Gift og modgift

– Jeg må tilstå, at jeg i mange år følte mig ret solo i Danmark, hvad angik lysten til at diskutere feminisme og i det hele taget køn, ikke mindst i det litterære miljø, siger Mette Moestrup.

Køns- og ligestillingsdebatterne buldrer af sted på de sociale medier og i avisernes debatsektioner, men blandt de danske forfattere synes der at være en vis modstand mod at skrive »feministisk litteratur« – man vil tilsyneladende nødigt stereotypificeres eller sættes i bås med 70’ernes kvindelitteratur. Hvor det ikke er vanskeligt at komme i tanke om en hel generation af svenske radikalfeminister som Athena Farrokzhad, Hanna Hallgren, Jenny Tunedal og Sara Stridsberg, virker feministerne i dansk litteratur mere lavmælte. Er der noget skamfuldt forbundet med at få »feministstemplet« som dansk forfatter anno 2014 eller er det en myte, at feminismen halter bagud i dansk litteratur?

DØ, LØGN, DØ er Mette Moestrups nyeste digtsamling (Gyldendal, 2013). Den svenske udgave DÖ, LÖGN, DÖ, oversat af Jonas Rasmussen og Clemens Altgård, udkom i oktober 2013.

DØ, LØGN, DØ (Gyldendal, 2013) er Mette Moestrups nyeste digtsamling. Den svenske udgave DÖ, LÖGN, DÖ, oversat af Jonas Rasmussen og Clemens Altgård, udkom i oktober 2013.

I Vagants danskerlejr har praktikanterne Ida Dybdahl og Sara Hornum Inanloo brugt juleferien på et kontor i Kvindernes Bygning i København for at undersøge, hvordan det står til med feminismen i dansk litteratur. Vi indleder interviewserien med at snakke med Mette Moestrup om pik-digte, hvidhedskritik og improviserede hekseseancer.

Mette Moestrup (f. 1969) er uddannet cand. phil. i litteraturhistorie fra Aarhus Universitet. Hun debuterede med digtsamlingen Tatoveringer (Gyldendal, 1998), samtidig med at hun arbejdede som medredaktør på litteraturtidsskriftet Den Blå Port. Efterfølgende har hun udgivet yderligere tre digtsamlinger, en roman samt to børnebøger. Hun har også arbejdet med en række kunstneriske projekter, deriblandt brevkunst og netkunst. Sammen med musikeren Miriam Karpantschof optræder hun som performancegruppen SHE’S A SHOW.

Dit forfatterskab bliver ofte omtalt som feministisk. Hvad er feminisme for dig?

– Feminisme er noget fysisk, det sidder i min krop. Feminisme handler for mig om historisk bevidsthed, samtidskritik og fremtidsvisioner i forbindelse med køn, både lokalt og globalt. Som hvid, vestlig feminist må jeg medtænke min egen magtposition og min hudfarves privilegier. Jeg har heltinder inden for 70’ernes livmoderfeminisme, 80’ernes poststrukturalistiske feminisme, nyere queertænkning og den globale feminisme. Lige nu er jeg, som mange andre feminister, optaget af Sara Ahmeds samtænkning af queerteori, hvidhedskritik og fænomenologi. Hun skriver også om, hvordan forestillingen om lykke styrer, hvad vi orienterer kroppen efter, og det er også noget, jeg tænker meget over. Men feminisme er ikke et teoretisk spørgsmål for mig, jeg er opdraget feministisk, og jeg oplever først og fremmest feminisme som en måde at leve på.

Når man lytter til teksterne i dine og Karpantschofs performances med duoen SHE’S A SHOW, lader den feministiske dagsorden også der til at stå i forgrunden? I en kombination af musik og digte optræder I med tekster som »min kittel er for kort og det er noget lort for jeg er feministisk og kitlen er sexistisk«.

– SHE’S A SHOW er et frit og feministisk fællesskab, som drejer sig om at undersøge køn, frigøre sig fra forventninger og fokusere på lyst. Vi er begge meget optagede af, at man kan få lov til at udfolde og udforske sig selv og sin seksualitet uden en hel masse labels. Vi har lige lavet en sang, som hedder »Put the clit on the map«.

I bruger den kropslige performance til at sætte den kvindelige lyst i fokus – klitorissen på verdenskortet! Har performancegenren nogle fordele i arbejdet med feministiske tekster? SHE’S A SHOW virker som en form for hyperkropslig aktionsform, der anvender kvindekroppen som subversivt middel?

