Fra Strålinger

Ernst Jüngers optegnelser fra juni og juli 1944.

Den 20. juli 1944 placerede oberst Claus Schenk Graf von Stauffenberg en bombe, der skulle dræbe Hitler, i Ulveskansen i de østpreussiske skove. I Paris, hvor officer og forfatter Ernst Jünger opholdt sig som en del af general Carl-Heinrich von Stülpnagels stab, afventede man besked om Hitlers død, så man kunne effektuere den franske del af planen: at arrestere og neutralisere Gestapo og SS i Paris.

Thorkild Hansens udvalg af Jüngers krigsdagbøger fra 1939–1948 udkom sidste år i en nyoversat og revideret udgave på Gyldendal. Strålinger består af seks mere eller mindre selvstændige bøger, hvoraf den første blev udgivet allerede i 1942. Jünger redigerede værket frem til 1964, og han lagde aldrig skjul på, at der var tale om en litterær gennemskrivning af dagbogsnotater. I 1959 anmeldte Thorkild Hansen den aktuelle tyske udgave af krigsdagbøgerne og skrev rosende om Jüngers stilistik og de prægnante sætninger. Begejstringen var stå stor, at Thorkild Hansens foreslog en oversættelse, og i 1964 udkom Krigsdagbog – et udvalg af optegnelserne fra de egentlige krigsår foretage af Thorkild Hansen og oversat af Morgens Boisen. I den nye udgave er Jüngers sidste revisioner ført ind, et antal optegnelser, som ikke tidligere har været oversat til dansk, er tilføjet, og desuden bærer værket nu den titel, som Jünger selv gav det: Strålinger.

strålinger

Ernst Jünger: Strålinger. Dagbøger 1939–48, Gyldendal, Danmark. På dansk ved Mogens Boisen og Adam Paulsen.

Af Strålinger fornemmer man, at Jünger var bekendt med attentatplanerne mod Hitler: Han beretter om møder med de sammensvorne og hentyder gentagende gange til det forestående attentat i optegnelserne fra juni og juli 1944. Flere af møderne, som Jünger omtaler, fandt sted på La Roche-Guyon, feltmarskal Erwin Rommels hovedkvarter. Rommel vidste besked om attentatplanerne, og da Hitler var overbevist om hans meddelagtighed, ønskede han ham skaffet af vejen. Men Rommel var en folkehelt i Tyskland – en sådan kunne ikke stilles for en folkedomstol, så han fik valget mellem at blive dræbt eller selv at tage gift. Han valgte det sidste og fik siden militærbegravelse.

Foruden Rommel møder vi i Strålinger hans stabschef Hans Speidel, Caesar von Hofacker, der var Stauffenbergs fætter, samt Stülpnagel, der af og til blot omtales som generalen. Stülpnagel og Hofacker blev begge dømt for højforræderi og hængt i Plötzenseefængslet i Berlin. Speidel fortsatte som stabschef for Rommels efterfølgere, mens Jünger blev degraderet og rejste til Kirchhorst, hvor hans familie boede.

Christine Strandmose Toft

 

Dagbogsoptegnelser juni 19441

Paris, 1. juni 1944

Frokost hos Florence. Efter måltidet en kort samtale med Jules Sauerwein, der var kommet fra Lissabon, om muligheden for fred og dens konstruktion.

I aften samtale med præsidenten og en kaptajn Uckel om Stalingrad. Det lader til, at man har filmet i byen til sidste øjeblik, endda af hold fra propagandakompagniet. Filmene er faldet i russernes hænder og skal have været vist i svenske ugerevyer. En del af de uhyggelige begivenheder udspiller sig i traktorfabrikken, hvor general Strecker sprængte sig i luften med sin stab. Man ser forberedelserne, ser, hvordan det mandskab, der ikke hører til staben, forlader bygningen, og derefter den mægtige eksplosion. I denne trang til at dokumentere alt ligger der noget automatisk, en slags teknisk refleks, der kan sammenlignes med trækningerne i frølåret ved Galvanis eksperiment. Også videnskabelige træk spiller ind. Det er ikke monumenter, man efterlader til efterverdenen eller guderne, om det så kun er i form af et kors, der bindes flygtigt af pilegrene; det er dokumenter af dødelige til dødelige og ikke andet end dødelige. Meget uhyggeligt og virkelig den evige genkomst i sin mest grå form: denne død i isrummet spilles igen og igen i monoton gentagelse – dæmonisk fremmanet, uden sublimering, uden efterglans, uden trøst. Hvor bliver hæderen af under sådanne forhold?

