Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirutgaver i året

OVERSAT. Emmanuel Carrère leder efter sig selv i kristendommens historie. Et uddrag af hans seneste roman, Gudsriget, der udkommer til november.

Når jeg sætter mig ind i et emne, kan jeg godt lide at gribe det an fra flere sider. Jeg var begyndt at skrive om de første kristne menigheder da jeg fik den idé samtidig at lave en reportage om hvordan deres tro ser ud i dag, to årtusinder senere, og til det formål at melde mig til et af disse krydstogter »på sporet af Paulus« som bliver arrangeret af rejsebureauer specialiseret i religiøs turisme.

Da min første kones forældre levede, drømte de om at gøre netop det. De tog flere gange på pilgrimsrejse til Lourdes, men Paulus- krydstogtet forblev en drøm. Jeg mener at børnene på et tidspunkt snakkede om at slå sig sammen om at forære min svigermor, efter hun var blevet enke, denne rejse som hun ville have elsket at foretage sammen med sin mand. Men uden ham havde hun ikke længere lyst – vi forsøgte lidt halvhjertet at overtale hende før vi til sidst droppede det.

Emmanuel Carrère: Gudsriget. Oversat af Mette Olesen. Tiderne skifter. Udkommer 30.11.

Jeg har selvfølgelig ikke samme smag som mine eks-svigerforældre, og det var med skrækblandet fornøjelse at jeg så det for mig – man lægger til og har en halv dag til at besøge Korinth eller Efesos, gruppen af pilgrimme følger deres guide, en ung præst der vifter med et lille ag og begejstrer den lille ok med sine sjove kommentarer. Det er et tilbagevendende samtaleemne som jeg har observeret i katolske hjem – præstens humor, præstens vittigheder … jeg får gåsehud bare ved tanken. Jeg havde ikke store chancer for at møde en køn pige i en sådan sammenhæng – og selvom det skulle ske, spekulerede jeg på hvordan jeg ville have det med en køn pige der af egen fri vilje havde meldt sig til et katolsk krydstogt … var jeg pervers nok til at synes det var sexet? Men mit projekt var selvfølgelig ikke at flirte, det var at betragte deltagerne i krydstogtet som et udvalg af overbeviste kristne og gennem ti dage udspørge dem indgående om deres tro. Hvordan gribe en sådan undersøgelse an – ved at forblive inkognito og foregive at jeg delte deres tro, ligesom journalister der arbejder under cover i nynazistiske miljøer, eller ved at spille med åbne kort? Det var ikke noget svært valg for mig. Den første metode bryder jeg mig ikke om, og den anden giver, er det min erfaring, altid bedre resultater. Jeg ville sige sandheden: Jeg er en agnostisk forfatter der forsøger at finde ud af hvad helt præcist kristne tror på i dag. Hvis du har lyst til at snakke med mig om det, ville jeg blive glad, hvis ikke skal jeg nok lade dig være i fred.

Jeg kender mig selv godt nok til at vide at det ville gå fint. Som dagene gik, under måltiderne, under samtalerne, ville jeg komme til at føle mig knyttet til nogle mennesker der i udgangspunktet var meget fremmede for mig. Jeg så mig selv sidde ved et bord omgivet af katolikker og venligt tage dem i forhør, for eksempel ved at tage trosbekendelsen sætning for sætning. »Jeg tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber.« I tror på ham, men hvordan ser han ud for jer? Som en skægget mand oppe på sin sky? Som en overnaturlig kraft? Som et væsen lige så meget større end os som vi er større end myrer? Som en sø eller en ild dybt i jeres hjerter? Og Jesus, hans enbårne søn, som »skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde, og der skal ikke være ende på hans rige«? Fortæl mig om den herlighed, den dom, det rige. Eller for at komme til sagens kerne: Tror I at han virkelig opstod?

