INTERVIEW. Georg Brandes forberedte modernitetens morgen i skandinavisk litteratur. Med en ny tekstkritisk udgave af Hovedstrømninger fastslår to forskere hans indflydelse.
[dropcap]F[/dropcap]or nylig gik hjemmesiden www.georgbrandes.dk i luften med en ny, tekstkritisk udgave af Georg Brandes’ berømte forelæsningsrække Hovedstrømninger (1872-1890). Der planlægges nu en trykt udgave af værket, der banede vej for Det moderne gennembrud og fik en skelsættende betydning for skandinavisk og europæisk litteratur. Brandes’ indflydelsesrige opgør med arven fra romantikken lagde grunden til en ny forståelse af litteraturens rolle i samfundet. Og selvom dette er et overstået kapitel i litteraturhistorien, er mange af hans indsigter fortsat i stand til at engagere og ophidse litterært og politiske bevidste mennesker, mener udgivelsens projektledere, litteraturforskerne Jens Bjerring-Hansen og Lasse Horne Kjældgaard. Jeg mødte dem på Café Det Vide Hus i Københavns indre by til en samtale om Hovedstrømninger og Brandes’ betydning.
Jens Bjerring-Hansen og Lasse Horne Kjældgaard, inden vi mødtes, forsøgte jeg at læse hele Hovedstrømninger. Det er et enormt værk, som er meget forankret i epokens litteratur. Hvorfor udgive den i dens fulde længde?
Bjerring-Hansen: Man må overordnet sige, at det er et litteraturhistorisk dokument af første klasse. Vi har ingen andre litteraturkritiske værker med så stor impact som det. Hovedstrømningers indflydelse begrænser sig ikke kun til Europa, men hele verden.
Horne Kjældgaard: Brandes er en af de få stemmer tilbage fra 1800-tallet, som stadig indgår i den politiske samtale i Danmark, og som stadig inspirerer og provokerer. Der er Grundtvig og Brandes. Indenfor den lokale, nationale ramme er der gode grunde til at genudgive ham. Der er efterhånden en tendens til, at folk kun kender Brandes på anden eller tredje hånd, så det er oplagt at forsøge at få flere til at gå tilbage til kilden selv. Samtidig har der været en stigende interesse for den indflydelse, han øvede i udlandet i sin samtid. Det han gjorde med Hovedstrømninger, og den måde han praktiserede sammenlignende litteraturhistorie på var banebrydende.
Hvad er relevansen af Hovedstrømninger i dag, nu hvor man for længst er ovre den romantiske idealisme?
Bjerring-Hansen: Jeg synes stadig, at hans opgør har relevans. Men ret beset er det sådan set kun de første to-tre bind, der behandler dette spor. Når Brandes i 1890 udgiver det sidste bind, introducerer han samtidig Nietzsche for en dansk og europæisk offentlighed. Her er evangeliet den store ener og det Brandes kalder »aristokratisk radikalisme« i modsætning til den liberale dagsorden, der var forudsætningen for Brandes’ tidlige forfatterskab. Det viser, at Hovedstrømninger er mere kompleks end det første anslag, man kender fra gymnasiet, hvor han vil sætte problemer under debat. Det ville han selvfølgelig også, men meget mere end blot dét. Og så udviklede han sig altså i løbet af værkets langstrakte tilblivelse.
Horne Kjældgaard: Der er flere fortællinger om Brandes, der er relevante i dag. For eksempel var Brandes en stor forkæmper for liberalismen. Han kæmpede for individets rettigheder, og den fortælling er vi bestemt ikke færdige med, på godt og ondt. Mange af de konventioner og institutioner han peger på er stadig problematiske. Kærligheden, ægteskabet, familien giver stadig anledning til nye problematikker, og vi kan ikke bare sætte flueben ved dem som løste problemer.
