Heksejagt før og nu

ESSAY. Kvinder blev tidligt i historien angrebsmål for kapitalismens mekaniske forståelse af verden. I dag er nærmest ingenting forandret.

Trazando el camino af Rodolfo Morales

Hun står alene i tusmørket, på en tom plads, i hænderne har hun et blåt garnbundt, der vinder sig om hende og indkredser en klynge af huse, som dermed fremstår som en forlængelse af hendes krop. Trazando el camino (1990) er blandt de mange malerier, som Rodolfo Morales, en af Mexicos største kunstnere i det 20. århundrede, har viet til billedet af kvindekroppen som det stof og sociale bindevæv, der knytter samfundet sammen. Maleriet af Morales er et modsvar til billedet af heksen: Med sit broderede forklæde og tavse ydre minder kvinden om en engel. Alligevel leder det magiske og hemmelighedsfulde ved hende tankerne hen på den kvindelige »sammensværgelse«, der betegnede retfærdiggørelsen af de heksejagter, som formørkede Europa fra det 15. til det 18. århundrede, og på de uopklarede mysterier, der stadig omgiver den historiske forfølgelse.

Hvorfor var heksejagterne hovedsagelig rettet mod kvinder? Hvordan forklarer man det faktum, at tusindvis af kvinder i Europa gennem tre århundreder blev fremstillet som inkarnationen af »den indre fjende« og den absolutte ondskab? Og hvordan forener man det almægtige, næsten mytiske billede, som inkvisitorer og dæmonologer gav af deres ofre – som skabninger fra helvede, terrorister, mandeædere, djævelens tjenere, vildt ridende på deres koste – med de forsvarsløse kvindeskikkelser, der rent faktisk blev anklaget for disse forbrydelser, og som efterfølgende blev tortureret på grusom vis og brændt på bålet?

Et almindeligt svar kobler forfølgelsen af »hekse« til de opbrud udviklingen af kapitalismen forårsagede, først og fremmest opløsningen af fællesejede agerbrugsformer, der spredte sig i det feudale Europa, og til den forarmelse, som etableringen af en ny pengeøkonomi og ekspropriation blandt store dele af befolkningen førte med sig. Ifølge denne udlægning var kvinder mest udsatte, da de i særlig grad blev »værgeløse« som en konsekvens af disse forandringer, det gjaldt ikke mindst ældre kvinder, der tilmed udgjorde hovedparten af de anklagede. Kvinder blev med andre ord beskyldt for hekseri, fordi omlægningen af Europas landbrug gjorde krav på deres levebrød og sociale status som led i kapitalismens udvikling; de blev overladt til velhavernes nåde, og dét i en tid, hvor fællesskabets bånd blev sønderrevet til fordel for en ny moral, der kriminaliserede både betleri og velgørenhed, middelalderens velfærdssystemer.

Adskillige omstændigheder taler for denne udlægning, og den er understøttet af solid empiri. Der er utvivlsomt en direkte forbindelse mellem heksejagt og »indhegning« (privatiseringen af land), hvilket også fremgår af de anklagedes sociale sammensætning. Det samme kan man sige om sigtelsernes karakter og fremstillingen af heksen som en fattig gammel kvinde, der bor alene, afhængig af almisser fra naboerne og fuld af bitter foragt for sin egen marginalisering, ofte truende i sin adfærd over for dem, der afstår fra at hjælpe hende, de selv samme, som før eller siden vil anklage netop hende for at være skyld i deres ulykker. Dette billede er imidlertid misvisende. Det forklarer ikke, hvordan så miserable skabninger kunne bevirke så megen frygt. Billedet skjuler også det faktum, at mange af de anklagede slet ikke passede til denne profil. Der var ofte tale om kvinder, som havde opnået en vis magt i samfundet ved hjælp af magiske praksisformer såsom heling, spådomskunst, elskovsdrikke og fødselshjælp.

Kan det tænkes, at »hekse« udgjorde en trussel, der ikke var synlig for det blotte øje, men som var virkelig for dem, der deltog i deres udryddelse? For at svare på dette spørgsmål må vi afmytologisere den forblændede ideologi, hvormed heksejagterne blev gennemført og udlede forfølgelsens egentlige ofre fra dens konsekvenser. Det kræver, at vi på ny forestiller os de begivenheder, der førte kapitalismens udvikling med sig, at vi danner et overblik over de sociale konflikter og afgrunde, som den var en reaktion på, og spørger, i hvilken grad denne overgangsfase resulterede i en hensynsløs ødelæggelse af de sociale/kønslige forhold, der havde formet middelalderens verden.

