Donald Trump
For Vesten begynder spørgsmålet for alvor at presse sig på: Er Donald Trump virkelig Europas bedste ven? Foto: DoDolive, CC 3.0

KOMMENTAR. Donald Trump er garantiløsheden selv. Europa står foran en geopolitisk epoke fuld af usikkerhed og konflikt.

Egentlig burde der ikke være nogen tvivl: Donald Trump er godt i gang med at vende op og ned på verdensordenen. Eller rettere: Han er ved at berede grunden for en ny.

Som den tyske historiker Herfried Münkler skrev for nylig, giver store imperier navne til epoker. Pax Americana – den tilstand af relativ fred, som har hersket i perioden med amerikansk overherredømme efter Anden Verdenskrig – er på vej mod sin afslutning. I hvert fald i den form, som befolkningerne har kendt den indtil nu. Der er på ingen måde tale om en stille transformation.

Den amerikanske præsident har allerede lovet sine fjender »bål og brand, som verden aldrig har set før«. Og dette er ikke kun en drenget fantasi. I det nye verdenssystem, som Trump er i færd med at bygge, er der bare én ting, som gælder, og det er magt – benhård og brutal magt.

Det, som tidligere var fundamentet for det amerikanske herredømme, ser Donald Trump i dag som den direkte hindring for USA’s suveræne magtudfoldelse. De internationale forpligtelser, NATO-medlemskabet, frihandelsaftalerne, klimaaftalen i Paris – alle lægger de bånd på den amerikanske kæmpe, som først nu er ved at vågne fra sin hundredsårssøvn.

Bliver det, som den amerikanske præsident ønsker, skal den fremtidige verdensorden ikke længere hvile på internationalt samarbejde og politisk diplomati, men styres og kontrolleres ved hjælp af trusler og militært eftersmæk gennem nationalstatens suverænitet. Hård magt i stedet for bløde forpligtelser. Det er den grimme kendsgerning, som alle, inklusive NATO, må bøje sig for. For i Trumps globale retslære findes der ingen lighed mellem landene. Her findes kun tabere og vindere, stærke og svage nationer – og selvfølgelig er USA den stærkeste af dem alle.

Spørger man præsidenten selv, er hans hårde fremfærd allerede begyndt at give mærkbare resultater: Kim Jong-un, den nordkoreanske diktator, har før nogen andre indset alvoren og forstået ordene, der falder fra magtens mund: »The rocket man« blev tvunget på knæ for den amerikanske retsorden, det vil sige the president himself, og måtte her vise sit ydmyge ansigt.

Som Die Zeits idé- og geopolitiske kommentator, Thomas Assheuer, allerede har skrevet, ser Donald Trump nationerne som firmaer. Alt efter deres økonomiske og militære kraft, tvinger de sine interesser igennem – eller ej. Den, som har magten i verdenssamfundets naturtilstand, skaber orden. I den forstand er al snakken om transnationale retsforpligelser en egalitær ønskedrøm, en sød lille vuggevise, som ikke gør andet end at passivisere de stærke og opmuntre de svage.

Der er næppe tvivl om, at det var det, Donald Trump mente, da han anklagede Iran for at have fået styrket sin position med den atomaftale, der blev indgået i Obamas embedsperiode. Ved at lempe sanktionerne, lod man igen iranerne blive en mægtig udenrigspolitisk spiller, der ville kunne føre krig i Syrien og Yemen og finansiere Hizbollahs terror. Ifølge Trump var atomaftalen med til at skabe den situation, som den oprindeligt skulle have forhindret. Derfor har han heller ikke noget imod at forhandle aftalerne med Nordkorea og Iran selv – ansigt til ansigt – sådan som en rigtig forretningsmand nu engang sikrer en ordenlig deal.

Denne uge kom turen for Trumps magtanvendelse så til Europa og de moralske venner i NATO. Forud for topmødet i Bruxelles havde den amerikanske præsident allerede sendt trusselsbreve til de allieredes politiske ledere med et mere eller mindre berettiget krav om, at de skal hæve deres militære forsvarsbudgetter til de aftalte 2 procent af BNP. Trods bred enighed blandt alliancepartnerne og en underskrevet erklæring om at håndhæve løftet senest i 2024, var dette ikke nok for Trump. Indadtil, på et ekstraordinært møde torsdag formiddag, skærpede han ifølge nyhedsbureauet DPA tonen: Forøgelsen af budgettet skulle ske umiddelbart, ellers kunne han og USA meget vel finde på »at gå alene«. Udadtil lod han verden vide, at fortsat har stor tiltro til alliancen.

Hvor man har den amerikanske præsident i dette spil, er ikke nemt sige. Men det er der utvivlsomt en grund til. Som Napoleon engang sagde: »Venner skal altid behandles som om de en dag kunne være fjender.« Og Trump ser ud til at følge den samme aggressive taktik. Hvis man ikke makker ret, så falder Trumps hammer.

Efter onsdagen og torsdagens topmøde er NATO formentlig mere svækket end nogensinde før, og på mandag, når præsidenten drager til Helsinki for at møde præsident Putin, risikerer alliancens interne spændingerne kun at blive yderligere forøget. Her kan udfaldet meget vel blive en række afgørende beslutninger, hvoraf flere vil være i direkte modstrid med den officielle NATO-linje: en ophævelse af økonomiske og diplomatiske sanktioner mod Rusland; en reducering af amerikanske militære aktiviteter i Østeuropa; en sænkning af den militære støtte til Ukraine samt en accept af annekteringen af Krim og dermed en de facto anerkendelse af en russisk interessesfære i det post-sovjetiske rum.

