Livet under tavshedens lov

Foto: Steffen Roth. Herta Müller i hendes lejlighed i Berlin.

OVERSAT. Under krigen tilintetgjorde Rumænien sin jødiske befolkning. Men det var det tyske mindretal, der fik skylden. Herta Müller om barndommens land.

I Mit fædreland var en æblekerne (2014) fortæller forfatteren Herta Müller i samtale med den østrigske litterat Angelika Klammer, om hvad der fik hende til at skrive. Om et liv målt ud mellem barndommen i en landsby i Rumænien og historiens store forbrydelser. I uddraget her kommer hun ind på de gruopvækkende oplevelser, et liv efter krigen medførte for de tilbageværende i den tysktalende del af landet.

*

Hårdheden i Deres familie, slagene, afstumpetheden sætter De i forbindelse med det De kalder »beskadigelse«, udløst af lejr og krig.

De havde alle fået deres skader. Når en landsby er så isoleret, så langt fra verden, står som en kasse i landskabet, ikke har en asfalteret gade, kun dette korte tog der brusede forbi – alle var født her i landsbyen, giftede sig, fik børn, arbejdede i marken. Der blev altså boet, sået og høstet og spist indtil jorden åd en. Altid på denne plet jord, ingen forføjede sig bort fra den – altid det samme i over tre hundrede år. Men så blev disse bønder med al deres ukyndighed forflyttet ud i verden. Min bedstefar i første verdenskrig, min far i anden, min mor deporteret til en sovjetisk arbejdslejr. Krig og deportation tvang dem til at forlade landsbyen. Selv dyrene blev indkaldt til hæren. Min bedstefar havde håndskrevne dødsattester med stempel for sine heste der var faldet i første verdenskrig. Det forstod jeg ikke som barn, at der fandtes dødsattester for heste men ikke for mennesker der ikke vendte hjem fra krigen. Efter anden verdenskrig var mange forsvundet for altid. De ansås for savnede fordi der hverken var livstegn eller dødsbudskab.

Veronika (en kvinde i landsbyen, red.) var på alder med min mor, og hendes mand var savnet. Der var gået tyve år efter krigen, og hun sagde stadig væk: »Når blæsten river i gadeporten om natten, er det måske alligevel min mand.« Hun vidste godt at blæsten ikke var hendes mand, sagde hun, men til forskel fra hans død var blæsten og gadeporten virkelige. Hun levede et helt liv alene i et langt hus med mange værelser, tomme stalde og lader. Hun havde fem perlehøns, med hvide pletter som sne på grå silke, og et træ med de tidligste kirsebær omme bag i gården. Hun klagede ikke over sit liv når hun sagde det med blæsten ved gadeporten. Hun ville slet ikke have sagt det hvis jeg ikke havde spurgt: »Har du ingen mand?« Hun lagde heller ikke vægt på om jeg forstod det med blæsten ved gadeporten. Hun tænkte snarere at jeg var for lille endnu til at forestille mig tyve års venten på et menneske. På min egen måde forstod jeg det nok, et vindstød ved gadeporten kunne sagtens være et hjemvendende menneske. Det var helt normalt, ligesom at alle genstande og planter i mit hoved løb rundt i landsbyen om natten. Jeg var omkring ti år gammel, hvad tyve års venten betød for en kvinde, vidste jeg ikke. Kun at man kan tale højt med ukrudt og krat og tilmed gifte blomster med hinanden midt på dagen. Det ville jeg ikke sige til Veronika. Jeg hæftede ganske vist altid et mål på tiden så den blev synlig, men målet »tyve år« var ikke konkret. Og Veronika selv havde ingen alder – måske fordi hun boede alene i huset. Jeg var for naiv til at forstå hendes situation og aldersforskellen mellem os. Jeg spiste hendes tidlige majkirsebær, og det strejfede mig aldrig at hele mit hidtidige liv ikke engang var halvt så langt som den tid hun havde ventet. Jeg tror det gjorde hende godt at jeg ikke fattede det, at jeg var så uskyldigt dum. Der stod ingen afstand i aldersforskellen mellem mig og hende, kun de elegante perlehøns og det aldrig udtalte ord »ensomhed«. Det ord kunne man slet ikke have sagt, det fandtes slet ikke på dialekten. Her havde man kun ordet ALENE, »alleenig«, og det var vi ikke når vi talte med hinanden. Vi vidste alligevel om hinanden at vi havde temmelig meget med ordet »alleenig« at gøre. Selv om jeg ikke kunne bedømme tyve års tid, var ordet »alleenig« synligt på Veronika, det var vokset rundt om munden på hende som en egenskab. Helt anderledes end hos mig var det tydeligt hos hende, den evindelige affinden sig med det. Jeg tror Veronika til forskel fra mig levede i forståelse med sig selv og det der var. Hun indrømmede sin mands død over for sig selv og ventede alligevel på ham uden at han nogen sinde behøvede at komme, når bare gadeporten og blæsten var der.

