Finis Germania

Illustration: Andreas Töpfer.

FRA BLADET. Et kulturpessimistisk skrift af den afdøde historiker Rolf Peter Sieferle har vakt offentlig forargelse i Tyskland.

Publiceret i Vagant 3/2017

Toneangivende tyske intellektuelle har sommeren igennem raset over et lille skrift med den profetisk-besværgende titel Finis Germania (Enden på Tyskland), der udkom i begyndelsen af året, i første omgang til larmende tavshed. Ikke siden Thilo Sarrazins skandaliserede Deutschland schafft sich ab (Tyskland afskaffer sig selv, 2010) har kommentatorer været så enige om at fordømme en aktuel bogudgivelse på grund af dens påståede højreekstremistiske indhold, og som titlen antyder, er der da også en vis forbindelse mellem de to bøger, om end den nok er mindre, end man umiddelbart skulle forestille sig.

Finis Germania (2017). Verlag Antaios.

Hvordan bogens forfatter, universalhistorikeren Rolf Peter Sieferle, ville have reageret på kritikken, vides ikke; han hængte sig for knap et år siden på loftet i sin villa i hjembyen Heidelberg, 67 år gammel, ifølge venner uhelbredeligt syg af kræft og med en øjensygdom, der var ved at berøve ham synet.[i] Derimod er det sikkert, at vi alle sammen vil blive fattigere, hvis denne ekskommunikation skulle få konsekvenser for det øvrige forfatterskab, for Sieferle var en original historiker og tænker, og han har skrevet flere betydelige bøger.

Hvori består da den helligbrøde, der pludselig har gjort en afdød og indtil for nylig respekteret historiker til en paria og – som en utilsigtet følge af den overvældende negative opmærksomhed – sendt Finis Germania til tops på de tyske bestsellerlister?

I

Sieferle er højst sandsynligt ikke et navn, der vil sige mange skandinaviske læsere noget, og heller ikke i Tyskland har han været særlig kendt før nu. Det sidste har han i nogen grad sig selv at takke for. Sieferle var en enspænder, der kun nødigt deltog i videnskabelige konferencer, ligesom han ikke havde meget til overs for kollektive forskningsprogrammer og de dertil knyttede »systemforskere«, der medtænkte karrierehensyn og finansieringsmuligheder, når de formulerede deres forskningsprojekter. Med den indstilling kommer man normalt ikke langt, og Sieferle var ingen undtagelse. Han var 56 år, da det endelig lykkedes ham at få et regulært, tidsubegrænset professorat, og meget betegnende blev det ikke i Tyskland, men i St. Gallen i Schweiz.

Sieferle forenede en stor lærdom med den kritiske intellektuelles dyder. Han lavede interdisciplinær forskning, længe før det blev en vogue, og vel at mærke uden antydningen af dilettantisme. Han var en af de efterhånden meget få universitetsforskere, der fortrinsvis publicerede i bogform, og han var frygtløs og arrogant nok til at turde sammentænke enorme vidensområder i grandiose synteser, der måske nok kunne kritiseres i detaljen, men samtidig virkede stærkt stimulerende på forskningen. Som historikeren Gustav Seibt påpegede i sin ærbødige nekrolog i Süddeutsche Zeitung i fjor, skabte han mere eller mindre sit eget fagområde.[ii] Blandt de mange forskellige discipliner og fag, han beherskede og sammentænkte, kan nævnes økonomi, demografi, sociologi, antropologi, politisk teori, klassisk og moderne filosofi, miljøhistorie, teknologi- og energihistorie, intellektuel historie og idéhistorie.

Der unterirdische Wald (1982). C.H. Beck.

Størst faglig respekt og anerkendelse opnåede han inden for den del af miljøhistorien, som beskæftiger sig med energikriser og ressourceproblemer.[iii] To standardværker er Der unterirdische Wald (Den underjordiske skov, 1982) og Rückblick auf die Natur (Tilbageblik på naturen, 1997), der begge omhandler konsekvenserne af den undtagelsestilstand, vi har befundet os i siden industrialiseringen, som ifølge Sieferle er den største revolution i menneskehedens nyere historie, næsten uanset hvilken målestok man anlægger.