– I kraft af at vores performances jo ikke kun er ord, men også lyd, beats, melodi og sang, kan man nå lidt bredere ud, og kroppen kommer i spil på flere måder. SHE’S A SHOW er en slags aktivisme, ja, men nok mere en direkte udløber af at opleve feminisme som noget kropsligt end som et forsøg på at »anvende« kroppen. Jeg bryder mig generelt ikke om at leve op til eller lade mig begrænse af forventninger til en kvinde på min alder, og hvordan jeg skal agere på en scene.

Alle dine udgivelser behandler også køn, seksualitet og krop. Men temaerne synes at gennemgå en udvikling fra digtsamling til digtsamling – feminismen får nye ansigter. Digtsamlingen Golden Delicious (Gyldendal, 2002) udforsker blandt andet biseksualitet, mens din seneste bog DØ, LØGN, DØ (Gyldendal, 2013) med referencer til Snehvide og farvesymbolik tematiserer hudfarve og hvidhed.

– I Golden Delicious arbejdede jeg meget med køn og seksualitet. Der er også en tematisering af »den kvindelige muse«, og samlingens tredje del består af digte med kvindenavne. I kingsize arbejdede jeg med kærlighedsdigtning og dens måde at udtrykke begær på. Inden for poesihistoriens tradition for mandlige poeter med kvindelige muser forventes det »du«, jeg’et taler til, at være hunkøn. I digtsamlingen reflekterede jeg det objektgørende blik på kvinden, men receptionen viste, at der var mange – mandlige – anmeldere, der syntes, det var forførende! I jævnet med jorden zoomede jeg ind på en slags matriarkat med kvindelig jegfortæller, Mor, Mormor og Mormor To – der er enæggede tvillinger – Oldemor og en enkelt mand, kæresten Morten, og det var ret hardcore at bortredigere alle mandlige forfædre. Der er helt klart en bevægelse fra den tidligere optagethed af køn og seksualitet over i et postfeministisk fokus og problematikker som etnicitet og politisk retorik. Senere beskæftigede jeg mig også med hjemstavnskritik og kritikken af det nationalromantiske og begyndte at dyrke mine kvindelige aner og deres hekseagtige performancekunst uden publikum.

Mette Moestrup, Foto: Kajsa Gullberg, 2013

Mette Moestrup. Foto: Kajsa Gullberg, 2013.

I DØ, LØGN, DØ har jeg fokuseret på køn, hud og alder. Jeg tog fat på Snehvide og Stedmoderen, idet jeg har en alder – jeg er lige fyldt 44 – hvor jeg nok må erkende, at spejlet ville svare »Snehvide«. Men Snehvide hænger også sammen med hvidhedskritikken i bogen, forsøget på at gå kritisk til hvidhed, ikke kun som hudfarve, også som valorisering i det poetiske billedsprog. Renhed, uskyld, kulde og goldhed. »Sort trekant«, som afslutter DØ, LØGN, DØ er en instruktionstekst til en mulig feministisk happening.

Du har for nylig skrevet introduktionen og efterordet til nyoversættelsen af Forugh Farrokhzads digte Kun stemmen bliver tilbage (Gyldendal, 2013). Hvad har en iransk pre-revolutionsdigter til fælles med dig som kvinde og forfatter i Danmark i dag?

– Jeg skrev efterordet efter i mange år at have læst Forugh. Det var oversætteren og digteren Shadi Angelina Bazeghi, der introducerede mig til Forughs poesi, da vi lavede digtsamlingen Lad os tro på begyndelsen af en kold årstid (Basilisk, 2006). Det var vigtigt for os at lave en større, samlet Forugh-bog på dansk. Mest af alt fordi Forugh skriver fantastisk poesi. Hun er helt uomgængelig, når man skal diskutere, hvad moderne poesi er. I et feministisk perspektiv er det væsentligt, at hendes ægteskabskritik, ligesom hendes religionskritik, sønderlemmer selve det patriarkalske. Personligt er jeg meget opslugt af den måde, hun skriver om sorg og ensomhed på.

Hvis vi retter blikket mod de danske feminister, oplever du så en stigende interesse for at skrive og udgive feministisk litteratur? Du optræder selv på en kanon over Olga Ravns yndlingsforfattere sammen med blandt andre Suzanne Brøgger, Tove Ditlevsen, Pia Juul og Kirsten Thorup. Kan man tale om en feministisk tradition herhjemme?

– Der er mange kvindelige digtere, der har betydet og betyder meget for mig og giver mig styrke ud over dem, Olga der nævner. For eksempel Vita Andersen, Inger Christensen og Naja Marie Aidt. Ser man lidt længere tilbage, er der jo også store kvindelige forfattere som Karen Blixen og Marie Bregendahl og en figur som Thit Jensen. Lige nu arbejder jeg på en fælles bog om køn, frihed og venskab sammen med netop Naja Marie Aidt og Line Knutzon. Men jeg må tilstå, at jeg i mange år følte mig ret solo i Danmark, hvad angik lysten til at diskutere feminisme og i det hele taget køn, ikke mindst i det litterære miljø. Jeg oplevede bestemt ikke, at det var noget, mine jævnaldrende digterkollegaer var interesseret i, det var højst sådan noget med at sige, at man ikke ville kaldes »kvindelig forfatter«, med henvisning til, at køn var ligegyldigt. Så jeg fik nogle diskussionspartnere i Sverige i stedet for!

Er det stadig nødvendigt at opsøge feministiske fællesskaber i Sverige? Eller oplever du, at det danske forfattermiljø har rykket sig, siden du begyndte at skrive?

– Det er naturligt og vigtigt for mig ikke kun at diskutere feminisme herhjemme, og jeg har mange oplæsninger og foredrag i både Sverige og Norge, så fællesskaberne der fortsætter. Men på det seneste er der sket en hel masse herhjemme. Der er jo kommet en generation, som skriver meget om køn, så jeg synes, det er blevet lettere og mindre ensomt nu. Men dengang med Golden Delicious krævede det mod at skrive digtet “Rose” – som også blev kaldt for “pik-digtet”. Det er først på det seneste, at flere af de unge kvinder står frem og kalder sig feminister, blandet andet Olga Ravn og Asta Olivia Nordenhof. Det er dejligt. Jeg oversætter Sylvia Plaths The Bell Jar sammen med Olga, og vi har også arbejdet med fælles hekseseancer, og det er jo fordi, vi trods aldersforskellen på lidt under 20 år oplever et fællesskab, ikke mindst omkring det feministiske.

Hvordan startede hekseseancerne?

– Det begyndte med, at jeg lavede radioprogrammet »Den store roman« på Radio 24syv i foråret 2012. Emnet var kærlighedsromanen, og jeg inviterede Olga i studiet for at tale om Tove Ditlevsens Gift, der er en spiddende ægteskabskritik. Romanen kritiserer de plotstrukturer, der reproducerer forestillingen om ægteskabet som en lykkelig slutning – en dominerende fortælling, som er med til at dirigere forestillingen om lykke. Så kom vi til at tale om, at gift også kan være modgift, og ud fra det kom Olga på den idé, at vi live på radioen skulle lave en gift og modgift – en heksebryg. Det var jo usynligt for lytterne, hvad vi gjorde, så vi fortalte om det, imens vi blandede væsker og ingredienser.

Mette Moestrup med et glas mælk, Foto: Kajsa Gullberg, 2013

Mette Moestrup med et glas mælk. Foto: Kajsa Gullberg, 2013.

En livetransmitteret modgift til forestillingen om lykkelige slutninger… I eksperimenterede simpelthen med at materialisere Ditlevsens ægteskabskritik i en heksebryg – og på den måde også bevæge jer ind i et univers, der historisk er blevet forbundet med en marginaliseret og dæmoniseret kvindeskikkelse, heksen. Hvordan blev I enige om kriterierne for, hvilke ingredienser, der skulle i heksebryggen?

– Det var farveopdelt, sådan at vi begyndte med hvide og klare ting, mælk og hakkede orkideer, sølvglimmer, spyt, og vi gik så videre med gule, grønne, røde ingredienser, alt fra vin til kødpølse. Det sluttede med, at vi puttede blæk i, og så skrev vi med væsken. Undervejs talte vi om heksebøger og heksen som begreb. Vi opfatter heksen som et meget vidt begreb, der blandt andet indbefatter nutidig aktivisme og performance – for eksempel Pussy Riot – og kvindelige kropskunstnere og måske slet og ret er kernen i feministens hjerte.

Efterfølgende har I optrådt på Aarhus Litteraturfestival og Tag og Læs-kurset på Testrup Højskole, hvor I blev modtaget med stor begejstring. I gik altså fra at være et radiofænomen til en omrejsende feministisk performance?

– Efter radioprogrammet opførte vi en hekseseance på litteraturfestivalen, hvor vi genbrugte den nedfrosne gift. Vi bad publikum om at deltage med afklippet hår, ligesom de kunne få små flasker med heksebryggen med hjem. Vi talte imens og fortalte igen om heksen. Vi ændrede på ingredienserne, og selvom der var en skitse til fremgangsmåden, var meget af det også improviseret. Det var for eksempel ikke nødvendigvis planlagt, at jeg skulle putte de grisehaler, Olga havde købt, i en nylonstrømpe og svinge den over mit hoved, hvorefter jeg snittede det grisehale-nylonstrømpede ned i giften! Vi forsøgte igen at gemme den nu store bryg, men den kunne ikke være i min fryser mere og begyndte at gære og sive, så jeg måtte skille mig af med den.

Men seancerne døde ikke med giften til tredje performance på Testrup Højskole tog I for alvor heksekarakteren på jer og var iført kapper og handsker, og rygtet siger, at I blandt andet havde piftet giftformularen op med undertøj?

– Ja, Olga var i rød kappe og jeg var i mørkegrøn. Vi havde igen nye ingredienser, blandt andet alle de der trusser. Inden seancen, som foregik i tavshed, men med et lydspor lavet af Mariam fra SHE’S A SHOW og en video, havde vi skrevet den fællestekst, som kørte på videoen, mens vi performede. Vi skrev sammen tre nætter på google.doc, en time hver gang, fra 23 til 24, hvor vi kunne se hinandens sætninger vokse frem på skærmen, mens vi skrev. Min feministiske praksis ytrer sig ofte i kollektive samarbejder, og noget af det allersmukkeste er at skrive sammen med andre kvinder.

 

 Nogle af Olga Ravns noter til opskriften:

Gift og modgift:

Hvid:
Mælk, kildevand (fra plastflaske vel sagtens), æg, medicin (evt. knust i morter), papir, mel og sukker, (tænder), (sæd), spyt, broderie anglaise, cigaretter/aske

Sort:
Blæk, kaffe, jord, sod

Rød:
Blod, vin, sminke, roser, kød (bacon?), saft, moste bær

Andre farver (meget gult):
Urin, olie, glimmer, hår, negle, citron, urter: whatever fra supermarkedet: mynte, basilikum, persille etc., safran, tyggegummi (lyserødt)

Remedier:
Saks, stearinlys, skål eller bæger, sølvske, sølvkniv, tørklæde (gerne blåt), gerne en lille klokke, hvem har det? Glasrevolver.

Digtet »Rose« fra Golden Delicious (Gyldendal, 2002)

Tirsdag og vi nipper
til libanesisk rosenvand.
Hvid kaffe siger min libanesiske
veninde at det kaldes, siger Rose
og Roses libanesiske veninde nikker.
Og Rose siger pik er pik og
Roses libanesiske veninde nikker.
Men Rose og Roses libanesiske veninde!
En kaffebønne dufter jo ikke som en rosenknop
siger jeg, og mænd… mænd de
… tænker som bekendt med pikken, siger Rose
og Roses libanesiske veninde hvis navn betyder nat nikker.

Men Rose og Roses libanesiske veninde!
Mine damer! Jeg må indvende:
Pikken kan være metaforisk – Min elskede er som en pik.
Ligheden mellem den elskede og pikken en overført og flertydig.
Den elskede er rejst eller ude af stand til at rejse, den elskede
er hård eller blød eller rød i hovedet, måske.
Pikken kan være metonymisk og forskyde sig fra banan til vaniljeis
eller allegorisk og stå for sig selv med stort ligesom Døden i kutte.
Pikken kan stå for sex som del for helhed; når man siger
her kan man få noget pik er pikken et sexsymbol, ikke sandt?
Pikken kan besynges apostrofisk, man kan altså anråbe den bortnærværende
pik begærligt o pik – og endelig kan pikken gives tale, det kaldes prosopopeia
og hvad kan pikken sige? Jeg mangler ord eller
Jeg kan ikke skjule det mere: Han misbruger mig.
Mine damer! Rose og Roses libanesiske veninde!
Vi må således konkludere at pik ikke partout er pik.

Blablabla. Det er ren retorik, siger Rose
og Roses libanesiske veninde hvis navn betyder nat
og som aldrig bruger slør nikker.
Nånå. Men hvad tænker du så med, Rose? spørger jeg.
Jeg tænker med kussen, siger Rose, jeg tænker meget. Og Roses
libanesiske veninde hvis navn betyder nat og som aldrig bruger slør
men samme rouge som Rose smiler.

Jeg blev meget ked af det og måtte gå.
Hjemme pillede jeg skamfuld og ydmyget
vattet ud af brystholderen og sokken ud af gylpen.
To vattotter og en sammenrullet sok!
Gipstestikler. Marmorbryster. Fuck!
Var det hvad jeg havde tænkt mig at tænke med? tænkte jeg.
Og det skal jeg sige jer:

Sok. Vattotter. Jeg er ked af det.
Jeg kan ikke bruge jer mere i mine digte.
Jeg er ked af det. Jeg er meget levende.
I er… alt for meget jer selv. Farvel.

Ida Dybdahl og Sara Hornum Inanloo

Facebook

Twitter