For Brandes handlede det om at gøre forfatteren til en intellektuel figur, der skulle indgå i samfundsdebatten via litteraturen
Jens Bjerring-Hansen, lektor i Nordisk, Københavns Universitet
Bjerring-Hansen: Til at begynde med er han meget optaget af individets frihed, men siden hen – efter Hovedstrømninger – bliver han en intellektuel, der kæmper for de undertrykte minoriteter over hele verden, sønderjyder i Tyskland, armenere, jøder og polakker. Omkring Første verdenskrig springer han ud som en af verdens førende intellektuelle. Han blander sig i udviklingen af Første verdenskrig med en agenda om pacifisme og neutralitet. For Brandes handlede det om at gøre forfatteren til en intellektuel figur, der skulle indgå i samfundsdebatten via litteraturen. Vi må huske på, at han i sin samtid var et lige så stort navn som Ibsen, som han var med til at hjælpe frem. Ibsen er fortsat op derfra, mens Brandes, qua sin arena i litteraturkritikken, er fortsat nedad. Hans indflydelse var i højere grad knyttet til det aktuelle. Der er en indbygget forældelse i litteraturkritikken, som jo er informeret af sin samtids dagsordener.
Alene i hans egen levetid opnåede Brandes en for en humanistisk forsker uhørt berømmelse. Han blev oversat til adskillige sprog, og Thomas Mann erklærede med et berømt citat, at Hovedstrømninger havde været det »unge, intellektuelle Europas Bibel«. Hvori består hans gennemslagskraft?
Bjerring-Hansen: Det er et rigt værk, der kan tages op i mange kulturelle sammenhænge. I Kina har det været Brandes, den liberale tænker – før kulturrevolutionen så de unge kinesiske liberalister Brandes værk som et kondensat af den moderne, europæiske tanke, hvilket også viser noget om nødvendigheden af at studere de nationale scener grundigt. Et andet eksempel på dette er den første spanske oversættelse, hvis eksistens vi først blev opmærksomme på i løbet af arbejdet med projektet. Man har altid regnet med, at en argentinsk udgave fra midten af 1940’erne var den første spansksprogede, men en dag stødte jeg på en tidligere oversættelse, der blev udgivet i et anarkistisk spansk tidsskrift i løbet af 1920’erne, sikkert foranlediget af at Brandes havde en god relation til Peter Kropotkin, den berømte russiske anarkist, som han mødte i London sammen med andre russiske eksilerede intellektuelle. I den ene sammenhæng ser vi altså liberalisten Brandes, i den anden anarkisten Brandes, et helt tredje sted er det i højere grad Shakespeareforskeren Brandes.
Europa er den grundlæggende intellektuelle ramme for hans virksomhed og udgør hans horisont
Jens Bjerring-Hansen, lektor i Nordisk, Københavns Universitet
Brandes plæderer for et internationalt udsyn, der i vores globaliserede tid må siges at være en realitet. Hvad kan Brandes’ tanker om det globale lære os i dag?
Bjerring-Hansen: Det hele foregår før »det globale«, så at sige. Det interessante er så, at verden som sådan begynder at trænge sig på mod slutningen af hans forfatterskab. Men det er først og fremmest Europa, der er den grundlæggende intellektuelle ramme for hans virksomhed og udgør hans horisont.
Horne Kjældgaard: Han er europæer og skandinavist. Det er enormt vigtigt for ham at udvikle Norden som kulturfællesskab og at lancere Norden som en kulturel region i udlandet. Hvis man ser metodisk på Brandes’ skrift, bliver han ofte set som et forbilledligt eksempel på narrativ litteraturhistorieskrivning. Han refererer selv til Hovedstrømninger som et drama i seks akter. Det er selvfølgelig blevet kritiseret, og med rette, men han gør nogle ting, som er meget inspirerende. Han kondenserer forskellige idéhistoriske strømninger i bestemte typer, som han så spiller ud mod hinanden. Der er en frihed og en genremæssig spændvidde i hans måde at skrive litteraturhistorie på. Han inddrager sig selv på måder, som mange litteraturhistorikere i dag ville vægre sig ved.
Bjerring-Hansen: Hvis man går første bind om emigrantlitteraturen igennem, er der indvævet breve, han har skrevet til sin mor og rejseerindringer fra hans store dannelsestur i Europa. Han er enormt god til at genbruge ting, han har skrevet – og som andre har skrevet – og give dem liv i nye sammenhænge. Han er en meget original kopist. Litteraten Paul Rubow (1896–1972) har sagt om hans Voltaire-bog, at den er dybt afhængig af en række forfattere, men at den samtidig er det bedste, der er skrevet om Voltaire.
Som I selv nævnte, er den Brandes, man møder i folkeskolen, mest kendt for at ønske sig en litteratur, der »sætter problemer under debat«. Bør vi revurdere vores syn på Brandes?
