Hvor er Imams danske søster?

ESSAY. Filmen om den svenske rapper Silvana Imam er en begejstret beretning om, hvorfor stemmer som hendes er vigtige, men den mister kunstneren af syne.

En høj, blond kvinde går lettere forpustet tværs over scenen. Hun smiler og ser ud over publikumshavet, som er klemt inde på pladsen mellem rutsjebaner, pariserhjul og et frit fald-tårn i den stockholmske forlystelsespark Gröna Lund. »Stockholm din datter er tilbage,« råber hun ud i den lyse majaften, og publikum svarer med jubel. Silvana Imam, kvinden på scenen, er på turné med sit to måneder gamle album, Naturkraft (2016). Koncerten i Stockholm markerer afslutningen på hendes Storm Tour, men den sætter også punktum for filmen Silvana Imam – Väck mig när ni vaknat (2017), instrueret af Mika Gustafson, Olivia Kastebring og Christina Tsiobanelis, som igennem to år fulgte Imam, der med rekordfart gik fra at være undergrundsartist til at være »Sveriges mest hyllade rappare«.

Det er let at forstå, hvorfor instruktørerne har valgt at følge Imam, for ud over den hurtigt eskalerende succes er hun en god historie om at lykkes på trods: Hun er kvinde i en del af musikverdenen, som historisk set har været mændenes domæne; hun er migrantbarnet, som blev bedt om at tie stille, men som fortsatte med at sige sin mening (hendes mor er fra Litauen, og det prædikantklingende efternavn har hun fra sin syriske far); og hun er lesbisk og skriver uden omsvøb om at begære populærkulturens største ikoner (»Säg till Beyoncé jag vill ha henne«) og om at have sex med kvinder. Imams tekstunivers er på mange måder klassisk hiphop: Dekadent overflod – her køres i store biler, champagnen spildes over de hvide sko, og tøjet vaskes i Chardonnay – krydres med en ukuelig tro på sig selv: »Jag är rappens Liberace / Som att nån ska överträffa mig? Aldrig!«, »Jag droppar klassik efter klassik«. Men blandet med beretningerne om at være til fest og »bäst i Sverige, bäst i Norden, bäst på jorden« fører Imam arven videre fra den socialt indignerede hiphop i sine utvetydigt feministiske, anti-racistiske tekster, hvor hun iscenesætter sig selv som en bannerfører for den revolution, som hun sammen med sine fans (»mine änglar«, »Simone de Beauvoirs soldater«, »power pussies«) vil gennemføre. »Patriarkatet måste störtas«, og de vil skrive nye versioner af den gamle verdens grundsten, Biblen, Iliaden, Koranen.

Dokumentaren begynder i 2014. Imam har netop sluppet EP’en När du ser mig – Se dig (2014), og Musikguiden på Sveriges Radios P3 kårer »IMAM« som bedste sang i 2014’s første halvår. Silvana Imam ler, fjoller rundt, øver lidt på en tekst om, at alt hun lægger hånden på bliver til guld, før »IMAM« overtager lydsiden: »Jag är bastant, finns bara en I•M•A•M / bara en I•M•A•M och det är inte en man / Vi är POWER PUSSIES / Fuck en 5:2 diet / Jag 176 centimeter pussy riot!« Men hybris følges som bekendt af nemesis, og inden der er gået et år, skal det vise sig, at Silvana Imam ikke er så bastant som den selvsikre, blingbærende og champagnedrikkende persona i teksterne. Da filmen når til sommeren 2015, må de ellers så rolige, lange indstillinger vige pladsen for hektisk klipning og rystede billeder, som får Imam til at slingre gennem rummet. Herefter: Sort skærm. Imam er brændt sammen i Paris, fortæller hendes manager, Babak Azarmi, over telefonen, hun trækker stikket.

