KOMMENTAR. Emmanuel Macron splitter Frankrig med sin debat om islam. På sin side har han forfatteren Michel Houellebecq.
Så er han her igen, den gamle spasmager, provokatør og frafaldne venstreradikal. Michel Houellebecq har udgivet en ny bog, Interventions 2020 (Flammarion, 2020), en samling essays, samtaler og interventioner bragt i dagblade og magasiner op gennem årene.
Hvordan fejrer han udgivelsen? Med champagne eller et godt glas armagnac? Selvfølgelig: Med et nyt stort interview i Frankfurter Allgemeine Zeitung (30.11.2020), hvor han griber ind i den franske islamdebat. Han insisterer stadig på sin gamle tese: Vi ser for tiden en tilbagevenden til det religiøse.
Efter det modbydelige mord på læreren Samuel Paty begået af en muslimsk teenager i september, har den franske præsident Emmanuel Macron sat gang i en hård ideologisk infight: De muslimske miljøer må nu forstå, at det eneste, som er helligt, er den franske sekularisme. Blandt andet har præsidenten planlagt, at gymnasier i hele Frankrig skal have pjecer med muhammedkarikaturerne tilsendt, så ingen fremover vil være i tvivl om republikkens værdier. La laïcité, arven fra oplysningen og revolutionen, skal forsvares.
Genrejsning af fransk arrogance
Houellebecq har ved tidligere lejlighed udtalt, at der med Macron ved magten igen er grund til at tro på en »genrejsning af fransk national stolthed og arrogance« – det sidste er for ham en klar kvalitet. Også han ser nu en »forpligtelse« til at forsvare kritikken af islam – »uanset om jeg selv er islamofob eller ej. Fordi det skal være blandt de meninger, man har lov til at udtrykke.«
I dag siger han, at det er blevet »en temmelig farlig fornøjelse« at kritisere religionerne. Det forstærker fornøjelsen, men reducerer den samtidig. For nok kan religioner virke latterlige på grund af deres »uforståelige udtryksformer«. Alligevel sidder man tilbage med en følelse af, at man rører ved noget helligt – det er derfor det er spændende.
Macron er selvfølgelig langt fra så spøgefuld i sin kritik af islam og muslimske miljøer. I begyndelsen af oktober holdt han en tale, hvor han skar sagen ud i pap: »Islam er en religion, der i dag oplever en krise over hele verden,« sagde han. »Vi vil hverken opgive karikaturer eller tegninger, selvom andre slår tilbage.«
Macrons forsøg på at forsvare sekularismen og ytringsfriheden virker ædelt nok. Men bag det ligger også en utvetydig politisk og moralsk selvhævdelse, som går ud over en befolkningsgruppe, der i forvejen oplever social stigmatisering og politisk marginalisering. Bortset fra et forslag om oprettelsen af nogle franske imamskoler, var der ikke antydningen af en hjælpende hånd, da han fremlagde planerne for sin muslimske kulturreform.
Macrons forvandling
En god indgang til at forstå den franske præsidents nye position finder man i samfundstænkeren Emmanuel Todds nye bog Les Luttes de classes en France au XXIe siècle (Klassekampe i Frankrig i det 21. århundrede, 2020). Her gør Todd det klart, at Macron på ingen måde kan forvente at blive genvalgt, hvis han bliver ved med at basere sit mandat på en alliance af borgerlige og »småborgerlige« støtter. Især ikke efter protesterne fra De Gule Veste. En mærkbar del af de vælgere, som historisk har befundet sig på venstrefløjen og som valgte at stemme på Macron ved forrige valg, ser i dag ud til at tage afstand fra præsidenten.
Derfor er han ifølge Todd nødt til at tiltrække nye vælgere, særligt de arbejdere, som skulle være charmeret af Marine Le Pens autoritarisme. Macrons desperate forsøg på at forbedre integrationen handler således om at slå sin eksplicit antiislamiske rival med hendes egne våben – og dermed forhindre, at den ægte populistiske vare kommer til magten ved præsidentvalget i 2022.
Hvem var Charlie?
Det skal understreges, at Emmanuel Todd bestemt ikke altid vækker begejstring i højreorienterede kredse. Han er før blevet kaldt en frankrighader, og for fem år siden udgav han bogen Qui est Charlie? (Hvem er Charlie?, 2015), som forårsagede en af de største intellektuelle fejder i senere år.