I Rückblick auf die Natur, som på mindre end 250 sider præsenterer en universalhistorisk syntese af menneskets samspil med dets naturlige omgivelser fra palæolitikums jæger- og samlerkulturer over agrarsamfundet frem til den industrielle tidsalder (»den store transformation«), kombineres analysen af energisystemer med et makrohistorisk perspektiv på udviklingen i den kulturelle selvorganisering og evolutionen i landskabsformationer – fra naturlandskabet over den langsomme prægning af kulturlandskabet i agrarsamfundet til »det totale landskab«, som kendetegner den sidste fase af industrialiseringen. De landskaber, vi kender fra romantiske malerier og normalt forbinder med den rene, uspolerede natur, går således tilbage til den neolitiske revolution for omkring 10.000 år siden, og når sensibiliteten for disse landskaber var så udpræget i romantikken, skyldes det ifølge Sieferle, at de netop begynder at forsvinde i dette tidsrum. Fornemmelsen for landskabets særpræg er uløseligt forbundet med bevidstheden om dets forsvinden og er som sådan et overgangsfænomen, der allerede forudsætter en grad af fremmedgørelse.[iv]

Mens jæger- og samlerkulturerne er baseret på det, man kan kalde et ukontrolleret solarenergisystem, består den neolitiske revolution energetisk set i overgangen til et kontrolleret solarenergisystem, hvis væsentligste kendetegn er den stigende »fladeafhængighed«. Bindingen til fladen sætter en naturlig grænse for væksten – skruer man op for én energiform, fx afgrøder, må man samtidig skrue ned for en anden energiform, fx brændsel, da det handler om alternative udnyttelser af samme begrænsede areal. Først med indførelsen af de fossile brændstoffer – solenergi oplagret i biomasse – afkobles energisystemet fra fladens eller arealets princip.[v] Det er denne revolutionerende udvikling, titlen på Der unterirdische Wald refererer til: Til forskel fra skovdrift sker udvindingen af kul og olie i »den underjordiske skov« uafhængigt af den plads, som det solenergetiske system kræver. Havde agrarsamfundet en naturlig grænse for vækst, markerer overgangen til fossil energi derfor begyndelsen på en ny pionérsituation, hævder Sieferle, hvor hensynet til fysiske begrænsninger i første omgang ophæves: Innovationspotentialet synes grænseløst, forestillingen om »naturlig vækst« smitter af på den økonomiske videnskab, ideen om et alment fremskridt i historien slår igennem i filosofi og politik.

På længere sigt er situationen derimod en anden. Et endeligt materielt system kan ikke vokse i det uendelige, men må enten gå under eller stabilisere sig. Som bekendt har denne stabilisering endnu ikke indfundet sig; 300 år efter den industrielle revolution bevæger vi os stadig med fuld fart fremad mod en ukendt destination, uanset hvor meget der igennem de seneste 30 år har været talt om bæredygtighed, degrowth og cirkulær økonomi. Ifølge Sieferle er det derfor en illusion at tro, at det energetiske system, som opstod med opfindelsen af dampmaskinen, kan betragtes som en bare tilnærmelsesvist stabil struktur, og det samme gælder følgelig for den samfundstype, den store transformation har skabt. Det, man inden for sociologien og den økonomiske videnskab normalt betragter som strukturanalyser af det moderne samfund, er derfor snarere at forstå som »øjebliksbilleder af transformationsprocesser, hvis tilsyneladende stabilitet skyldes den illusion, at man har forvekslet iagttagerens korte levetid med systemtidens længere varighed.«[vi]

Fortschrittsfeinde (1984). C.H. Beck

Som allerede dette korte resumé antyder, var Sieferle ikke en historiker, der stillede sig tilfreds med at bidrage til højtspecialiserede faghistoriske diskussioner. Hans bedste bøger udspringer af aktuelle problemstillinger af stor politisk og samfundsmæssig relevans, og man er næsten aldrig ikke i tvivl om, hvorfra der skrives. Ganske vist omtalte han sig gerne som en »neutral iagttager«,[vii] men det lykkes ham sjældent at fastholde neutraliteten særlig længe ad gangen. Hans brændstof var en grundlæggende kulturkritisk impuls, der som oftest rettede sig mod de samfundsmæssige, politisk-ideologiske og kulturelle følger af den store transformation. Den kan som i de omtalte bøger komme til udtryk i systemisk-makrohistorisk anlagte studier, men den kan også antage mere idéhistorisk karakter som i Fortschrittsfeinde? (Fremskridtsfjender?, 1984), der kortlægger oppositionen mod teknik og industrialisering fra romantikken og frem til de nye sociale protestbevægelser i 1970’erne. En af de mange interessante pointer i sidstnævnte bog er således, at denne opposition ikke lader sig begrænse til nationalismens eller hjemstavnens reaktion mod det moderne, men også har været at finde på venstrefløjen. Den pointe er bestemt ikke mindre relevant i dag end for 30 år siden, selv om den muligvis er lidt mindre kontroversiel, end da bogen udkom.

