Lad os mindes Lehman-øjeblikket

KOMMENTAR. Under finanskrisen i 2008 missede vi chancen for gennemgribende reformer af banksektoren. I dag ved vi, hvad det betyder: Når tingene spidser til, er vi nødt til at handle.

Illustration: Andreas Töpfer

[dropcap]I[/dropcap] kølvandet på en global krise, som den vi så i 2008, er visse spørgsmål uundgåelige 10 år efter: Hvad har vi lært? Og: Har vi foretaget de nødvendige foranstaltninger? Det handler ikke kun om økonomi og historie, men også om politik. Dette er faktisk den mest basale lærestreg, som krisen har givet os: Økonomisk politik handler ikke kun om teknisk ekspertise. Krisen var og er indiskutabelt politisk.

Tilbage i 2008 var det moderate politikere og centralbankfolk, der stod over for det potentielle sammenbrud i det globale finansielle system – ikke de radikale typer. I USA var det centrumrepublikanere som Hank Paulson og Ben Bernanke, der stod ved roret. Andre steder var det Gordon Brown og Alastair Darling i Storbritannien, Christine Lagarde i Frankrig og Peer Steinbrück i Tyskland. Alle tilhørte de midten i det politiske spektrum. Og alligevel måtte de foretage ekstremt radikale indgreb.

I den første fase af krisen, frem til begyndelsen af september 2008, blev der kun handlet tøvende. Lehman Brothers’ konkurs den 15. september ændrede imidlertid alt. En så stor banks konkurs var ødelæggende. Fra det øjeblik blev kampen mod krisen drevet af frygt for, at verdens finanssystem ville bryde fuldstændig sammen. Da Ben Bernanke, daværende formand for den amerikanske centralbank, opfordrede Kongressen til så hurtigt som muligt at gennemføre TARP-redningspakken, formulerede han den legendariske sætning: »Hvis ikke vi gør det nu, har vi måske ingen økonomi på mandag.«

Truslen i 2008 var endnu større end i 1929
Amerikanske centralbankfolk havde en slags negativ drejebog for en sådan historisk udfordring: Den store depression i 1930’erne. Allerede i 2002, ved den berømte økonom Milton Friedmans 90-årsfødselsdag, lovede Bernanke, at USA’s centralbank ikke ville lave de samme fejl igen. Centralbanken ville forhindre bankerne i fuldkommen at fejle og i at blive ramt af konkurs og deflation.

Men truslen i 2008 var endnu større end i 1929. For at give de kriseramte banker ny luft, var en hurtig kapitalindsprøjtning af afgørende betydning. På verdensplan blev bankerne tilbudt skattepenge i form af lån fra deres respektive regeringer for at beskytte dem mod konkurs. En foranstaltning, der ikke var særlig populær blandt borgere eller banker. I Europa var accepten af statsstøtte valgfri, hvilket gjorde, at nogle af de store europæiske institutioner, som f.eks. Deutsche Bank eller Barclays Capital, fortsatte med at være svage og blev en varig hindring for det nødvendige økonomiske opsving.

I modsætning hertil blev de store amerikanske banker tvunget til at acceptere offentlige tilskud på et dramatisk akutmøde den 13. oktober 2008. Til gengæld garanterede staten for deres gæld. Dette reddede ikke bankerne fra at gå konkurs, det øgede incitamentet til at tilføre markedet privat kapital, for – så hurtigt som muligt – at slippe af med den forhadte offentlige gæld. Allerede i slutningen af 2009 var alle store amerikanske banker igen relativt solide.

Redning af bankerne var ikke nok
Kapitalindsprøjtningen stabiliserede bankerne på mellemlang sigt, men uden et hurtigt og massivt likviditetstilskud fra centralbanken ville de have kollapset i efteråret 2008. Allerede i det 19. århundrede havde Walter Bagehot, redaktør for britiske The Economist, beskrevet, hvordan Bank of England i 1857 afværgede den første moderne finanskrise i City of London. 150 år senere blev denne historiske erfaring brugbar igen: Som en sidste udvej måtte centralbanken, og dermed staten, fungere som udlåner. Tilvejebringelse af tilstrækkelig likviditet er den eneste måde at forhindre et sammenbrud af systemet på. Og fra 2007 gjorde centralbankerne netop det, i episk skala. US Federal Reserve har fordelt milliarder af dollars på begge sider af Atlanterhavet.

