ESSAY. I Mona Høvrings forfatterskab lyder alt fra sømandens krasse røst til den sentimentale piges poetiske tale.
Mona Høvring er tildelt Kritikerprisen for beste voksenbok 2018. Foto: Agnete Brun[dropcap]I[/dropcap] sin første bog, digtsamlingen IIK!! Ein dialog (1998), skriver Mona Høvring (1962–) sanseligt og frigørende om seksualitet. For nogle var dette lidt af et chok; i Guri Kulås’ artikel »Slepp oss laus!« (Klassekampen, 24.05.05) fortæller Høvring, hvordan debutens eksplicitte skildring af seksualitet allerede blev påtalt af en forlagskonsulent, som skrev, at der ikke var tale om poesi, men om vulgært »sømandssprog«. Måske tænkte han på dette hyl:
Hei, Arkhilokhos, korleis har du det drivande og
dragande på ballane langsmed bakken?
Urkreftene mine dreg skjedemusklane saman kring stakar
verda enno ikkje har sett.
Dreg med eit raskt rapp.
Smellet når musa ligg daud.
Der lurte eg deg.
Der lurte eg deg, sa ho.
Eg ville døy, men ikkje åleine.
Den græske digter Arkhilokhos levede i 600-tallet før vor tidsregning på øen Paros, og Neobulé, hvis røst lyder i digtet »Neobulé hyler II«, var hans forlovede. Da forlovelsen blev hævet af Neobulés fader, skrev Arkhilokhos, vred og forsmået, en række niddigte om Neobulé, så grove at de efter sigende drev hende til selvmord. Høvring har i interviews fortalt, hvordan hun kom i kontakt med Svein Jarvolls oversættelse af Arkhilokhos’ digte, som kun er bevaret i fragmenter, og at de provokerede hende til at skrive tilbage. Neobulés stemme, der fører ordet gennem hele digtsamlingen, synes at gentage både det magtfulde og det grusomme sprog, som findes i Arkhilokhos’ fragmenter og at udtale et oprør imod det.
Neobulés urkræfter sidder i vaginaens muskulatur, og måske er det dem, der får Arkhilokhos til at trække sit eget køn hen ad jorden, i hvert fald er det dem, der narrer ham i fælden som en gemen gnaver. Stemmen i digtet er direkte og hoverende i sin henvendelse til Arkhilokhos, og ikke mindst i gentagelsen »Der lurte eg deg//Der lurte eg deg« hører vi Neobulés barnlige, triumferende fryd over sin besværgelse af en fælles død. Nok har Neobulé taget sit liv i skam og sorg, men Arkhilokhos skal narres til at lide samme skæbne. Forbindelsen mellem urkraft og vagina udvikles og bliver mere og mere syret digtene igennem, for eksempel i kærlighedsdigtet »Til delfinen III«, hvor Neobulé forelsket og opslugt ønsker sig at »[b]li omforma til ein levande penisring // For alltid.« Midt i det antikke univers lyser ordet »penisring« op som neon. IIK!! Ein dialog indeholder digte, som er lige så vrede, som Arkhilokhos’ niddigte var det, men også digte, som er forelskede, både hårde og bløde. Trods harmen udtrykker digtene den henrykkelse, som kendetegner forelskelse, seksuel opstemthed og det berusende ved endelig at være fri af en andens vold. Høvring begiver sig ind i Arkhilokhos’ skrift, så hun, selvom hun lader Neobulé skrive igen og endda slå ham ihjel, i samme omgang vækker ham til live.
I IIK!! Ein dialog undersøger Høvring en bestemt slags forførersprog, hvis formål det er at (over)vinde og sommetider endda udslette den, der begæres. Via vreden begiver hun sig ind i det, hun afprøver det, men hun forlader det også igen, så hun kan forelske sig påny. Debutens dobbeltbundne fascination af Arkhilokhos er begyndelsen på en praksis, som karakteriserer resten af forfatterskabet. Høvring bliver ved med at lade sig påvirke af andres skrift. Hun bedriver en medrevet digtning, en lidenskabelig meddigtning, en hengivelsens og henrykkelsens skriftpraksis, der åbner sig mod den anden, ikke for at erobre, men for at kaste sit mod ind i arenaen og med respekt være til stede i det øjeblik, hvor tyren knapt er til at skelne fra tyrefægteren.
