En Askepot og en grim ælling. Hun skriver ofte vittigt og slagfærdigt om ganske pinagtige ting som for eksempel sit fissetraume. Dette må skrives, for det fungerer ikke på Instagram. Hun er blevet latterliggjort for sine kønslæber, som ikke ligner den diskrete streg, man kender fra diverse pornofilm: »en overstabba skinkebaguette« siger hun og drømmer om at klippe læberne af og stege dem som bacon.
Udgangspunktet er relationen til moren, som også har kropstraumer, og vejen til bloggertoppen og til Oslo. Det var en tid med jalousi mod andre kvinder, stor usikkerhed og angst og et poserende og udvendigt forhold til sex. Den tilblivelse, som foregik på pigeværelset i Harstad, har gjort hende så optaget af at selviscenesætte, at der opstår et indre fravær, en blokering. At føle og sanse er ikke længere pointen. Livet leves udelukkende for, at hun kan skrive historier på bloggen bagefter.
Det er muligt, at det var Glamourjentene på TV2, et program som var med til at introducere skønhedsoperationer i Norge, der inspirerede hende, men ideologien er amerikansk, og skriften krydres med anglicismer som »vært der, gjort det« og så videre. Omgås man frit med porno, eller vil man hellere være fri fra porno? Selvsagt det første. Hun ved, at de smertelige kropstraumer har at gøre med pornoidealer (det er sandt, det står på side 240), men det er alligevel ikke pornografiens fejl, det er hendes fejl, at hun ikke ser ud som de glatte pornokroppe. Det, som er provokerende og subversivt, er ikke længere antikapitalisme (som det var i slutningen af sidste århundrede), men en speciel type Kardashian-inspireret glitterkapitalisme.
Det er en begivenhed at få brysterne opereret, men det er også en begivenhed at få dem fjernet igen. Sophie Elise får en ny rumpe, og så får hun fjernet rumpen igen. Hun introducerer self tan, og så introducerer hun self tan remover. Hun får for lidt opmærksomhed, og så får hun alt for meget – og negativ – opmærksomhed. Alt dette gør hende større og rigere. Denne tekst gør hende også større og rigere. Vagant har gjort hende større og rigere nu.
Ting jeg har lært ligner på mange måder hendes første bog Forbilde (Cappelen Damm, 2016) skrevet igen med et mildt forandret fokus. Teksten er ganske rigtigt en liste over det, hun har lært, afbrudt af en slags instapoesi. Forklaringerne former sig efter et fast mønster: Andre er naturligt smukke, jeg er opereret, enten er du stjerne, eller også er du jaloux og fuld af skam. Enten er du blogger, eller også er du en kommentarfelttrold. Enten er du solen, som skinner på alle, eller også er du månen, som stjæler sit lys.
Hun får dog næsten skovlen under sin egen trang til at posere, når hun fortæller om hændelserne omkring TV2-programmet Skal vi danse i 2018, hvor hun valgte at dedikere sin dans til den skizofrene barndomsven Henrik, der begik selvmord. Konflikten mellem hendes trang til at vinde konkurrencen og beslutningen om at spille på autentiske følelser skærer så langt ind i hjernen, at det endelig også bliver tydeligt for hende selv, hvad det er, hun gør. Hvordan autentiske følelser får hjulene til at løbe rundt, hvordan det inderste i hende kan laves om til penge.
Annijor og Sophie Elise er derude et sted. De er frontlinjevidner til en ungpigekrise, som vi burde bekymre os om, men samtidig fremstilles de som stærke forretningskvinder, som empowered. Jeg forholder mig lidt tøvende til denne kombination, måske er jeg ikke helt klar til at opfatte glitterkapitalismen som subversiv og cool. I min tid havde vi Debbie Harry og Lydia Lunch til at give os sexchok og sætte en ny standard for, hvad som er subversivt, hvad som er muligt. Men det er, som om de var i lydene, i mørket og i sanserne, ikke udelukkende i den visuelle kultur.
Teksten her er taget fra Vagant 4/2020 som snart er tilgængelig for abonnenter og til salg i udvalgte kiosker og boghandler.
Læs også de andre tekster i Susanne Christensens faste klumme, Flugtlinjer