Andre var vendt tilbage men kunne ikke finde tilbage til sig selv. Det forandrer alt for altid når en der aldrig har forladt disse halvtreds kvadratkilometer landskab, fra den ene dag til den anden drager tusinder af kilometer ud i verden. Min far drog som syttenårig i krig med Hitlers SS, han overlevede, vendte hjem til landsbyen og kom så aldrig uden for omgivelserne igen, allerhøjst ind til byen der lå tredive kilometer borte. Han var lastbilchauffør og forsynede landhandelen med sin klaprende lastbil, en mukkebik, som han sagde. Når han ville køre, skulle der være en anden med til at starte motoren nedefra med det store håndsving, hurtigt kaste håndsvinget op på anhængeren når motoren brølede i gang, så springe op i førerhuset og hurtigt smække døren i med et stykke ståltråd fordi håndtaget var brækket af. Og i førerhusets gulv var der et stort hul, man kunne se jorden køre med. Jeg var sikker på at bilen holdt stille og det kun var vejen nedenunder der kørte.

Og den eneste gang min mor kom uden for landsbyen, var deportationen til tvangsarbejde. Kvinder som min mor der havde overlevet deportationen, skilte sig ved frisure og påklædning tydeligt ud fra de ikke deporterede: Dem der altid havde været hjemme fordi de var for unge eller for gamle ved deportationen, altså de ikke deporterede, havde fletninger og læggede nederdele til anklerne. Og de deporterede kort hår og kort tøj. Det var en cæsur.

Et tegn på uovertruffen klarhed, at man ikke længere kan knytte an til livet som det var før.

I fem år i lejren fik kvinderne alt håret raget af, hvis ikke som straf så på grund af lus. Og under tvangsarbejdet var de iført samme grove russiske lejrdragt som mændene. Ingen af disse kvinder gik siden hen med fletninger eller fik syet ankellange læggede nederdele, det siger jo alt. I og med deportationen var det forbi med tre hundrede års bondedragt, det var der ingen der behøvede at beslutte, og der var heller ingen der kunne standse det. Det kom helt af sig selv, af overlevelsen, af ødelæggelsen. Det var en hård, klar konsekvens der aldrig blev talt om. Fem år med underernæring, vand i bughule og ben, det får man aldrig ud af hovedet igen. Og endnu en fælles ting hos de deporterede: De havde kun rådne tandstumper i munden, de skulle trækkes ud. For al tid gik de med tandproteser der klaprede fordi tandkødet også skrumper ind ved kronisk underernæring. Det første min mor med sine femogtyve år fik lavet efter hjemkomsten, var to proteser hos tandlægen i købstaden, en i overmunden, en i undermunden. Og det fik de andre også.

Til de erfaringer med krig og lejr som mennesker i Øst- og Vesteuropa jo delte – alle forskelle ufortalte – kommer så at det efter 1945 ikke var forbi med angst, forfølgelse, undertrykkelse og terror i Rumænien.

