Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirutgaver i året

Fertilitetsjalousi

ANMELDELSE. Små stik og passivt aggressive konfrontationer: Marie Auberts sommerroman, Voksne mennesker, er rig på stille dramatik. 

»Rett før førtiårsdagen min begynte jeg å våkne med en angst som ristet gjennom kroppen, som sa snart, det er snart for sent.« Marie Aubert debuterede for tre år siden med novellesamlingen Kan jeg bli med deg hjem (Oktober, 2016), ni stærke fortællinger om ensomhed og skam, seksualitet og venskab. I den nye roman, Voksne mennesker (Oktober, 2019), rejser den 40-årige Ida sydpå i Norge for at tilbringe en weekend i familiens sommerhytte i anledning af morens 65-årsdag. Til stede er også Idas lillesøster, Marthe, Marthes kæreste Kristoffer og Kristoffers seksårige datter Olea. Ida har ingen kæreste og ingen børn, men hun har en hemmelighed: Et par uger forinden har hun været i Göteborg til en forundersøgelse for at begynde processen med at nedfryse æg til senere brug.

Voksne mennesker er skrevet i en genre, jeg typisk tænker på som »lille perfekt sommerroman«. Her danner Françoise Sagans klassiker Bonjour Tristesse (1954) forbilledet: Romanen er kort af længde og udspiller sig over et afgrænset tidsrum, et par dage eller uger. Stedet er et ferieparadis, ikke storbyen eller hjemmet, ligeledes afgrænset til et hus ved havet. Og persongalleriet er overskueligt, en lille håndfuld mennesker, hvis indbyrdes konflikter dukker op til overfladen, når de over en periode er fanget på samme sted: Jalousi, misundelse og selvhad vækkes til live, intriger og psykologiske spil spidser til, og på et eller andet tidspunkt sker der noget forbudt, noget som ikke kan gøres om, som får store konsekvenser.

Således også hos Aubert. Når Ida ankommer til hytten i nærheden af Risør, er hun nemlig ikke den eneste med en nyhed. Hun har planlagt at fortælle Marthe om turen til Göteborg; at være barnløs er en af de få ting, de to søstre stadig har til fælles. Efter tre års forsøg har Marthe haft to spontanaborter, men hun har endnu ikke fået nogen baby; kun et mere og mere anstrengt forhold til Olea, Kristoffers datter fra et tidligere forhold. Men lige før Ida skal til at fortælle søsteren om sin store beslutning, kommer Marthe hende i forkøbet. Som i novellesamlingen, bryder Auberts dialoger ofte med læserens forventning og skaber et omslag i stemningen – her på en måde, der viser Idas manglende evne til at føle glæde på sin søsters vegne, eller i det mindste lade som om:

– Det kan jo fortsatt gå gærent, sier jeg. 

Marthe ser på meg og fnyser forbauset. 

– Femten uker er ikke mye det heller, sier jeg. – Hvis man først tenker på den måten, liksom. 

– Ja, men nå kan vi i hvert fall slappe av litt mer, sier hun, stemmen er skarp. 

– Jeg bare sier det, sier jeg. – Så du ikke blir skuffet. 

– Jeg vet jo det, sier Marthe. 

– Men herregud, så kjempehyggelig, sier jeg til slutt og disker opp et stort smil, jeg klemmer henne en gang til for sikkerhets skyld. – Tenk at det gikk.

Spændingerne imellem søstrene bliver udslagsgivende for alle romanens øvrige konflikter: Mellem Ida og Kristoffer, Ida og Olea, Marthe og Olea, Marthe og Kristoffer. 

Ida er romanens fortæller og bevæger sig imellem weekendens små begivenheder – opvasken, badeture, skænderier – og refleksioner over sin livssituation. Hendes anstrengte forhold til lillesøsteren bliver tydelig, allerede inden hun kommer til hytten. Da Ida bliver hentet ved busstoppestedet af Kristoffer og Olea, finder hun tonen med barnet ved at bagtale Marthe; det er forbudt og derfor frydefuldt for Olea at høre Ida sige, at hendes bonusmor er doven. Når læseren først møder Marthe, lever hun også op til Idas beskrivelse af hende som uselvstændig og slap. Marthe er den sarte, søde yngre søster, som i Idas øjne får mere medlidenhed, end hun har fortjent. Hun er barnlig, når hun fisker efter komplimenter eller fornærmet stormer ud af stuen. Forholdet imellem de to forklares yderligere, når Ida i glimt fortæller om opvæksten, hvor hun igen og igen oplevede at blive snydt for opmærksomhed, fordi Marthe lå syg på sofaen. 

Samtidig er det svært ikke at holde med Marthe, når Ida rotter sig sammen med Olea. Den naturlige intimitet imellem »tante Ida« og Kristoffers datter er en sejr for romanens fortæller, fordi hun er sin søster overlegen, men det gør ondt at mærke Marthes følelse af utilstrækkelighed; scenerne med Olea viser desuden, hvor let børn tages som gidsler i voksnes magtspil. Olea er en enkel og let skildret barnekarakter, hun kan minde om den jævnaldrende Eira i Nils-Øivind Haagensens roman Er hun din? (Oktober 2016); også dette en lille sommerroman, som foregår ved et hus ved havet, og som handler om at være barnløs eller om et barn, der aldrig kom. I Haagensens roman er sorgen indadvendt og tavs, hos Aubert kommer den til udtryk igennem udagerende eller passivt aggressive handlinger. Fra første møde byder den hyggelige familieweekend på konfrontationer, små stik og sammenstød: »Det er sånt søstre vet, tenker jeg, hvordan vi skal såre hverandre.«

Auberts fortæller anklager sin søster for at være nærtagende og selvretfærdig – »hormonel«, som hun provokerende kalder hende – både over for læseren og ved middagsbordet. Men når det kommer til stykket, er Ida ikke meget bedre selv. Hun har også svært ved at le ad sig selv foran andre, og svært ved at sige undskyld. Jeg tror ikke, Ida nødvendigvis selv er klar over det, men som fortæller registrerer hun de andres reaktioner, så læseren ikke kan undgå at opfatte hendes dobbeltmoral. Det er en styrke i Auberts roman: Ingen af personerne er entydigt tiltalende, de er lige sympatiske og usympatiske alle sammen, alligevel er det muligt at forstå dem og deres handlinger hver især. Når den ene søster irriterer den anden – eller læseren – er det som regel af en god grund. Undervejs i romanen bliver jeg usikker på, hvor troværdig Ida egentlig er som fortæller; barndomsminderne, for eksempel, er naturligt nok farvet af hendes egen selektion. I takt med at Marthe træder frem som en mere kompleks person, bliver Idas selvfremstilling også tiltagende rå og ærlig: Det er tydeligt, at der stikker noget under, at hendes udfald mod søsteren i løbet af weekenden til dels bunder i en vrede, som er rettet mod hende selv. Det er svært ikke at have sympati med begge søstre, men romanen gør mig også dejligt skadefro; jeg kan ikke lade være med at føle lidt af den samme forbudte fryd som Olea, når Ida ufrivilligt afslører sig selv.

Voksne mennesker er et kammerspil, og længe er der stilhed før stormen. Til at begynde med kommer magtdynamikken til syne i de små ting, som når Ida bemærker, at Marthe og Kristoffer har malet hytten i en anden farve, og at der står nye kaffekopper i køkkenskabet – eftersom de er et par, behøver de ikke spørge hende om lov til noget som helst. Der er en slags ubehagelig forskelsbehandling på færde i romanen, som kun forstærkes, når moren og hendes kæreste Stein ankommer til hytten dagen efter. Aubert overforklarer ikke, men som læser mærker jeg det, når Idas grænser overskrides. Det er frustrerende at hun, den ældste datter på 40, på mange måder behandles som et barn af resten af familien; ingen banker på døren, når de kommer ind på hendes værelse. De konflikter, som antydes i begyndelsen af romanen, bliver siden mere udtalte, for eksempel når det viser sig, at Marthe og Kristoffer længe har ønsket at købe Ida ud af sommerhuset. Det er næsten for let, tænker jeg, når jeg bliver forarget på Idas vegne – men så er det, der fremstår enkelt på bogsiden, sjældent så let som det ser ud. Da Ida endelig får chancen for selv at få overtaget, for at sabotere noget for sin søster, griber hun den; måske ikke så meget, fordi hun faktisk vil have det som Marthe har – Kristoffer – men mere for at sige: Du skal ikke tro, at dit liv er bedre end mit. Eller måske fordi hun savner sin søster, og ikke har andre måder at udtrykke det på. Når først stenen ruller, optrappes dramatikken i den lille sommeridyl.

I virkeligheden lider Ida af en grundlæggende ensomhed. Hun har mange veninder, men har aldrig haft en kæreste. Hun går fra den ene gifte Tinder-date til den anden, desperat mens hun keder sig halvt ihjel, og venter på nogen at dele sine æg med – hvis hun stadig har nogen tilbage, som er værd at fryse ned. Hendes længsel efter at blive elsket kommer til udtryk igennem en lidt trist, tør humor: »En venninne sa i bursdagsmiddagen min, som en slags trøst, at jeg så bra ut, like etter sa hun at det var fint å være alene fordi man ble godt kjent med seg selv på den måten, og jeg tenkte at det hadde vært ok heller å bli kjent med noen andre.« Er det nogens skyld? Savnet efter intimitet er sårbar og skamfuld. På et tidspunkt sniger Ida sig ind på Marthe og Kristoffers tomme soveværelse – de har selvfølgelig det største i hytten – og lægger sig i deres seng under dynen. Inde på hendes eget kammer er alt ved det gamle: »Jeg har vært tretten år i denne senga, seksten år, tjuefem, trettifem.« Voksne mennesker har en trist grundtone, en alvor, som giver tyngde til det velkomponerede, en anelse konstruerede drama, og de lidt uoriginale, men også komplekse personer. Ved at lade handlingen udspille sig i hytten, hvor søstrene har været børn og siden er vokset op, illustrerer Aubert med enkle midler den livssituation, Ida befinder sig i: Hun står stille, uden for tiden, mens alle andre er løbet fra hende.

Først publiceret i Vagant 3-4/2019

Avatar

Kristin Vego

Kristin Vego, f. 1991. Kritiker. Medredaktør i Vagant. Bor i Berlin.