At være folkets helt er opslidende; alle vil have en bid af Imam, men Imam vil ikke være helt, og hun er træt af pressens dumme spørgsmål og det (delvist selvforskyldte) unuancerede billede af den stærke kvinde, som offentligheden elsker at dyrke. Silvana Imam – Väck mig när ni vaknat er dog ikke den klassiske historie om berømmelsens ødelæggende kraft, som vi kender det fra Asif Kapadias Amy (2015), Amy J. Bergs Janis: Little Girl Blue (2015) og senest Nick Broomfield og Rudi Doleza Whitney: Can I Be Me (2017), der kredser om på den pris, Whitney Houston betalte for sin kommercielle succes i det hvide USA. Blandt afroamerikanere blev hun anklaget for at have solgt ud af de traditionelle genre som R&B og gospel, og til Soul Train Award i 1989 – en pris som hylder afroamerikansk musik og underholdning – blev Houston mødt med buhråb. Filmtitlens bønfaldende spørgsmål »Can I be me?« var sangerindens yndlingssætning, fortæller saxofonisten Kirk Whalum; en sætning som formentlig var møntet på hendes musikalske udtryk, men som i filmen får endnu en betydning: Houston og veninden Robyn Crawford var tilsyneladende mere end veninder, noget som hverken Whitney Houstons stærkt religiøse bagland eller pladeselskabets marketingsafdeling kunne acceptere. En lesbisk eller biseksuel kvinde rimede dårligt med Houstons image som »the perfect girl«. Heldigvis for Silvana Imam er turen mod hitlisternes top ikke ensbetydende med, at hun må gå på kompromis og give køb på sig selv, tværtimod. Hun er snarere blevet mere åben om, hvem hun er, og hvad hun mener. Silvana Imam – Väck mig när ni vaknat bliver derfor en opbyggelig fortælling om en ung kvinde, der »ble den hun ville bli«, men som nu, hvor drøm er blevet til virkelighed, skal lære at forvalte sin popularitet – og på bedste skandinaviske vis bliver løsningen at finde den rette work-life-balance.

Filmen forsøger at føje nuancer til offentlighedens opfattelse af Imam ved at invitere os med off-stage: videooptagelser fra hendes barndom, hun og kæresten, der filmer hinanden, Imam på rejse med sin mor til Litauen, hvor den ellers så åbenmundende, udfarende kvinde bliver tilknappet og forkrampet, da en slægtning spørger, hvornår hun skal have mand og børn. I landet, hvor det er forbudt at omtale homoseksuelle i positive vendinger i skolesystemet, fortier Imam sin seksualitet af hensyn til morens familie. Det gør ondt at se, hvordan ufriheden sætter sig i kroppen. Omvendt varmer det at følge, hvordan popmusikeren Beatrice Eli går fra at være en stemme i radioen, som Imam erklærer sig ulykkelig forelsket i, til at blive hendes kæreste. Og da hendes ansigt begynder at bæve ved synet af faren (»hon kan inte glömma bråken han va största homofoben / men tiden gjorde sitt och nu är allt det där förlåtet«), der signerer et Pride-flag, bliver det decideret rørende.

Men selv om dokumentaren inviterer seeren med ind i privaten, er det alligevel som om, at den ikke kommer tæt nok på; som om Imam har holdt instruktørerne på afstand. Tydeligst bliver det i relation til hendes sammenbrud i sommeren 2015. Da skærmen går i sort, er det ikke kun et symbol på hendes udbrændthed; det skyldes tilsyneladende også, at instruktørerne hverken har fanget den tiltagende træthed eller selve kollapset på film. I hvert fald fremstår passagen op til, med sin hektiske klipning, den slingrende Imam og en støjende lydside med rosende ord fra en mængde interviews, som Gustafson, Kastebring og Tsiobanelis’ forsøg på at gengive en psykisk tilstand, de kun har hørt om – blandt andet i de samtaler, som vi ser, de har med Imam, efter at hun er vendt hjem fra Paris. Derfor er det nærliggende at spørge, om instruktørerne prøver at presse fortællingen om den svære succes ud af et for magert materiale, eller om det ganske enkelt skyldes, at de ikke fangede begivenhederne på film, mens de skete. Måske ligger svaret et sted midt i mellem, men lytter man til Imams egen fortælling om sommeren 2015, blandt andet i svenske Kristoffer Triumfs podcast Värvet og avisen Expressens podcast Konversation, så virker sidstnævnte forklaring faktisk sandsynlig.