Horne Kjældgaard: Der er mere i ham, og der er mere i den bevægelse, han er bannerfører for. Når man går ind og læser de forfattere, som satte problemer under debat, gør de det på så uhyre komplekse og udfordrende måder, at selve overskriften virker meget overfladisk.
Bjerring-Hansen: En forfatter som J.P. Jacobsen deler på mange måder Brandes’ grundanfægtelser og hans ideologi, men deler ikke hans syn på det æstetiske. I indledningen til Hovedstrømninger afviser Brandes fuldstændig den historiske roman som genre. Hvad gør J.P. Jacobsen? Han skriver Fru Marie Grubbe (1876), som han endda kalder et »Interieurer fra det syttende Aarhundrede«.
Horne Kjældgaard: Her er det måske værd at bemærke, at i selve den kliche om, at litteraturen skal sætte problemer under debat for at være i live, ligger dermed også implicit, at den må dø, når problemerne er blevet debatteret og måske endda løst. Men disse tekster er langtfra døde – man kan stadig læse Ibsen, Jacobsen, Bang, Bjørnson og Skram.
Brandes var en mand med meget radikale holdninger, der i en årrække bragte ham i eksil.
Bjerring-Hansen: Det var meningen, at Hovedstrømninger skulle have skaffet ham det professorat i æstetik, som var blevet ledigt ved Københavns Universitet efter Carsten Hauchs død. Men han mødte kraftig politisk modvilje på universitetet, så han fik det ikke. Efterhånden blev han forment adgang til avisspalterne, der dengang var mere eller mindre regeringsvenlige. Derfor tog han til Berlin og blev journalist. Det var en dobbeltmanøvre: Han skiftede base, og han skiftede arena.
Den romantiske bølges skandinavisme var tilbageskuende og dyrkede den fælles oldtid. Georg og hans bror lancerede en progressiv skandinavisme som byggede på sekulære, liberale værdier.
Lasse Horne Kjældgaard, professor i dansk, Roskilde Universitet
Horne Kjældgaard: Det er også en vigtig del af historien om Brandes, og noget som fortsat kan inspirere i dag. Han blev frosset ude af det akademiske miljø, men formåede alligevel at sætte et kæmpe aftryk på litteraturvidenskaben.
Brandes var også fremsynet i sine tanker om et skandinavisk kulturfællesskab. Hvad er hans arv i den forbindelse?
Horne Kjældgaard: Den romantiske bølges skandinavisme var tilbageskuende og dyrkede den fælles oldtid. Georg og hans bror, politikeren og avismanden Edvard Brandes, lancerede en progressiv skandinavisme som byggede på nogle fælles værdier og en dagsorden om, at man skulle lave en ny slags samfund i Skandinavien, som byggede på sekulære, liberale værdier. Det er de lykkedes med, det er i hvert fald den fortælling om Skandinavien, der lever videre, og som fik en ny betoning med udviklingen af velfærdsstaten. Ikke fordi de som sådan har noget at gøre med den, men selve den progressive fortælling om Skandinavien var de med til at udvikle.
Hvad ville I fremhæve som Brandes’ vigtigste bidrag til den danske kulturarv? Og har jeres syn på dette ændret sig i forbindelse med arbejdet?
Bjerring-Hansen: Nu har jeg arbejdet en del med de filologiske aspekter, og den langsomme, grundige læsning har virkelig skærpet opmærksomheden for, hvor fantastisk en prosaist han er: glasklar, smidig og engageret. Det er ikke noget nyt, men det er vigtigt ikke at glemme. Der er en energi og en dynamik i hans prosa, som er så meget desto mere inspirerende, når man tænker på, at det er litteraturhistorieskrivning. Brandes minder os om, at det er vigtigt med en omhyggelig og æstetisk bevidst prosa. Der er han en forbilledlig litteraturkritiker, som vi stadig kan lære af.
Horne Kjældgaard: Ja, når han i mange år var på tale som kandidat til Nobelprisen i litteratur, har det bestemt med værkets litterære kvaliteter at gøre. Til Brandes’ bidrag hører hans relativering af danske normer og sædvaner, hans evne til at blive ved med at se de særlige danske kulturelle omstændigheder i et større perspektiv, samt hvordan tingene kan og måske bør indrettes anderledes. Det vil jeg mene er hans vigtigste bidrag.
