Uønsket civilisationskritik

KOMMENTAR. Christian Kracht er en af tysk litteraturs mest omdiskuterede forfattere. Men hvorfor er han fortsat næsten ukendt i Danmark?

Da tyske Die Zeit sidste år skulle rangere efterårets vigtigste udgivelser, var der ingen tvivl hos avisens anmeldere. Christian Kracht havde med Die Toten (2016) skrevet, hvad de kaldte »Guds gave til fortolkere« (13.10.2016) og listede bogen som sæsonens nummer et – foran blandt andet oversættelsen af Elena Ferrantes Min geniale veninde, Peter Sloterdijks erotiske roman Das Shelling-Projekt og Han Kangs Man Booker International Prize-vindende The Vegetarian.

Man kan diskutere, hvor vidt sådanne lister gør noget godt for forståelsen af litteratur, men beskeden fra Tysklands alligevel nok klogeste avis var ikke til at tage fejl af: Den flamboyante schweiziske forfatter havde atter skrevet en roman, som ville få stor opmærksomhed – denne gang også uden for de tysktalende lande. »Verdenslitteraturen er ikke længere væk. Med Die Toten har Christian Kracht gjort alt for at trænge ind i denne sfære. Bogen henvender sig til det internationale litterære publikum, til læserne af Sebald, Naipaul, Rushdie«, skrev avisens kritiker Felix Stephan i sin anmeldelse (09.09.2016).

Christian Kracht har i mere end 20 år været et stort navn i tysk litteratur, men sjældent er hans romaner blev så godt modtaget som Die Toten. Lige siden han debuterede med romanen Faserland i 1995, har schweizeren formået at irritere dele af den tysksprogede kritikerskare med sin ironiske og spydige civilisationskritik. I Faserland rejser en ung og velhavende jeg-fortæller fra den tyske ferieø Sylt via Hamborg, Frankfurt, Heidelberg og München tværs gennem Tyskland til Schweiz, hvor han forgæves leder efter Thomas Manns grav. Undervejs laver han ikke andet end at feste, drikke og sniffe lange baner kokain; der er i det hele taget ingen ende på dekadencen. Og den stil og stemme, som historien er fortalt med, viser ingen tegn på moralske tømmermænd. Alt beskrives nøgternt og koldblodigt – som en tydelig afstandstagen til den moraliserende tone i tysk efterkrigslitteratur med Günter Grass i front.

I dag betragtes Faserland med sine æstetiserende skildringer af ren overfladeeksistens som selve »das Gründungsphänomen« for den såkaldte poplitteratur i Tyskland. Kracht har altid formået at sætte en scene, som andre efter ham nok skal indtage. Og da den kendte tyske journalist og forfatter Florian Illies i sit bogessay Generation Golf (2000) tegnede et portræt af sin egen selvtilfredse årgang af 70’er-børn, blev Krachts Faserland naturligvis udråbt til denne generations grundfortælling.

Siden har Kracht skrevet en række bøger, der med groteske scenarier og ustyrlige karakterer ironiserer over, ikke bare Tysklands, men hele Vestens farvel til autoriteter og mangel på fælleskulturel substans – en Leitkultur. Krachts helte drages ofte mod utopier eller totalitære politiske systemer. Man ser det i hans korte roman 1979 (2001), der foregår i Iran i kølvandet på Ayatollah Khomeinis islamiske revolution; i hans vilde, kontrafaktiske Ich werde hier sein, im Sonnenschein und im Schatten (Jeg vil være her i solskin og i skygge, 2008), hvor Lenin, i stedet for at tage tilbage til Rusland, igangsætter sin revolution i Schweiz; og sidst men ikke mindst i romanen Imperium (2012), hvor den frugtspisende eventyrer August Engelhardt rejser til den sydøstasiatiske tyske koloni Ny Pommern for, i stil med en anden kendt leder fra det 20. århundrede, at grundlægge sin egen naturlighedskult.