II

Det er altså denne forfatter, der nu beskyldes for at nære højreekstremistiske synspunkter. Hvor meget hold er der så i beskyldningerne? Bevisbyrden består som nævnt først og fremmest af Finis Germania, der blev fundet på Sieferles computer efter hans død sammen med to andre manuskripter, hvoraf foreløbig et andet også er udkommet. Ved venners mellemkomst landede Finis Germania på Verlag Antaios, der ledes af det meget omtalte midtpunkt for det såkaldte Nye Højre i Tyskland, Götz Kubitschek.[viii] Bøger, der udkommer her, anmeldes som regel ikke i dagspressen, og i de første måneder tydede intet på, at Finis Germania skulle unddrage sig dette mønster. Samme skæbne overgik i øvrigt det andet manuskript, Das Migrationsproblem, der udkom omtrent samtidig med Finis Germania, i en skriftrække udgivet af tidsskriftet TUMULT, hvortil Sieferle kort før sin død havde skrevet en stærkt kritisk artikel om Merkel-regeringens flygtningepolitik. TUMULT var tidligere et venstrefløjstidsskrift, men svingede som følge af Merkels håndtering af flygtningekrisen langt ud til højre og udsendte ved årsskiftet 2015/16 et omdiskuteret nummer, der gjorde op med den tyske »Willkommenskultur«.[ix] Das Migrationsproblem er en stærkt udvidet version af Sieferles fløjartikel til dette nummer.

Tidsskriftet Tumult.

Af de to posthume udgivelser er det uden tvivl sidstnævnte, der har mest til fælles med Sarrazins Deutschland schafft sich ab. Bogen argumenterer for, at indvandring i den størrelsesorden, Tyskland og andre europæiske lande oplever i disse år, på længere sigt vil være uforenelig med den vestlige og især nordeuropæiske social- og velfærdsstatsmodel, der er universalistisk-egalitær indadtil, men må være eksklusiv udadtil, hvis den skal overleve presset fra globaliseringens migrationsstrømme.

Det kan ikke i sig selv siges at være et meget kontroversielt synspunkt, i hvert fald har mange i de seneste år givet udtryk for tilsvarende tanker. Det samme gælder for hans kritik af Merkels håndtering af flygtningekrisen, hvor han – i lighed med bl.a. Rüdiger Safranski, Konrad Ott og Hans-Peter Schwarz[x] – henter inspiration i Max Webers gamle sondring mellem sindelags- og ansvarsetik, som hos Sieferle forbindes med en lige så grundlæggende skelnen mellem »empirisk moral« og »normativ etik«.[xi] Når Merkel i sin tid afviste at sætte tal på, hvor mange flygtninge Tyskland kunne tage imod, forbrød hun sig ifølge Sieferle og andre kritikere mod det ansvarsetiske princip, der over for sindelagsetikkens betingelsesløse hævdelse af den etiske handlings egenværdi fordrer en konsekvensberegning, inden handlingen eventuelt føres ud i livet. For Sieferle må politikeren være sig dette ansvar bevidst, og skulle hans samvittighed eller tro forbyde ham at handle i overensstemmelse hermed, bør han finde noget andet at tage sig til end politik. Det kan man være uenig i, men opsigtsvækkende eller radikalt er synspunktet ikke, om end tonen i bogen undertiden er mere skinger, end man er vant til hos Sieferle.

