Rasmus Daugbjerg
Pressefoto: Lea Meil Andt

ANMELDELSE. Naturen tager en grusom hævn over menneskene i Rasmus Daugbjergs nye roman.

Skoven har været en uudtømmelig kilde for skildringer af menneskelig hybris, siden Gilgamesh og Enkidu vækkede gudernes vrede ved at dræbe skovens vogter og fælde dens højeste træer. I en tid, hvor skove står i brand verden over som følge af ekstreme vejrforhold, vender unge forfattere tilbage til kilden for at forstå, hvilke urkræfter de menneskeskabte klimaforandringer har sluppet løs. Rasmus Daugbjerg er en af disse forfattere. Han skriver sig ind i skovvendettaens genopblomstrende tradition med sin anden roman, Trold

Rasmus Daugbjerg
Trold
Gutkind, 2022

Skoven er ikke ubetrådt land for Daugbjerg. Hans første bog, Rygtet (Forlaget Møllegades Boghandel, 2021), bærer samme fornemmelse af mytologi og mørk skovhorror som hans nye udgivelse, der er lidt mere eksplicit i sin tematik. Trold er en skabelsesberetning og en undergangsfortælling, på mange måder mere en fabel på små 120 sider end en roman, som bogen kalder sig selv. Hovedpersonen er en trold, der blev født i en mosebrand og levede et fredeligt liv i skoven, indtil menneskene gjorde deres indtog. Fra et af skovens menneskepåførte sår syer naturen en bøddelkjole, der slynger sig om Trolden, som hermed er dømt til at hævne sig på menneskene på skoven og dyrenes vegne. Vi følger Trolden, mens hun pines under tyngden af sin pligt og af menneskestemmerne, der gør som hunde i hendes hoved, hver gang de gør naturen fortræd. 

Det er ikke til at sætte årstal på handlingen, men vi befinder os ikke i dette eller de umiddelbart forgangne århundreder, nærmere i middelalderen. Katalysatoren til lidelsen er en skør konge, som befaler bønderne at rydde skoven for at skaffe tømmer til et slot, der skal være »hårdt som sten, men af træ«, så stort og hårdt at det kan skjule hans ængstelighed. I romanen følger vi en række menneskeskæbner, som lider under Troldens handlinger, men især under berøringen af »kongens hænder«; den lov samt de mennesker og institutioner, der håndhæver kongens magt. Menneskene følger kongens direktiver for at sikre deres overlevelse, men udsætter sig dermed også for Troldens straffeaktioner, der koster dem livet. Det er denne onde cirkel, som danner rammen for romanens drama.

Nuancer af sort

Trold er en mørk bog. Der er ingen trøst at hente i fortællingen, kun armod. Alle lider fra begyndelsen, fra kongen til trolden og de forarmede bønder, og ingen finder ro. Tværtimod forstærkes lidelsen kun, som fortællingen skrider frem. Daugbjerg formår at holde den dunkle stemning i hævd romanen igennem. Der er ingen slinger i valsen, på godt og ondt. Det onde først: Prosaen er knap, sætningerne ofte korte og bekendtgørende. En typisk passage lyder sådan her:

Kaj arbejder i skoven. Efter kongens nye befaling er hans dage lange. Derhjemme er hans søn. På gedeskindet i stuen ligger hans ven Emil. Emil er syg. Kaj arbejder for de to derhjemme, og han arbejder for kongen og for Gud. Arbejdet gør ondt. Når træet falder, skal han hugge det op. Han skal lægge det i kongens hænder. Og så skal han fælde det næste træ.