Kapitalisme var svaret på den feudale elites overlevelseskamp – kirken, jordejerne og købmandsstanden – iværksat som en reaktion på den modstand fra bonde- og byproletariatet, som i det 14. århundrede havde bragt deres styre i fare. Det var en »modrevolution«, som ikke blot druknede de nye krav om frihed i blod, men tillige vendte op og ned på verden ved at skabe et nyt system for produktion baseret på en helt anden forståelse af arbejde, rigdom og værdi. Som et system, der promoverede »industri« som primær kilde til værdiskabelse, kunne kapitalismen ikke vinde frem uden først at føre en historisk krig mod enhver potentiel begrænsning af udnyttelsen af arbejdskraft, herunder det fine net af relationer, som forbandt individerne til naturens verden, andre mennesker og deres egne kroppe. En af grundbetingelserne for kapitalismens tidlige udvikling var således ødelæggelsen af den magiske forståelse af kroppen, der var fremherskende i middelalderen, og som tilskrev kroppen egenskaber, den kapitalistiske klasse ikke kunne lukrere på, og som ikke var forenelig med forvandlingen af den arbejdende til en arbejdsmaskine. Evnen til at flyve, til at spå om fremtiden, til at antage dyreformer, til at genopstå fra graven for at tage hævn, men frem for alt evnen til at beherske naturen.

Det er i denne sammenhæng, angrebet på kvinder skal forstås. På grund af deres unikke forhold til reproduktionsprocessen, blev kvinder i mange før-kapitalistiske samfund tilskrevet et særligt kendskab til naturens hemmeligheder, der gjorde dem i stand til at råde over liv og død, og endvidere gav dem en særlig indsigt i tingenes skjulte egenskaber. Udøvelsen af magi (hos helere, medicinmænd, urtekyndige, jordemødre, blandere af elskovseliksir) var også en kilde til arbejde for mange kvinder og utvivlsomt en kilde til magt, selv om det gjorde dem sårbare over for gengældelse, hvis deres lægemidler slog fejl. Dette er en af grundene til, at kvinder blev de primære angrebsmål for kapitalismen i dens forsøg på at skabe en mere mekaniseret forståelse af verden. Dens »rationalisering« af naturens verden – en forudsætning for både en strengere arbejdsmoral og den videnskabelige revolution – foregik gennem hekseudryddelsen. Selv den ubeskrivelige tortur, de anklagede kvinder blev underlagt, får en anden betydning, når den bliver set som et middel til at uddrive deres magiske kræfter.

Skildringen af kvinders seksualitet – skæbnesvanger for definitionen på hekseri – som diabolsk, selve indbegrebet af kvindelig »magi,« må også tænkes med. Vi må gentænke den klassiske udlægning, der tilskriver inkvisitorernes seksuelle manier og sadistiske tilbøjeligheder deres kristne afholdenhed. Det er hævet over enhver tvivl, at kristendommes arv og de gejstliges deltagelse i heksejagten var fundamental for tilblivelsen af dens ideologiske og juridiske skafot. Men vi bør ikke overse betydningen af, hvad kvindelig seksualitet endvidere repræsenterede for den nye kapitalistiske elite, set i lyset af dens sociale omvæltningsprojekt og indstiftelsen af en strengere arbejdsmoral.

Ikke ulig kirkefædrene – der fra Tertullian til Heinrich Kramer og James Sprenger, de dominikanske forfattere af Malleus Maleficarum (1486),[1] aldrig stod tilbage for at lufte deres had til kvinder – måtte den spirende kapitalistiske samfundsklasse have fuld kontrol over seksualitet og nydelse. Eros, seksuel tiltrækning, har altid været mistænkeliggjort i tyranners og politiske eliters øjne som en ukontrollabel kraft, der skaber bånd så stærke, at ikke engang døden kan bryde dem. Platons redegørelse for kærlighedens oprindelse og effekt i Symposium tilføjer en ontologisk dimension til dette perspektiv. Kærlighed er den store trolddomskraft, dæmonen der forener himmel og jord og gør menneskene så modige, så hele og modtagelige i deres væsen, at de ikke kan overvindes, hvis de først er forenede. Kirkefædrene, som i det fjerde århundrede e.Kr. drog ud i Afrikas ørken for at undslippe byens korrumperede livsførelse og Eros’ tillokkelser, måtte også snart anerkende dens kraft, hjemsøgt af et begær, de gerne tilskrev djævelen. For at værne om kirkens sammenhængskraft som en patriarkalsk, maskulin klan og forhindre dens hastigt voksende rigdom i at blive fordelt som følge af gejstlig eftergivenhed over for kvindelig magt, har kirken siden dengang beskrevet det kvindelige køn som djævelens instrument, jo mere velbehagelig for øjet, desto mere dødbringende for sjælen. Dette er ledemotivet i enhver dæmonologi fra og med Malleus Maleficarum, givetvis den mest misogyne tekst, der nogensinde er skrevet.