I bogen argumenterede han for, at de historisk store masseforsamlinger efter angrebet på Charlie Hebdo den 10. og 11. januar i 2015 var »en kæmpe løgn«. Demonstrationerne, mente Todd, var ikke det, de påstod at være: en storslået forsamling af mennesker med forskellige etniske, religiøse og sociale baggrunde, der forsvarede samfundets tolerance. Det var tværtimod en ubehagelig fremvisning af middelklassens herredømme, fordomme og islamofobi. Her så han »et pludselig glimt af totalitarisme«. Arbejderklassen og indvandreres børn var stort set fraværende, skrev han. Disse »fidus-demonstrationer« var arrangeret af en ensidig elite, der ønskede at spytte på islam.
Som Todd har gjort opmærksom på ad flere omgange, er katolicismens magt i Frankrig i dag ved at svinde ind. Al statistik fortæller, at færre og færre franskmænd går i kirke. Men dette betyder også, at der er ved ske en frigørelse af konservative autoritære energier, som før blev kanaliseret ind Guds hus. I dagens oppløjede politiske landskab, og med et borgerligt republikansk parti i krise, er Marine Le Pens Rassemblement National pludselig blevet det sikre hjem.
Alle er tabere
I Les Luttes de classes en France au XXIe siècle serverer Todd en ny opsigtsvækkende pointe, der blot understreger, at det nok mere er Frankrig end islam, som er i krise. Med udgangspunkt i et stort datasæt mener Todd at kunne se et igangværende fald i alles levestandard bortset fra hos den øverste ene procent. Dette skyldes i hovedtræk fastlåsningen af euroen og den europæiske sparepolitik. Uanset om man taler om pjalteproletariatet eller de parisiske mellemledere, så er de fanget i den samme knibe. De er alle tabere, mener Todd.
I bogen kritiserer han især det, han kalder »småborgerskabet«: ledere, lærere samt de som besidder kreative og intellektuelle erhverv. De forstår ikke, at Macrons politik vil føre til flere økonomiske tab. Som Todd sagde tidligere på året i et interview med avisen Libération, kommer Frankrigs »monetære fængsel« (EU) til at forbyde enhver løsning – levestandarden vil fortsætte med at falde. Og det er ikke så meget neoliberalismen, der er roden til problemet. Det er staten, hævder Todd. Derfor ønsker han heller ikke at sætte sin lid til venstrefløjspartiet La France Insoumise, Det oprørske Frankrig:
Det høje statsbureaukrati mener selv, at det er liberalt, mens det er intenst statisk, ligesom euroen i sig selv er en intenst statisk valuta, der er skabt til at dominere markedet og knuse civilsamfundet. Stillet over for disse udfordringer har oppositionen det forkerte mål. La France Insoumise har en politisk analyse baseret på neokapitalisme, og den er kort sagt ubrugelig.
De Gule Veste og Maj ’68
Todds interessante indspark kommer på et tidspunkt, hvor landets politiske landskab må siges at være i voldsom forandring. Todd er særligt optaget af De Gule Veste og sammenligner bevægelsen med oprøret i maj ’68.
De Gule Vestes opstand skabte et socialt og følelsesmæssigt chok, som fik Macron-regeringen til at udsætte dens varslede benzin- og brændstofafgift. Bevægelsen var i Frankrig medvirkende til klassekampens tilbagevenden. Og for Todd at se, er det også her løsningen på integrationen af det store muslimske mindretal skal findes: Kun ved at forbedre deres socioøkonomiske situation og ændre deres grundlæggende livsbetingelser i forstæderne, kan man forvente, at de vil knytte sig til republikkens idéer.
Betyder det, at klassekampen, en udtræden af EU’s valutaunion og drømmen om en mindre stat kommer til at bane vejen for venstrefløjen? Ikke helt. Emmanuel Todd er bevidst om, at Macron selv ønsker denne klassekamp – bare fra oven. Med sin småborgerlige foragt for befolkningen skaber han en vrede og et modtryk fra venstrefløjen, som afskrækker borgerlige vælgere. Netop det er Macrons genialitet: Han formår at skabe solidaritetsbånd, som aldrig før fandtes.
Beviset? Det er allerede lykkedes ham at få Michel Houellebecq over på sin side.
