Forskansede fællesskaber

»Den nye urbanisme« serverer nostalgisk tryghed og detaljerede planer for alle livets aspekter. Men er det byer, de bygger?

»I dag er det ikke byen, men snarere lejren, som er
det grundlæggende biopolitiske paradigme i Vesten«
(Agamben, 1998: 181).

Velkommen til Haverleij: et stabilt, harmonisk, trygt og sikkert forskanset fællesskab i Hertogenbosch kommune, Holland. En af Haverleijs enklaver er i bogstaveligste forstand en ø, som kun er forbundet til »hovedlandet« med en bro. Enklaven minder om en borg, og det hedder derfor også i salgsprospektet, at man her kan leve »som en prins« (Larsen, 2003). Det, vi her finder markedsført, er selveksklusion som livsstil. En eksklusiv tryghed, der kan garantere ens frihed i en verden præget af uønskede og truende fremmede. Haverleij manifesterer den ekstreme besættelse af sikkerhed, som finder udtryk i forskansning. Set inde fra enklaven kommer det udenfor til at minde om en naturtilstand, hvor civilisation og byliv er opløst i et orgie af vold og usikkerhed.

Hvor eksklusionen i disciplinens storhedstid lod sig begrænse og lokalisere i samfundets margin, ser vi nu den omvendte situation. Storbyjunglens udbredelse og de velhavende borgeres modtræk har radikalt ændret det disciplinære rums funktion. Roses beskrivelse af britiske rigmandsghettoer slår her hovedet på sømmet. I takt med at den psykiatriske behandling er lagt ind under distriktspsykiatrien, er de tidligere asyler blevet et problem. Løsningen har været at sælge disse disciplinære aflukker til private entreprenører, der så bygger dem om til luksuslejligheder. Dermed får de en helt ny betydning:

Med en omvending, som ville være komisk, hvis ikke den var så tragisk, bliver disse [anstalter] ikke længere lanceret som midler til at sikre det omgivende fællesskab mod de indsatte. De bliver markedsført i forhold til deres evne til at sikre beboerne i disse luksuriøse lejligheder mod de farer, som netop et genuint fællesskab udgør for dem […]. Høje mure, overvågningskameraer, vagter og lignende kan nu omfortolkes og forstås som foranstaltninger, der holder trusler ude snarere end at spærre deres årsager inde […]. Uden for murene lurer faren (Rose, 1999: 248-249).

Når byen opløses i en perciperet naturtilstand, så stiger antallet af potentielle fjender eksplosivt. Forholdet mellem civilisation og barbari vendes om. Barbariet bliver reglen og civilisationen undtagelsen. Og her har vi den underliggende fantasi bag vor tids byliv. Byen ses som et uforudsigeligt og farligt sted – en jungle, i hvilken alle er overladt til at klare sig selv og sørge for egen sikkerhed. Det kan derfor heller ikke undre, at forskansede fællesskaber som Haverleij markedsføres som steder, hvor man finder tryghed »som i de gode gamle dage« (Larsen, 2003).

Denne nostalgi er ikke særegen for Haverleij, men et generelt træk ved »den nye urbanisme« eller neotraditionalismen, om man vil. Disneys Celebration i Florida og Steven Spielbergs Dreamworks’ Playa Vista i Los Angles står her som prominente eksempler (MacCannell, 1999: 106). Byerne er designede med detaljerede planer for alle bylivets aspekter, helt ned til regler for maling af husene. Beboerne kan vælge mellem farver inden for en neutral palet (ibid.: 111). Disse stærkt befæstede og kontrollerede »fællesskaber« kopierer amerikanske 1900-tals byer og manifesterer således en nostalgisk længsel efter en tid, hvor antagonismer ikke var følt, og sikkerhed ikke en allestedsnærværende bekymring. Ifølge Celebrations prospekt er formålet at give folk mulighed for at føle, at byen har en tradition og en historie – og det selv om byen er helt ny (ibid.: 116). Dette udtrykkes ingen steder så tydeligt som i Celebrations logo:

Det logo, byen Celebration har rettigheder til, er intet andet end kitsch: ’en lille pige med hestehale cykler forbi et stakit og et stort beskyttende egetræ, alt imens hendes hund løber efter hende’. Hele tableauet er symptomatisk for et uerkendt begær efter at rulle folks liv tilbage til 1945 og genspille det, som havde man ikke levet under truslen om den atomare udslettelse. Celebrations logo reproducerer åbningsscenen i den omtvistede borgerrettighedsfilm »Duck and Cover«: En dreng cykler glad forbi et stakit i en uspecificeret by, alt imens USArammes af et atomart angreb. Frasen ’en følelse af’ – som i ’en følelse af sikkerhed’, ’en følelse af fællesskab’, ’en følelse af familieværdier’, ’en følelse af involvering’, ’en følelse af gensidig afhængighed’ – minder os ubønhørligt om umuligheden af at leve, som var de sidste halvtreds år slettet fra den kollektive hukommelse. Ikke desto mindre er realiseringen af denne umulige drøm neotraditionalismens formål (ibid.: 108).

