ENQUETE. Rosinante nedlægges som selvstændigt forlagshus. Indvarsler fusionen en gylden fremtid for andre forlag? Fire redaktører giver deres bud.
[dropcap]U[/dropcap]tilfredsheden og frustrationen var til at tage at føle på, da forfatter Dennis Gade Kofod for nylig reagerede på Gyldendals nedlæggelse af Rosinante & Co: »I dag har Morten Hesseldahl ødelagt noget unikt og vigtigt i den danske kultur,« skrev han på Facebook. Som den første Rosinante-forfatter meddelte han i weekenden, at han ikke ønsker at samarbejde med Gyldendal, efter at hans gamle forlag er blevet bragt til ophør.
Ifølge Gyldendals administrerende direktør Morten Hesseldahl sker nedlæggelsen som led i en strategisk manøvre, der skal sikre Gyldendal-koncernens »langsigtede indtjeningsevne«. Rosinante & Co. er i al sin tid blevet drevet som et eget forlagshus. Nu skal de fem forlagslinjer Rosinante, Cicero, Høst & Søn, Pretty ink og Flamingo videreføres i Klareboderne med 25–30 færre medarbejdere. Målet er efter sigende at lette udgifterne til husleje og administration, så hele koncernen skal kunne »fokusere flere penge« på litteraturen, forfatterne og læserne.
Hvad kommer det til at betyde? Hvilke strukturelle ændringer vil bogdanmark opleve den næste tid? Først og fremmest konsoliderer det en mastodont, som nærmest bliver synonym med den danske forlagsbranche, men samtidig åbner det måske muligheden for, at de små forlag kan erobre en tydeligere position? Hvad skal der for eksempel ske med den oversatte skønlitteratur, som Rosinante i højere grad end Gyldendal har stået vagt om? Taber den atter terræn?
Vagant har spurgt redaktører fra fire småforlag, hvad de tror, fremtiden byder.
Ingen presser Gyldendal på litterær kvalitet
RENÉ JEAN JENSEN
Ifølge Morten Hesseldahl vil opsugningen af Rosinante ingen negative følger få for hverken redaktører, forfattere eller relationerne imellem dem. Men det er indlysende, at det ikke bare er nogle skriveborde, der bliver flyttet 400 meter. Vi får se, hvad det kommer til at betyde. Man kan have alle mulige bange anelser.
Det mest kritiske ved situationen er egentlig, at der ikke er nogen oplagte alternativer for forfattere (eller redaktører), der eventuelt gerne ville søge et andet sted hen, nu hvor deres forlag er blevet lempet ind i Klareboderne. Og det er et problem. Hvilket større forlag presser Gyldendal på litterær kvalitet, en offensiv profil med hensyn til oversættelser med mere? Ingen.
Selvom jeg selv udkommer på Gyldendal og har været glad for samarbejdet med min redaktør, synes jeg ikke de udgiver nok oversat litteratur. De kunne have godt af en hård konkurrent på det område. Der er en masse små forlag, ja, men der mangler virkelig et sted, som reelt kunne være tillokkende for eks-rosinanter og andre.
Småforlagene går næppe en gylden fremtid i møde. På forlaget Basilisk har vi til næste år arbejdet ulønnet og frivilligt i 20 år. Det har der været og er der stadig privatøkonomiske problemer i – men der er alligevel stødt mange gode småforlag til i de sidste fem-ti år, så det afskrækker tilsyneladende ikke folk, at de skal leve af noget andet, mens de udgiver bøger. Man går ikke efter gyldne tider.
På den ene side kan det føles uretfærdigt, at det er et prækariat, der står bag introduktionen af vigtige udenlandske forfatterskaber, på den anden side kan man jo ikke sidde og vente for evigt på, at andre gør noget.
Det kan undre mig, at større forlag med marketingsafdelinger og alskens anden ekspertise åbenbart ikke formår at skrue mere ambitiøse og konsekvente oversættelsesprogrammer sammen. Rosinante kunne, de udgav for eksempel Péter Esterházy over en periode på 25 år. Selvom forfatterskabet isoleret set næppe var rentabelt.
Man må håbe, at Rosinantes oversættelsesprofil overlever under Gyldendals tag. Uanset hvad vil småforlagene sikkert fortsætte med at udgive oversat litteratur, jeg tror ikke, de vil holde op, hvis Gyldendal eller et nyt ambitiøst forlag en dag skulle komme stærkt på banen. Man udgiver jo noget, man synes mangler på dansk. Og der mangler meget. Også mere end 100 småforlag kan overkomme.
René Jean Jensen, f. 1971, er redaktør på forlaget Basilisk
Nye midler til redaktørarbejde
MARIA CATALINA HEIMANN
Det er ikke overraskende, at Gyldendal har spist et af sine datterforlag. Det er udtryk for en tendens, som har været undervejs i noget tid, eksempelvis når man på Gads Forlag opkøber et mindre forlag for at holde økonomien i skak.
Bogbranchens fremtid er ikke anderledes nu, bortset fra at oversatte titler, for eksempel Michel Houellebecqs, Maggie Nelsons og Emily Bröntes værker, der udkom på Rosinante, fremover bliver færre.