Kaptajnen mente, at man burde have brændt filmene forinden – men hvorfor? Det er meddelelser fra arbejdere til arbejdere.

Derefter om fotografering i almindelighed. I den forbindelse fortalte præsidenten om et optrin, han havde været vidne til på »Dreesens hotel« ved Godesberg. Kniébolo [Hitler] gik ned ad trappen og blev hyldet af folket i hallen; blandt andet overrakte en lille pige ham en buket blomster. Da han bøjede sig ned for at tage imod den og klappe pigen på kinden, drejede han hovedet en smule til siden og sagde tørt: »Tag et billede!«

 

Paris, 6. juni 1944

I går aftes hos Speidel i La Roche-Guyon. Turen var omstændelig på grund af ødelæggelsen af Seinebroerne. Vi kørte tilbage omkring midnat. Vi var derfor først fremme en times tid efter, at de første meldinger om landgangen indløb i hovedkvarteret. De blev kendt i Paris om morgenen og overraskede mange, ikke mindst Rommel, der ikke deltog i La Roche-Guyon i går, da han var kørt til Tyskland i anledning af sin kones fødselsdag. Det er en skønhedsfejl i ouverturen til et så stort slag. De første luftlandsatte styrker blev konstateret efter midnat. Talrige flåder og 11.000 fly var indsat i operationerne.

Det drejer sig utvivlsomt om begyndelsen til det store angreb, som vil gøre dagen i dag historisk. Alligevel blev jeg overrasket, netop fordi der var blevet spekuleret så meget over det. Hvorfor nu og her? Det er spørgsmål, man stadig vil tale om i en fjern fremtid.

 

Pas de Calais, Speidel, Lang, Rommel

Erwin Rommel (venstre) og Hans Speidel (højre) inspicerer Atlantvolden i april 1944, kilde: Deutsches Bundesarchiv

 

Paris, 7. juni 1944

I aften rundtur med præsidenten. På Boulevard Admiral Bruix skramlede tunge kampvogne på vej til fronten. De unge soldater sad på stålkolosserne, i den stemning, man befinder sig i umiddelbart før et stort slag, og som jeg husker så godt, en art tungsindigt farvet munterhed. Dødens nærhed, hjerter beredt til den ærefulde undergang i flammedøden, strålede helt tæt ud fra dem.

Maskinerne trådte i baggrunden, deres kompleksitet forsvandt, samtidig med at de blev simplere og mere meningsfulde, som skjoldet og lansen, hoplitten støtter sig til. De unge mænd sad på kampvognene, spiste og drak, nænsomme over for hinanden som brudefolk før deres fest, som ved et åndeligt måltid.

 

Paris, 22. juni 1944

Til frokost hos Florence. Til stede var også Heller, der er kommet tilbage fra Berlin, og hvis tog var blevet beskudt fra luften. Han fortalte mig, at Merline straks efter landgangen indtrængende havde anmodet ambassaden om visum og allerede er flygtet til Berlin. Det er og bliver mærkeligt, hvor meget mennesker, der koldblodigt kræver hovederne af millioner, bekymrer sig om deres eget usle liv. Der må være en sammenhæng her.

I aften blev byen overfløjet og sprængstykker regnede ned i »Majestics« gård. Under bombardementet blev kæmpestore benzin- og oliedepoter ramt, hvis brandskyer ligesom den yngre Plinius’ pinje steg op fra en slank stamme og formørkede himmelhvælvingen. En stor bomber styrtede ned i nærheden af Gare de l’Est.

 

Hans Speidel

Hans Speidel, kilde: Deutsche Bundesarchiv

 

Paris, 24. juni 1944

I aften hos Speidel i La Roche-Guyon. Som følge af Seinebroernes ødelæggelse kunne vi kun komme frem ad omveje. En enkelt gang måtte vi også stige ud, da flyvemaskiner boltrede sig i luften over os.

Efter måltidet tur i parken. Speidel fortalte os detaljer om sit besøg hos Kniébolo, som han holdt foredrag for i Soissons for nogle dage siden. Kniébolo skal være blevet gammel, duknakket, mere urolig og springende i samtalen. Til morgenmad spiste han en enorm mængde ris, drak forskelligt farvet medicin af tre likørglas, nedsvælgede piller til. Mellem fingrene holdt han en række kulørte blyanter, som han undertiden trak en streg på kortet med. Han udtrykte forbavselse over, at det overhovedet havde været muligt for englænderne og amerikanerne at gå i land, men gik ikke ind på enkeltheder, som f.eks. modpartens luftoverlegenhed. Om den videre udvikling har han kun uklare forestillinger og synes at håbe eller måske også at tro, at den gunstige skæbnefigur, som tidligere ofte har reddet ham ud af fortvivlede situationer, vil gentage sig her. I denne sammenhæng nævnte han Syvårskrigen to gange. Han tror også, at hans fjender vil blive uenige, og at de står over for revolutioner. Han bebuder nye våben til efteråret, især panserbrydende kanoner, og henfalder til et rage du nombre, når han kommer til at tale om industriernes produktionskapacitet. Han påberåbte sig også »helvedeshundene«, de flyvende bomber, hvoraf en fulgte sin egen, meget besynderlige skudbane, landede i nærheden af hovedkvarteret under hans ophold og fremskyndede hans opbrud.

Jeg talte også med admiral Ruge om enkeltheder vedrørende landgangen; det lader til at være rigtigt, at der »på grund af for høj søgang« ikke var en eneste tysk forpostbåd ude den afgørende nat. Englænderne landede ved ebbe, mens undervandshindringerne lå synlige på stranden. Forhindringsanlægget havde været planlagt, men var endnu ikke udført.

Oberst von Tempelhof fortalte om general Marcks død. Dennes bror, en oberstløjtnant, havde spurgt om dødstidspunktet, da billede af broren var faldet ned fra væggen klokken elleve den pågældende dag. Generalen blev da også virkelig såret kvart i elleve og døde på klokkeslaget.

På hjemturen mistede chaufføren herredømmet over vognen og havnede med høj fart i et brombærkrat, hvis ranker tog meget blidt imod os, som elastiske bånd.

 

Paris, 27. juni 1944

Gadekampe i Cherbourg. Perpetua skriver til mig, at der den 15. juni om morgenen faldt bomber meget tæt på huset; en af dem slog ned i vores lille badesø ved Lohne og sprængte hundreder af karper og skaller i luften.

 

Dagbogsoptegnelser juli 1944

Paris, 1. juli 1944

Jeg kigger opråbet igennem endnu en gang, i overensstemmelse med mit princip om, at man aldrig kan afskrive et arbejde ofte nok.

 

Paris, 13. juli 1944

Russerne nærmer sig Østpreussen, amerikanerne Firenze, mens slaget ved brohovedet raser videre under store tab. Ledelsen forsøger at skabe håb i befolkningen om nye, ukendte våben, fordi den ikke er i stand til at tænke nye tanker. Mindeværdig er også den fuldstændige mangel på dømmekraft, der kendetegner massen; her lader man sig gerne vildlede om situationens alvor og henfalder til en art eufori.

 

Paris, 14. juli 1944

Sammen med Baumgart og frøken Lampe besøgte jeg hr. Groult i Avenue Foch. Når man er kommet gennem gården, minder hans hus om Aladdins trylleslot eller Ali Babas vidunderlige hule. Haver med springvand og bassiner, hvor svaner og prægtige ænder svømmer omkring, løvgange med statuer og spejlfronter, pompejanske gallerier, terrasser med papegøjer og skoggerduer er skærmet mod blikke udefra af høje gitre, hvor efeu og vildvin blander sig med hinanden.

