Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirutgaver i året

Håb for de håbløse

VAGANT NORDEN. Hos Caroline Kaspara Palonen støder renhjertede kvinder sammen med verden, og deres afpolitiserede forestilling om det gode liv sættes i bevægelse.

Tidligere publisert i Vagant 4/2015.

Caroline Kaspara Palonen
Det er mitt hav
Cappelen Damm, 2015

Caroline Kaspara Palonen har sin egen formel for at fortælle om parforhold, der falder fra hinanden. I sine romaner lader hun som regel en kvinde – også altid romanens fortæller og hovedperson – og en mand leve i velordnet harmoni for snart at lade det blive tydeligt, hvor egoistisk, utro og urimeligt pedantisk han er, hvor overdrevent optaget han er af, hvordan det gode liv leves i overensstemmelse med tidens tendenser.

Palonens kvinder, der således må selvstændiggøre sig, har også for deres eget vedkommende noget neurotisk og barnligt over sig. De besidder en form for naiv enfoldighed, der dog aldrig er mere naiv, end at den også er det lille oprørs arnested. En næsten diminutiv modstand, rettet mod sædvanen og dens selvfølgeligheder, tåkrummende og som oftest fuldstændig forgæves. Som i følgende dialog fra den nye roman, Det er mitt hav, hvor hovedpersonen og antihelten Beatrice får pakket en julegave ind af en butiksekspedient:

Jeg vil ha begge.
Rødt eller beige?
Begge.
Du får ikke begge, så du kan slutte å be om det.
Hvorfor får jeg ikke det?
Fordi jeg pleier bare å bruke ett.
Jeg vil ikke velge.
Da får du heller ikke bånd.
Jeg vil ha bånd.
Da må du velge.
Hvis jeg ikke får begge, kan du like godt velge.
Da får du det røde. God jul!

Palonens fortællestil er demonstrativt enkel. De renhjertede kvinder, der støder sammen med verden, virker som redskaber til at udstille og karikere ikke bare et livsstilstyranni, hvor fremmedgørelsen er forklædt som autenticitet, men et klassesamfund. I Palonens formel indtræder krisen nemlig omtrent samtidig med, om ikke en klasseopstigning i traditionel forstand, så i hvert fald at karaktererne tager et trin op ad statusstigen: De begynder på universitetet, køber hus, bliver færdiguddannet og (forsøger at) stifte en kernefamilie. Dermed bliver romanerne små kritikker af den afpolitiserede forestilling om det gode liv, som den bundfælder sig på mikroniveau, i samfundets eller rettere middelklassens mindste enhed, parforholdet.

Det gør også, at Palonens tre romaner ligner hinanden til forveksling, hvilket kan udmatte selv den bedste formel og næsten gør det. Men selvom Det er mitt hav er skåret over nogenlunde samme læst som Xeroxdager fra 2011 og Du er meg for søvnig fra 2013, har den alligevel en mere tydelig tragisk dybde.

Caroline Kaspara Palonen, Det er mitt hav

Caroline Kaspara Palonen: Det er mitt hav (Cappelen Damm, 2015)

I romanens begyndelse er Beatrice kunsthistoriestuderende i en norsk universitetsby, hun arbejder på en opgave om Jan van Eycks berømte 1400-tals maleri Arnolfinis bryllup og lever temmelig isoleret. Når forældrene kommer på besøg på det trange kollegieværelse, er det far, der er kærlig og omsorgsfuld snarere end mor, der omvendt er legemliggørelsen af rigide konventioner og vil vide, om Beatrice snart bliver færdig med de studier og finder en mand. Og Beatrice finder faktisk en mand, men så dør hendes far, og romanen springer flere år frem i tid. I mellemtiden er hun blevet færdiguddannet som kunsthistoriker, og hun og manden, han hedder Viggo, er flyttet til Nordnorge, hvor hun er opvokset, de har fået en datter, og de har fået et hus. Da fortællingen genoptages, er alt dét dog brudt sammen: Beatrice har uden umiddelbar grund forladt sin familie og er, efter at have opholdt sig i et busskur et stykke tid, flyttet ind i en uhumsk lille lejlighed, der er alt det, det polerede middelklasseliv ikke er.

Her har vi igen Palonens formel, men også afvigelsen fra den: Middelklassefamilien, der falder fra hinanden, men også manden, der måske nok er en smule pedantisk og muligvis utro, men som ikke rigtig er den, romanen er optaget af, og som heller ikke er den direkte årsag til krisen. Sammenbruddet er mere Beatrices eget. Hvor de to tidligere romaners hovedpersoner Mildreds og Coras kejtede oprør mest bare er grus i den glatte, gnidningsløse socialitets maskineri, er der her en anden alvor på spil. Beatrice er ikke bare på tværs, hun er depressiv. Pistolen, der lægges i Marina Abramović hånd og peges mod hendes tinding i performancen Rhythm 0, 197, viser i romanens slutning hen imod selvmordet som krisens mulige udfald.