I den atomare alder rådede frygten. Man kunne udslettes hvert sekund, og personlig sikkerhed var derfor en allestedsnærværende bekymring. I dag er frygten for atombomben ikke længere så present. Men i stedet råder så frygten for terror, gadevold, kriminalitet og lignende. Dette er baggrunden for udviklingen af sikre, men samtidig også depolitiserede enklaver, eller forskansede fællesskaber, om man vil. »Jeg er overbevist om, at disse kontrolforanstaltninger af folk føles frigørende. Det får dem til at føle, at deres investering er sikker,« siger et medlem af ledelsen i forsøget på at forklare de strenge regler, som gælder i Celebration (ibid.: 112).

Der betales dog dyrt for denne illusion om sikkerhed. Forestillingen om de ydre trusler konverteres til en fordring om konformitet inden for enklavens vægge. Uenighed undertrykkes, og grundlæggende antagonismer fornægtes. Celebrations beboere lever, idet sikkerhed gøres til den væsentligste bekymring, i en permanent undtagelsestilstand (Rasmussen, 2003: 5). I undtagelsestilstanden genåbnes sondringen mellem ven og fjende, hvilket i Celebration betyder, at truslen ikke længere ses som blot udefrakommende, men også lokaliseres inden for fællesskabets rammer. De, som f.eks. klager over driften af Celebrations egen skole, stemples som »de negative« og opmuntres til at forlade enklaven (MacCannell, 1999: 112). Disse åbenmundede kritikere tilbydes endda af Disney at blive løst fra deres kontrakt på betingelse af, at de i en erklæring lover, at de aldrig afslører grunden til, at de rejste (ibid.: 113).

Celebration er en by, hvor intet tilfældigt tillades. Miljøet er standardiseret så meget som muligt. Byen er f.eks. spredt ud over et stort område, hvilket gør transport med bil absolut nødvendig, og dermed forhindres samtidig tilfældige møder på vejen. Husene er bygget i et panoptisk design – alle rum kan overvåges fra en centralt placeret hall – og det tilfældige og ukontrollable søges hermed undgået overalt i hjemmet (ibid: 113-114). Når man flytter ind i Celebration, så køber man ikke blot et hus, men også en livsstil. Der er, som sagt, regler for husenes farve, for måden at lægge haven an på, for hvilke gardiner man kan hænge op, og for hvor man kan parkere sin bil. Alle offentlige faciliteter er naturligvis ejet af Disney-koncernen, selv rådhuset, og Disney bestemmer, hvilken form for information der kan spredes i byen (Rasmussen, 2003: 6).

Celebration manifesterer alle de problemer, det moderne byliv står overfor: udhulingen af borgerskab, den offentlige sfæres forfald og den manglende følelsesmæssige tilknytning til byen (Sennett, 2000: 27). Forskansede fællesskaber bliver ofte markedsført, ikke blot som muligheden for en kvalitetsbolig, men også som et tilbud om en sikkerhedsliggjort livsstil. Bagsiden af dette ønske om sikkerhed er fraværet af genuine offentlige rum. I værste fald trædes basale borgerrettigheder, som f.eks. fri bevægelig, bevidst under fode (Rifkin, 2000: 114-133). Forudsætningerne for »et fælles gode« synes ikke til stede, hvilket betyder, at disse enklaver ofte handler i modsætning til det øvrige samfunds interesse (Amin & Thrift, 2002: 139).

Udgangspunktet for de forskansede fællesskaber er en skepsis over for regeringens mulighed for og vilje til at gøre veje og stræder sikre, stabilisere kvarterer og garantere den private ejendoms værdi. Og endelig og mere generelt en skepsis over for regeringens evne til at understøtte og deliberere det offentlige rum (Dillon, 1994: 11). I nogle tilfælde hævdes det sågar, at borgerne er bedre til at tage sig af kriminalitet end politiet – og ikke mindst da de ikke er underlagt de konstitutionelle begrænsninger, politiet er (Davis, 1998: 391). De forskansede fællesskaber udøver en form for institutionaliseret selvtægt (Dillon, 1994: 12).