Samlingerne, hvis erhvervelse Groults far havde rådført sig med brødrene Goncourt om, overgår selv de utroværdige opremsninger, man finder hos Balzac. De omfatter langt over hundrede malerier og tegninger af Fragonard og flere af Turner, end der findes i hele England. I mægtige gallerier hænger det ene mesterværk ved siden af det andet; og så er over tusind af de bedste stykker endda allerede fordelt på fjerne slotte. Samlingerne er lidet kendt; der er aldrig udgivet noget katalog over dem. Desuden får kun venner eller personer, der introduceres af venner, lov til at betræde disse rum. Vi talte med ejeren af disse utrolige skatte, først om sikkerheden, dernæst om værdien. Han anser det for sikrest at lade tingene blive i Paris – transporter beskadiger dem, desuden kan de blive beskudt, hvortil kommer, at alle andre steder i Frankrig næsten er endnu mere usikre end denne by, der forhåbentlig, ligesom Rom, vil blive beskyttet af sin nimbus. Under overflyvninger hænder det, at granatsplinter slår igennem glastagenes ruder. Når det sker i regnvejr, trænger vand ind i rummene og anretter skade. Vi så en pastel af Watteau med fordærvet velour og ætset af små grønne pletter, som om der voksede skimmel på den. Det var besynderligt at iagttage, hvordan ødelæggelsen havde arbejdet på dette billede – ikke rent mekanisk, men fysiognomisk, som en sygdom på en levende organisme. Efter sådanne love forandrede Dorian Grays billede sig.

Også manglen på kul er ubehagelig. Husholdningen kræver et personale på over tyve personer.

Hvad værdien angår, mente hr. Groult, at den ikke eksisterer for ham; eftersom han alligevel aldrig ville skille sig af med et eneste af sine billeder, var dette spørgsmål uden betydning. Hvor tung er besiddelsen ikke blevet, navnlig i denne ildverden. At bære noget sådant på sine skuldre i dag kræver samme dristighed som en svømmer belæsset med guld, som Cortés’ soldater i Den Sørgelige Nat.

 

Karl Heinrich von St¸lpnagel

Karl Heinrich von Stülpnagel, af Jünger kaldet generalen, kilde: Deutsches Bundesarchiv

 

Paris, 16. juli 1944

I eftermiddags i La Roche-Guyon hos Speidel, der beværtede os i sit lille arbejdsværelse i den ældste del af slottet, under den normanniske mønning. Han var nødt til at føre mange telefonsamtaler, da Kniébolo, der frygter en ny landgang, vil disponere over to panserkorps efter eget skøn og anderledes, end situationen kræver. Samtaler – også om, hvor længe tyskerne vil være om at skaffe sig af med denne skydeteltsfigur. Nu slår skæbnen takten for ham. Jeg kom til at tænke på noget, min far engang havde sagt: »Der må først ske en stor ulykke, før det bliver anderledes.« Generalen derimod lod til at være ved godt mod, for han proklamerede, at »fredsskriftet nu snart vil udkomme«.

Derpå kørte jeg med Podewils og Horst til Giverny. Vi opsøgte Monets svigerdatter, der gav os nøglen til hans have. Ved åkandedammen med dens grædepile, sortpopler, bambushække og halvt forfaldne kinesiske træbroer – der hviler en fortryllet stemning over dette sted. I ethvert fugtigt englandskab findes der utallige sådanne flade, af siv og sværdliljer indrammede bækkener fyldt med andemad, men ingen forekom mig lige så frodige, meningsfulde, farvestrålende som disse. Et stykke natur som tusind andre, men løftet op ved ånds- og skaberkraft. Også det 19. århundredes videnskab bor på denne ø, hvor kunstneren frembragte fantastiske farver som i en retort ved solild og vandkøling. Et lille vandhul opfanger, som et øje, verdener af lys.

I det store atelier, foran den såkaldte åkandecyklus, som Monet begyndte at arbejde på i sit 75. år. Her kan man iagttage den skabende rytme af krystallisation og opløsning, med gevaldige tilnærmelser til det blå intet, til Rimbauds azurslim. På et af de store lærreder ses et bundt blå vandliljer i kanten af det rene, bølgende lys, som et knippe materielle stråler. Et andet billede viser kun himlen med dens skyer, der spejler sig i vandet på en måde, der gør én svimmel. Øjet aner vovemodet og også den enorme optiske præstation i den ophøjede opløsning og dens kvaler midt i strømmene af rislende lys. Det sidste af malerierne er sønderflænget af en kniv.

 

Oberst Claus Graf Schenk von Stauffenberg im Range eines Oberleutnants.

