Håbet fra venstre

KOMMENTAR. Midt i de voldsomste optøjer i årtier drømmer forfatteren Raphaël Glucksmann om at samle den franske venstrefløj. Hans bevægelse vil skabe en ny republik.

Er Raphaël Glucksmann den franske venstrefløjs nye håb? Foto: Olivier Marty/Allary Editions

Er Raphaël Glucksmann og hans bevægelse Place publique den franske venstrefløjs nye håb? Foto: Olivier Marty/Allary Editions

Paris brænder. For anden uge i træk har den fransk hovedsted været scene for de voldsomste optøjer siden studenteroprøret i maj 1968. Det, der i landdistrikterne begyndte som en rolig protest mod den franske regerings benzin- og dieselafgifter, er på rekordtid vokset til en masseprotest samlet mod bare en person, præsident Emmanuel Macron og hans økonomiske og sociale politik.

Igen denne weekend var der bål og brænd i Paris’ gader. Butiksruder blev smadret, luksusbiler blev væltet og over 1000 personer blev anholdt. Mange af de samme demonstranter havde ugen før været med til at indtage byens børs, blokere gader og boulevarder. Og nogen af dem havde garanteret også været med til at få Triumfbuen til at ligne noget, man ellers kun plejer at se i Hollywoods dystopiske fremtidsfilm: Et varetegn, indhyllet i røg og damp, lige før verden går under.

Protesten startede, da nye miljøafgifter blev vedtaget i den franske nationalforsamling. Men uroen i befolkningen skyldes ikke, at den er imod grøn omstilling, bæredygtighed og økologisk forandring. Protesterne vokser ud af en tiltagende utilfredshed med en ofte meget belærende præsident, der længde har tilgodeset samfundets rige og bare lagt endnu flere byrder over på de, som allerede har mindst.

De gule vestes utilfredshed er med andre ord ikke antigrøn. Den er et udtryk for, hvordan en miljøpolitik gennemføres på bekostning af den arbejdende middelklasse og den fattigere befolkning i udkanten af byerne og på landet. Som den franske filosof Corine Pelluchon har fortalt til Die Zeit, kommer protesterne fra mennesker, som ikke har andre muligheder end at tage bilen hver dag på arbejde, og som samtidig undrer sig over, hvorfor de rige med deres flyrejser ikke skal holde for. Demonstrationerne i Paris og i resten af landet er derfor en mulighed for disse mennesker til endelig at sige fra. Til at sige, at de har brug for mere socialt retfærdige forandringer, hvis også de skal have en fremtid.

Som et direkte resultat af den store opbakning til de gule veste (op mod 80 procent af den franske befolkning støtter dem), har Macron nu valgt at udsætte sin miljøreform med seks måneder. Hans regering har samtidig lovet at hæve minimumslønnen med 100 euro fra 1. januar 2019. Den vil beskatte techgiganterne, hvis EU ikke når til enighed. Og så bortfalder de forhøjede sociale afgifter, den såkaldte CSG-skat, for pensionister med en månedsindtægt på under 2.000 euros.

Men Macron-regeringens nye lydhørhed over for befolkningen og de gule vestes ønsker er næppe nok til at stoppe bevægelsen, som bare fortsætter med at vandre på landets motorveje og på Paris’ boulevarder. Macrons indledningsvise hårde attitude over for urostifterne har bragt ham selv i en prekær situation: På den ene side er det nødvendigt for ham at møde oprørerne med principfasthed og beskytte landet mod et mindretal, som drager fordel af at stifte kaos. På den anden side ser man også tegn på, at bevægelsen bliver mere og mere radikal, og at yderligere konfrontation let vil føre til flere blokader, gadekampe og ildspåsættelser med risiko for at udløse noget, der vil minde om en regulær borgerkrig.

Kort før weekenden fik repræsentanter for de gule veste publiceret hele 42 krav til præsidenten på den seriøse radiostation France Bleus hjemmeside. Blandt kravene er, at der ikke må være nogen progressiv indtægtsskat, at mindstelønnen ikke må være under 1300 euro, og at pensionsalderen skal ligge ved 60 år og 55 for særligt udsatte arbejdere.

Der hersker efter alt at dømme stærk uklarhed om hvem, der kan tale på vegne af den stærkt sammensatte bevægelse, og de fleste af de nye krav kommer efter alt dømme fra de gule vestes mest venstreorienterede fraktion. I sidste uge gennemførte Le Monde en undersøgelse, som gav et lidt anderledes billede. Med hjælp fra repræsentanter fra de gule veste (uklart hvilke), kunne avisen fortælle, at omtrent to tredjedele af de protesterende lægger sig meget tæt op ad den radikale venstrefløj og det program, som Jean-Luc Mélenchon gik til valg på forrige år (mindsteløn og pensionsreformer). Men halvdelen af de gule vestes krav er også forenelige med Marine Le Pen og hendes renationalisering af infrastrukturen og genopbygning af udkantsområder (posthuse og skoler). Ikke overraskende befinder kravene fra de gule veste sig meget langt fra de liberale programmer, som Macron og den borgerlige kandidat Francois Fillon gik til valg på i 2017.

Hvor Macron i sin første tid som præsident havde succes med at gøre sine mål genkendelige i befolkningen og udvikle dem i demokratisk dialog med et mangfoldigt samfund, er han i den seneste periode kommet mere og mere til at ligne en verdensfjern leder uden empati for andres situation. Hans reformer er blevet gennemført stort set uden at inddrage formidlende organer, fagforeninger og arbejdsgivere. Hans planer om at sætte Frankrig i bevægelse og gøre landet til et af de meste konkurrencedygtige i Europa er måske lykkedes et stykke af vejen. Men han har i øjeblikket ingen succes med at genskabe franskmændenes tro på, at fremtiden vil løfte sig gennem innovation, forskning og ny teknologi.

Men som man så ved præsidentvalget sidste år og stadig kan se i meningsmålingerne i dag, har venstrefløjen med den socialistiske kandidat Benoit Hamon og Jean-Luc Mélenchon begge svært ved at kapitalisere på protesterne fra de mange utilfredse borgere. Socialisternes formand Benoit Hamon kæmper med at genskabe tilliden til det gamle parti, mens den mere yderligtgående Jean-Luc Melénchon og hans bevægelse La France Insoumise i den seneste tid har fået dårlig medieomtale på grund af en verserende sag om misbrug af EU-midler.

Som Libérations chefredakør Laurent Joffrin skrev for nylig, viser alle undersøgelser, at der på venstrefløjen findes en masse desillusionerede vælgere, der samler næsten en tredjedel af alle de stemmeberettigede. Vælgerne siger, at det gamle socialistparti er dødt. Men skal man tro Libérations chefredaktør, vil idéerne – hvis de fornyes og opdateres – vække spontan sympati blandt mange af de mennesker, som er ligeså fjendtligt indstillede til den uhæmmede liberalisme som Le Pens nationalisme. »Mellem Mélenchon og Macron er der intet, siges det. Det er forkert: Der en vilje, en forhåbning, noget der kunne blive til noget«, skrev chefredaktøren i sin leder.

Joffrins ord var næppe tilfældige. Den samme dag, i samme avis, kunne man læse et interview med repræsentanterne for den nystiftede venstrefløjsbevægelse Place publique, blandt dem meningsdanneren og forfatteren Raphaël Glucksmann, som for nylig trådte af som chefredaktør for Le Nouveau Magazine littéraire, efter han var raget uklar med bladets direktør om magasinets holdning til Macron.

Place publique har endnu ikke udviklet et egentligt politisk program, men deres overordnede håb er at hive Frankrig ud af landets »økologiske, sociale og demokratiske nødsituation«. De drømmer om at udvikle et forhold mellem intellektuelle og forskellige aktører på disse områder. Og så vil de ikke mindst stimulere den politiske debat og forsøge at udbrede nye politiske idéer til hele landet, sågar til dele af Europa. Alt sammen gennem nærdemokrati, borgermøder og lokal deltagelse.

Egentlig vil Place publique helst ikke placeres noget sted på det politiske spektrum. Døren skal være åben for alle, hedder det, fra den almindelige borger til aktivisten. Men det er en kendt sag, at alle bevægelsens repræsentanter stammer fra venstrefløjen. Raphaël Glücksmann forklarer over for Libération:

Hver morgen, når jeg vågner, gentager jeg ordet ›venstre‹ flere gange for at overbevise mig om, at det stadig eksisterer. I de senere år er dette ord, som ligger mit hjerte meget nært, blevet tømt for betydning. At være venstreorienteret i dag betyder ikke, at du har ret. Snarere omvendt. Vi bliver nødt til at bevise, at vi har ret, før vi kan sige, at vi er venstreorienterede.

Glucksmann har ikke tænkt sig at spille nogen særligt fremtrædende rolle i bevægelsen, og han har ikke tænkt sig at stille op til valg, siger han. Men at han taler om og for projektet med en helt særlig intellektuel tyngde og selvforståelse er næppe til at komme uden om.

Han har længe været af den holdning, at Frankrig befinder sig ved et vendepunkt i historien. Landet oplever på en og samme tid en social og en politisk krise. Ifølge Glucksmann blev Macron valgt på et håb om at samle nationen, men hans arrogance har i stedet pustet til de gløder, som nu har sat Paris i brand. Macron er ikke ansvarlig for 40 års social opløsning og løsrivelse af de civile bånd, men præsidenten har simpelthen ikke forstået den politiske situation, han har arvet, mener Glucksmann. Ved at udforme en så forceret og uretfærdig social politik, ved at udvise en så fascinerende mangel på empati og ved aldrig at sætte sig ud over sig selv, har han kun sat endnu mere tryk på den femte republiks logik, rejst sig som en halvautoritær skikkelse og dermed styrket risikoen for, at tilliden til institutionerne vil bryde sammen.

Forleden skrev den populære meningsdanner og forfatter på sin egen Facebook-side, at Macron meget vel kan blive den sidste præsident for den femte republik og den sidste bannerfører for det, som i Vesten kendes som den neoliberale politik: »Han er ikke begyndelsen på den ›nye verden‹, men enden på den gamle.«

Hvad er det, som får Glucksmann til at komme med så dystre profetier og stort set love et kaos, som kun vil styrke Marine Le Pens Rassemblement National, hvis altså ikke venstrefløjen finder sammen? Svarene får man i hans manifestlignende bog, Les Enfants du vide (Tomhedens børn, 2018), som udkom kort før startskuddet for Place publique, og før de gule veste begyndte at erobre landet.

I bogen forsøger Glucksmann at finde belæg for en ret enkel, men ikke desto mindre meget tydelig pointe, nemlig den, at idéen om homo economicus har udviklet sig til en skadelig, næsten ondsindet ideologi. Mennesket er et socialt dyr, skriver Glucksmann. Det vil være frit, men friheden forudsætter solidaritet med sine medmennesker. Helt kort er hans analyse, at verdensmarkedets liberale kræfter har skabt en ensom og egoistisk verden, hvor den enkelte knokler til fordel for samfundets rigeste.

Det man måske kunne kalde det nye i Glucksmann analyse, er, at han aner et generationsskifte. Udviklingen i de vestlige samfund er begyndt at diktere et politisk og moralsk skred. For som han skriver har de politiske teorier forskellig betydning på forskellige steder, på forskellige tidspunkter: »At være liberal i Moskva eller Beijing i 1970 er heroisk, at være det i Paris eller San Francisco i 2018 vil ikke føre til de samme valg for hverken hjertet eller sindet.« Det, vi oplever, er et tidehverv, eller som der står lidt senere, emblematisk for bogen:

Vores forældre blev født i et univers mættet med mening, dogmer og myter, om venstre eller højre, de revolutionære eller de traditionsbundne. For at føre et værdigt og frit liv måtte de bryde de kæder, der bandt deres kroppe og sind. Vi, til gengæld, er født i en verden, hvor problemerne ikke er styret af ideologi, men af dets antitese: vakuummet. For børnene i dette tomrum handler jagten på et værdigt og frit liv snarere om at genetablere end at bryde disse kæder.

Det er svært ikke at medgive, at Glucksmann er en mand, som mestrer det politiske sprog. Hans forfægtende, ophøjede, affekterede, ja, temmelig franske udtryksmåde er selvfølgelig til for at have en virkning på sin læser, for at rive op i hans eller hendes sind, for at få ham eller hende til at tage del i det samfund, som ifølge Glucksmann har mistet sin positive betydning. For som der står i et af bogens første kapitler: »Overalt omkring os og inde i os har der spredt sig en enorm meningsørken. Og når man ikke længere er bundet til noget fast, noget håndgribeligt, opstår let frygten for at miste det, vi allerede har.«

Glucksmann mener, at dette ensomhedens samfund har forvandlet sig til et angstprovokerende samfund. For selvom alle statistikker viser, at der er mindre kriminalitet i Frankrig i dag end for 30–40 år siden, så lever store dele af den franske befolkning i den tro, at landet kun er blevet mere og mere farlig at færdes i. Selv hvis denne individuelle erfaring skulle være sand, så er Gluckmann ikke i tvivl om, at samfundet som helhed tidligere var bedre til at tolerere volden og den sociale uro. I dag lader ikke bare franskmændene, men også befolkninger verden over, sig alt for let styre af de skrækhistorier, som udgår fra nyhedskanaler og sociale medier.

Dette lyder i det store hele som letkøbte pointer, der allerede er blevet præsenteret mange gange af de venstreorienterede offentlige intellektuelle, som trives på selvsamme medieplatforme. Men Glucksmann har retfærdigvis en solid empirisk pointe, når han hævder, at flere og flere opsiger deres engagement i fagforeninger og partier. De store fabrikker lukker, og de unge omfavner, af tvang og af eget valg, mere og mere den status, der følger med at være iværksætter. Den bedst bemidlede del af befolkningen, siger han, lever i større og større lejligheder, og flere og flere af dem bestiller deres mad på nettet. Den franske madkultur, som tidligere bandt befolkningen sammen i et demokratisk gadeliv, er også langsomt ved at fordufte. Det er altså ikke bare økonomisk, politisk og socialt, at landet oplever faretruende tendenser. Også kulturelt ser Glucksmann en forandring, som han kraftfuldt får illustreret i essayistiske passager med henvisninger til både antik og nyere kunst.

I bogens andet kapitel citerer Glucksmann den franske geograf Michel Lussault for, at der i øjeblikket er ved at blive skabt »en rumlig indkapsling«, næsten alle steder man kigger hen. For specialiseringen af jobs og funktioner har ikke skabt den netværksøkonomi, som var drømmen. I stedet er både franskmænd og resten af den vestlige befolkning nået til et punkt på fremskridtets vej, der minder om fortiden, nærmere sagt begyndelsen på 20. århundrede, hvor samfundene sloges med uoverstigelige uligheder. I dag kastes det isolerede individ dagligt ind i en fjendtlig kampzone, der kun styrker forestillingen om, at der nu er udbrudt en krig, hvor kun én regel gælder: Det er alle mod alle. Og det værste ved det hele, ifølge Glucksmann: Protesten og kuren mod dette konkurrencesamfund baserer sig i øjeblikket på en socialisme, som tilhører verden af i går. Det er ikke underligt, skriver han, at opbakningen til institutionerne er faldende. Svarene på problemerne er for øjeblikket kun en del af problemet selv.

Derfor: Hvad der skal til, er en helt ny social kontrakt, baseret på en radikalisering af demokratiet og dermed dannelsen af en ny og sjette republik. Glucksmanns bog slutter med fem opfordringer eller hensigtserklæringer, som på en gang vil medføre og kræve befolkningens mobilisering. Hvis man i fremtiden skal forestille sig et retfærdigt og ligevægtigt samfund, hvor eliten, kosmopolitterne og de udskældte verdensborgere ikke længere vil blive karakteriseret som folkefjender, er det nødvendigt med en anti-ulighedsstrategi, som hænger sammen med klimatiltagene. Der skal ske en gradvis march mod universel indkomst, og så skal der meget snart skabes en »pacte Girondin«, en konstitutionel ombygning, som giver borgerne og ikke præsidenten de politiske beføjelser.

I sidste uge kom så de første konkrete forslag fra Place publique: Bevægelsen har som første prioritet at forhindre skattely med hjælp fra resten af EU. Dernæst vil bevægelsen også stille sig bag forslag om at fritage investeringer i grøn omstilling fra de underskudsberegninger, som EU konstant skeler til. Og så vil bevægelsen ikke mindst genindføre en højere formuebeskatning og erstatte Macrons benzin- og dieselafgifter med en grøn afgift på køretøjer, som baserer sig på dets størrelse, hvor det er købt og antallet af kørte kilometer. Samtidig skal der oprettes en afgift på brændstoffet på alle landets indenrigsfly.

Sådan ser altså det »nye« ud, som måske ikke er så nyt igen. Men hvis ikke det sker, så byder fremtiden kun på mere Le Pen og populisme, mener Glucksmann. Det italienske scenario er med andre ord helt inden for rækkevidde, hvis ikke franskmændene får ryddet op i deres eget republikanske hus. Eller måske noget, der er værre? Tiden er uanset hvad ikke til bastante konklusioner. Alt ser ud til at være i bevægelse. Og det er måske det, som gør, at dette øjeblik virker både så faretruende og håbefuldt: Ingen kan sige, hvad der sker i morgen eller efter Macron.

Place publique har indkaldt til deres første folkesamling den 20. december.

Raphaël Glucksmann: Les Enfants du vide. Allary Éditions, 226 sider.

Christian Johannes Idskov

Christian Johannes Idskov

Kritiker og skribent. Netredaktør i Vagant.
christian.j.idskov@vagant.no