ESSAY. Klimaet, kunsten og kloden: Alt hænger sammen med alt i dette Gesamtkunstwerk, som vi er en del af.

1.

Et tog som nærmest kører i vandkanten. Det er sådan det føles at tage toget fra Oslo op gennem Gudbrandsdalen mod for eksempel Lillehammer. Det er ikke noget langsomt tog. I månedsskiftet mellem maj og juni, når turen gerne går mod litteraturfestivalen i området, danser et hastigt skiftende flimmer af grønne grene og lysreflekser fra vandet forbi togvinduet. Dette flimmer er en god illustration af en boblende lykkefølelse, eufori, men for mig følges dette lynsnart af en advarsel om risikoen for et kommende migræneanfald. At passere forbi et stakit, som skaber lysglimt på lysglimt, har tidligere fremkaldt migræne, at stirre på en hvid tavle, som reflekterer lyset udefra ligeså. Jeg har ingen konkrete beviser mod stroboskoplysets skadelige effekter, men ved koncerter vender jeg mig gerne væk eller lukker øjnene.

En flimrende, boblende lykkefølelse i overdrive og et svar fra min hjerne: Synsforstyrrelser i form af en krans af lyn i øjenkrogen. My own private modernism skabt af min hjerne, et forvarsel om afsindig smerte, som et sværd gennem øjet. Fænomenet ankommer efter en halv times tid med brutal, hvid støj i synsfeltet. En dyb dal med fossende vand i midten, det er nærliggende at kønne dette landskab feminint. Passagerer i en energisk blikdåse på vej tilbage, ind i fødselskanalen. På litteraturfestivalen penetrerer Oslos forlagsfolk dette mytiske landskab med deres støjende rullekufferter. Chancerne for at ende på Hotel Breiseth klokken fem om morgenen midt i en kreds af leende hyæner er uhyggeligt store.

Stillbillede fra filmen Landscapes by the Book.

I oktober 2013 kørte jeg imidlertid forbi Lillehammer og længere op, og ind. Harpefoss hed stationen, hvor jeg stod af, og mit spørgsmål lød: Hvad er stedsspecifik skrift? Bladene var ikke længere grønne, de var gule, orange og røde. En palet som umiddelbart virkede langt mindre migrænefremkaldende end forårets skarpe neonfarver. Mit job var at spøge på et loft, banke lidt i gulvet omkring midnat, gå med tunge skridt på trapperne i natten. Inspireret af fuldmånen udfordrede jeg grænserne, da jeg forsøgte at fremføre Nicos »Janitor of Lunacy« fra albummet Desertshore (1970) med en sneugles spage stemme. Jeg forstod ikke bjergsidernes vertikalitet udenfor mine vinduer. Når jeg pressede ansigtet mod loftkammerets kølige ruder, så jeg månen lyse over et landskab, som synes at indeholde to årstider på samme tid: Høsten glødede stadig varmt i dalens skød, mens rimfrosten tegnede en skrap linje over trætoppene. Noget pustede koldt deroppe, en temperaturgrænse adskilte dalens fugtige dyb fra bjergenes forfrosne sølvfarver.

På formålsløse vandringer i omgivelserne, og på ekspeditioner til den lokale Kiwi-butik, forsøgte jeg at planlægge og dokumentere mit arbejde. Men kunne det kaldes et værk? Se, en lastbil fuld af sorte tømmerstokke. Tømmerstokkene var for lange, ladet stod åbent og refererede til Rothko med sin metalliske, blå rektangel. Når jeg ser tilbage på min tid i Harpefoss, er det imidlertid to Richard Long-inspirerede værker, som jeg finder mest vellykkede. Værkerne er fodture til mine absolutte, geografiske yderpunkter. Harpefoss er ikke som sådan en genkendelig bykonstruktion. Harpefoss Hotell, en ornamenteret træbygning i schweizisk stil fra 1896, hvor jeg altså boede på kvisten, kan eventuelt kaldes et socialt bycentrum, mens dagligvarebutikken Kiwi snarere repræsenterer et handelscentrum. På parkeringspladsen holder bilerne, ud af disse springer lukkede menneskekroppe til butikken og retur til bilen med bæreposer. Som i Los Angeles er du ilde stedt uden bil i dette landskab.

I begge værker ville jeg gå så langt, som det var muligt og på vejen indgå i et spil med mine omgivelser, som både aktivt og passivt skulle medvirke til at bestemme værkets form. Værket var linjen vores fodspor tegnede over landskabet. Det første værk strakte sig ned langs Gudbrandsdalslågen. I dette område foregik der meget arbejde allerede. Det er uklart om dette arbejde knyttede sig til udbygningen af E6, ikke desto mindre blev mine aktiviteter snart spottet af folk, som arbejdede i området. Jeg pegede og forklarede, at jeg ønskede at gå langs vandet. Arbejdsmanden jeg talte med var pakket ind i en astronautagtig sikkerhedsdragt, vi kommunikerede med besvær, men hans holdning var åben. Snart tog han mig ind i sin gule maskine og kørte mig gennem det forbudte område. Siden satte han mig af, og jeg var fri til at færdiggøre værket i en snirkelformet improvisation langs det strømmende vand.