Mere kontroversielt er et andet aspekt af bogen, og her nærmer vi os med hastige skridt det minefelt, som Finis Germania uforfærdet gennempløjer. Det handler selvfølgelig om det mørkeste kapitel i tysk og europæisk historie, som så godt som alle historiepolitiske diskussioner i Tyskland har kredset om i de sidste 70 år: Hvordan forklarer man nazismens civilisationsbrud, i særdeleshed holocaust, og hvilken plads bør hitlerismens uhyrligheder indtage i den officielle tyske erindringskultur? Det første spørgsmål er det mindst ømtålelige, om end Sieferle også her stikker en knortekæp i myretuen, når han hævder, at konsensusforestillingen om en tysk »Sonderweg«, der igennem det meste af efterkrigstiden har ligget bag alle forsøg på at forklare nazismens opkomst, først og fremmest havde til hensigt at isolere Tysklands historie som en traditionalistisk-førmoderne blindgyde, der var helt uden forbindelse til den moderne verden. Dermed kunne Vesten efter krigen så at sige fortsætte uanfægtet ad modernitetens ubesmittede vej, denne gang sammen med et demokratisk renskuret Tyskland, der nu endelig havde forladt det barbariske, førmoderne udviklingstrin og var trådt ind i civilisationens rækker. Ifølge Sieferle beror sådanne forklaringer imidlertid på en teleologisk forestilling om, at historien bevæger sig lineært fremad mod et bestemt mål, i dette tilfælde en demokratisk-humanistisk modernitet. Men dels er historiske situationer altid grundlæggende åbne, dels må nazismen ligesom bolsjevismen og den italienske fascisme i allerhøjeste grad betragtes som moderne bevægelser, der alle opstod i kølvandet på Første Verdenskrig – ja, faktisk netop som en reaktion på fremskridtsfortællingens sammenbrud.

Migrationsproblem (2017). Tumult.

I virkeligheden er det dog begrænset, hvor meget nyt Sieferle har at tilføje til dette spørgsmål i Das Migrationsproblem og Finis Germania. Det meste har han nemlig allerede ført til protokols i sin store bog Epochenwechsel (Epokeskifte, 1994), hvori han detaljeret redegør for sit syn på tysk og europæisk historie fra Den franske revolution og frem til den nye epoke, der aftegner sig efter Murens fald.

Anderledes ømtåleligt forholder det sig med det andet spørgsmål, som også er det historiepolitiske hovedanliggende i de seneste udgivelser. Kort fortalt er det Sieferles synspunkt, at tyskerne siden 1945 har opfattet sig selv som et singulært folk af gerningsmænd, og at denne identitet som en moderne arvesynd er blevet videregivet fra generation til generation. Så langt er han på linje med konservative intellektuelle som Martin Walser, der i sin berømt-berygtede takketale ved overrækkelsen af de tyske boghandleres fredspris i 1998 opponerede mod den »uophørlige præsentation af vores skam«.[xii] Sieferle stopper imidlertid ikke her. For følgen af denne nationale masochisme er, hævder han, at de fleste tyskere, og i særdeleshed den intellektuelle klasse, helst så, at det tyske folk ophørte med at eksistere og derfor arbejder på at opløse det i »Europa« eller endda »Menneskeheden«: »Hvis der ikke længere findes nationer og folk, men kun mennesker, findes der heller ikke længere tyskere«.[xiii] Heraf forbindelsen til flygtningekrisen: Jo flere migranter der kommer til Tyskland, jo hurtigere går det med opløsningen af den tyske stamme. Det afføder imidlertid et nyt problem, for hvis tyskerne forsvinder, hvem skal så pleje erindringen om Nazitysklands forbrydelser? Dermed er vi tilbage ved fædrenes nedarvede synder: På den ene side afvises enhver form for folkelig, nedarvet identitet, på den anden side kræves der af hensyn til erindringskulturen en total, irreversibel identifikation med tyskernes forbryderiske fortid (»forbud mod at glemme, pligt til at erindre«).[xiv]

Mere end noget andet er det ifølge Sieferle denne paradoksale dobbeltstruktur, der kendetegner moderne tysk selvforståelse: partikularitet og singularitet på den ene side, universalitet og humanisme på den anden side. På den ene side er tyskerne evigt skyldige, på den anden side er der intet, der forbinder det moderne Tyskland med tiden før 1945; på den ene side tales der om et ansvarligt historisk kollektivsubjekt, på den anden side bygger det moderne Tyskland på et republikansk statsideal, den såkaldte forfatningspatriotisme, ifølge hvilken den myndige borger af fornuftsgrunde bekender sig til sit selvvalgte fædreland; på den ene side er tyskerne et folk og en nation, på den anden side en befolkning og en stat.

Bevölkerungswachstum und Naturhaushalt (1990). Suhrkamp.

Endelig hævder Sieferle, at denne paradokse struktur genfindes i forholdet mellem tyskere og jøder, det nazistiske bøddelfolk og dets hovedoffer, der er bundet til hinanden i en pervers, komplementær logik. For mens tyskerne som en konsekvens af nazismens uhyrligheder er forbandet til at arbejde på deres egen opløsning og udslettelse som folk, har holocaust omvendt givet de overlevende jøder og deres efterkommere mulighed for at befæste deres kollektive identitet og så at sige bekræftet dem i, at de er Guds udvalgte folk. Denne struktur antager ifølge Sieferle nærmest metafysisk karakter, tyskere og jøder adskiller sig fra resten af menneskeheden ved at være »absolutte«: »De er absolutte gerningsmænd og absolutte ofre. Denne sondring får endvidere betydning for det universalistiske program til skabelse af en ensartet menneskehed. Denne [menneskehed] indeholder nemlig stadig to distinkte fremmedelementer, et negativt udvalgt folk, tyskerne, og et positivt udvalgt folk, jøderne. Dermed er det lykkedes for Hitler, hvad han måske ikke selv har regnet med: Han har for tid og evighed tildelt tyskerne og jøderne en særlig komplementær rolle, som ikke vil forsvinde fra menneskehedens erindring, så længe der stadig findes tyskere og jøder.«[xv] Er det antisemitisme? Det er i alt fald ekstremt provokerende og polemisk udtrykt.

III

Finis Germania og Das Migrationsproblem blev som sagt i første omgang ignoreret af medierne. Det ændrede sig brat, da Johannes Saltzwedel, en velanskreven kulturjournalist fra ugemagasinet Der Spiegel, i begyndelsen af juni fik placeret Finis Germania på en liste over månedens bedste fagbøger, efter eget udsagn for at skabe debat.[xvi] Det fik han ingen tak for. Først forlod litteraturredaktøren fra Süddeutsche Zeitung den jury, der har ansvaret for at sammensætte listen, derpå udsendte den ansvarlige institution NDR (Norddeutscher Rundfunk) en pressemeddelelse, som bekendtgjorde, at samarbejdet med juryen indtil videre var ophørt.[xvii] Saltzwedel forsøgte at forklare sig, men måtte trække sig fra juryen, og i de store medier fik eksperter pludselig travlt med at kommentere det skrift, de ikke ville røre med en ildtang, da det udkom. Ellers veltempererede gemytter som Thomas Assheuer fra Die Zeit og Herfried Münkler, politologiprofessor ved Berlins Humboldt-Universität og en af Tyskland mest respekterede intellektuelle, fraskrev Sieferles skrift enhver værdi (»makværk«),[xviii] ja, selv Gustav Seibt, der for under et år siden roste Sieferle for hans uforfærdethed og brillante bøger, havde pludselig svært ved at finde på noget positivt at sige om ham.[xix] Blandt de meget få stemmer, der indtil videre har vovet at tage Sieferle i forsvar, er føromtalte Rüdiger Safranski, der i et interview i Deutschlandfunk har kaldt debatten for »uansvarlig og hysterisk« og anklaget Sieferles kritikere for ikke at gøre sig den umage at læse, hvad der rent faktisk står i bogen.[xx]

Er Finis Germania da et højreekstremistisk skrift, der kolporterer sammensværgelsesteorier og gør sig skyldig i historierevisionisme, som kritikerne har hævdet? Umiddelbart befinder vi os langt fra den type udgivelser, der normalt beskyldes for at fremsætte sådanne synspunkter. Til forskel fra Das Migrationsproblem eller Deutschland schafft sich ab, der først og fremmest er politiske debatbøger og som sådanne ønsker at overbevise læseren med en blanding af hårde fakta og argumenter, består Finis af en lang række løst forbundne optegnelser og aforismer om mange forskellige emner, hvoraf den skandaliserede del oven i købet kun udgør omkring en tredjedel. Meget tyder desuden på, at manuskriptet – eller i hvert fald store dele af det – er af ældre dato og formentlig stammer fra engang i 1990’erne: EU omtales stadig som EG (den tyske pendant til EF), formuleringen »ved begyndelsen af dette århundrede« refererer tydeligvis til 1900-tallets begyndelse, og om nazismens uhyrligheder hedder det et sted, at de nu ligger 50 år tilbage. Men det forbliver kvalificerede gæt, for tilblivelseshistorien er desværre ikke noget, udgiveren kommer ind på sin efterskrift, selv om det faktisk ikke er helt uden betydning for vurderingen af den omdiskuterede del af skriftet, om den er skrevet i umiddelbar forlængelse af de ophedede debatter om tysk national identitet, der fandt sted i de første år efter Tysklands samling i 1990, eller er af nyere dato.

Epochenwechsel (1994). Propyläen.

Finis Germania er altså langtfra at være en debatbog, en afhandling eller et historievidenskabeligt værk, men hvad er det så? Safranski betegner det i førnævnte interview som »nattetanker« i traditionen fra Edward Young til Heinrich Heine, »meget pessimistiske, meget melankolske«. Det er ikke helt ved siden af, om end det også meget bekvemt fjerner fokus fra den omdiskuterede del. »Denk ich an Deutschland in der Nacht / Dann bin ich um den Schlaf gebracht«, som de to første verselinjer i Heines berømte »Nachtgedanken« (1844) lyder, er vel heller ikke det første, man kommer til at tænke på, når man læser Finis Germania – så meget mindre som Heine politisk befandt sig et helt andet sted end Sieferle. Men rigtigt er det, at en stor del af teksterne handler om andre ting end holocaust; der er stykker om forholdet mellem natur og menneske, om skæbne og moral, om politik og karisma, om rationalitet og historie, om kunst og genialitet. Tonen er, som genren forskriver det, dunkel, sarkastisk, ofte esoterisk; her skrives der som led i en fortløbende selvsamtale (»ad se ipsum«) og for en snæver kreds af åndsfæller, ikke for at vinde nye læsere. Mange af teksterne står i intim udveksling med forfatterskabets hovedtemaer. Synspunkter på moderne tysk og europæisk historie og generelle idépolitiske pointer genkendes fra Epochenwechsel; menneskets udnyttelse og omformning af naturen, der udgjorde hovedinteressen i de miljøhistoriske bøger, dukker op flere steder undervejs. I en optegnelse betitlet »Ved havet« munder en gåtur langs stranden, der er »dækket af et tykt tæppe af civilisationsaffald«, ud i den melankolske konstatering: »Vores øje venter på at finde noget, som vi ikke er, i stedet for at trøste os med, at vi er overalt. Vi vender derfor blikket fra den kondemnerede kyst til en horisont, over hvilken Homers sol stadig står.« Her er vi tilbage ved »det totale landskab«, der kendes fra bl.a. Rückblick auf die Natur. Endelig betaler mange af teksterne af på en gæld til Ernst Jünger – en optegnelse bærer ligefrem den nietzscheanske titel »Ernst Jünger som opdrager« – og Oswald Spengler, begge kontroversielle skikkelser fra mellemkrigstidens radikalkonservative landskab, som Sieferle tidligere har skrevet både indsigtsfuldt og afbalanceret om i Die konservative Revolution (Den konservative revolution, 1995). Vi har altså at gøre med konservativ kulturkritik af den mere gammeldags slags, som i vore dage fremføres af bl.a. Botho Strauß, om end uden dennes højspændte lyrismer.

Die Krise der menschlichen Natur. Zur Geschicte eiens konzepts (1994). Suhrkamp.

Men hvad så med den sidste tredjedel? Har man blot læst et par omtaler af debatten, vil man vide, at Sieferle beskyldes for at betegne Auschwitz som myte. Det er både rigtigt og forkert. Rigtigt er det, for så vidt som han hævder, at Auschwitz i efterkrigstidens Tyskland har antaget en semireligiøs karakter: »Nationalsocialismen, mere præcist Auschwitz, er blevet til den sidste myte i en gennemrationaliseret verden. En myte er en sandhed, der er hinsides diskussion.«[xxi] Det er derimod forkert, hvis man dermed vil sige, at Sieferle sætter spørgsmålstegn ved Auschwitz eller holocaust som historisk faktum. Det gør han ikke, ligesom han ikke undskylder eller relativerer nazismens forbrydelser, sådan som Ernst Nolte gjorde det med sin tvivlsomme hypotese om den »kausale neksus« mellem GULAG og holocaust, der blev begyndelsen på den såkaldte historikerstrid i 1986. For Sieferle handler det ikke om fakticiteten, men om den dogmatiske omgang med den. Ifølge denne dogmatik er holocaust historisk enestående, på samme måde som den tyske skyld er det, og modsat den bibelske Adams skyld kan den nok sones (ved »Vergangenheitsbewältigung« og humanistisk missionsarbejde), men aldrig ophæves. Hertil er den skyld, de tyske »urfædre« har pådraget sig, for stor. Også nazisternes efterkommere vil derfor for altid være udelukket fra »historienormalitetens paradis«, nazismens forbrydelser tillader så at sige ingen frelseshistorie: »Adam Hitler ophæves ikke af nogen Jesus; en sådan Jesus ville man vel også skyndsomst korsfæste. Skylden forbliver derfor total, den bliver ikke kompenseret af nogen nåde.«[xxii]