Ja, i efterkrigstiden og de følgende årtier blev der skabt demokratier i Vesteuropa. Men i Østeuropa diktaturer, Sovjetunionen installerede sin samfundsmodel, stalinismen. Militær, politi, alle østeuropæeres efterretningstjeneste blev uddannet i Moskva. Østeuropa var fuldt af stalinistiske fængsler og lejre. I årtiernes løb lavede russerne stadig flere kirkegårde i Østeuropa. De forskellige landes døde er der aldrig nogen der har optalt, de fordobler sandsynligvis antallet af døde i Gulag i selve Sovjetunionen. Helt op i 60’erne blev tusinder arresteret på grund af »antisovjetisk hetz«, legemligt og sjæleligt forkrøblet eller tortureret ihjel. Og alt det måtte man ikke tale om i Østeuropa før 1989.

Under anden verdenskrig stod Rumænien med den fascistiske diktator Antonescu næsten til det sidste ved Hitlers side men bryggede derefter en historie sammen, det hed nu »ved den sejrrige sovjethærs side«. Som fascistisk stat tilintetgjorde Rumænien også sin jødiske befolkning. Ligesom under nazisterne var der racelove, ghettoer, pogromer, jøderne skulle gå med Davidsstjernen, blev eksproprieret. Og koncentrationslejre i Transnistrien stod under rumænsk ledelse.

Stalinismen sørgede for en infam fordeling af skylden: Det tyske mindretal blev indstævnet for forbrydelserne mens rumænerne gav sig ud for antifascister.

Under disse omstændigheder blev tavshed til lov. Enhver udtalelse om noget man havde oplevet, var farlig, det strakte sig helt ind i det private. Fordi rumænerne benægtede deres forbrydelser, benægtede min far også SS’ forbrydelser over for mig, vi skændtes bravt. Min mor tav om lejren, min bedstefar blev af staten anset for »udbyttende klasse«, hans marker, hans kolonialvarehandel, hans guldbarrer blev eksproprieret. Et par guldbarrer havde han dog sænket ned i brønden ude på gårdspladsen – det blev der somme tider en vinteraften hvisket om ved spisebordet. Mange år senere blev brønden så engang »renset«, altså pumpet tom, fordi der efter sigende var faldet en kat i. Men der var ikke faldet nogen kat i, man ville se efter guldbarrerne. De var der ikke mere, de er uopdriveligt sivet dybt ned i jorden, nu flyder de måske i Jordens midtpunkt.

Jeg tror der overalt i denne landsby var noget lidt forfalsket. Det der bare lå hen som altid, som sine triste tre hundrede år, havde historiens katastrofer jo i virkeligheden for længst vendt op og ned på. Den indre ødelæggelse blev dækket til af ydre stædighed. Flid, renlighed, udholdenhed og frem for alt denne blanding af arrogance og mindreværdsfølelse.

Når der bliver løjet alle vegne, når ens egne oplevelser står i så grel modsætning til den officielle sandhed og dermed bliver taget fra en, må man jo blive tavs.

Og hård. Ja, de hjemvendte værnemagts- og SS-soldater havde kæmpet sammen med den rumænske hær ved Stalingrad, og så var de forbryderne og rumænerne heltene. På den måde blev mindretallet næsten objektivt forhindret i at tale om nazitidens forbrydelser og også for sig selv anerkende sandheden. Denne tavshed og hårdhed havde endnu en konsekvens, en opportunisme der ilede i forvejen. Mine forældre var og blev dresseret af frygt. Frygten for politisk straf gjorde dem ubetinget underdanige, uforbederlige og feje. Jeg oplevede det i min familie. Jeg boede allerede i byen, var på fabrikken, og måtte udholde det hemmelige politis chikane, forhørene, husundersøgelserne, dødstruslerne. Min mor frygtede for mit liv, det kan jeg godt forstå. Denne frygt på grund af moderkærlighed gjorde hende imidlertid ikke kun politisk blind men også følelsesløs som mor. Og det mærkede hun ikke når hun sagde jeg selv var skyld i den politiske forfølgelse og bragte familien i fare. Hun blev hadefuld mod mig i stedet for mod dette hemmelige politi. Hendes lydighed var hundsk, hendes bebrejdelser virkede på mig som passiv kollaboration. Grundene til at jeg ikke ville medvirke i dette diktatur, bekymrede hun sig ikke om. Hun ville have en tryg verden, ubemærkethed, tilmed karrieremageri for enhver pris. Er det også moderinstinkt når nogen siger: »Andre klapper og tjener penge, og du kan ikke holde kæft, en skønne dag ligger du død i graven, hvad har du så ud af det?« Samtidig tudede hun og ville som mor trøstes af mig.