Sagt på en anden måde: Man skal lede længe efter et mere fantasirigt og provokerende forfatterskab i europæisk samtidslitteratur, og stilistisk, med sin kitchede ironi og sine afsindige sætningskonstruktioner, forbliver han mere interessant end Frankrigs evige fredsforstyrrer, Michel Houellebecq. Alligevel er Kracht næsten helt ukendt i Danmark, til trods for nogle sporadiske, næsten intetanende anmeldelser af de få bøger, som er kommet i oversættelse. Selv ikke da Christian Kracht i 2012 var udgangspunktet for langt den største litterære debat i Tyskland det år, og Der Spiegel-anmelderen Georg Diez i en lettere klovnagtig kritik af romanen Imperium skrev, at Krachts værk »er gennemsyret af et racistisk verdenssyn«, og at han tydeliggjorde, »hvordan antimoderne, demokratifjendtlig, totalitær tænkning finder vej ind i mainstream«; ja, selv ikke dengang blev der løftet et øjenbryn i Danmark.

I det hele taget rejser denne mangel på kvalificeret modtagelse et spørgsmål, som dem, der interesserer sig for litteratur, bør tage mere alvorligt: Hvordan kan det være, at et land som Danmark, der tidligere var så velinformeret om tysk litteratur, i dag knap kender en af kulturkredsens mest begavede og provokerende nulevende forfattere?

Den væsentligste årsag er selvfølgelig, at de store forlag er holdt op med at agere som kulturforlag, at de ikke længere ser det som en del af deres eksistensgrundlag at holde offentligheden informeret om, hvilke litterære og intellektuelle diskussioner som pågår i Europas vigtigste sprogområder.

I sommer hævdede Gyldendals litterære direktør Johannes Riis i en kronik i Politiken (26.08.16), at der i øjeblikket udspiller sig en »provinsialisme i tid« hos Danmarks Radio og på bibliotekerne, hvor man udelukkende går op i seer- og besøgstal. Hvordan kan det så være, at Riis’ eget forlag ikke kan fremvise en eneste skønlitterær titel skrevet af en nulevende fransk forfatter?[1] Lidt bedre ser det ud med de tysksprogede, hvoraf man har genudgivet Günter Grass og sporadisk oversat værker af Hans Magnus Enzensberger, Herta Müller, Charlotte Roche og David Wagner inden for de seneste år. Men det kan man næppe kalde et livtag med den tyske kultur. I det hele taget fylder oversat skønlitteratur meget lidt i forlagets udgivelseskatalog.

Den organiske sammenhæng mellem forretningstankegang og intellektuel appetit lader med andre ord til at være forsvundet. Det gælder ikke kun hos Gyldendal. Den udenlandske kvalitetslitteratur fylder næsten heller intet på forlag som Rosinante og Lindhardt & Ringhof. Dette giver desto større grund til at spørge: Er de højere forlagsinstanser overhovedet interesseret i at lade deres udgivelser smelte sammen med den europæiske litteratur? Selv et mindre ressourcestærkt forlag som for eksempel avantgardistiske Basilisk satser i disse år på oversættelser af nyere kanoniserede værker. Men det er ikke nok. Hvis Danmark skal holde sig opdateret på den internationale litteratur, kræver det mere end en 2-3 småforlag med en aktiv oversættelsespolitik. Ellers ender landet med at blive en kulturel udkant til det store Europa.

Det norske forlag Pelikanen udgiver i denne tid sin tredje Kracht-roman. Læs et uddrag her.

 

[1] Vagant har spurgt Gyldendals pressetjeneste, hvor mange nulevende franske og tyske forfattere, forlaget har udgivet. Men forlaget er ikke vendt tilbage på henvendelsen. Optællingen er lavet ud fra de forfatternavne, som forlaget selv har lagt frem på deres hjemmeside.

Christian Johannes Idskov

Christian Johannes Idskov

Kritiker og skribent. Netredaktør i Vagant. Født i 1989.
christian.j.idskov@vagant.no

Facebook

Twitter