Selvmordets mulighed forbliver dog en mulighed. Abramović trykkede ikke på aftrækkeren, og det finder Beatrice håb i. Krisens forløsning viser sig ikke i form af genfunden familieharmoni, i hvert fald ikke entydigt, men derimod i etableringen af et virtuelt fællesskab med en anden kvindelig kunstner. Den heling, Beatrice finder, kædes i romanens slutning sammen med, at hun tegner sin afdøde far og dermed selv bliver billedskabende. I modsætning, selvfølgelig, til sin navnefælle, Dantes muse Beatrice – indbegrebet af kvinden som poetisk genstand – men i lighed med den dadaistiske kollagekunstner Hannah Höch (1889–1978), som Beatrice i sin afsluttende monolog henvender sig til: «Hannah, du ble 88. Man kan velge å leve lenge.» Höch kaldes frem som én, hvis glæde netop er forbundet med billedskabelse: «Du klipte fra magasinene, du klipte i mange biter, så satte du alt sammen, til et eget bilde. Jeg tror du var glad.» I samme dur forestiller Beatrice sig, at hun og Höch kunne have været veninder, der gik tur «som et ektepar» i de tilisede gader og måske nok gled, men kunne hjælpe hinanden op igen:

Du hadde dratt meg opp. Sagt: Man må ikke bli liggende for lenge, og så hadde du kosta av meg litt snø som hadde festet seg til ulljakken min. Vi hadde gått videre. Vi hadde sett folk i øynene. Vi hadde ikke slått blikket ned. Og så hadde vi drukket kaffe. Du hadde fortalt meg om papirbitene, om hvordan det er å bare være omgitt av menn. Menn med idéer. Med stort ego.

Det ligger lige for at forstå den udvikling – fra Arnolfinis bryl­lup til Höchs kollagekvinder og deres åbenlyse brudflader – som en frigørende bevægelse fra ægteskabelig fremmedgørelse til et mere autentisk kvindeligt kunstnerfællesskab. Men forløsning i form af feministisk fællesskab og selvreali- sering som kunstner leverer romanen ikke. Beatrices tegninger kan nemlig ikke vises frem, de forbliver et «bortgjemt språk»: «Det er ikke sånt som jeg kan fortelle til folk. Jeg må la det være inni her. Her lagrer jeg også deg, Hannah, og andre folk som jeg ikke ser til daglig.» I en kold, glat verden kan det lille, håbefulde kvindefællesskab ikke for alvor træde i den forliste families sted, synes romanen at konkludere.

Også i en anden aktuel norsk roman, Roskva Koritzinskys Flammen og mørket (2015), viser et fællesskab mellem kvinder sig som den mulige forløsning på en krise, nærmere bestemt et fælleskab mellem en kriseramt filmkritiker og en afdød filminstruktør og selvmorder (én, der modsat Beatrices åndsfælle Hannah Höch ikke valgte at leve længe). Men hvor fællesskabet hos Koritzinsky har karakter af en mere mystisk samhørighed på tværs af tid og rum, er venskabet mellem Beatrice og Hannah jordnært: Ikke bare fordi deres forestillede alliance består i at falde til jorden og rejse sig igen, men også fordi den i sidste ende nægtes sin forløsende karakter. Krisen hos Koritzinsky udspiller sig i en form for tidløst eksistentielt tomrum, mens Palonen forankrer den i dens historicitet, dens årsager henføres til klasse og køn, men også noget så jordnært som geografi. Når Palonens roman foregår i Nordnorges fjerne egne handler det måske nok, som hos Koritzinsky, om at stedet er en metafor for eksistentiel isolation, men det handler mindst lige så meget om at skrive en modsætning frem mellem land og by, mellem den egentlige ensomhed og den falske autenticitet – der for hovedpersonerne især hører til livet i byens dannede klasse – og det rum til at udfolde skæve menneskelige forhold i, de finder i udkanten. I Palonens to første romaner er også denne skematik næsten for enkel, i Det er mitt hav er den tilført en større kompleksitet, ligesom den håbløse håbefuldhed er lidt mere dyster og lidt mindre morsom. Romanen trækker ikke ligefrem forfatterskabet i en ny retning, men føjer nogle lag til den grundfortælling, Palonen tilsyneladende ikke kan slippe.

Avatar

Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen