Grillsæson

Kenneth Jensen giver sit bud på den danske komedie.

De spiser pølser i Hobro. Det lokale fodboldhold bestående af deltidsprofessionelle spillere har mirakuløst overlevet deres første sæson i Superligaen ved hjælp af holdånd og hårdt arbejde, og Le Mans-kongen Tom Kristensen flyttede for nyligt tilbage til hjembyen. Der er eufori i luften, det er sommer i Danmark.

Kenneth Jensens nye roman Tragedie plus tid gange ni starter med dette harmoniske glimt af Dyrskuedanmark. To tvillinger holder sommerferie på deres bedsteforældres gård i Nordjylland, hvor »markerne bølger tykt og gult«, hvor man stiller en tallerkenfuld mælk frem til den gamle hankat, hvor der aldrig er »en sur mine«. Et sted hvor alle børnene får stofmedaljer for deres fejlfrie køkkenhaver og førstepræmier for deres vædderkaniner, der udstilles hver for sig, så dyrene ikke får idéer.

Den kitchede sommeridyl står i skarp kontrast til resten af romanen. Skiftet i omgivelser er dramatisk, da Kenneth Jensen i næste kapitel fører læseren ind i det skærsildslignende slagteri, der går igen fra Tragedie plus tid (Antipyrine, 2014). Tragedie plus tid gange ni er en udvidelse af forgængeren: Den har samme episodiske form, og flere af scenerne fra det ufaglærte arbejdsliv synes helt uforandrede. Men tragediens personlige fortælling virker langt mere udfoldet i denne ombæring. Det er stadig historien om den ufaglærte digterspire, der vakuumpakker utrolige mængder kød og fodrer tonsvis af fisk, samtidig med at han forsøger at skrive poesi. Ud over antallet af sider dedikeret til hans skæbne, er forskellen, at den lettere stiliserede distance fra Tragedie plus tid er nedtonet til fordel for en mere oprigtig nærhed og en skarpere optegnet, næsten lineær handlingskurve: fra hashrygende provinsungdom til ufaglært dambrugs- og slagteriarbejde videre til Risifruttisælger og til sidst social pension. Parallelt med de stærke beskrivelser af det glædesløse arbejde viser der sig nu også en tragisk menneskelig fortælling om forelskelser, et ægteskab med papbørn, et spirende forfatterskab og tiltagende, fejlbehandlede sindslidelser.

»Tragedie plus tid« er dog, som de fleste vil vide, definitionen på en komedie, og Kenneth Jensen er stadig sjov. Det indledende afsnit slår en satirisk tone an, og med titlen »Den danske sommer« skabes der et komisk ideal, som resten af bogen kan afmontere. Slagterierne og dambrugene er nemlig den danske sommers forudsætning og bagside. Danskhed kommer ind i form af heste, grise, køer og får, og danskhed kommer ud i form af pakket kød lige til at smide på grillen; fra et postkort til et andet. Men bearbejdningen af denne idyl egner sig ikke til glansbilleder. Den udgør et mellemrum, en afgrund for forestillingerne om den uskyldige pølse og det gode samfund. Det er her Tragedie plus tid gange ni befinder sig.

Allerede i den første scene fra slagteriet ødelægges enhver antydning af harmoni:

Han er smurt ind i blod og lort, ham, der afliver kreaturerne. Jeg ved ikke, hvad han hedder, han siger aldrig noget i pauserne, stirrer for det meste tomt ud i luften, som om det er lykkedes ham at finde et helle i det hele, mellem blod, lort, kollegaer og ledelse, og ud over det passer han vist bare sit job, og jeg har ikke haft grund til at henvende mig til ham, hvilket jeg normalt heller ikke må, jobbet i vakuumpakkeriet kræver, at jeg er klinisk ren, da risikoen for, at poserne med tykstege puster sig op i modningsprocessen, er høj. Flemming siger, han er blevet sådan af jobbet, at der ikke er nogen, der kan aflive 100 køer om dagen, uden at det sætter sig, og at man bare skal lade ham være.

