I bekendelsesmaskinen

KULTURRADIKALISME NÅ? Geir Gulliksen vil måle afstanden mellem teori og praksis, mellem kulturradikal idealisme og business, mellem Bergen og Oslo.

Tidligere publisert i Vagant 4/2009.

Geir Gulliksen:
Tjuendedagen
Aschehoug forlag 2009

Det første afsnit i Tjuendedagen er faktisk så godt som et digt, på den måde at sproget spiller hovedrollen, skaber hele dramaet. Via et subtilt spil med pronominer bliver læseren klar over at den intenst seksuelle scene mellem en mand («han») og en kvinde («hun») ikke foregår i et lukket rum med kun de to, nej, et tredie blik introducerer sig efterhånden. Vi læser naturligt «han» som et «jeg», men når et «du» introduceres udvides cirklen med et ekstra sæt øjne; der er faktisk tre til stede i rummet.

Men sandelig, heller ikke «du» er egentlig et «jeg» eftersom vi senere forstår hvem som skriver denne historie, nemlig Liv som vi lærer at kende i anden del af romanen. I første afsnit har vi altså et rum hvor private ting (sådan tænker vi vel om seksualiteten) foregår, men gradvist perforeres dette rum af blikke; først introduceres den tredie part som deltager i de seksuelle udfoldelser, og siden lægges endnu et blik til, nemlig skriverens, den som anskueliggør handlingerne for et muligt femte blik, læserens.

Men lad os holde fast i «du» lidt endnu, manden som frivilligt er vidne til at konen elsker med en relativt fremmed mand i deres eget soveværelse. Det er den ritualiserede kærligheds kontrakt, ægteskabets, som brydes af en anden – og mere lovløs – slags kærlighed. Der er noget hjerteskærende i måden hvorpå den ritualiserede kærligheds symboler (hjertet, ringen) stikker i øjnene, fx lyder det poetisk om et par sorte trusser med et hvidt hjerte: «Han dro det lille hvite hjertet ned over lårene og knærne hennes.» I et andet glimt ser vi hans kones gifteringsbeklædte hånd (han har rykket sig ud på terassen nu) række ud for at lukke et vindue, sådan at lydene af seksuel fryd ikke skal slippe ud i offentligheden.

Spillet med pronominer retter også vores opmærksomhed mod den seksuelle akt hvor subjekt og objekt glider sammen til ét, eller måske snarere, det markeres flere gange at blikket skelner mellem «tingen» (kønnet) og «deg» (kønnet koblet til subjektet): «Med den ene hånden tok hun rundt tingen hans, førte ham inn i seg slik hun pleide å føre deg inn i seg.» De to slags kærlighed ligger og murrer hér; den ritualiserede «virkelige» slags og den mere lovløse. Måske vi er vidne til et paradigmeskifte, en forandring har i hvert fald fundet sted, men om det opleves som et frigørende øjeblik eller som et tab af alle værdier, er uvist.

Historien om hvordan en mand og en kvinde beslutter sig for at invitere en tredie part ind i ægtesengen og hvor galt det siden skulle gå, skrives af en studiekammerat fra de idealistiske dage i Bergen i 80’erne, dengang man med kulturradikal begejstring i stemmerne gentog: «Herfra skal vi forandre alt.» Liv og den navnløse mand mødes i august 2005, på et vitalt punkt mellem legen som skulle blive alvor, mellem overskridelse og konsekvenserne af overskridelsen, og hendes tekst baserer sig på de betroelser som flyder frit over bordet ved mødet.

Det bliver tydeligt, måske endda overtydeligt, at Gulliksen vil måle afstanden mellem teori og praksis, mellem kulturradikal idealisme og business, mellem Bergen og Oslo (med al indbagt symbolik) og mellem 80’ernes teoriudvikling (revolutionstro og/eller postpunket, teenageagtig utilpassethed) og 90’ernes teoriafvikling og «resultat» af anstrengelserne: Wilhelm Reich spilles baglæns nu, kraften er i neoliberalismens hænder, rekuperationen er total, det er New Public Management som aktiverer og manipulerer drifterne, og dette sker på virksomhedsniveau hvor ledelsen engagerer en smart ung mand som skal hjælpe med «å utløse energi i organisasjonen», som det lyder.

Ironien vil at det netop er denne unge mand som ender i sengen, først med konen og siden også med manden. På den måde bliver de mere eller mindre kneppet af et princip, en neoliberalistisk ideologi, som har fundet en måde at suge af drifterne, af den delikate drømmeenergi vi gemmer inderst i os, for at få pengehjulene til at løbe lidt hurtigere, lidt mere effektivt. Men på en måde er ægteskabet lykkeligt, ikke mellem de to (selvom det også i udgangspunktet virker lykkeligt), men mellem en trang som allerede findes i forholdet og det princip som ender med at lægge parret så grundigt ned at de næppe kan rejse sig igen.

For parret søger en måde at forstærke følelserne på, meditere på dem, de ønsker sig intensitet i et sukkende jeg-vil-vide-alt-om-dig, trangen til fortæring som koger i forelskelsens midte.

Fortell.
Fortell hva?
Bare fortell meg noe.
Bare hva som helst?
Første gangen du tok noen der. Den første du kom inn i der bak, kan du fortelle meg om det.