2.

Herfra hvor jeg skriver i dag, Københavns Nordvestkvarter, synes Gudbrandsdalen nem at klassificere som natur, men det er næppe såkaldt uberørt natur, det er natur, som konstant bliver æltet og formet af mange hænder. Man kan faktisk påstå at Gudbrandsdalen er skrevet af Henrik Ibsen (1828–1906): Peer Gynt (1876) finder sted netop her. At Ibsen situerede sit skuespil omkring Vinstra, bare seks kilometer nord for Harpefoss, har stor betydning for området, ikke ulig Kronborg hvor Shakespeares Hamlet fra 1605 foregår. Ved Gålåvatnet, Peer Gynts fødested, foregår nu årlig Peer Gynt-festivalen, hvor en fremføring af skuespillet er central. Festivalen er et internationalt trækplaster, og man regner med at den trækker omkring 12.000 gæster til Vinstra hver sommer. 12.000 sæt trampende fødder, som er med til at ælte landskabet.

Stillbillede fra filmen Landscapes by the Book.

Billedkunstner Bodil Furu (f. 1976) arbejder i filmen Landscapes by the Book (2015) på et slags portræt af Gudbrandsdalen. Det er en dokumentarisk film, men har en essayistisk opbygning. Uden at det bliver for eksplicit, virker den som en slags poetisk compilation over faktorer, som påvirker og forandrer dette landskab. Forandringerne observeres og kommenteres af filmens omkring ni hovedpersoner, som alle får lov at udtrykke sig på hver deres specifikke måde. Tankpasseren Kristen Bjørgen, med afrikansk baggrund, hed tidligere Jules Kayabal, men han har valgt at skifte navn fordi – som han smilende siger – han vil passe ind. Bjørgen og en ven åbner filmen med at læse et folkesagn om Ulveig, en kvinde, som man betragtede som heks, eftersom hun stod i stærk opposition til den nyindførte kristendom. Ifølge sagnet kastede hun stenblokke mod Sør-Fron kirke fordi lyden fra kirkeklokkerne plagede hende. Igennem filmen er der flere lignende indslag af ældre kundskab om lokalområdet i form af folkeviser og sagn, som fortælles, synges og spilles, og således reaktiveres som kommentarer til samtidens Gudbrandsdalen. En vemodig folkevise om hjertesorg synges for eksempel med to gule traktorer i baggrunden. Migration er en forandrende faktor, men her er det Kristen Bjørgen, som lader sig forandre (»kristne«) for at passe ind, noget han synes at gøre med glæde og taknemmelighed.

De største landskabsforandrende faktorer er imidlertid to omfattende byggerier: Det nu skrinlagte projekt Kåja Kraftverk havde betydet en dæmning tværs over Gudbrandsdalslågen. Furu følger debatten om det planlagte vandkraftværk fra flere synsvinkler. Et andet arbejde, som er i fuld gang, er omlægningen af E6-motorvejen, som Statens Vegvesen står for. To kvindelige repræsentanter for Statens Vegvesen iklædt neonorange dragter deler deres refleksioner med os. Mest påfaldende er sproget de benytter om deres arbejde, disse professionelle uddelere af det sanselige: De taler blandt andet om at »regissere« rejseoplevelser. De kunne lige så godt tale om at instruere et skuespil eller en film, og vi får indblik i en scenisk tankegang, som ligger til grund for måden, hvorpå Gudbrandsdalens »vilde« natur iscenesættes og tilrettelægges i forhold til udsigten fra et bilvindue.

Et andet udtryk, som kvinderne fra Statens Vegvesen bruger, er »ikke prissatte konsekvenser.« Dette handler om de mere uforudsigelige Gudbrandsdalen-forfattere. Det er ikke hekse, som kaster stenblokke, men det er stenskred og oversvømmelser som på en lignende måde fremstår som svar på forandringerne, som foregår i dalen. Noget af dette, specielt de voldsomme oversvømmelser i 2011 og 2013, må vi formode er knyttet til langt større fortællinger udenfor Gudbrandsdalen, nemlig klimaforandringer. Alt hænger sammen med alt i dette Gesamtkunstwerk, som vi er en del af.

Stillbillede fra filmen Mangeurs de Cuivre.

Furu forfølger nogle af de samme problemstillinger i Mangeurs de Cuivre (Copper Eaters) fra 2016. Vi har flyttet os fra Gudbrandsdalen til den sydøstlige del af Congo, og her udfoldes konflikterne mellem en magisk tankegang, præget af ritualer og respekt for naturen, og forretningsmænds og entreprenørers interesser i naturressourcer, som reelle lokalpolitiske konfrontationer. Der hvor Gudbrandsdalens Ulveig blot eksisterer som et sagn, spiller ånderne en reel politisk rolle i diskussioner om brugen af det 600 kilometer lange kobberbælte i området ved det hellige bjerg Lunsebele. Når de udenlandske mineselskaber ankommer til området bliver der flere jobs til de lokale, men endnu flere arbejdssøgende trækkes til området, finder intet arbejde og vælger kriminalitet. Dybe civilisatoriske forandringsprocesser er i gang.

