Låst inde i det borgerlige facadesamfund

ANMELDELSE. Frank Wedekinds roman Mine-Haha er befolket af unge piger med kirsebærlignende træk og uskyldige, hvide kjoler, men også af lærerinder med tungespidser, der spjætter som ildsalamandere.

Helene Engel – eller Hidalla, som hun kaldes i sine ungdomsår – har taget sit eget liv ved at springe ud af et vindue. Før sin død har hun, efter at have læst naboen Frank Wedekinds tidligere værk, Frühlings Erwachen, personligt overdraget et manuskript til ham. Det er dette, som skal forestille at udgøre Mine-Haha, eller om unge pigers kropslige uddannelse, Frank Wedekinds roman fra 1903. Romanen fortæller historien om opvæksten på en art anstalt for unge piger. Hidalla ankommer hertil bragt til hoveddøren nøgen i en kiste. I huset, der beboes af seks andre unge piger, iklædes hun en hvid kjole, hvide strømper og grønne strømpebånd: således uniformen. Huset er placeret i en park omkranset af en mur og en aflåst port. Turene igennem parken er næsten magiske seancer, som da hun, Hidalla, en aften ude fra parkens mørke kan se de andre piger bevæge sig rundt i de lysende huse, når de kommer til syne foran vinduerne i deres hvide kjoler. Hun ser ind i sin egen verden og er betaget af synet.

I parken er skønheden noget, der i særlig grad tilhører barndommen og den tidlige ungdom. Den opleves i de perfekte kroppe; dansende, gående på hænder, formbare som de klædes i de hvide kjoler eller i kostumer af silkeatlask og musselin. Eller den erfares igennem årstidernes skiften i parken og pigerne, der svømmer i bækken, mens de lader kjolerne hænge fra træernes grene.

Først og fremmest opfatter Hidalla de andre piger som kroppe. Nogle kaster hun imponerede, opslugte blikke efter, andre er i hendes øjne mere plumpe, grimme og derfor uinteressante. Selv er hun også mest af alt en krop. Hendes første sammenhængende minde er således kropsligt og stammer fra første gang, hun fik sat sko på fødderne og sammen med de andre børn blev undervist i kunsten at gå; hofterne hårdt spændte, tåspidserne først. Beundrende kaster hun blikke efter deres lærerinde, der mestrer disciplinen til perfektion.

Årene i parken tilbringes med et stramt program bestående af undervisning i musik og dans. For hvert år træder pigerne et trin op i systemet. Den ældste pige i hvert hus skal om aftenen optræde i teatret, der interessant nok også befinder sig inden for parkens arealer. Publikum fragtes dertil med underjordiske tog – teatret er det eneste sted, hvor pigerne, i deres tid i parken, kommer i kontakt med det omkringliggende samfund. På scenen forstår de ikke selv en lyd af forestillingerne, de udfører blot de foreskrevne dansetrin. Kun ved hjælp af publikums latterbrøl, under visse scener, begynder pigerne at forstå det odiøse og forbudte i, at to mennesker lægger sig i samme seng. Sådan skrider årene frem, og efterhånden gror pigerne langsomt ud af barndommen: »Vi var lykkelige, den ene lige så glad som den anden, men det var også det hele. Og siden der ikke var noget, der rykkede os ud af denne monotoni, blev vi kun større og større.« Hvert år forsvinder de ældste piger fra husene, og en ny kiste dukker op foran hoveddøren. Hidalla bemærker, at hendes krop efterhånden mister sin ynde i takt med, at den svulmer op og bliver tykkere omkring taljen. De vokser op og ud af parkens rammer.