Og sådan starter betroelserne imellem dem, med ønsket om at vide alt om den anden begynder de at fortælle hinanden historier om tidligere erobringer. Men hun er ingen fantast, hun lever i selvrealiseringens navn, hun er en handlingens kvinde der frejdigt inviterer den tredje part med hjem da lejligheden byder sig. Og det fungerer for en tid, de tre danner en utopisk rektangel af begær. Et naturligt middel at gribe til for at forøge den følelsesmæssige intensitet er teknologien, det visuelle; legen med billeder og måden billeder indgår i det intime samvær og er med til at forstærke lysten imellem dem. Således laver de et spor efter sig i sandet, egentlig for deres egen fornøjelses skyld. Således dokumenteres de tres sengeaktiviteter, således skaber de selv – tankeløst – beviser.

Det der imidlertid er interessant er at subversionen («den lovløse kærlighed») mere eller mindre er en impuls som igangsættes af «systemet»; det er kvindens arbejdsplads som bidrager med et nyt og spændende sprog (funky New Public Management-slang), det er virksomheden som åbner op for drifternes lukkede rum, som bearbejder psyken til at åbne sig og får mennesker til at føle at de hænger meningsfuldt sammen med kollektivet, egenskaber som tidligere bl.a. er blevet tillagt kunsten. Kreativismen er kort sagt blevet en vigtig del af den kapitalistiske ideologi. Men virksomhedens spil er et dobbeltspil; den åbning og overskridelse som ligger i forlængelse af virksomhedspolitikken, som udfolder sig mellem de tre, dokumenteres og spredes snart som en virus gennem virksomhedens elektroniske netværk. De lystfuldte blikke som blev udvekslet mellem de tre erstattes nu af et øje som trænger sig ind og straffer.

Her ligger Gulliksen snublende tæt op ad Michel Foucault, Guy Debord og Jean Baudrillard i næsten kriminalromanagtigt intense beskrivelser af hvordan magten opererer inden i os, hvordan trangen («indre») og kravet («ydre») om bekendelse går op i en højere enhed, og hvordan billedernes virale spredning, trangen til synliggørelse, skaber et overoplyst samfund hvor private rum ikke kan forblive intakte. Virussymbolikken fortsættes når manden besøger en blodbank og ikke et øjeblik overvejer at krydse af på skemaet at han har haft sex med en mand, en undladelse som strengt taget kan komme til at koste menneskeliv. Romanen sniger sig uden om AIDS-problematikken, men den er alligevel til stede i underteksten.

Gulliksen åbner også op for en mulig kritik af egen poetik, for det bliver tydeligt, bl.a. i bogens første afsnit, at skriveren og læseren – litteraturen – også indgår i bekendelsesmaskineriet. Kvaliteter Gulliksen som lyriker og essayist har hold højt (empati, nærvær, virkeliggørelse; det sidste – med en næsten hånlig grimasse – oversat til «selvrealisering») får pludselig en knap så idealistisk klang. De historiske avantgarders målrettede destruktion af al Mening i kunsten er måske ikke den værste vej at dreje nedad, og det er da næsten også her Liv, forfatteren, befinder sig i anden del som tager en mærkbar genrevending mod kunstnerromanen. Liv er en utilpasset student som flakser rundt i kultur- og teorilandskaber typiske for 1985. Liv vælger et liv udenfor, efter et selvmordsforsøg driver hun afsted til Amsterdam hvor hun lever «alternativt» som lesbisk og skrivende i diverse besatte bygninger og som midlertidigt ansat i omsorgsbranchen. Igennem Livs poetik (jeg ved ikke helt hvordan det passer med at Liv er stor fan af den amerikanske forfatter Kathy Acker) generobrer empatien og nærværet sin idealistiske klang.

Tilbage i 2009; den såkaldte kulturkamp raser i de norske medier, opgøret med kulturradikalismens idealer om seksuel frigøring og den frie tankes kraft beskydes fra alle kanter i et landskab hvor venstre- og højrepopulisme endelig har fundet hinanden i et varmt, pragmatisk favntag og et fælles mål: Smide de sidste forfrosne kulturradikale sjæle ud som gemmer sig på universiteterne og som bare ikke vil stoppe med at referere til dekadent og tågetalende fransk teori. Sproget kan næppe være mere unuanceret og indstillet på performativt drab når forsker Asle Toje melder ud: «Kulturradikalismens dogmer er under press. Det som er blitt undervist som selvforklarende sannheter, har vist seg ganske enkelt ikke å stemme» (Morgenbladet 30.10.09). Chefredaktør i Klassekampen Bjørgulv Braanen skriver i et udfald mod Queer Theory og anden poststrukturalistisk teori at målet er at «få tilbake en sunn[min udhævning] og sannhetssøkende kultur, både i akademia og offentligheten» (Klassekampen 06.10.09). Her klarer Braanen at indføre dikotomien syg/sund i debatten som i hvert fald i mit hoved klinger af entartete Kunst. Den sloganproduktion («kulturkamp») som aviserne er fulde af ligner mere og mere en forskelsudjævningsmaskine som vil tromle alle autonome zoner ned og tømme alle lommer af heterogent Andetsprog som både akademia og andre (del)offentligheder er med til at værne omkring. Tom Egil Hverven kupper Gulliksens roman i essayet «Fri flyt» (Klassekampen 29.08.09) og bruger den og en stribe andre samtidsromaner i et snigende moralistisk argument mod almen postmoderne opløsning af familien og andre hæderkronede institutioner. Ingen af de nævnte er i nærheden af at skrive så nuanceret som Gulliksen gør i sin roman. Den dag litteraturen bliver sund er også den dag den dør.