Bedst af alt kan Silvana Imam – Väck mig när ni vaknat beskrives som et idolportræt, der brændende ønsker at illustrere, hvorfor stemmer som Silvanas er vigtige. I en sekvens kredser Imam selv om nødvendigheden: at hun 15-årig manglede en stemme som sin egen, én hun kunne relatere til, én som gav følelser som hendes et udtryk. I andre passager dukker fansene op og bekræfter denne opfattelse, blandt andre en kvinde, som fortæller, at hun ikke ville have fundet ud af, at hun var lesbisk, hvis det ikke havde været for Silvana Imam. Scener som disse, hvor fans beretter om musikkens betydning, findes i stort set alle musikdokumentarer – i Per Sinding-Larsen og SVT’s dokumentar om det hedengangne svenske band Kent, Vi är inte längre där (Sista åren med Kent) (2016), er det faktisk Imam selv, der beretter om, at sangen »Elefanter« føltes som skrevet til hende, da Tillbaka till samtiden udkom i 2007. For Imams fans handler det dog ikke blot om et enkelt nummer, men om at der nu findes én i populærkulturen, som med ukuelig stolthed skriver om at være lesbisk og rapper: »tack gud jeg er homo.« Men stemmer som Imams er også vigtige, fordi der er behov for nogen, der sætter ord på at vokse op med flere kulturer (»Och sluta fråga varför jag inte bryter ens / Fucking mirakel att jag har kvar nåt av mitt psyke än«) og udfordrer magten og racismen i en tid, hvor spørgsmål om herkomst igen er blevet en del af den politiske dagsorden. Og igen bruger filmen Imams egne ord til at sige dette: »Vi hbtq-personer – och hetero-personer – driver en gemensam kamp, och den är den mot rasismen. Okay. Ut med rasisterna! Inte i min Riksdag. Det här är inget skämt för mig,« råber en tydelig oprørt Imam ind i mikrofonen på QX-galan 2015, da hun bliver kåret som årets homo/bi/trans-person.

På trods af Imams modvilje mod heltemærkatet så får dokumentaren iscenesat sin hovedperson som den ensomme helt: I poetisk, dvælende sekvenser går hun alene gennem en natoplyst by, hvidklædt med megafon i hånden mod kongeslottet, mens hendes 2014-manifest The Execution of Dreams læses op. Senere står hun alene ved vandet med udsigt til Stockholms rådhus og Kungsholmen. Instruktørerne fortaber sig i aktivisten Imam og taber artisten Imam af syne: En EP (Jag dör for dig) og en LP indspilles, mens der filmes, men med undtagelse af en kort scene, hvor Imams forældre møder op for at bidrage til Naturkraft, så kommer vi aldrig derind, hvor musikken skabes. Derfor giver filmen heller ikke indblik i, hvordan Imam anvender og vrider rappens koder, som når hun for eksempel tager afstand fra den misogyni, der ofte gennemsyrer hiphoppen gennem en kritik af Jay Z, som i duetten »Drunk in Love« med hustruen Beyoncé iscenesætter sig selv som Tina Turners voldelige ægtemand, Ike Tuner (»Nej jag är inte Jay / Ta tårtan kasta den tillbaka på han Anna Mae«). Og når hun praler om succes, penge og damer – noget der måske kan virke som en ukritisk videreførelse af genrekonventioner, men som vel dels handler om, at store biler og glitrende smykker er synlige beviser på migrantbarnets succes i det hvide Sverige, dels om at iscenesætte sig selv som en kvinde, der er mindst lige så god som mændene (måske er det årsagen til, at pralerierne og den ukuelige selvsikkerhed er mere fremtrædende på gennembruds-EP’en fra 2014, När du ser mig – Se dig, end på de senere udspil).