Oberst Claus Graf Schenk von Stauffenberg, kilde: Bildarchiv preussischer kulturbestiz

 

Paris, 21. juli 1944

I går aftes blev attentatet kendt. Præsidenten fortalte mig detaljerne, da jeg hen imod aften vendte tilbage fra Saint-Cloud. Dermed bliver den i forvejen farlige situation yderligere tilspidset. Attentatmanden skal være en vis grev Stauffenberg. Jeg havde hørt tale om ham gennem Hofacker. I så fald bekræfter det min tese om, at det ved sådanne tidehverv er det ældste aristokrati, der træder ind på scenen. Efter alt at dømme vil denne handling blive begyndelsen på et frygteligt blodbad. Desuden bliver det mere og mere vanskeligt at bevare masken – således havde jeg i formiddags et sammenstød med en kammerat, der betegnede begivenheden som »et enestående svineri«. Jeg har dog længe været af den opfattelse, at attentater kun fører til få ændringer og aldrig til det bedre. Jeg antydede det allerede i beskrivelsen af Sunmyra i »På marmorklipperne«.

I eftermiddags forlød det i den nærmeste kreds, at den øverstbefalende var afsat fra sit embede og beordret til Berlin. Efter at meddelelsen fra Bendlerstraße var indløbet, lod han samtlige folk i SS og sikkerhedstjenesten arrestere for så at sætte dem på fri fod igen, da han havde aflagt referat hos Kluge i La Roche-Guyon, og der ikke længere kunne herske tvivl om, at attentatet var slået fejl. »At have haft kæmpeslangen i sækken og atter sluppet den ud«, som præsidenten sagde, da vi i stor ophidselse drøftede situationen for lukkede døre. Forbavsende er det tørre, forretningsmæssige ved handlingen – grundlaget for arrestationen var en simpel opringning til kommandanten i Storparis. Til grund herfor lå vel også ønsket om ikke at risikere flere personers hals end absolut nødvendigt. Over for sådanne magter har et synspunkt som dette derimod ingen værdi. Dertil den fuldkommen uduelige og mavesyge stabschef, oberst von Linstow, som kort forinden blev indviet i planen, fordi han var uundværlig af tekniske årsager, og som man nu ser snige sig omkring som et genfærd i »Raphael« inden opløsningen. Hvis min gamle fanejunker Koßmann så i det mindste stadig havde været stabschef; han havde som minimum gjort, hvad man kan forlange af en generalstabsofficer, nemlig fået opklaret, om meddelelserne var pålidelige. Dertil kommer Rommels uheld den 17. juli, hvormed den eneste søjle, der kunne have båret et sådant foretagende, styrtede sammen.

Heroverfor den frygtelige aktivitet i partiet, der forblev upåvirket af fremstødet. Ja, det var lærerigt: Kroppen læger man ikke i krisen, og også kun i sin helhed, ikke ved et organ. Selv om operationen var lykkedes, ville vi i stedet for én karbunkel i dag have et dusin af samme slags med bloddomstole i hver landsby, i hver gade, i hvert hus. Vi står i en prøvelse, som er begrundet og nødvendig; og disse hjul skruer man ikke tilbage.

 

Paris, 22. juli 1944

Opringning fra general Loehning i Hannover, der meddelte, at alt er vel i Kirchhorst. Jeg undrede mig over hans spøgefuldheder, da alle samtaler utvivlsomt aflyttes. Straks efter modtog jeg af Neuhaus den frygtelige meddelelse, at Heinrich von Stülpnagel i går på vej til Berlin rettede pistolen mod sig selv, men overlevede og mistede synet. Det må være sket på omtrent samme tidspunkt, som han havde inviteret mig til middag, til en filosofisk samtale. At han midt i forvirringen huskede at aflyse måltidet, berørte mig dybt; det er betegnende for hans væsen.

Hvilke ofre falder der ikke her, og netop blandt de sidste ridderlige mennesker, de frie ånder, hvis tanker og følelser er højt hævet over de afstumpede lidenskaber. Og alligevel er disse ofre vigtige, fordi de skaber indre rum og forhindrer, at nationen som hele, som blok, falder i skæbnens forfærdelige afgrunde.

 

Paris, 23. juli 1944

Generalens første spørgsmål, da han vågnede op uden at kunne se, siges at have drejet sig om lazarettets indretning; han ville vide, om overlægen var tilfreds med forholdene. Han blev straks isoleret af sygepassere, der samtidig er vogtere; han er fange.

Jeg tænkte på vores kaminpassiar i Vaux om Stoaen, og hvordan dødsporten altid står åben for mennesket, og at beslutsom handlen er mulig på en sådan baggrund. Her belæres man på grusomste vis.