Jeg sagde jeg ikke ville lære noget af vores familie. Ikke desto mindre lærte jeg af den. Min fars SS var et advarende eksempel for mig. Med mine sytten år var jeg lige så gammel som ham da han sværmede for Hitler. Og jeg bebrejdede ham det og vidste at jeg også levede i et diktatur og ikke kunne bebrejde ham noget mere hvis jeg medvirkede nu.

Findes der en moralsk passerseddel for oplevet fortræd? Den dag i dag ved jeg ikke hvordan jeg skal klassificere min mors krasse opportunisme. Skal jeg bagatellisere den som en bondekones ukyndighed, skal den forklares med arbejdslejren eller kun med ængstelsen for hendes barn? Kendsgerningerne foreligger, men hvad har de at sige? Er opportunismen det uundgåelige resultat?

Før min mor blev deporteret, gemte hun sig i et jordhul i nabohaven, i januar, en uge eller mere med minus tyve grader. Så blev hun opdaget, hevet op og sendt af sted til lejren i en kreaturvogn. Selv uden lejren er denne ene detalje med jordhullet uhyggelig nok i sig selv. Men gav det hende ret til politisk at opføre sig så dumt? Hvad min far angår, var det helt andre detaljer jeg måtte forestille mig. Jeg læste Paul Celans digte og tænkte, hvis min far som soldat var blevet sendt i koncentrationslejr, ville han have betjent gasovnene. Eller myrdet Celans forældre i Transnistrien, dér brugte de ikke gas. Fangerne opholdt sig i jordhuller på den bare mark, uden vand og mad var der mange der kreperede, og resten blev skudt eller banket ihjel. Tit tænkte jeg at min mor måtte i russisk arbejdslejr på grund af den kollektive skyld, altså på grund af min fars krig. Du godeste, hvor absurd den store historie spejler sig som skyld og straf i et enkelt ægtepar, altså hvor uretfærdigt den fordeler sig mellem mine to forældre. Og da denne fordeling skete, var de end ikke et ægtepar, bare to jævnaldrende i en landsby på størrelse med et fingerbøl i verdens udkant.

Fordi jeg er udgået af denne landsby og dette hjem, ser jeg historie overalt. Min far døde tidligt af alkohol, han blev kun halvtreds år gammel. Når han var fuld, sang han nazisange med sine kammerater selv tredive år efter krigens ophør. Landsbyen var lille, bryllupperne store. Der blev drukket tæt ved de lange træborde, de drukne sange kunne høres hele natten. Og landbetjenten var rumæner, anede ikke hvad mændene sang, og vuggede med i takt. Jeg kunne ikke betragte disse mænds SS-tid som ungdomssynd, de reviderede jo ikke noget.

Min far havde været død i lang tid, og jeg havde forladt Rumænien, da jeg kom til Coventry. Ordet »coventrisere« i betydningen »jævne med jorden«, som Goebbels opfandt, stod bogstavelig talt i luften ligesom kirkeruinen der mindede om denne hjemsøgelse. Blæsten jog gennem træerne, men jeg så de lange træborde og hørte de drukne landsbysange i luften mellem træerne. Den slags hjemsøgelsens steder er der mange af, og så må jeg tænke ved mig selv: Uanset hvor jeg kommer hen, har min far allerede været der. Hvad enten jeg vil det eller ej, lister min familie sig efter mig gennem det halve af verden. Eller jeg har den med mig til disse steder fordi man ikke kan lade panden blive hjemme. Jeg behøver ikke at føle mig skyldig på grund af min far, men tænke over tingene må jeg.

Uddrag fra bogen Mit fædreland var en æblekerne – en samtale med Angelika Klammer. Oversat til dansk af Karsten Sand Iversen. Gyldendal, 2018. 218 sider.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.