Sheriffen er her igen

KOMMENTAR. Gyldendal har fået ny administrerende direktør. En gammel kending, som allerede én gang har efterladt den danske bogbranche i ruiner.

Morten Hesseldahl tiltrådte som ny administrerende direktør i Gyldendal i maj 2018. For nylig vakte han opsigt med nogle udtalelser i et interview til dagbladet Politiken. Foto: Robin Skjoldborg

Har man bare fulgt lidt med i nyhederne på det seneste, har man sikkert allerede hørt det: En gammel sherif er vendt tilbage til byen. For som han stolt bekendtgjorde i et interview med Politiken for nylig: »Du skal ikke misforstå det. Det er mig, der er øverste chef.«

Den store ordensmand hedder selvfølgelig Morten Hesseldahl, kendt for i mange år at have passet godt på den bedst sælgende kultur, for at have bragt musicals ind på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, og for selv at have skrevet krimier, mens han i sit professionelle liv er gået løs på den smalle litteratur og ydmyget digtere og forfattere på sin hurtige vej frem i verden.

Det er ikke alle, som ved det, men vi har faktisk været her før: Dengang han var øverste chef i Bonnier Forlagene, herunder Lindhardt & Ringhof, tog han det ikke bare som en æresopgave at makulere store dele af forlagets boglager, han annullerede også kontrakten med en ung Martin Glaz Serup, samtidig med at han gik ud i offentligheden og gjorde alle opmærksomme på digterens salgstal og »temmelig mådelige anmeldelser«. Det fik blandt andre forfatterne Kristina Stoltz og Harald Voetmann til at storme ud af Hesseldahls hus: »Ingen af os har lyst til at være tilknyttet et forlag, hvor direktøren hænger en af sine egne forfattere ud i pressen«, skrev de i et åbent brev til sheriffen.

At ingen medier har bragt denne historie op igen, må skyldes ren og skær forglemmelse. For der har ellers været mange gode anledninger på det seneste. Først sagde Carsten Jensen farvel og nej tak, da nyheden om Hesseldahls ansættelse på Gyldendal nåede overskrifterne. Senest har Jens Smærup Sørensen forladt butikken, efter at Hesseldahl i interviewet med Politiken slog fast, at det aldrig har været forlagets profil kun at udgive »nordjyske noveller, som foregår i et landbrugssamfund mellem 1950 og 1960«.

Enhver med lidt forhåndskendskab ved, at dette ikke blot var en hån rettet mod Jens Smærup Sørensens forfatterskab, men sandsynligvis også en nedværdigelse af morsingboen og forlagets mangeårige litterære direktør, Johannes Riis, som for nylig forlod stillingen.

Med en sådan personalepleje ville det normalt være nødvendigt at spørge: Hvad er det, som får Gyldendals bestyrelse til at mene, at Hesseldahl er den rette direktør for dette gamle kulturforlag, hvor dannelse og konduite ellers altid har været i højsædet? Hvilke personlige kompetencer er det præcis, han udmærker sig ved?

Men svaret giver desværre sig selv: Morten Hesseldahl er en kompromisløs forretningsmand, som gang på gang har fortalt offentligheden, at han er fuldstændig ligeglad med, hvad andre tænker om ham. Dermed: Som skabt til jobbet.

Da han blev direktør på Det Kongelige Teater, kunne han gladelig meddele omverdenen, at »hans forhold til teater var meget beskedent«. Men hvad skal en struktureret mand som Hesseldahl også med viden om den kultur, han er sat til at bestyre, når han først og fremmest ser det som sit kald at nedbarbere budgetter, strømline virksomhedsorganisationer og udforske nye markedsmuligheder? For en eller anden ros skal han trods alt have: Han har altid kunnet finde ud af at drive forretning – som regel på den kvalificerede kulturs bekostning.

Det står fortsat hen i det uvisse, hvorfor ingen af medierne for alvor har taget tråden op og turdet konfrontere en magthaver som Hesseldahl eller Gyldendal-bestyrelsen. For der findes fortsat to afgørende spørgsmål, som mangler at blive besvaret. Det første: Hvorfor skal forlaget foretage en så gennemgribende omstrukturering, skære ned og reducere antallet af titler, når omsætningen år for år bliver ved med at stige? Det andet: Var et overskud på 34 millioner kroner sidste år ikke nok (i 2016 var det på 50,3 millioner kroner) – hvor mange aktionærmaver skal der mættes, før bestyrelsen igen føler, at den kan investere pengene i den gode litteratur?