Det var Paulus-år det år: Gejstligheden om bord på skibet ville stråle i al sin glans. Hans højærværdighed André Vingt-Trois, ærkebiskoppen af Paris, stod på listen over de indbudte foredragsholdere. Pilgrimmene var talrige, der var mange par, og de enlige rejsende indvilligede for de flestes vedkommende i at dele kahyt med en person de ikke kendte, af samme køn – det havde jeg bestemt ikke lyst til. Med mit valg af individuel kahyt oveni var krydstogtet ikke billigt: tæt på 2000 euro. Jeg betalte halvdelen næsten et halvt år forud. Da var der allerede tæt på at være udsolgt.

Efterhånden som afrejsedagen nærmede sig, begyndte jeg at føle mig dårligt tilpas. Jeg havde ikke lyst til at nogen en dag skulle se at der, øverst i stakken af post på entrémøblet, lå en konvolut med logoet for Paulus-krydstogterne. Hélène, der i forvejen mistænkte mig for at være »lidt frelst«, forstod slet ikke mit projekt. Jeg fortalte ikke nogen om det og blev klar over at jeg faktisk skammede mig lidt over det.

Det jeg følte skam over, var mistanken om at jeg tog af sted for at gøre nar, eller i hvert fald drevet af den samme nedladende nysgerrighed som den der driver tv-programmer om dværgkastere, psykologer for marsvin eller konkurrencer for folk der imiterer Soeur Sourire, den stakkels belgiske nonne med guitar og rottehaler, som sang »Dominique-nique-nique«1 og efter en kortvarig berømmelse endte i druk og pillemisbrug. Da jeg var tyve, skrev jeg et par artikler for et ugeblad der forsøgte at være friskt og provokerende, og som i det første nummer bragte en reportage med overskriften »Kvalitetstest: Skriftestole«. Forklædt som troende katolik, det vil sige så grimt klædt som muligt, gik journalisten rundt til forskellige parisiske sogne og narrede præsterne ved at bekende sine stadig mere fantasifulde synder. Det skrev han om i en munter tone der tog det for givet at han var langt mere frigjort og intelligent end de stakkels præster og deres troende. Allerede dengang syntes jeg det var tåbeligt og frastødende – så meget desto mere som at hvis en fyr havde vovet at gøre det samme i en synagoge eller en moské, ville det øjeblikkeligt, fra alle ideologiske retninger, have rejst et kor af oprørte protester – de kristne er tilsyneladende de eneste som man har lov til at gøre nar ad, og alle griner med. Jeg begyndte at tænke at min planlagte katoliksafari, trods mine bedste overbevisninger, måske også var lidt i samme boldgade.

Jeg kunne stadig nå at annullere min tilmelding og endda få mit forudbetalte beløb tilbage, men jeg kunne ikke beslutte mig for det. Da jeg modtog brevet med anmodning om at betale den resterende halvdel af pengene, smed jeg det ud. Der fulgte flere rykkere som jeg ignorerede. Til sidst ringede rejsebureauet til mig, og jeg svarede at jeg desværre var blevet forhindret, jeg kunne ikke rejse. Damen fra rejsebureauet gjorde mig høfligt opmærksom på at jeg burde have meddelt det før, for en måned inden afrejsen var det for sent at tildele min kahyt til en anden – så selvom jeg ikke rejste, skyldte jeg dem hele beløbet. Jeg hidsede mig op og sagde at halvdelen allerede var meget at betale for et krydstogt som jeg ikke skulle med på. Hun henviste til kontrakten, hvoraf det tydeligt fremgik. Jeg smækkede røret på. I flere dage valgte jeg at lade som ingenting. Der måtte da være en venteliste, en eller anden hellig singlefyr der ville være lykkelig for at få min kahyt, de ville da i hvert fald ikke slæbe mig for retten. Eller måske ville de – rejsebureauet havde sikkert en juridisk afdeling, de ville sende mig det ene anbefalede brev efter det andet, og hvis jeg ikke betalte, ville det ende med en retssag. Jeg fik et pludseligt anfald af paranoia ved tanken om at det, selvom jeg ikke er særlig kendt, kunne medføre en lille hånlig artikel i en avis, og at man for fremtiden ville forbinde mit navn med en latterlig historie om at være løbet fra regningen for et krydstogt for frelste sjæle. Hvis jeg skal være ærlig, men det er nok ikke mindre latterligt, vil jeg sige at min frygt for at blive anklaget for bedrageri var blandet med bevidstheden om at have planlagt noget der mere og mere forekom mig at være en slet handling, og at det kun var rimeligt at jeg betalte for det. Så jeg skyndte mig at sende den anden halvdel af beløbet før det første anbefalede brev ankom.