Hvad angår den kristne fornægtelse af kvindelig seksualitet og dæmoniseringen af kvindekroppen, er de seksuelle normer, som blev indstiftet af borgeren/kapitalisten, blevet beskrevet som et vendepunkt, fordi de ved første øjekast er iværksat ud fra nytteetiske årsager. Den protestantiske reintegration af sex i ægteskabet som et »middel mod seksuelt begær« og anerkendelsen af en legitim rolle for kvinder i samfundet som hustruer og mødre, er ofte blevet beskrevet som et tiltrængt opgør med fortiden. Men det kvindebillede, som kapitalismen i realiteten indførte i det sociale liv, fordrede en tæmmet og underdanig form for seksualitet, en instrumentalisering af reproduktionen og en pacificering af arbejdsstyrken. Sex har en plads i kapitalismen, men kun som en skabende kraft, der tjener reproduktionen af den mandlige/lønnede arbejdskraft og dermed udvidelsen af arbejdsmarkedet.

Uden for disse parametre, det gælder også for kapitalisterne selv, har kvinders seksualitet historisk set repræsenteret en social faldgrube, en trussel for arbejdsmoralen, en potentiel magt over andre, og en hindring for opretholdelsen af sociale hierarkier og klasseskel. Dette var især tilfældet i det 16. århundrede, hvor de strukturer, der hidtil havde reguleret seksuel adfærd og udveksling mellem mænd og kvinder i det feudale samfund, havnede i krise takket være et nyt fænomen både på landet og i byerne: isolerede kvinder, der boede alene, ofte med en praksis som prostituerede.

Ikke overraskende er anklagen for seksuel perversion lige så central for de rettergange, der blev organiseret af lægmænd, som dem der blev iværksat og gennemført af inkvisitionen. Også her finder vi, gemt under den utrolige anklage om kopulering med djævelen, frygten for, at kvinder kunne forhekse mænd med deres »udstråling«, beherske dem og plante en attrå i dem, der fik dem til at glemme alle sociale skel og forpligtelser. Dette var, ifølge mikrohistorikeren Guido Ruggiero, tilfældet for de kurtisaner i 1600-tallets Venedig, der indgik ægteskab med adelsmænd, og som siden blev anklaget for at være hekse.

Dette forklarer også myten, så ofte gengivet i dæmonologierne, om Kirke, den legendariske troldkvinde der forvandlede de mænd, som begærede hende, til dyr, og de mange spekulationer om kvindeøjnes egenskab til at påvirke mænd uden nogen form for berøring, alene i kraft af deres »tiltrækningskraft«. Og den »pagt«, som hekse blev anklaget for at have indgået med djævelen, og som i reglen involverede en økonomisk udveksling, blotlægger en bekymring for kvinders talent for at råde over mandlige ressourcer, og afslører en nidkærhed for mandens løn.

Der blev ikke sparet på noget i forsøget på at fremstille kvindelig seksualitet som en trussel for det modsatte køn, eller i den ydmygelse af kvinder, der gjorde det ønskværdigt for dem at gøre deres kroppe så tiltrækkende for mænd som overhovedet muligt. Aldrig før i historien har kvinder været underlagt så massive, internationalt organiserede, lovligt vedtagne, religiøst velsignede overfald på deres kroppe. På baggrund af løse beskyldninger, ofte blot nogle fordømmende ord, blev hundredetusindvis af kvinder arresteret, afklædt, kronraget og stukket med lange nåle overalt på deres kroppe i forsøget på at identificere »djævelens mærke«, som regel under mænds påsyn – bødlen, præsteskabet og de lokale myndigheder. Og det var langt fra de eneste lidelser, de blev påført: De mest sadistiske torturinstrumenter, mennesket nogensinde har opfundet, blev brugt mod de sigtede kvinders kroppe, og tilvejebragte de ideelle betingelser for udviklingen af en hel videnskab om smerte og tortur.