Entreprenørene har allieret sig med idealistiske – ja, eller idealistisk-kapitalistiske – lokale forretningsmænd, som mener at den svage stat ikke kan ivaretage Congos interesser. Som et udtryk for nationalisme, for kærlighed til hjemlandet, vælger disse forretningsmænd at optræde som mellemled mellem de udenlandske selskaber og lokalbefolkningen. Vi ser hvordan de forhandler med landsbyernes ledelse iført orange veste ikke ulig Statens Vegvesen. De taler med store armbevægelser til lokale kvindelige ledere med et udpræget defensivt kropssprog: Kan vi få lov? Kan vi få lov at få adgang? Der er imidlertid næppe tvivl om at succesfulde prøveboringer vil drive lokalbefolkningen bort fra området.

Furus kamera observerer roligt og åbent. De mennesker, som optræder i filmen går ofte selv ind i billedet og hviler gerne i tavshed nogle minutter, før de begynder at tale. Kameraet synes at svæve passivt iagttagende, med en let dirrende bevægelse som et åndedrag. Der er få retoriske fagter i måden der filmes på, graden af aktiv iscenesættelse er holdt på et minimum. Er kameraholdningen aktivistisk? Ja, men den står i direkte modsætning til den almindelige aktivists voldsomme fagter.

Helt i starten af Landscapes by the Book introducerer Furu os for en strøm af hvide lam, som myldrer omkring benene på en landmand, som forsøger at fodre dem. Vi hører lammenes spæde stemmer. Manden fik sin gård ødelagt af et stenskred, forårsaget af kraftig regn. Det er blandt andet vejbyggeri, som forårsager stenskred, eftersom man fjerner de træer, som med sine rødder holder jorden sammen. Ingen af hans fyrre lam overlevede. Mod slutningen af filmen synes lammenes stemmer at hjemsøge Furus film.

Stillbillede fra filmen Mangeurs de Cuvire.

De fyrre lam virker som indirekte ofre for Statens Vegvesens æstetiske tankegang, en konklusion, som er alt for bombastisk for Furu, men som ikke desto mindre klinger i mit hoved når jeg hører disse brægende spøgelseslam. Mit eget forsøg på at spøge på Harpefoss Hotell i oktober 2013 førte ikke til noget videre, andet end en middagsinvitation fra familien, som boede i etagen under. Grublerierne over den stedsspecifikke skrift udmøntede sig i et par værker, det ene relativt vellykket, det andet nær-fatalt. Under evalueringen af det første værk var jeg tilfreds med det spontane samarbejde, som havde tilføjet et brud og en strækning hvor et spektakulært mønster af larvefødder tog over langs bredden af Gudbrandsdalslågen. Det andet værk fik imidlertid en mørkere klang. Her valgte jeg at passere forbi Harpefossen og Solbråfossen med kurs mod Harpefossen Kraftstasjon. Heller ikke her virkede det, som om det direkte blev anbefalet at traske rundt. Det var uklart for mig om jeg brød loven med min vandring, men ingen meldte sig for at bryde ind denne gang, selvom jeg helt sikkert blev filmet i området omkring kraftstationen.

Mine fødder sank ned i den våde jord, jeg så ned på dem og bagover hvor et spor tegnede sig. Jeg skriver, tænkte jeg, dette er min skrift over landskabet. Nær et overvågningskamera stoppede jeg op og ved hjælp at tegnsprog forsøgte jeg at opnå kontakt: »Dette er kunst!« sagde jeg først, med reference til mine spor, hvorefter jeg rettede til: »Er dette kunst?« Intet svar, bare en død kameralinse. Harpefossen Kraftstasjon var ikke indstillet på samarbejde. Det virkede som en dead end, snart tvang vand og klipper mig op ad en skrant mod E6. Jeg klatrede over autoværnet. Der var tydeligvis ikke afsat plads til gående her. Biler passerede forbi i en afsindig fart. Efter cirka ti meter blev jeg slået af intens tvivl. Var jeg rent faktisk i fare? Dette værk fik sin ende, min skrift klemt mellem autoværnet og de hastigt forbipasserende biler. Her kunne man ikke skrive, værket blev dermed afsluttet af den simple grund at jeg ønskede at leve.

Teksten er et bidrag til Framtidsruiner, et kunstprojekt i offentlige rum i Gudbrandsdalen. En bog om projektet udgives på TILT forlag i løbet af foråret 2018. Mangeurs de Cuivre af Bodil Furu vises på Hordaland Kunstsenter i Bergen 14. til 18. februar som en del af udstillingsrækken »The Land« kurateret af Anthea Buys.

Susanne Christensen

Facebook

Twitter