INTRODUKTION. Chris Kraus’ I Love Dick fra 1997 bliver i disse dage udgivet på de skandinaviske sprog. Hvorfor skal vi læse den nu?
»I think the sheer fact of women talking, being, paradoxical, inexplicable, flip, self-destructive but above all else public is the most revolutionary thing in the world.«
– Chris Kraus, I Love Dick
I Love Dick er en kultbog. Den er feministisk. Den er genre- og grænseoverskridende, selvinvesterende og humoristisk, tragisk og aktivistisk. Den kan kaldes teoretisk fiktion, kunstkritik, bekendelsesskrift eller brevroman og fik ved sin udgivelse i 1997 overvejende negativ modtagelse: Kraus var sladrende, narcissistisk, for meget. I Love Dick handler om Chris Kraus, en mislykket filmskaber og performancekunstner på 39, som er tidligere gogo-danser, anorektisk, efter eget udsagn ikke en smuk kvinde og den berømte akademiker Sylvère Lotringers oversete sidestykke i et ægteskab i opløsning. Efter et middagsselskab i Pasadena, Californien, forelsker hun sig hovedkuls i en af Sylvères kolleger, Dick ––––, og det bliver starten på et Sophie Calle-inspireret eksperiment, et samarbejde imellem Chris og Sylvère, en stalker-performance, en krydsning imellem kunst og liv: Sammen skriver parret breve til Dick, og Chris kører på tværs af USA og opsøger et seksuelt forhold, mere eller mindre støttet af sin mand. At romanens personer findes i virkeligheden – ikke mindst Dick selv, sociolog og medieteoretiker ved University of California – er det mindst interessante ved Kraus’ insisterende, fandenivoldske tekst.
Kraus kalder med en ofte citeret formulering sit projekt for »Lonely Girl Phenomenology«: En undersøgelse af, hvad det vil sige at være kvinde, hvad det vil sige at være kvinde i kunstverdenen, hvad det vil sige at være kvinde og ikke-feminin, hvad det vil sige at være kvinde og have en (hetero)seksualitet. Bogen, som oprindeligt blev udgivet på Lotringers forlag Semiotext(e), blev genudgivet på MIT Press i 2006 med forord af Eileen Myles og efterord af Joan Hawkins og udkom i Storbritannien i 2015. Selv stødte jeg på bogen sent, i maj 2016, i Berlin: Først fortalte en veninde om den, oprørt begejstret; siden fandt jeg den på et natbord og læste de første tyve sider, inden jeg slentrede hjem igennem en søvnig formiddagsby, jeg så den iøjefaldende titel blive læst i u-bahnen med skælmske blikke fra medpassagerer, og da jeg købte bogen med hjem fra en af nabolagets boghandler, læste jeg den over et par intense dage, mens der var tordenstorme over byen. Det gør noget ved læseoplevelsen, når en bog på denne måde griber ud efter én, kommer til én og taler til én, som om man er dens eneste og rigtige læser. Nu taler alle om Kraus’ nyklassiker – Alle elsker Dick, som et nyligt arrangement på Blå i Oslo hed – og min umiddelbare skepsis, hvis jeg ikke havde læst bogen, ville måske føre til en modvilje mod værket. Men det er med al mulig fortjeneste, at Kraus’ debutbog i disse dage, tyve år efter sin udgivelse, finder vej til vores nordiske sprogområder: dansk, svensk og norsk. Det bemærkelsesværdige er ikke, at oversættelserne har været så længe undervejs. Det bemærkelsesværdige er, at I Love Dick er akkurat lige så aktuel i dag og her hos os, som den var dengang før årtusindskiftet, i en anden verden.
I forbindelse med udgivelserne på norske Aschehoug, danske Gyldendal og svenske Modernista bringer Vagant uddrag fra værket på alle tre sprog, oversat af henholdsvis Knut Ofstad, Louise Ardenfelt Ravnild og Annelie Axén.
Læs også Susanne Christensens »Politiet vil iagttage dit åndedrag« fra Vagant 3/2012, første gang I Love Dick blev omtalt i Vagant.
Læs uddragene af I Love Dick her.