Høvrings måde at arbejde andre forfatterskaber ind i sit eget på er både begejstret og beundrende. Romanen Camillas lange netter (2013) om den tidlige kvindesagsforkæmper og forfatter Camilla Collett (1813–1895) er en smuk bog: Et stort, rundt blomsterhoved pryder omslaget, måske en purløgsblomst, eller en slags tidsel. Også denne romans undfangelse har Høvring fortalt om; den fandt sted, da hun ved et slumpetræf faldt over Colletts erindringer I de lange Nætter (1862) i en kasse med antikvariske bøger. Høvring læste den, begyndte at genskrive passager, og efterhånden – uden at det egentlig var meningen – sprang en række miniaturetekster frem, en slags krydsning mellem Colletts og Høvrings sprogtoner, som blev til en roman.
Når Høvring møder de dagbogsnotater, som Collett i ensomhed forfattede om natten, opstår et klart og strengt og følsomt sprog. Især skriver hun præcist om forholdet mellem piger; i beskrivelserne af tiden på en pigekostskole, Instituttet i Christiansfeld, og den voldsomme nødvendighed, Camilla føler for at etablere et venskab med den udvalgte Christiane. Dén nødvendighed er så stærk, at den får Camilla til indgå et væddemål om ikke at spise i syv dage, en styrkeprøve, der gennem en uigennemsigtig logik skal vinde hende Christiane. Og hvilken Christiane!
Christiane bar det store hodet sitt litt bøyd, ligna en blomst som har utvikla seg litt for yppig i forhold til stengelen. Å se inn i de blyge, halvt tilslørte øynene var som å få et syn av en himmel full av kjærlighet, og om jeg hadde lagt palmeblader i favna hennes, ville hun ha ligna en av de kristne jomfrumartyrene.
Kærligheden til Christiane beskrives, så den overstråler både Camillas forelskelse i digteren Welhaven, der ellers var ganske stormfuld, og forholdet til ægtemanden Collett. Citatet viser det særegne ved Høvrings sprog, som det lyder i Camillas lange netter; på en måde er det gammelmodigt, stilen og tonen kunne være stjålet fra en salmebog for skolebørn eller fra en gammel læsebog med genskrivninger af bibelhistorier og kønne poesiord. At sammenligne kvinder med blomster synes at være så klassisk, som det kan blive. Trods det klinger sammenligningen mellem den forvoksede blomsterkrone og pigen med det tunge hoved rent og præcist. Høvrings tekster er velsignet med en manglende frygt for at være for meget. Stemmen er så smidig, at den kan tale med sømandens røst og med den sentimentale pigestemme uden skam. Høvrings register er både parfumeret og krast; som duften af en sødladen hyacint spreder ordene sig uhæmmet, fylder siderne med alt fra penisringe til kristne jomfrumartyrer.
Camillas lange netter handler også om en kvinde, der ikke fuldkomment kunne udleve sit potentiale, som ikke kunne få lov at spille skuespil, som var rastløs og søvnløs og ikke kunne finde ro. Og selvom teksterne er sværmeriske og romantiske, kan de også med en pludselig kortfattet bestemthed slå om. Som da det går op for Camilla, hvorfor alle kostskolens piger har været milde og betænksomme over for hende: »Så kom det for en dag. Christiane var død. Nei, jeg vil ikke snakke om sorga mi. Jeg slutta ved instituttet. Barndomsåra var over.«
Mona Høvring har sans for at indfange erfaringer af venskab, forelskelse, død og pludselig lykke og for at tegne portrætter af længselsfulde, rastløse personer, som befinder sig midt i eksistentielle modsætningsforhold. Camilla i Camillas lange netter er en sådan person; det er også Laura, hovedpersonen i Høvrings første roman Noe som hjelper (2004). Lauras mor har begået selvmord ved at drukne sig, og Laura vokser derfor op alene med sin far. I en mindre norsk by forsøger hun at blive klog på sig selv, svømning, venskab og ensomhed og at gøre sig sine første seksuelle erfaringer.