IV

Det er formentlig de færreste, der ikke føler sig den mindste smule provokeret af sammenstillinger som »Adam Hitler« og den sarkastisk-polemiske tone, der i det hele taget kendetegner Finis Germania. Set udefra kan det imidlertid godt være lidt vanskeligt at følge den fordømmelse, som tyske medier og meningsdannere næsten uden undtagelse har lagt for dagen i denne sag, og som desværre i nogen grad synes at give Sieferle ret i, at Auschwitz er om ikke ligefrem en »statsreligion«, så i det mindste stadig et ubrydeligt tabu, hvis overtrædelse straffes med øjeblikkelig ekskommunikation. Det er måske det mest ærgerlige ved den aktuelle debat, ikke mindst for resten af Sieferles forfatterskab, der er for godt til at ende på møddingen. Sieferle var først som sidst en stridbar og polemisk tænker, der hen imod slutningen af sit liv utvivlsomt tenderende til kulturpessimisme og kynisme, men det gør ham ikke gør ham til »højreekstremist« i nogen meningsfuld forstand. Hvad man end måtte mene om et skrift som Finis Germania, er det ikke et politisk manifest. Skræller man det polemiske lag af skriftet, hvilket rigtignok er lettere sagt end gjort, må den skandaliserede del af udgivelsen først og fremmest læses som et forsøg på at forstå det tyske århundrede, nazismens barbari og civilisationsbrud og frem for alt det uovervindelige traume, som hitlerismen har betydet for efterkrigstidens Tyskland – politisk såvel som mentalt. For den, der interesserer sig for moderne tysk identitet og selvforståelse, er det bestemt ikke uinteressant at følge Sieferles overvejelser, hvor urimelige og rasende de end måtte forekomme en at være.

Et passende epitaf for dette egensindige forfatterskab kunne være en af hans egne formuleringer, der gentages og varieres i flere af hans bøger, i føromtalte Epochenwechsel som kapiteloverskrift: »Forsvindingens kunst«. Som ærkekonservativ begræd Sieferle utvivlsomt den homogenisering og nedbrydning af såvel livsformer som natur, der for alvor tog fart efter den store transformation. Om denne forsvindingens kunst, kultur eller politik handler i en vis forstand hele hans forfatterskab.

 

[i] De biografiske oplysninger her og i det følgende stammer alle fra Grossarth, »Am Ende rechts«, Frankfurter Allgemeine Zeitung, 12. maj 2017.

[ii] Gustav Seibt, »Der Unerschrockene«, Süddeutsche Zeitung, 9. oktober 2016.

Netudgaven af Seibts nekrolog er i mellemtiden blevet forsynet med en note, der forsikrer om, at den er »skrevet før publikationen af Sieferles efterladte skrifter i foråret 2017« og »ikke længere afspejler Gustav Seibts vurdering af Sieferle«: http://www.sueddeutsche.de/kultur/nachruf-der-unerschrockene-1.3196935 .

[iii] Se fx vurderingen i Uekötter, Umweltgeschichte im 19. und 20. Jahrhundert, s. 59-62. München: Oldenbourg 2007.

[iv] Rolf Peter Sieferle, Rückblick auf die NaturEine Geschichte des Menschen und seiner Umwelt, München: Luchterhand 1997, s. 168ff.

[v] Smst., s. 140-50.

[vi] Smst., s. 160.

[vii] Rolf Peter Sieferle, Epochenwechsel. Die Deutschen an der Schwelle zum 21. Jahrhundert, Berlin: Propyläen Verlag 1994, s. 12.

[viii] Om Kubitschek og det Nye Højre, jf. senest Volker Weiß, Die autoritäre Revolte. Die Neue Rechte und der Untergang des Abendlandes, Stuttgart: Klett-Cotta 2017.