Nedlæggelsen af Rosinante tildeler måske de små forlag en større rolle, måske mere synlighed, men ærlig talt er der bøger nok at tage af. For de små forlag har det aldrig været et spørgsmål om at komme først til de udgivelser, der ellers ville blive købt af de store forlag. Problemet er snarere, at der bliver mindre kapital til at håndtere oversættelser af eksempelvis større forfatterskaber, der kræver adgang til omtale, mulighed for at håndtere PR og festivalbesøg med mere. Det har frivillige forlag ikke tid eller penge til.
Vi må stræbe efter en branche, der er baseret på lønnede jobs. Det vil frigive tid til at søge rettigheder og fonde etc. Det er uholdbart, at man skal bygge på frivilligt arbejde for at sikre en repræsentativ adgang til litteratur på dansk og ikke ende med en monokultur. Det kunne løses ved – som Asta Olivia Nordenhof har foreslået i et opslag på Facebook – at det bliver muligt at søge midler til redaktørarbejde på lige fod med oversættelse og produktion af en bog.
Det eneste signal, Gyldendal sender med det her move er, at deres business går dårligt. Det er ikke overbevisende at kalde fyringen af 30 medarbejdere for en forbedring af litteraturens og forfatternes muligheder.
Maria Catalina Heitmann, f. 1994, er redaktør på forlaget Arena
Frivillighed er ikke en holdbar model
LARS-EMIL WOETMANN
Jeg ser ikke anderledes på bogbranchens fremtid efter lukningen af Rosinante. Lukningen er en del af en bevægelse, hvor der sker en konsolidering af de gamle forlag. Det har at gøre med, at den litterære kultur er svækket, hvilket er en konsekvens af blandt andet internettets ekspansion og den tiltagende konkurrence om tiden, der bruges på kulturforbrug.
Folk læser ikke så meget og bruger ikke bøger på samme måde som tidligere. Det er en udvikling, der presser den litterære mangfoldighed, der bliver afløst af kendiskultur og bestsellerbusiness. Jeg kan ikke se, at den udvikling skulle stoppe; hverken læsere, litteraturformidlere, politikere, forfattere eller forlag er lykkedes med en effektiv alternativ fortælling eller økonomi. Det bliver højest til en ussel opbremsning og et suk.
Jeg har svært ved at se, hvordan de små forlag, der primært mangler distributions- og salgsmuskler, skulle blive gode forretninger. Det bliver de ikke af sig selv, i hvert fald. Men hvor går de gode forfattere hen, der allerede har et publikum? Hvor kaster aviserne deres lys? Hvilke bøger køber og formidler bibliotekerne? Det er afgørende spørgsmål for, om de små forlag kan professionalisere uden driftsstøtte og blive små levedygtige alternativer. Frivillighed er ikke en holdbar model.
Så længe de små forlag ikke har økonomi til professionelt arbejde, vil der altid være en begrænsning, om ikke andet på mængden af glade idealister og dermed antal titler.
Lars-Emil Woetmann, f. 1981, er redaktør på forlaget Kronstork
Den nordiske litterære offentlighed bør styrkes
JAKOB SANDVAD
Nedlæggelsen af en selvstændig, vigtig og særdeles kompetent redaktion som Rosinantes er trist og de facto en indsnævring af udgivelseskanalerne.
På de små forlag er vi selvfølgelig konkurrenter på nogle parametre, men primært er vi kolleger, og vi bør se vores arbejde som et kollektivt foretagende for at styrke kvaliteten af litteraturen og dannelsen af nye generationer af gode læsere. Nedlæggelsen af Rosinante svækker dette arbejde.
Jeg tror ikke, man kan tale om en gylden fremtid for de små forlag, med mindre der i højere grad løftes i flok; at man forlagene imellem arbejder målrettet sammen om at styrke læsningen i vores samfund. Det er den eneste måde, hvorpå man kan skabe en sund økonomi i et forlag, i hvert fald hvis man insisterer på, at kvalitetslitteraturen skal spille en anden rolle end trofæets. Noget man stolt viser frem.
Jeg tror, forlagene i højere grad burde kaste et kritisk blik på den litteraturindustri, de er en del af, og det litteratursyn, der hersker dér – ellers bliver lukningen af Rosinante bare en understregning af det, vi alle sammen allerede ved; at det ikke er de litterære titler, der får forlagene til at løbe rundt, men genrelitteraturen og fagbøgerne. Det er det, vi har prøvet at gøre på Gladiator ved gennem skolerne at lade arbejdet for dannelse og læsning være med til at finansiere litteraturen.
Som det ser ud nu, er oversat litteratur helt afhængigt af støtte, og selv dér, kan det let blive en underskudsforretning. På Gladiator har vi udgivet en række oversatte titler, men det er svært at få det til at løbe rundt. Alligevel er det noget, vi håber at kunne gøre mere af. Særligt mener vi, at den nordiske litterære offentlighed burde styrkes; at målet burde være, at vi kunne læse hinandens værker, uden at de bliver oversat. Det ville give alle tre kredsløb et løft, og det ville være inspirerende for forfatterne.
Jakob Sandvad, f. 1981, er redaktør på forlaget Gladiator
I en tidligere udgave af enqueten medvirkede Andreas Vermehren Holm fra Forlaget Virkelig. Teksten er taget ned, fordi Vagant manglede citatgodkendelse.