Det, som er i færd med at ske, er i grunden meget enkelt: USA’s rolle som global vogter er ved at ophøre. Men denne proces begyndte allerede før Trump. Under Obama indledte amerikanerne en langsom udfasning af det transatlantiske samarbejde – man sagde det bare aldrig højt. Tanken var at Europa i højere grad måtte tage vare på sin egen periferi. USA’s forsvarsbalance skulle forskydes fra Atlanterhavet til Asien og Kina – der hvor fremtidens magtkampe mere sandsynligt vil finde sted. Under Trump er denne proces bare taget til i fart.

Som Herfried Münkler har skrevet, er der intet farligere for freden end den store vogters død. Sådanne fald vil typisk være karakteriseret af efterfølgende krige, hvor en ny orden og hierarki skal slås fast. De historiske fortilfælde er kendte: Romerrigets undergang og krigen i migrationsperioden, Spaniens fald og trediveårskrigen og endelig det britiske imperiums nedgang omkring Første Verdenskrig. Fald som disse er ifølge Münkler uundgåelige. Hvordan de forløber, og hvilke forstyrrelser, de efterlader, kan imidlertid påvirkes af den førte politik. I den henseende er Trumps enegang en acceleration på vejen til en kommende katastrofe.

Det er ikke uden grund, at Trump har skabt et ry som en uforudsigelig præsident. Spørger man lederen af center for militære studier på Københavns Universitet, Henrik Breitenbauch, er netop de uvante former præsidentens modus operandi. Men faktisk er Trumps tanke- og handlingsmønster ganske klart: Hvis kloden er en blodig arena og håbet om relativ fred en patetisk fantasi, så må han selv tage affære og føre nationen, landet og folket tilbage til den storhed, som i flere amerikaneres selvforståelse er gået tabt.

»America first« er et slogan fra fortiden, der igen vil præge fremtiden. Den tid, som Vesten ser ud til at gå i møde, ligner mere og mere en epoke, hvor konventioner, aftaler, pålidelighed og internationale love vil blive sat ud af kraft. I stedet for at opbygge en solid og sikker alliance, springer lederen af den frie verden hellere fra den ene tyranniske forhandlingspartner til den anden med en overmenneskelig egenrådighed og voldsom tiltro til egen gennemslagskraft.

Den tyske kulturhistoriker Jacob Burckhardt (1818–1897), der viede det meste af sit intellektuelle liv til at studere den italienske renæssance, kunne i sin forelæsninger Weltgeschichtliche Betrachtungen (Verdenshistoriske betragtninger, 1905) redegøre for, hvordan denne periode var præget af fremkomsten af det autonome individ, herunder særligt tyranner og despoter, der ud af intet måtte forme stater på samme måde, som de skabte sig selv. Deres samfundsreglers manglende demokratiske legitimitet og den radikale usikkerhed ved deres egen fremtidige eksistens, tvang dem til at udvikle virtuose personligheder uden angst for at bryde med kontinuiteter af arv, traditioner og værdisystemer, så de kunne skabe et helt nyt samfund for andre og dem selv. Napoleon Bonaparte, skrev Burckhardt, var det sidste menneske i denne moderne udvikling: Han var kort sagt »garantiløsheden i egen person«.

I dag ser vi, på trods af et nogenlunde fungerende amerikansk demokrati, en ny excentriker, som er ved at skabe et verdenssamfund i sit eget billede. Uanset hvordan man vender og drejer det, indvarsler præsidentens manglende garantier og udenrigspolitiske herskermagt en ny ulvetid – en periode fuld af uro, ustabilitet og konflikt – hvor ingen partnere længere kan vide sig sikker. Trump skyr knap nogen midler for at intimidere modstandere eller allierede. Han trækker en ny despotisk linje igennem moderne politik. Og for resten af Vesten begynder spørgsmålet for alvor at presse sig på: Er denne nye Napoleon virkelig Europas bedste ven?

Vis kommentarer (1)
  1. Takk for en tankevekkende og velskrevet artikkel. Imidlertid må jeg få bemerke at det avsluttende avsnitts referanse til Napoleon med påfølgende sammenligning mellom sistnevnte og Trump finner jeg temmelig historisk tvilsom.

    Er det én ting som alle kan være enige om når det gjelder Napoleon, så er det at han var en taktiker og en planlegger av et format verden ikke hadde sett før. I alle store spørsmål var han strategisk og visjonær og tro mot sine mål, og de institusjoner han grunnla finnes den dag i dag i Frankrike. Ikke minst, innførte han også likhet for loven og meritokrati i forvaltningen.

    Ingen av disse trekkene tør være ting man assosierer med Trump. Napoleon var selvsagt også en diktator, men han var da ikke noe verre enn de samtidige konger og fyrster han kjempet mot. Det var imidlertid hans motstandere som har fått skrive hans ettermæle, og Burckhardt er kjent som en svært stivbent, til tider antidemokratisk apologet for mye av det som Napoleon bekjempet og arven etter sistnevnte er i dag er grunnstener i demokratiet — selv om Napoleon altså ikke var demokrat selv i handling og neppe særlig i ånden heller. Han er altså ikke en åndelig leder for noen demokratisk bevegelse, snarere en teknokrat med riktig nok autoritære og sterke personlighetstrekk. Men tysk og britisk historieskriving har i etterkant forsøkt å fremstille det som om han var despoten mens hans motstandere hersket over en slags proto-demokratier. Slik var det jo slett ikke, vet vi i dag. Adelen kom til å kjempe for å vinne tilbake sine privilegier flere ganger over hele Europa, men Napoleons «første republikk» forble den modell fransk demokrati har reformert fire ganger siden og Europas første moderne rettsstat.

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.