[ix] TUMULTs politiske omvending diskuteres i Magnus Klaue, »Landnahme im Bodenlosen«, Frankfurter Allgemeine Zeitung, 24. april 2017.

[x] Om Rüdiger Safranski og flygtningekrisen, se også Adam Paulsen, »Det ondes genkomst? Idéhistorikeren Rüdiger Safranski går ad velkendte stier i sin kritik af tysk politiks ’moralske infantilisering’ og den europæiske flygtningekrise«, https://www.salon55.dk/det-ondes-genkomst/.

[xi] Rolf Peter Sieferle, Das Migrationsproblem. Über die Unvereinbarkeit von Sozialstaat und Masseneinwanderung, Berlin: Manuskriptum 2017,

  1. 65ff.

[xii] Martin Walser, »Gedanken beim Verfassen einer Sonntagsrede«, i: Frank Schirrmacher (red.), Die Walser-Bubis-Debatte. Eine Dokumentation, Frankfurt/M: Suhrkamp 1999, s. 11.

[xiii] Sieferle, Das Migrationsproblem, s. 81.

[xiv] Smst., s. 82.

[xv] Rolf Peter Sieferle, Finis Germania, Schnellroda: Verlag Antaios 2017, s. 85.

[xvi] Jf. Der Spiegels egen pressemeddelelse af 12. juni 2017: »In eigener Sache: Der Fall ’Finis Germania’«, http://www.spiegel.de/kultur/literatur/finis-germania-spiegel-redakteur-johannes-saltzwedel-tritt-aus-sachbuch-jury-zurueck-a-1151810.html.

[xvii] Andreas Wang, »Sachbücher des Monats Juni 2017«, http://www.ndr.de/kultur/buch/Sachbuecher-des-Monats-Juni-2017,sachbuchjuni130.html.

[xviii] Münklers kritik blev fremsat i et interview i Deutschlandfunk, 16. juni 2017: http://www.deutschlandfunkkultur.de/herfried-muenkler-zur-finis-germania-debatte-ein-miserables.1270.de.html?dram:article_id=388847

[xix] Interview med Gustav Seibt i Deutschlandfunk, 12. juni 2017: http://www.deutschlandfunkkultur.de/sz-literaturkritiker-gustav-seibt-ueber-finis-germania-ein.1008.de.html?dram:article_id=388580

[xx] Interview med Rüdiger Safranski i Deutschlandfunk, 25. juni 2017: http://www.deutschlandfunkkultur.de/rolf-peter-sieferle-und-sein-finis-germania-eine.2162.de.html?dram:article_id=389507

[xxi] Sieferle, Finis Germania, s. 63.

[xxii] Smst., s. 71.

 

Bibliografi

Rolf Peter Sieferle, »Deutschland, Schlaraffenland. Auf dem Weg in die multitribale Gesellschaft«, i: TUMULT. Vierteljahresschrift für Konsensstörung, 04/2015

Rolf Peter Sieferle, Die konservative Revolution. Fünf biographische Skizzen, Frankfurt/Main: Fischer Verlag 1995

Rolf Peter Sieferle, Bevölkerungswachstum und Naturhaushalt. Studien zur Naturtheorie der klassischen Ökonomie, Frankfurt/Main: Suhrkamp 1990

Rolf Peter Sieferle, Epochenwechsel. Die Deutschen an der Schwelle zum 21. Jahrhundert, Berlin: Propyläen Verlag 1994

Rolf Peter Sieferle, Finis Germania, Schnellroda: Verlag Antaios 2017

Rolf Peter Sieferle, Das Migrationsproblem. Über die Unvereinbarkeit von Sozialstaat und Masseneinwanderung, Berlin: Manuskriptum 2017

Rolf Peter Sieferle, Die Krise der menschlichen Natur. Zur Geschichte eines Konzepts, Frankfurt/Main: Suhrkamp 1989

Rolf Peter Sieferle, Fortschrittsfeinde? Opposition gegen Technik und Industrie von der Romantik bis zur Gegenwart, München: C. H. Beck 1984

Rolf Peter Sieferle, Rückblick auf die Natur, Eine Geschichte des Menschen und seiner Umwelt, München: Luchterhand 1997

Rolf Peter Sieferle, Der unterirdische Wald. Energiekrise und industrielle Revolution, München: C. H. Beck 1982

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.