De unge piger er tæt knyttede, og dog er de besynderligt langt fra hinanden. Ikke mange ord bliver udvekslet imellem dem, og pigerne er alle uden egentligt bemærkelsesværdige karaktertræk. De er kun kroppe og ansigter. Romanen maner et overbevisende, stærkt idyllisk univers frem, og i sin afsondrethed er parken betagende, især set igennem Hidallas øjne. Men samtidig er det en tydeligt indskrænket verden. Det er et sted uden viden, seksualitet og individualitet, i stedet dyrkes kroppene som medgørlige, skønheden og disciplinen som umiddelbare absolutter. Det bliver de herskende dyder, netop på grund af pigernes begrænsende udsyn. Samtidig intensiveres det ubehag, der løber som en understrøm gennem hele romanen; en uro, der tager sin begyndelse ved romanens afsæt i selvmordet. Efterhånden trænger ubehaget sig mere direkte på. En piges druknedød i bækken fortælles med en distance, som antyder, at dette er en hændelse, der ikke er plads til i dette univers. Ligesom det ganske kort beskrives, at Hidalla plages af en række natlige anfald, som i starten vækker de andre piger, men som hun med tiden lærer at gøre tavse. Wedekind slår med disse hændelser revner i idyllen, men Hidalla selv dvæler aldrig ved episoderne. Man sidder tilbage med en fornemmelse af, at idyllen ligger som et klæde henover det hele. Resultatet bliver klaustrofobisk. Selv den nysgerrighed, der i starten svirrer hos Hidalla og de andre piger, efter at vide, hvad der er uden for murene, forstummer, da deres fantasi hurtigt viser sig ikke at række så langt.

I romanen bliver sproget ofte ved med at kredse om de samme ting. En pige har »læber som et flækket kirsebær, men klarrøde og yppige«, mens en anden har »et kirsebær til næse«. Der er noget tillokkende behageligt ved den facade, der sættes op. Men gentagelserne er samtidig med til at skabe en skrift, der bliver svær at trænge dybere ind i, som spejler skriften romanens særligt lukkede, overfladiske univers. Men hvad er det, der ligger og ulmer nedenunder det hele? Hvad er det, som vækker Hidalla om natten? I dette univers udgør parkens tjenestefolk en tydelig kontrast. Disse kvinder er de første gamle mennesker, Hidalla ser. Hun oplever dem som direkte hæslige, uhyggelige væsner: »ansigter som egebark, hvor grenene var brudt af. Man kunne ikke længere se dem som mennesker.«

Samtidig er der, i Hidallas optagethed af de andre kroppe, en stærk længsel til stede, i måden hvorpå de hele tiden dvæles ved og indtages, som når hun henført betragter danselærerinden:

Simbas frodige bølgede kulsorte hår gik dybt ned over tindingerne og var samlet i en tyk knold i nakken. Hun havde langstrakte, slangeformede øjenbryn, og en fin, fin næse og det mest smertefulde og samtidigt søde smil på læberne, jeg nogensinde har set. Jeg husker også hendes tungespids, som en gang imellem spjættede ud som ildsalamandere.

Det er i disse beskrivelser, at sproget bliver stærkest, og hvor romanen også stritter imod sin egen demonstrative stilstand. Hidalla længes efter at lægge sig i sengen hos de andre piger om natten, og da hun på et tidspunkt giver udtryk for dette ønske over for den betagende Wera, må hun straks erkende det forbudte i ønsket. De ældre hæslige kvinder, får vi at vide, er kvinder, der har brudt reglerne; det er hvad der sker, hvis man lægger sig hos en anden pige om natten. Romanen tegner et billede af en spirende kvindelig seksualitet i et særligt aflukket feminint univers, hvor homoseksualiteten bliver skildret som undergravende og truende for den verden, som pigerne opdrages til. Pigerne skal først og fremmest stå til rådighed for det samfund, der opdrager dem, og det samme gælder deres kroppe, fornemmer man. De ældre kvinder fremstår som hekseagtige figurer, der med deres normbrydende adfærd bliver fanget i en position og rolle i deres samfund; i parken, som de samtidig er udstødt fra, tjenende til skræk og advarsel.

Frank Wedekind (1864-1918) var på sin tid kendt som en oprørsk, provokerende forfatter, og han var en udtalt kritiker af tidens borgerlige facadesamfund og hykleriske seksualmoral – han portrætterede i flere romaner, hvorledes den herskende seksualmoral ødelagde mennesket. Af det danske forlag præsenteres romanen som en dystopisk fortælling, der foregriber romaner som Margaret Atwoods The Handmaid’s Tale (1985). Men Wedekinds roman synes aldrig helt at tippe over i dystopien. Romanens uhygge bliver ikke på noget tidspunkt decideret mareridtsagtig eller dyster. Det er nærmere fraværet af det direkte uhyggelige eller ubehagelige, der bringer et tydeligt ubehag frem i læseren – som en uudtalt kontrast til den dvælende, men også anmassende idyl. På den måde synes Wedekind nærmere at tegne en karikatur af sin samtids borgerlige facadesamfund, og dets forsøg på at støbe et udelukkende rent og dydigt menneske. Typisk for Wedekinds samfundskritik er det ikke seksualiteten, men moralen der knækker mennesket. Hvis det dystopiske overhovedet er til stede, er det snarere som et underliggende ubehag, der tjener som advarselslampe mod denne tendens i samtiden til at prædike en moral. De to tungerækkende piger på omslaget spejler den hos Wedekind oprørske ånd, og romanens afdæmpede, men ikke desto mindre stærke skildring af spirende seksualitet rummer også et oprørsk potentiale, som bryder frem på trods af parkens undertrykkende ramme.

Romanens titel er i sig selv en overvejelse værd. For hvad skal Mine-Haha betyde? Til sidst i romanen lyder det, at det skulle betyde »leende vand«. Det er svært ikke at forbinde det med de tungerækkende piger på romanens omslag, og ikke at se latteren som et våben mod undertrykkelsen, en modstand mod det moraliserende, undertrykkende samfund. I romanen optræder vandet som frit og forløsende. Bækken er en gennemgående del af parkens univers, et frirum – her kan pigerne bade nøgne – og den illustrerer en mere frigjort kropslighed, en nydelse. Samtidig er den også farlig. Men hvor er Hidallas latter i romanen? Den er bemærkelsesværdigt fraværende. Teatergæsterne ler ad pigerne, når de danser på scenen, men den smitter ikke af på Hidalla. Hun og de andre piger lever et liv, som på en teaterscene, hvor de hele tiden beskues af hinanden og af andre. Det leende vand er nærmere en tilstand, mens latteren blot tydeliggør pigernes isolation og understreger det ekstremt prætenderede i opdragelsesanstaltens konstruktion.

Man kan spørge, hvad det er, der knækker Hidalla i sidste ende, og hvad der fører til selvmordet. Er det anstaltens forvrængede idyl, eller er det samfundet, hun til sidst sluses ud i? Selv om idyllen virker truende, så opretholder den også en tryg kontrast til verdenen udenfor, der, når vi ser den igennem Hidallas øjne, er støjende og ligefrem brovtende. De første mænd, hun hører tale, er to mænd blandt publikum, der nedsættende kommenterer hendes ben, mens hun danser rundt på scenen forklædt som bondepige. Ligesom overgangen fra parken til den rigtige verden foregår ved et støjende inferno af en ceremoni, som de nye samfundsborgere træder uforberedte ud i: »for så i løbet af få dage at modellere os om til helt andre skabninger ved hjælp af et afsindigt karneval; måske begår jeg en forbrydelse når jeg tør ytre et ord til fordel for de sarte følelser, som er medfødt hos os alle.« Konfrontationen med den virkelige verdens brutalitet er voldsom, og det synliggør den absurde kontrast mellem de to verdener. Når den ældre Helene Engel ser tilbage på dette afgørende øjeblik, hvor pigerne ledes ud af parken og ind i det virkelige samfund, hvor sløret løftes væk, og den store afsløring finder sted, bliver det tydeligt, at de ikke kan bære parkens uskyld med sig. På den måde bliver vidnesbyrdet en måde at insistere på det at være menneske, i et umenneskeligt system.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.