Under forarbejdet til min bog fandt jeg ud af at det er meget svært at få andre mennesker til at tale om deres tro, og at spørgsmålet »hvad tror du på, helt nøjagtigt?« er et dårligt spørgsmål. Desuden var der noget andet som jeg var overraskende lang tid om at erkende, men alligevel til sidst forstod: at det var skørt af mig at gå og lede efter kristne jeg kunne interviewe om deres oplevelse, på samme måde som hvis jeg opsøgte folk der havde været taget som gidsel, var blevet ramt af lynet eller som de eneste havde overlevet et flystyrt. For jeg havde allerede haft en kristen ved hånden gennem flere år, en der var så tæt på mig som det var muligt, nemlig mig selv.

Kort fortalt: Det var i efteråret 1990 at jeg … »så lyset«, jeg har mildt sagt svært ved at formulere mig på den måde i dag, men det var sådan jeg selv formulerede det dengang. Jeg fik en tro ved denne »omvendelse« – jeg har lyst til at sætte citationstegn overalt – som varede næsten tre år, hvor jeg giftede mig i kirken, lod begge mine sønner døbe og gik regelmæssigt til messe – og med »regelmæssigt« mener jeg ikke hver søndag men hver dag. Jeg skriftede og gik til alters. Jeg bad og opmuntrede mine sønner til at bede sammen med mig – noget som de nu, efter de er blevet voksne, elsker at drille mig med.

I løbet af de år skrev jeg hver morgen kommentarer til nogle skriftsteder fra Johannesevangeliet. Det fylder cirka tyve kladdehæfter som jeg aldrig har åbnet igen siden. Det er ikke særlig behagelige minder jeg har bevaret fra dengang, jeg har gjort hvad jeg kunne for at glemme hele den periode. Ved et af underbevidsthedens mirakler lykkedes det mig faktisk så godt at jeg kunne begynde at skrive om kristendommens oprindelse uden at se forbindelsen. Uden at huske at denne historie som jeg interesserer mig så stærkt for nu, er en historie som jeg på et tidspunkt i mit liv selv troede på.

Nu kan jeg huske det. Og selvom det skræmmer mig, ved jeg at det er nu jeg skal genlæse de hæfter.

Men hvor er de blevet af?

Sidst jeg havde set dem, var i 2005, og da havde jeg det dårligt, meget dårligt. Det var den hidtil sidste af de store kriser jeg har været igennem, og en af de hårdeste. For nemheds skyld kan man tale om depression, men jeg tror ikke det var det det drejede sig om. Det troede den psykiater jeg så dengang, heller ikke, lige så lidt som han troede at antidepressiv medicin kunne hjælpe mig. Han havde ret, jeg prøvede ere forskellige som ikke havde anden virkning på mig end de uønskede bivirkninger. Den eneste behandling der beroligede mig en lille smule, var en psykosemedicin som ifølge brugsanvisningen modvirkede »vrangforestillinger«. Ikke mange ting kunne få mig til at le dengang, men det gjorde dette ord »vrangforestillinger«, på en ikke særlig munter måde.