Som jeg har beskrevet i Caliban and the Witch (2004), indstiftede heksejagten et terrorregime, der affødte en ny model for femininitet og social adfærd, som alle kvinder var nødt til at underkaste sig i udviklingen af det kapitalistiske samfund: kønsløse, lydige, underdanige og eftergivende over for mændenes verden, med et arbejdsområde begrænset til reproduktive aktiviteter, som kapitalismen havde devalueret i enhver henseende.

Kvinder blev terroriseret gennem utrolige beskyldninger, rædselsfuld tortur og offentlige henrettelser, fordi deres magt i det sociale liv måtte brydes ned – social magt som i forfølgernes øjne altså var betydelig, også hos ældre kvinder. De gamle kvinder bar bogstaveligt talt på samfundets kollektive hukommelse. Som den franske historiker Robert Muchembled minder os om, var det dem, der huskede, hvilke løfter der var blevet afgivet, hvilken tillid der blev forrådt, de gældende ejendomsforhold (særlig landejendom) samt skik og brug og vederlag i tilfælde af lovbrud. Som det blå garn i Trazando el camino, cirkulerede der med de gamle kvinders gang fra husstand til husstand både historier, hemmeligheder og viden; lidenskaber blev forbundet på ny, fortid og nutid blev vævet sammen. I den forstand var de en frygtindgydende og forstyrrende samfundsgruppe for den reformorienterede elite af fornyere, der var opsat på at lægge fortiden i ruiner og ophæve traditionsrige forhold og forpligtelser.

Det, at den jordiske trussel som kvinderne udgjorde mod magtstrukturerne, blev skildret som dæmoniske sammensværgelser, er et tilbagevendende fænomen i historien, også i vor tid. McCarthys »heksejagt« mod kommunismen og den nuværende «krig mod terror«, beror på selvsamme dynamik. At give »forbrydelser« mytiske proportioner for at retfærdiggøre strengere straffe, er en effektiv måde at terrorisere et samfund på, afskrække enhver modstand imod devaluering og gøre mennesker bange for at indgå i praksisformer, som før var skik og brug.

Heksen var sin tids kommunist og terrorist, der måtte undergå »civilisering« for at kunne producere den »subjektivitet« og kønslige opdeling af arbejde, som den kapitalistiske arbejdsmoral beror på. Heksejagt var det redskab, hvormed kvinder i Europa blev omskolet til deres nye sociale rolle, Europas »lavere« klasser led et massivt nederlag og bevidnede statens evne til at nedkæmpe enhver form for modstand. Det var ikke kun »heksenes« kroppe, der blev brændt på bålene, men hele verdener af sociale relationer, hvorpå kvinders magt beroede. En enorm viden, som kvinder overleverede fra mor til datter, fra generation til generation – viden om urter, prævention og abort, meteorologi og kærlighedsmagi.

Det var alt dette, som blev fortæret på landsbyernes pladser, når kvinder på denne måde blev udstillet i de mest ekstreme former for udsathed og derefter blev henrettet: bundet med jernkæder og givet til ilden. Hvis vi med vores forestillingskraft ganger denne scene med tusinder og atter tusinder, begynder vi at forstå, hvad heksejagten betød for Europa i kraft af dens motiver og effekt.

Oversat fra engelsk af Andreas Vermehren Holm
Første gang udgivet i 2012 af Hatje Cantz Verlag i forbindelse med dOCUMENTA 13
Teksten er publiceret med venlig tilladelse fra forfatteren

[1]Kramer og Sprenger havde fungeret som inkvisitorer i Sydtyskland. Deres udgivelse Malleus Maleficarum (Heksehammeren) var en af de første og mest effektive dæmonologier, genoptrykt flere gange i løbet af de næste 200 år. Som Joseph Klaits beskriver havde Kramer og Sprenger, mellem 1481 og 1486, »gennemført næsten halvtreds henrettelser for hekseri i distriktet under Constance.« Klaits, Servants of Satan: The Age of the Witch Hunts (Bloomington: Indiana University Press, 1985), p. 44.

Silvia Federici

Silvia Federici

Silvia Federici (f. 1942) er Professor Emerita ved Hofstra Universitet, NYU, og bosat i Brooklyn, New York.