Det er altså her vi er: Bestyrelsen har udpeget en kandidat, der ser kulturen som en forhindring på vejen mod de endnu grønnere kapitalmarker. Han sagde det selv i interviewet med Politiken: »Kulturen kan give stolthed, en kæmpe identitet, men kultur skal heller ikke arbejde imod forandring«. Men forandring i Hesseldahls forstand handler ikke om at indføre nye idéer og kvalificere kunsten og den offentlige debat. Hans mål er ikke at skabe noget, som gør, at vi ser anderledes på os selv og verden. Faktisk er der intet så sikkert og stabilt som Hesseldahls »forandring«; den handler lige som alt andet i denne tid om at overgive sig til markedskræfterne. Og er man i tvivl om, hvad »forandring« betyder i forlagspraksis, så står Lindhardt og Ringhof heldigvis tilbage som et solidt mindesmærke over Hesseldahl-metoden: Forlaget var engang et betydningsfuldt foretagende med en solid forfatterportefølje. I dag udgiver det hovedsageligt bestsellerromaner, biografier og brugslitteratur.

Hvad der er sket for Lindhardt og Ringhof kommer nok ikke til at ske for Gyldendal. Dertil er der stadig for mange traditioner og for meget modstandskraft i huset. Men der er alligevel grund til at være bekymret over, at Hesseldahl har entreret Klareboderne. Som et forsøg på at sprede lidt sød musik har han talt om at beskytte oplysningens principper og styrke »den læsende offentlighed«. Men alle hans andre udtalelser viser praktisk talt kun én ting: At han er fuldkommen blind for, hvor lidt markedet kerer sig om viden, oplysning og kultur.

Gyldendal er i dag det eneste forlag i Danmark, som over en bred kam har mulighed for at løfte den danske offentlighed med kritisk debat, visioner, idéer og kvalitetslitteratur, som får vores forestillingsverdener til at udvide sig. Men det er ikke noget, som interesserer Hesseldahl, og det er det, der er problemet: Han vil hellere servicere de »længsler og drømme boglæserne har«, han vil starte en ny krimiserie og samtidig have, at forlaget skal udgive færre titler. For sådan er det. Hil dig, marked og forsoner! Fremover skal vi bare bekræftes i vores egen smag.

Det er derfor svært at sige, om man skal grine eller græde, når Hesseldahl fortæller, hvordan Gyldendal vil skabe en læsende offentlighed. Han vil lave »universer på nettet« og øge antallet af live-arrangementer – altså skabe endnu flere deloffentligheder baseret på reklameindhold. Og det er vel at mærke i en tid, hvor andre kulturbærende institutioner som for eksempel Danmarks Radio bliver kraftigt beskåret, og aviserne synes mere og mere truede på deres eksistensgrundlag. I denne totalt accelererede offentlighed, præget af digitalisering og radikalisering, ville der måske om ikke så længe kun være Gyldendal tilbage til at ordinere modgiften: Kloge publicistiske tiltag, der kan være med til at skabe et drivhus for kulturen og en kritisk debat, som er nødvendig for udviklingen og bevarelsen af fælles forståelser. Men får sheriffen sin vilje, skal litteraturen helst bare serveres som sødsuppe til dessert.

Det paradoksale ved alt dette er, at Gyldendals bestyrelse på mange måder sikkert forsøger at lave begavede forretninger i en bogverden, som Morten Hesseldahl allerede har lagt i ruiner: Som direktør for Bonnier Forlagene trådte han frem som en af hovedarkitekterne bag indførslen af de frie bogpriser. Han lovede færre udgivne titler samt bod og bedring takket være markedets naturlige regulering.

Og hvad skete der?

Siden 2011 er kun priserne på bestsellerbøgerne faldet, mens boghandlerne til gengæld har lidt en massedød, fordi Hesseldahls tiltag selvfølgelig har åbnet portene for Amazon og andre netbutikker. Tine Smedegaard Andersen, den forhenværende koncerndirektør i Gyldendal og kulturdirektør i Danmarks Radio, var for nogle år siden ganske klar i mælet, da snakken faldt på, hvad der sker, når boghandlerne lukker: Så bliver det også sværere at sælge de mange bøger, som ikke er bestsellere.

Det, som folk i bogbranchen frygtede, er med andre ord blevet til virkelighed. Til sidst er der bare at sige: Fremtiden ser desværre kun mere dyster ud.

Christian Johannes Idskov

Christian Johannes Idskov

Kritiker og skribent. Netredaktør i Vagant.
christian.j.idskov@vagant.no

Facebook

Twitter