I min bog Andre liv end mit har jeg fortalt om mit besøg hos den gamle psykoanalytiker François Roustang, men jeg fortalte kun slutningen. Her vil jeg fortælle begyndelsen af denne enestående og meget intense konsultation. Jeg forklarede ham hvad det handlede om: min konstante smerte i maven, som jeg sammenlignede med ræven der sad og gnavede i indvoldene på den lille dreng fra Sparta i de antikke græske historier – følelsen af eller rettere visheden om at være skakmat, om at være ude af stand til hverken at elske eller arbejde, om kun at gøre skade på alt og alle omkring mig. Jeg sagde at jeg overvejede at begå selvmord, og eftersom jeg var kommet til Roustang i håb om at han ville foreslå mig en anden løsning, og han til min store overraskelse åbenbart ikke havde tænkt sig at foreslå noget, spurgte jeg om han ville acceptere, som en sidste udvej, at tage mig i psykoanalyse. Jeg havde allerede tilbragt ti år på to af hans kollegers divaner uden nævneværdige resultater – eller det var i det mindste min mening dengang. Roustang svarede nej, han ville ikke tage mig i analyse. For det første fordi han var for gammel, og for det andet fordi han mente at det eneste ved analysen der interesserede mig, var at modarbejde analytikeren, at jeg tydeligvis var blevet en mester i den kunst. Hvis jeg ønskede for tredje gang at bevise hvor mesterligt jeg klarede det, ville han ikke forhindre mig i det, men, tilføjede han, »det bliver ikke med mig. Og hvis jeg var dig, ville jeg gøre noget helt andet.« »Hvad?« spurgte jeg, med den uhelbredeligt syges overlegne skepsis. »Tjah,« svarede Roustang, „du talte om selvmord. Det har fået et dårligt ry i vore dage, men nogle gange kan det være en løsning.«

Derefter sad han tavs en stund. Det samme gjorde jeg. Så fortsatte han: »Du kan også vælge at leve.«

Med de to sætninger tilintetgjorde han hele det system jeg havde brugt til at holde mine to foregående psykoanalytikere i skak. Det var dristigt af ham, det er den form for dristighed som Lacan sikkert også tillod sig, som bygger på det samme terapeutiske klarsyn. Roustang havde forstået at jeg, modsat hvad jeg selv troede, ikke ville begå selvmord, og lidt efter lidt, uden at jeg nogensinde så ham igen, begyndte jeg at få det bedre. Ikke desto mindre gik jeg derfra i samme sindstilstand som da jeg var kommet, det vil sige ikke helt parat til at begå selvmord, men overbevist om at jeg ville ende med at gøre det. I loftet lige over den seng hvor jeg lå kraftesløs hele dagen, hang der en krog som sad godt fast, jeg havde stået på en trappestige og tjekket den. Jeg skrev et brev til Hélène, et andet til mine sønner, et tredje til mine forældre. Jeg ryddede op i min computer, slettede uden tøven nogle filer som jeg ikke ønskede at nogen skulle finde efter min død. Derimod tøvede jeg med at åbne en papkasse der havde fulgt mig uåbnet gennem flere flytninger. Det var i den papkasse jeg gemte skrivehæfterne fra min kristne periode – dem hvori jeg hver morgen havde noteret mine kommentarer til Johannesevangeliet.

Jeg havde altid tænkt at jeg en dag ville læse dem igen og måske få et eller andet ud af det. Det er trods alt ikke så tit at man har adgang til en førstehåndsberetning om en periode i sit eget liv hvor man var fuldkommen anderledes end den man senere er blevet til, en tid hvor man troede klippefast på noget som man i dag finder forrykt. På den ene side havde jeg ikke lyst til at efterlade de dokumenter hvis jeg døde. På den anden side, hvis jeg ikke begik selvmord, ville jeg sikkert fortryde at jeg havde destrueret dem.

Ved endnu et af det underbevidstes undere kan jeg ikke huske hvad jeg gjorde. Eller rettere sagt jo – jeg slæbte rundt på min depression i endnu et par måneder, så gik jeg i gang med at skrive det der blev til romanen Un roman russe, og det trak mig op til overfladen igen. Men hvad angår papkassen, er det sidste jeg husker, at den står uåbnet foran mig på gulvtæppet i mit arbejdsværelse, og at jeg er i tvivl om hvad jeg skal gøre ved den.

Niquer er fransk slang og betyder »kneppe«, o.a.

 

Emmanuel Carrères Gudsriget er oversat til dansk af Mette Olesen og udkommer på forlaget Tiderne skifter den 30. november 2017.

Avatar

Emmanuel Carrère