De indledende sætninger i Noe som hjelper lyder sådan her: »Da jeg var ni år gammel lærte jeg å svømme. Det var mora mi som lærte meg det i en drøm, og det var etter at hun døde.« Med moderens druknedød og Lauras erindring om svømmelektionen præsenteres det allerede fra begyndelsen, hvordan vand kommer til at løbe som motiv romanen igennem: Som romanens første sætninger viser, skaber vandet en forbindelse mellem Laura og moderen, som går på tværs af døden; og det er da også havet, svømmebassinet, badehotellet og brusebadet, der udgør scenerne for romanens vigtigste begivenheder. Vandmotivet er elastisk, snart sætter det rammerne for Lauras eget, private rum, snart er det åsted for et seksuelt møde. Det springer som sved første gang Laura møder den forførende Vivian Koller, og det pibler frem i visioner om druknedød.
I Nils Øivind Haagensens interview, »Hun er fri« (Klassekampen, 22.11.07), siger Høvring følgende om sammenhængen mellem seksualitet og det at være et levende, dødeligt menneske på jorden:
Det er en måte å kanskje klamre seg fast til jorda [på]. Jeg tenker på det seksuelle som en måte å flykte fra tilværelsen på. Glemme for en stund at vi er dødelige. Samtidig ser jeg også på det som en øvelse i å dø. Og at det kanskje er seksualitetens store styrke.
Det er ikke nogen ny sandhed, at sex kan være et middel til at opløse grænser, heller ikke at sex derved forbinder os med døden. Udsagnet indfanger et syn på det seksuelle, som kan genfindes i Høvrings anderledes og uhildede beskrivelser af sex.
Seksualiteten er et vilkår i tilværelsen, ikke farlig, nogle gange ligefrem lindrende. Derfor kan Høvring i Noe som hjelper ubesværet beskrive Lauras seksualitet, også som den er, mens hun stadig er barn. Laura fascineres af sin storebrors pornoblade, især af en historie om en ung pige, der forføres af en voksen pensionatsværtinde; så meget fascineres hun, at hun tegner billederne af med kalkerpapir. Sammen med veninden Marie opdigter hun historier om byens slagter og hans elskerinde, og en dag i svømmehallen nyder hun at blive sæbet ind af Maries mor:
Jeg var varm og dorsk. Hun strøyk hånda raskt over rumpa mi, og da var det noe overveldende som greip tak i meg. Jeg håpa at hun ikke merka noe. Hun måtte ikke bli ferdig for fort, tenkte jeg, hun måtte holde på litt til.
Oplevelsen af at seksualiteten overhovedet findes, inden den bliver manifesteret i et »egentligt« seksuelt møde, skildres af Høvring i et ublu sprog, der er helt ligetil. Det øjeblik, Laura oplever i svømmehallen, er særligt og fyldt, selvom dets udstrækning i tid er ganske kort.
Sommeren mellem 2. og 3.g møder Laura Vivian Koller, en damefrisør, der ligner »Afrodite eller den skjønne Helena«. Det forhold, der udvikler sig mellem dem, er et af romanens vigtigste. Nogle steder nærmer beskrivelserne af Vivian Koller sig det karikerede: de lange negle, den snævre kittel og de velformede lår er klichéer på kvindelige attributter, men på en måde giver det mening – det er måske ikke sådan, hun er, men det er sådan, hun ser ud for Lauras begærende blik. Også Laura er udstyret med sine attributter: det lange hår og de små bryster. Vivian Kollers og Lauras karakteristika er typiske, beskrivelserne er feticherende, men medfører også at begge kvinder spiller rollen som forfører og den begærede. Begge tragter efter den anden, og begge hengiver sig. Sammen tager de på udflugt og overnatter på et badehotel uden for byen. Høvring skildrer deres kortvarige affære i et lyst skær. Natten mellem Vivian Koller og Laura er forunderlig, den er ikke ødelæggende, men der er heller aldrig tale om begyndelsen på et kærlighedsforhold:
Har du vært sammen med mange kvinner? spurte jeg sløvt, nærmest tilfeldig.