Med deres strategier for præventiv social sortering, indadvendt arkitektur, selektive forbindelseslinjer til deres ydre og privatiserede ordensopretholdelse konstituerer de forskansede fællesskaber noget, der afviger radikalt fra det, vi normalt ville kalde en by. Byen splintres, fragmenteres, og nye selektive netværk og infrastrukturer etableres (Graham & Marvin, 2001). Mobilitet bliver i denne sammenhæng uhyre central:

Myldretid. Vejene er ufremkommelige. Bilerne står tæt pakkede efter hinanden. São Paulo’s bilejere kommer ingen steder hurtigt. […] Men over dem flyver byens eliter gennem skyerne i deres helikoptere, uforstyrret af det anarki, som udfolder sig under dem. Trods deres pris er helikoptertaxier hurtigt ved at udvikle sig til en af de mest populære måder at komme rundt i en af Brasiliens tættest befolkede byer (Wheatley, 2001: 50).

Med alle disse helikoptere, der bevæger sig hurtigt og ubesværet over São Paulo, minder byen måske mest af alt om Blade Runner’s Los Angeles. Helikopteren udtrykker magt, idet den er et middel til at oversætte velstand til mobilitet og omvendt. Med disse helikoptere kan den urbane elite komme hurtigt frem og tilbage mellem de enklaver, som deres arbejdsplads og hjem udgør (Graham & Marvin, 2001: 283). Helikopterlandingspladser er i stigende grad ved at blive standardinventar i São Paulo’s forskansede fællesskaber, og en måde gennem hvilken uønskede besøgende kan frasorteres. Hegnene eller murene holder de uønskede ude, begrænser deres mobilitet, alt imens helikoptertransporten frigør storbyens elite fra tidslige og rumlige begrænsninger (Augé, 1995: 16). Med helikopterne kan man bevæge sig fra en sikkerhedsliggjort enklave til den næste uden hensyntagen til det, som ligger imellem disse. Forholdet mellem de forskansede fællesskaber og resten af byen bliver derved et forhold kendetegnet ved ligegyldighed. »Den nye globale elite […] undgår byens politiske rum. Den ønsker at kunne operere i byen, men uden at styre den. Den konstituerer et magtregime blottet for ansvarlighed« (Sennett, 2000: 27). Set fra de sikkerhedsliggjorte enklaver fremstår resten af byen som et affaldsprodukt, man bør distancere sig fra.

Enklaverne udgør ikke en by. Vi får i stedet fragmenter: diplomatkvarterer, butikscentre, kulturelle centre, virksomhedskomplekser, forskansede fællesskaber, ghettoer og hybrider som f.eks. butiksarkader og lufthavnenes butiksområder. Disse fragmenter danner et usammenhængende hele, som kun kan eksistere, når de er forbundet i et infrastrukturelt netværk, der tillader dem at bevare den nødvendige eller ønskede socioøkonomiske forbindelse til andre fjerne steder (Graham & Marvin, 2001: 228). Det infrastrukturelle netværk og byens stadige fragmentering er altså to aspekter af samme udvikling. Vores pointe er i denne sammenhæng, at baggrunden for denne udvikling er undtagelseslogikken. Den fragmenterede og splintrede bys solipsistiske enklaver er med andre ord lejre.

Tidligere publisert i Øjeblikket nr. 49, 2008.

Litteratur
Agamben, Giorgio (1998). Homo Sacer. Sovereign Power and Bare Life, Stanford: Stanford University Press.

Amin, Ash & Nigel Thrift (2002). Cities. Reimagining the Urban, London: Polity Press.

Augé, Marc (1995). Non-places: Introduction to an Anthropology of Supermodernity, London: Verso.

Davis, Mike (1998). Ecology of Fear, New York: Picador.

Graham, Stephen & Simon Marvin (2001). Splintering Urbanism: Networked Infrastructures, Technological Mobilities, and the Urban Condition, London: Routledge.

Larsen, J.V. (2003). »Holland bygger fæstninger«, Politiken, 18/1.2003.

MacCannell, Dean (1999). »New Urbanism and Its Discontents«, pp. 106-130 i Joan Copjec & Michael Sorkin (eds.), Giving Ground. The Politics of Propinquity, London: Verso.

Rasmussen, Mikkel Bolt (2003). »Forskansning, geografi, globalisering«,Mutant, årg. 3, pp. 1-9.

Rifkin, Jeremy (2000). The Age of Access. How to Shift from Ownership to Access is Transforming Capitalism, London: Penguin.

Rose, Nikolas (1999). Powers of Freedom. Reframing Political Thought, London: Cambridge.

Sennett, Richard (1990). The Conscience of the Eye, London: Faber and Faber.

Wheatley, Jan (2001). »Going Up«, Swissair Gazette, vol. 2, pp. 50-57.

Bü Lent Diren og Carsten Bagge Laustsen

Facebook

Twitter