 

Paris, 26. juli 1944

I aften hos Vogel. Vi talte om attentatet og dets detaljer, som Vogel var underrettet om. Virkningen af sådanne aktioner unddrager sig beregning; i reglen udløses der helt andre kræfter, end gerningsmanden formodede. De udøver også mindre indflydelse på den historiske udviklings retning end på dens rytme: Forløbet enten fremskyndes eller bremses. Det første var tilfældet ved anslaget mod Lenin, mens Fieschis attentat på Louis Philippe hæmmede de demokratiske kræfters fremskridt. I almindelighed kan man iagttage, at aktionen om ikke direkte kommer den angrebnes sag til gode, så i det mindste fremkalder dens konsekvenser og driver den fremad med stor energi.

 

Hofacker

Caesar von Hofacker, kilde: Wikimedia Commons

 

Paris, 30. juli 1944

Ved en besynderlig historiens mekanisme bliver pletterne på det tyske folk synlige, i takt med at skæbnehjulet svinger nedad. Tyskerne lærer nu den jødiske erfaring at kende, at vække forargelse. Valeriu Marcu plejede at sige, at den besejrede havde pesten i kroppen, når samtalen faldt på dette emne.

På »Raphael« breder sig en stemning af panik. En ny type mennesker dukker op, ikke foresatte i gammeldags forstand, men kommissærer, der grundigt ødelægger de sidste bånd, der er forblevet intakte siden Friedrich Wilhelm I’s tid.

Sidste morgenmad hos la doctoresse. Tilbage gennem Rue de Varennes, hvor jeg som altid glædede mig over de høje porte, der kendetegner de gamle palæer i Faubourg Saint-Germain. De blev bygget sådan, for at de højtlæssede høvogne havde fri passage til staldbygningerne.

Jeg søgte kort ly for en regnbyge i Musée Rodin, som jeg ellers ikke føler mig draget af. Havets og Kærlighedens Bølger; senere epokers arkæologer vil måske finde disse billeder lige under det lag, hvor kampvognene og flyverbomberne ligger. Man vil da spørge, hvordan sådanne ting kan ligge så tæt sammen, og opstille åndrige hypoteser.

 

Paris, 31. juli 1944

Max Valentiner kom fra Lyon. I Sydfrankrig synes det rene lemurvæsen at brede sig – han fortalte således om en kvinde, der havde siddet fængslet i fire måneder. To af sikkerhedstjenestens håndlangere talte om, hvad man skulle stille op med hende, da hun alligevel ikke havde været involveret i den sag, der havde ført til hendes arrestation. »Lad os skyde hende, så er vi af med hende.«

 

  1. Gengivet fra Ernst Jünger: Strålinger. Dagbøger 1939–48, på dansk ved Mogens Boisen og Adam Paulsen, Gyldendal, Danmark, 2013. Tak til forlaget for velvillig tilladelse til at trykke uddraget.

Ernst Jünger og Christine Strandmose Toft

Vagant er et tidsskrift for litteratur, kunst, musikk, film, ideer og samtidsdebatt. Vagant publiserer fire papirutgaver i året, i tillegg til å drifte Vagant.no, fylt med arkivstoff og netteksklusivt innhold, for eksempel Vagant Europa og Vagant Norden.

Vagant støttes av Kulturrådet, Fritt Ord og Nordisk kulturfond.

Vagant.no støttes av Norsk kulturråd og Fritt Ord.

Vagant er medlem av Norsk tidsskriftforening og det europeiske tidsskriftnettverket.

euro_black-white_72

 

 

vag-210-sw

Gerichtstraße 23

3. Hof, 1. Auf., 3. OG

DE-13347 Berlin

Tyskland

 

Ansvarlig redaktør: Audun Lindholm.

Øvrig redaksjon: Arne Borge, Søren Østerlund Christensen, Karen Dich, Tore Engelsen Espedal (nettredaktør), Anne Helene Guddal, Henning Hagerup, Joni Hyvönen, Christian Johannes Idskov (nettredaktør), Clemens Kübler, Kasper Lyngholm Larsen, Charlotte Lybecker, Ragnild Lome, Hans Jacob Ohldieck, Mats O. Svensson, Christine Strandmose Toft, Andreas Töpfer (visuel redaktør, illustratør og designer), Kristin Vego, Øystein Vidnes.

2017 © | Vagant

Facebook

Twitter