Nå og da, sa hun.
Jeg tenkte at dersom jeg hadde vært forelska i henne, ville svaret ha gjort meg sjalu, men i stedet blei jeg bare tent. Jeg stilte flaska i vindueskarmen og gikk bort til henne. Hun stumpa sigaretten og greip rundt meg, bøyde seg fram og slikka magen min. Jeg satte meg overskrevs på fanget hennes, og av alle ting tenkte jeg at hun var kameraten min, at hun var min fortrolige.
Også i Noe som hjelper lever en tekst, som Høvring har hentet fra en anden forfatter: På romanens sidste sider finder man godt og vel en halv side fra Françoise Sagans Bonjour Tristesse (1954). Citatet stammer fra begyndelsen af romanen, hvor fortælleren beskriver en konkylie fundet under en svømmetur, den sommer hun var 15. Samme konkylie ligger i hendes hånd år senere, da hun med romanen tager hul på at fortælle om den svundne sommers hændelser. Laura og Cécile fortæller begge underfundigt, anekdotisk og sommetider med en fjernhed og afstand til omgivelserne; man kan sige, at de to karakterer deler en ensomhed. Céciles sommer overskygges af et dødsfald, hun måske har en skyld i, Lauras sommer ender med et selvmordsforsøg. Når Høvring lader sin egen roman slutte med begyndelsen på Sagans, skabes der en intimitet mellem de to fiktioner, Cécile fra Bonjour Tristesse bliver en veninde af eller en slags slægtning til Laura, tilstedeværelsen af hendes stemme i Noe som hjelper får ensomheden til at svinde ind.
Samtalen med andre litterære værker er særligt tydelig i Høvrings seneste udgivelse. I digtsamlingen Jente med dødninghode (2017) består suiten »Hyperfraser« af en hel stribe af digte tilegnet andre forfatteres bøger. Som læser delagtiggøres man i de tanker, digtets jeg gør sig, om det læste og i, hvor det befinder sig under læsningen: på et tog om natten eller travende langs verdens kant. Ofte er situationerne fantastiske, de har en snert af uvirkelighed over sig, således at de korte læsninger, som udgør digtene i »Hyperfraser«, virker lige så eventyrlige og særegne som de bøger, der læses. Liv og tankegods fra bøgerne blander sig med digterjegets refleksioner og følelser – sine steder vitalt som i »Hyperfrase #9«, en læsning af Anne Brontës roman Fruen på Wildfell Hall (1848), hvor bogen beskrives som en plante, der spirer:
I begynnelsen var boka enkel å hanskes med. Den spirte. Den var villig, hadde små avleggere og hjelpsomme stiklinger, sidene blei milde, de dufta om kvelden, de fikk trea til å skinne, sølvskimrende rosa.
Senere bliver bogen kun mere egenrådig og handlekraftig – Høvring beskriver, hvordan den på absurd vis opsøger jeget og banker på hoveddøren – indtil den endelig i en afsluttende uhyggelig sætning beskrives som en grav, der gemmer på jegets støv. Der er således tale om en omfattende indgriben fra bogens side. Udover Anne Brontë læser digterjeget blandt andet Salmernes bog, Hélène Cixous og ikke mindst Clarice Lispectors Água Viva (1973). Åbner man Água Viva og læser det første afsnit bliver man mødt af den samme vilje til at flyde over og skabe i fællesskab, som er til stede hos Høvring, når hun er mest henrykt:
Jeg er lidt bange: bange for at give mig hen, for det næste øjeblik er det ukendte. Skaber jeg det næste øjeblik? Eller bliver det til af sig selv? Vi skaber det sammen med vort åndedræt. Behændigt som tyrefægteren i arenaen.
Teksten blev publiceret første gang i Vagant 3/2017. Abonnér på Vagant her.