Den repetitive fåmælthed fungerer udmærket som stemningsforstærker i passager, men den præger Trold i en grad, der får den til at føles i overkant dogmatisk. Det gælder på sin vis også bogens sociale drama og dens magtkritik. Der er den helgenagtige Karoline, som græder for både bønderne og trolden, mens hun trodser kongens befalinger og sulter sig selv. Arbejdsmanden Kaj gør sin samfundspligt og bekymrer sig om Karolines helbred, men han skal først og fremmest brødføde sin søn og sin syge ven Emil. De to outsidere, Petra og Erik, får en levende dreng, selvom de havde fantaseret om at skulle sætte et dødt barn i verden, og Præsten forsøger at overbevise sin søn om, at lidelse er meningen med det kristne liv. Disse små fortællinger, især den grusomme maskulinitetskritiske historie om Petra og Erik, tilfører dybere nuancer til romanens mørke og intensiverer den gennemført dystre stemning. Men de har også alle et potentiale, der kun bliver delvist opfyldt. Dramaerne får meget lidt plads at udfolde sig på, før romanen bliver utålmodig og går videre.

Det er sigende, at den mest velskildrede relation er den mellem Trolden og hendes hævnpartner, Ræven. Dette antropomorfe venskab byder på en større følelsesmæssig dybde og ambivalens end de mellemmenneskelige relationer. Trold lader til at have en beundringsværdig ambition om at samle det menneskelige, det ikke-menneskelige og det fantastiske på samme plan. Problemet er bare, at den forfladiger den menneskelige del mere, end den ophøjer de to andre. Det giver mening i lyset af, at romanens ærinde ikke er at skabe en følelsesmæssig realistisk fortælling, men mere en allegori eller en lignelse. De sociale relationer og magtforholdet konge og undersåtter i mellem bliver bare så fortegnede, at de føles som optegnelser til et større værk.

Kosmologi og moral

Bogens styrke er dens blanding af mytologisk fabulering og en gennemgående stemning af sorg- og skamfuldhed. Daugbjerg er en særdeles kosmologisk bevidst forfatter. Det ser man i hans egenartede sampling af skabelsesberetningen, syndefaldet og det nye testamente, der i grove træk lyder: Jorden var en sten, som Gud var syet ind i med svampebånd, ligesom Ånden var det. Svampene vokser sig talrige under solens varme, spiser af stenen og savler væske, der bliver til søer, floder og have. Der er harmoni i skabelsen, indtil en mand ser en hugorm suge sin gift ud af jorden, bliver fascineret af synet og kalder giften for Gud. I et tilfælde af forfængelighed løsner Ånden på svampebåndet, og mennesket sluger Gud, der kort tid efter bliver født som et æg. Gud udvikler en mund, siden også arme og ben, som han bliver hængt op i på et kors. Efter kroppens død forsvinder Gud op i himlen, hvor han soler sig i menneskenes tilbedelse, indtil de begynder at sende bønner til ham. Gud svarer på disse ved at tale præsterne efter munden. På et tidspunkt beslutter han sig for at søge ned på Jorden igen for at mærke menneskenes hyldest. Projektet slår fejl, og Gud flygter skamfuld fra himlen og efterlader menneskene uden en guddommelig instans at trøste sig ved. 

Trolds ambitiøse bud på en hedensk kosmologi er klogt og opfindsomt. Det flugter også med bogens moralske ærinde, som lader til at være båret af en stærk økocentrisme. Og så alligevel… I pressemeddelelsen udtaler Rasmus Daugbjerg følgende om romanen: »Vi bliver nødt til at tro på trolde, hvis vi vil forstå klimakrisen. Vi må forstå, at klimaet er en trold, klimaet er på én gang sårbart og dødeligt, og samtidig sårende.« Hvis trolden er en stedfortræderfigur for global opvarmning, falder den økocentriske stringens lidt til jorden. Trolden straffer dem, hun ser fælde skoven og dræbe dyrene. Hun er altså udstyret med et moralsk kodeks (selvom dette kodeks egentlig er den naturskabte bøddelkjoles). Men klimaet er amoralsk og skelner ikke mellem skyldige og uskyldige. Selvom Trolds præmis er, at mennesket står til regnskab over for naturen, så udvander Daugbjerg pointen ved at udstyre naturen med en menneskelignende bevidsthed og samvittighed. Moralen står i vejen for fantasien her. Klimakrisens vilkårlige hævntogt er trods alt mere skræmmende og storslået end en trold, der slår syndere ihjel en ad gangen. 

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.