Den navnløse bøddel er det første ud af en lang række ødelagte mennesker, læseren præsenteres for. På slagteriet sker alting pr. automatik, og de ansattes bevidsthed svinder ind til »kød, kød og kød«. Fortælleren mister tålmodigheden med Sjællænder, en kollega på løntilskud, der gør, hvad han kan, men alligevel ikke er i stand til at følge med i det kværnende, konstante tempo: »det hele er galt, kødet vælter ind, der er ikke noget af hverken det, jeg tænker eller siger, der kan bruges, vi er maskiner på maks., der ikke kan følge med, vi er ikke mennesker.« Desperationen bliver håndgribelig i Kenneth Jensens prosa. Ved at skildre arbejdet i korte scener fremhæver han dets absurditet uden nogensinde at hæve sig over menneskene eller jobbet i sig selv. På den måde får slagteriet ofte et nærmest mytologisk skær, som et industrielt purgatorium:

Grillsæsonen er over os. Der er så meget kød at pakke, at vi ikke kan følge med, det har tårnet sig op og falder på gulvet. Jeg står ved rondelbordet for enden af transportbåndet, hvor udskæringerne kommer ind, knokler, gennemblødt af sved, for at forsøge at gøre bjerget mindre. Jeg tror et øjeblik, det er blod, der drypper fra min pande, og trækker fingrene hen over for at se.

Arbejdet på slagteriet og diverse dambruger stilles i et uflatterende lys, men Tragedie plus tid gange ni er ikke en moraliserende bog. Fortælleren er ingen helgen, og når en chef tilbyder ham at stige i graderne og få den lønforhøjelse, en af hans kollegaer er blevet stillet i udsigt, er han ikke sen til at sige ja og lyve om det bagefter. Hans loyalitet ligger hos chefen, der fordeler ansvaret og pengene, ikke hos kollegaerne. Billedet er det samme på slagteriet. Alle med overenskomst samler sig i frokoststuen for at holde fagligt møde, da ledelsen vil skære 15 % af deres løn, men fortælleren og de folk, han arbejder side om side med, er ligeglade. De kan ikke lade være at more sig over måden, »de gamle taler på, og deres problem har umiddelbart heller ikke noget med os at gøre, vi er jo bare på timeløn, vi spiller Røvhul imens«. Faglig solidaritet eksisterer ikke her.

Tragedie plus tid gange ni er en forfaldsroman. Den skildrer kapitalismen som en bændelorm, der æder mennesker, dyr og institutioner indefra. Der er lederne på slagteriet, som sælger råddent kød for at tjene ekstra penge, dambrugschefen Hansen, der gerne ofrer et par hundrede kilo fisk for at spare en transportomkostning eller to, og kollegaer, som forråder hinanden for lønforhøjelser. Ingen af dem fremstilles som særligt moralsk afvigende; de følger bare en institutionaliseret logik. Det tætteste romanen kommer på en decideret skurk, er Arne Mejlhede, psykiateren fra Hobro, der for få år tilbage blev kendt i hele Danmark for at have fejlbehandlet et utal af patienter, inklusiv fortælleren. Efter et angstanfald og to minutter i stolen hos Mejlhede lider han af borderline og skizofreni og er pludselig stærkt medicineret. Senere i romanen, da sagen mod psykiateren ruller, bliver han erklæret rask, men imod slutningen indlægges han på den lukkede afdeling med tvangsforestillinger. Fortælleren ender dermed som en menneskelig kastebold i et defekt psykiatrisk system.

Hobros anden sæson i Superligaen var mindre glorværdig end den første. Euforien overlevede kun sommeren over, og holdet rykkede ned på en klar sidsteplads. Fodboldanalogier kan være forfærdelige, men bær over med endnu en: Tragedie plus tid gange ni fremstiller den danske velfærdsstat efter første sæsons eufori, midt i anden sæson, hvor ingen ting hænger sammen længere. Prioriteringerne er forskruede, og solidariteten forduftet. Det eneste fremskridt, der sker, er i produktionen af kød, hvor Danish Crown i Horsens har fundet ud af, hvordan man får svin til at gå velvilligt i døden:

Slagteriet er indrettet, så svinene altid går opad, for så går de frivilligt, hvorimod hvis det går nedad, eller hvis gangene er plane, som de er i staldene ude på svinefarmene og på de fleste andre slagterier, så vil de ikke selv gå fremad og er derfor nødt til at blive drevet frem ved hjælp af stødestokke, men dem behøver man ikke gøre brug af i Horsens, der er blot nogle få veltilfredse grynt, inden grisene selv har fundet vej til kuliltekammeret, hvor de bliver kvalt og efterfølgende pr. automatik skåret op og puttet i kasser.

Her leverer Kenneth Jensen et koncentrat af det billede, han tegner af samfundet i Tragedie plus tid gange ni: Et samfund indrettet med henblik på at få mennesker til frivilligt at følge kapitalismens samlebånd. Han viser os samtidig de mennesker, der ikke kan følge med, de mennesker, vi ikke vil kendes ved i jagten på den danske sommer.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.