På nogle måder fremstår Silvana Imam – Väck mig när ni vaknat derfor som den diametrale modsætning til en anden af efterårets musikdokumentarer: Gaga: Five Foot Two (2017). I Chris Moukarbels portræt af Lady Gaga er vi med i produceren Mark Ronsons studie, når nye numre spilles for den nærmeste familie, og når hendes optræden til Super Bowl 2017 planlægges ned til mindste detalje, mens hun kæmper med berømmelsen og sit psykiske og fysiske helbred. Filmen giver et omsorgsfuldt indblik i Stefani Germanottas angstfulde sind og smertefyldte krop, men efterlader også seeren med indtrykket af, at begivenhederne i verden uden for aldrig trænger ind i Haus of Gaga. At Imams musik virker i verden, og at verdens gang påvirker hendes kunst, er man derimod aldrig i tvivl om. Og Imam har virkelig forstået at udnyttet det momentum, som populariteten har givet hende, til at bevare sin offentlige stemme: 1. september åbnede Scenkonstmuseet i Stockholm dørene til Imams udstilling, Nonsense Warrior Gallery, i oktober udkom bogen Third Culture Kids (Ordfront, 2017), med bidrag fra Imam og andre unge svenske kunstnere med rødder i flere kulturer, eftersigende er der nyt musik på vej, og til marts udgiver forlaget Norstedts Imams første bog, Silvana. Holder pressemeddelelsen, hvad den lover, så vil bogen give det indblik i artisten Imams arbejde, som savnes i filmen.

En konsekvens af, at musikeren Imam må vige pladsen for aktivisten, er, at hiphop-kollektivet Respect My Hustle med kreativ direktør Babak Azarmi i spidsen glimrer ved deres fravær. Imam mødte Azarmi kort tid efter udgivelsen af hendes debutalbum, Rekviem (2013), og hun har igen og igen fremhævet RMH’s betydning for hendes musikalske udvikling – både i sine sange (»27 år när hon träffade RMH / visste de var början på nåt grandiost« og »Utan RMH, ingen Grammisgala«) og interviews: Uden Azarmi & co. ville hun formentlig ikke have turde tage bladet fra munden og erstatte Rekviems billedrige sprog med direkte tale om seksualitet og de politiske tilstande i landet.

Fraværet af RMH er ærgerligt, fordi det på mere end på et sæt giver indtryk af, at Imam går enegang, hvilket hun ikke gør – tværtimod: Imam er del af et politisk og samfundskritisk hiphopmiljø, som har succes med at få spilletid i end helt anden grad end det for eksempel er tilfældet i Danmark. Ligeledes er hun og kæresten Eli ikke alene om at skrive tekster om at begære og elske kvinder, men to blandt flere unge svenske queer-musikere. Med deres homage af en film får Gustafson, Kastebring og Tsiobanelis næsten gjort Imam mere unik, end hun er.

Til gengæld lykkes Silvana Imam – Väck mig när ni vaknat med at formidle musikerens glæde ved sit hverv, og man forstår, hvorfor Imam er blevet så rost og har vundet priser for sine liveoptrædener. Det er umuligt ikke at blive smittet af hendes energi, begejstret over hendes fandenivoldskhed og hendes evige fuckfinger til janteloven og patriarkatet. På scenen i Gröna Lund den lyse majaften for halvandet år siden er Imam klassisk Imam: »Silvana är svenskt kulturarv,« råber hun selvbevidst ind i mikrofonen. Og hun har skrevet historie: Som første hiphop-artist siden prisuddelingens begyndelse i 1969 blev hun kåret som årets artist ved Grammisgalan 2016,^[i] og hun er den første svenske musiker, som har sagt ordene »jag är lesbisk« i en sang:^[ii] »Bitch, please! Jag är stjärna – ingen kändis / Alltså ärligt, jag är inte straight – jag är lesbisk / Walla, Imam har tagit över, inte Allah / Och snubbar som försöker, jag har gått om er alla«.

Tournéen og filmens afslutningskoncert er klippet ned til de fire minutter og 37 sekunder, det tager at afspille filmens titelgivende sang og Naturkrafts sidste nummer, »Väck mig när ni vaknat«: en melankolsk bøn om først at blive vækket, når alt det, Imam kæmper for og imod, er kampe, som hører fortiden til. Men selv om filmen slutter i mol og med en påmindelse om borgerkrigen, som hærger farens hjemland Syrien og har sendt millioner af mennesker på flugt, er det svært ikke at føle sig optimistisk, for filmen om naturkraften Imam – den blonde araber fra Litauen, som har hjemme i Sverige – er slet og ret livsbekræftende. Og som dansker kan man ikke lade være med at spørge sig selv: Hvor er Imams danske søster?

Podcasts
Värvet
Konversation

^[i] Sommar i P1: Silvana Imam, 21. august 2016

^[ii] https://noisey.vice.com/en_us/article/rjxq7x/silvana-imam-interview-2015