»Vi må ikke lukke øjnene for tragedien!«

På grænsen til Polen tvinger Belarus’ autokratiske magthaver mennesker ind i fordærv. Europa må handle nu.

Belarus
Foto: Situationen på grænsen mellem Polen og Belarus Foto: Kancelaria Premiera/Flickr.com (CC BY-NC-ND 2.0)

Til formanden for Det Europæiske Råd
Charles Michel

Til formanden for Europa-Parlamentet
David Sassoli

Til medlemmerne af Europa-Parlamentet

Den polske regering har erklæret undtagelsestilstand i grænseområdet mellem Polen og Belarus. Den nægter at hjælpe læger og paramedicinere frem til de syge og døende i grænsezonen, og den blokerer mediernes adgang til den tragedie, som finder sted der. 

Trods det ufuldstændige, fragmenterede informationsbillede, vi har, er det tydeligt, at der på grænsen til EU lige nu udspiller sig en gigantisk humanitær katastrofe. Vi ved, at mennesker bliver udsat for hensynsløse fremgangsmetoder som push-backs, og at de i sumpene rammes af sult, udmattelse og hypotermi.

Belarussiske rejsebureauer kontrolleret af Lukasjenkos regime lover desperate mennesker, at de – mod høj betaling – kan komme ind på EU’s territorium . Folk, der lokkes til Minsk på denne måde, bliver med organiseret transport anbragt ved grænsen i skoven. Derfra bliver de tvangsdrevet ind i Polen, mens de polske grænsevagter også bliver tvunget ind i Belarus. I de værste tilfælde viser det sig at være dødeligt. Nogle af de døde kender vi navnene på, andre dør uden navn.

Som borgere i EU henvender vi os til Europas demokratisk valgte repræsentanter: Vi må ikke lukke øjnene for tragedien!

Vi må huske på, at folk bliver anvendt som gidsler i denne hybride krig. Disse djævelske foretagender vil gå over i historien som tilfælde af moderne grusomhed. Alt for ofte i Europas historie har vi tilladt os selv at være uvidende. Vi lukkede øjnene. Vi lukkede vores ører. Vi var stille. Erfaringerne fra det 20. århundrede har tydeligt vist os, at der findes en ubehagelig og pinefuld viden. For at kunne opretholde sit eget velvære ønskede de fleste mennesker ikke at vide, hvad som foregik.

I dag gentager situationen sig.

For os er EU frem for alt et grænseoverskridende moralsk fællesskab baseret på regler for mellemmenneskelig solidaritet. Det giver os ret til at efterlyse en klar udtalelse. Vi forstår, at det er svært at håndtere desperate angreb på Europas grænser. Men det, vi tillader ved disse grænser, stemmer ikke overens med vores fundamentale europæiske værdier.

Vi appellerer til jer om at løse denne humanitære krise så hurtigt og effektivt som muligt, at overholde resolutionerne i Genève-flygtningekonventionen og i særdeleshed at give adgang til asylproceduren til alle, der beder om det og netop nu tilbageholdes ved EU’s østlige grænse.

Vi opfordrer til at skabe et bredt diplomatisk initiativ i Mellemøsten, der kan modvirke det belarussiske regime, som har til formål at bringe så mange desperate flygtninge som muligt til den polsk-belarussiske grænse for at brutalisere den politiske situation i Polen og eskalere og destabilisere hele EU.

Frem for alt opfordrer vi til, at de nødhjælpsorganisationer, der kan yde lægelig og juridisk bistand, får lov til at komme ind i grænseområdet.

Vi kræver, at akkrediterede journalister og medier får adgang til undtagelsestilstandens område. Dette er afgørende for at viderebringe dækkende og sandfærdig information til offentligheden.

Vi føler os smerteligt rådvilde – at vide er at være opmærksom på den ondskab, som udspiller sig. Vores handling bør følge vores viden.

Svetlana Aleksijevitj
Elfriede Jelinek
Herta Müller
Olga Tokarczuk

Nobelpristagere i litteratur


Teksten er oversat fra tysk af Christian Johannes Idskov
Første gang publiceret i Frankfurter Allgemeine Zeitung 9. november 2021

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.