Men det var ikke nok at redde bankerne. Markederne for statsobligationer og realkreditlån krævede støtte. Så den amerikanske centralbank opkøbte obligationer. Programmet blev døbt kvantitativ udjævning (quantitive easing). Den daværende tyske finansminister Wolfgang Schäuble beskrev Bernankes redningspolitik som »forvirret«. Andre fordømte programmet som en ny form for valutakrig. Men i 2015 blev Den Europæiske Centralbank (ECB) på grund af eurokrisen tvunget til at foretage lignende foranstaltninger. I dag er den kvantitative udjævnings virkninger og konsekvenser fortsat kontroversielle.

Én ting er dog sikker: En periode med enormt lave renter og løs pengepolitik giver vindere og tabere. Investeringsmarkederne blomstrer, offentlige budgetter får luft til at trække vejret og presset på skatteyderne bliver lettere. Men som Tysklands konservative økonomer, banklobbyen og avisen Bild konstant minder os om, er det dem, som sparer op, pensionskasserne og forsikringsselskaberne, der er taberne.

Kan sådanne kriser forhindres på forhånd?
Krisen har også lært os meget om finanspolitikkens effektivitet. Selv Den Internationale Valutafond (IMF) måtte i 2013 acceptere en simpel keynesiansk sandhed: Under en forestående depression vil en maksimering af offentlige udgifter stabilisere økonomien og føre til større økonomisk aktivitet.

Omvendt har den hårde nedskæringspolitik ofte den modsatte virkning af den tilsigtede. Dette blev en lærestreg for millioner af sydeuropæere, der mistede deres job i eurokrisen. Men en ekspansiv finanspolitik er ikke kun virkningsfuld, den er også til at finansiere. Ved at opkøbe statsobligationer, forhindrede centralbankerne spekulation og lykkedes med at holde renten lav.

Og dog, selvom det har vist sig at stimuleringspakker fungerer, og at obligationsmarkederne kan tæmmes, har det alligevel stadig været muligt at vælge en nedskæringspolitik og konsolidering af budgetterne – og at acceptere de deraf følgende skader på arbejdsmarkedet. Men så kan man ikke komme bagefter og sige, som kansler Angela Merkel gentagne gange har gjort under krisen, at den valgte strategi »ikke har noget alternativ«. Det er i sidste ende en politisk beslutning, hvilken vej man går.

Men udover spørgsmålet om den rigtige redningsstrategi til at overkomme krisen: Kan sådanne kriser ikke forhindres på forhånd? Hvordan kan vi reparere det finansielle system? I kølvandet på krisen i 2008 var der højtråbende stemmer, som krævede radikale forandringer. Hvorfor ikke opdele bankerne? Eller begrænse deres størrelse? Eller forbyde bestemte handler?

Alle disse idéer blev kortvarigt diskuteret. Og på den politiske venstrefløj betragter man stadig disse idéer som helt afgørende i dag. Men ingen af forslagene har nogensinde forladt det politiske tegnebræt. Der manglede mod og en nødvendig politisk vision for at gennemføre dem. De ansvarlige politikere var for konservative og de ekstreme omstændigheder under krisen gjorde deres tilbøjelighed til radikale forandringer endnu mindre. De var bange for, at det ville føre til et fornyet »Lehman-øjeblik«. Desuden var der i sommeren 2009 igen genoprettet en form for normalitet, og sådan forsvandt det i forvejen lille pres for at skabe radikale forandringer fuldstændigt.

Hvis man ser på det globale finansielle system i dag, virker det stort set uforandret i forhold til 2008. I stedet for at indføre strukturreformer, påstår nationale og internationale tilsynsmyndigheder, at de i dag er bedre i stand til at håndtere potentielle udfordringer. Nogen vigtige opdagelser er der imidlertid blevet gjort: En krise som den i 2008 udraderer flere år med vækst og smertefulde økonomiske reformprogrammer. Det var privat, ikke-offentlig gæld, der var ansvarlig for det, der skete i 2008. Og for at holde den finansielle sektor under kontrol er det ikke nok at observere nationale makroøkonomiske parametre. De største risici lurer i den private pengehandel. Vi skal løbende overvåge handelsbalancen hos verdens 30 største og dermed systemisk vigtige banker og om nødvendigt intervenere i deres forretninger.

Nye og strengere regler i Europa og i USA har trods alt sikret, at banker over hele verden i dag har tre gange så meget egenkapital, som de havde i 2007. Derudover reducerer nye likviditets-buffere risikoen for konkurs. Regelmæssige såkaldte stresstests afslører svaghederne i de enkelte bankers opgørelser.

I Europa er bankerne meget mindre i dag, især de internationale aktiviteter er faldet. Men i USA er institutionerne større end nogensinde. For eksempel er JP Morgan dobbelt så stor som i 2007. I henhold til The Dodd-Frank Act er bankerne forpligtede til at indsende en slags levende testamente, som beskriver, hvordan de skal likvideres i tilfælde af konkurs. Men vil det fungere? Ingen ved det. Det virker mere sandsynlig, at bankerne igen vil være afhængig af hjælp fra staten, hvis man skulle løbe ind i en krise.

Når tingene bliver alvorlige, er vi alle nødt til at handle.
I dagens kaotiske situation under Trump-administrationen har Wall Street ikke længere den stemme, den havde under Bill Clinton, George W. Bush eller Barack Obama. Men finansindustrien kan stadig glæde sig over, at Donald Trump gentagne gange har kritiseret Dodd-Frank Act’en. Den amerikanske præsident har en stor modvilje mod enhver statslig regulering og især mod alt, hvad hans forgænger Barack Obama har implementeret.

I betragtning af den forventede modstand i kongressen er det usandsynligt, at Trump-regeringen vil afskaffe loven fuldstændig. Men Dodd-Frank Act’en har aldrig været mere end en lovgivningsmæssig ramme. Det var og er finansministeriets, centralbankens og tilsynsmyndighedens opgave at udfylde denne ramme med regler. Statssekretær Steven Mnuchin har i stedet fortsat med at svække bankovervågningen i tæt samarbejde med Wall Streets lobbyister. De seneste stresstests fra juni 2018 lignede en farce. Der er i øjeblikket ingen tegn på, at vi står over for en ny krise – hverken i USA eller i Europa. Men hvis Mnuchin og andre bliver ved med at svække overvågningen, vil vores chancer for at forudse en fremtidig krise også blive mindre.

Den endelige konklusion er nedslående. Stabiliseringen er lykkedes, økonomien er blevet genoprettet og vokser igen. Til gengæld er de systemspørgsmål, som krisen fremmanede, blevet fordrevet. Hvilken slags finansielt system ønsker vi egentlig, hvilke funktioner skal det opfylde? Hvilke typer finansielle aktiviteter tillader vi, og hvilke ønsker vi endda at fremme? Dette er afgørende spørgsmål for udformningen af den økonomiske og sociale politik på nationalt og globalt plan. At overlade dem til den private sektor, udsætter os for enorme risici. Baseret på erfaringerne fra 2008 ved vi, hvordan man håndterer et hjerteanfald i banksystemet, men vi ved også, hvad omkostningerne er for sådan en nødoperation.

Under finanskrisen i 2008 missede vi chancen for gennemgribende reformer af banksektoren. I dag er det utopisk at drømme om et officielt mandatstøttet nyt globalt monetært system à la Bretton Woods. Vi må leve med et dollarbaseret oligopol bestående af store banker. Hvad der skal ske, er en stramning af reguleringen, en øget kapitalisering af banker, en minimering af risikoen for en ny konkurs. Derudover må vi udvide reguleringen til at inkludere ikke-banker, såsom de største kapitalforvaltere. Dette er et teknisk spørgsmål, men som Dodd-Franks skæbne har vist, kan regulering ikke adskilles fra politik. Og det gælder også i Europa, hvor debatten om bankforeningen er løbet ud i sandet. De endeløse skænderier over teknikaliteter er det modsatte af, hvad vi har brug for – nemlig ægte og stærk bankovervågning, som ikke unddrager sig de mest grundlæggende spørgsmål og offentlig debat.

Desværre er ingen med det politiske ansvar, hverken i Europa eller USA, klar til at stille disse spørgsmål, endsige oversætte dem til politiske beslutninger. Siden 2008 har vi vidst, hvad det betyder. Når tingene spidser til, er vi alle nødt til at handle.

Publiceret første gang i Die Zeit
Oversat fra engelsk af Christian Johannes Idskov

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.