VAGANT NORDEN. Hva skjer med kritikken i Danmark nå som tidsskriftet Kritik legges ned?

web buttons logos 2016 c auswahl-07I forrige uke ble det kjent at Gyldendal legger ned tidsskriftet Kritik. Hvilken betydning har Kritik hatt for dansk litteratur, og hva skjer med litteraturkritikken i Danmark nå som en av dens fremste publiseringskanaler forsvinner?

Vagant stilte spørsmålet til syv kritikere og redaktører: Elisabeth Skou Pedersen, Christian Johannes Idskov, Hans Hauge, Kizaja Routhe-Mogensen, Audun Lindholm, Frederik Stjernfelt og Mikkel Bruun Zangenberg. 

Vækstlaget

»Tilbage til kritikken,« hedder et af de mest begavede indlæg i den danske litteraturdebat, jeg længe har læst. Det blev skrevet af redaktør Kasper Lyngholm Larsen i et af Danmarks yngste litteraturtidsskrifter, fynske Salon 55. Opråbet kommer fra ungdommen, men kalder på mange måder på gamle dyder: I stedet for på nyhedstrekantens præmisser at stampe generationsportrætter og tendensartikler op af den litterære muld skal vi vende blikket mod den gode, gammeldags kritik, mener Salon 55-redaktøren.

Kritik er at læse og skrive om litteratur ikke bare på markedets, mediets eller læserens præmisser, men også på litteraturens. Det er at læse nysgerrigt og undersøgende, og det kræver ikke bare et godt øje og en skarp pen, men også god plads for pennen at udfolde sig på. Den gode litteraturkritik er saglig, men ikke tør. Den lever i en genre som det litterære essay, der kan spænde fra det akademiske til det personlige. Og den lever hos den anmelder, der evner ikke bare at formidle en bog, men også at udlægge den – og gøre sin egen omtale til en læseværdig fortælling i sig selv. Kritikken uddeler ikke stjerner!

Det er tankevækkende, så relevant efterspørgslen af en sådan kritik virker i et år, hvor man på Danmarks mest velrenommerede forlag beslutter at lukke det traditionsrige tidsskrift af samme navn. For som jeg ser det, er det netop Kritiks store force, at tidsskriftet har kunnet rumme både akademikerens tyngde og essayistens nysgerrighed, både litteraturlister og lækkert sprog.

Størstedelen af Danmarks litteraturtidsskrifter lever i vækstlaget: i studentermiljøer og blandt unge talenter, der som redaktøren på Salon 55 har både publicistiske og litterære visioner. En sjælden gang imellem når de unge tidsskrifter også voksenalderen: Jeg var selv i en årrække redaktør på Standart, der blev startet af studerende den samme måned, som jeg blev født, og næste år fylder både jeg og bladet 30. Langt oftere er tidsskrifter dog kortlivede væsener, der tager pulsen på et årti eller mindre, og også i Standarts generation er markante stemmer blevet svagere: Som det allerede er bemærket flere steder, lader ingen til at vide, hvad der er blevet af Den Blå Port – som endnu en klassisk tidsskriftsskæbne er det vel nærmest gået i dvale.

Så meget desto tristere er det, at Danmark nu mister sit suverænt mest vægtige tidsskrift for litteraturkritik. Et magasin, der har trodset branchens prekære naturlove indtil nu, men som alligevel må bukke under for politiske beskæringer af kulturlivet, markedskræfter og et stort, gammelt forlags dybt beklagelige prioritering: Med dette valg har Gyldendal svigtet et ansvar for at bevare (og udvikle!) et litterært flagskib, som forlaget nu engang har taget under deres vinge. Er intet helligt længere?

Man skaber ikke et nyt Kritik på en eftermiddag, og den danske litteraturdebat vil med lukningen af tidsskriftet miste den kontinuitet, som det næsten halvtredsårige blad har været for flere generationer af forfattere, litterater og forskere. Til gengæld er der nu en endnu større opgave at løfte for ungdommens publicister: Kritiks ånd – og kritikken i det hele taget – må leve videre i vores spalter.

Elisabeth Skou Pedersen, f. 1987, er litteraturredaktør på ATLAS Magasin og medredaktør på ATLAS Bogtillæg. Hun var fra 2010 til 2015 redaktør i litteraturmagasinet Standart, og bidro sist til Vagant i 3/2015.

 

Kritik som kampzone

Mine oplevelser med Kritik begyndte på Hillerød Bibliotek midt i 00’erne i kølvandet på Muhammedkrisen og ambassadeafbrændingerne i Mellemøsten. Alle steder, i medierne og i folks hjem, blev grænserne for ytringsfrihed og tolerance diskuteret. Det var min far, som anbefalede tidsskriftet til mig. Selv har han aldrig befundet sig i akademiske kredse, men han vidste, at det var her, tidens litteratur og idéer blev diskuteret.

Frederik Stjernfelt stod dengang som redaktør i spidsen for det, man kunne kalde et nyt oplysningsprojekt, funderet i den britiske historiker Jonathans Israels bøger om radical enlightenment, Spinoza og de hollandske 1700-talstænkeres betydning for frembringelsen af de grundlæggende frihedsrettigheder. Når jeg tænker tilbage, husker jeg det næsten sådan, at 00’ernes største værdidebat stod mellem Kritik og Stjernfelt på den ene side og Politiken og avisens chefredaktør Tøger Seidenfaden på den anden. Kritik var en kampzone, og tidsskriftet fik adgang til en bredere offentlig debat. Ikke fordi det lykkedes Kritik at markedsføre sig som et tidsskrift af bred interesse, men fordi man rejste kvalificerede debatter inden for et veldefineret aktuelt kulturområde.

Da jeg i mine teenageår sad på biblioteket i Hillerød og bladrede Kritik igennem, var jeg ikke kun interesseret i debatten om ytringsfrihed. Jeg var især fanget af de artikler, som kunne belyse litteraturens kulturelle og historiske sammenhænge: essayene og kritikken. Men der var også mange tekster, jeg havde svært ved trænge ind i. Kritik har altid været kendetegnet ved et stærkt akademisk fundament; tidsskriftet har ganske enkelt været et epicenter for den æstetiske teoridannelse i Danmark. Ville man vide noget om dekonstruktionen og postmodernismens udslag i 1980’erne, var det bare at slå op. Så skulle man nok få at se!

Kritiks tradition for at introducere ny teori og viden er fortsat i Elisabeth Friis og Ursula Andkjær Olsens tid, hvor krop, køn og klima har været de mest fremtrædende emner. Tidsskriftet har i det hele taget undergået en mindre forandring: Der er blevet skabt mere plads til litteraturkritik og forfatterbidrag. Alligevel har det vist sig at være sværere og sværere at råbe aviserne og andre medier op.

Det er netop i denne tid, hvor dagbladskritikken nedprioriteres, at der er brug for en eller flere stærke platforme, hvorfra vigtige litteratur- og kulturdebatter kan udgå og en ny udvikling kan drives fremad. Aviserne har knap nok opdaget, hvilken betydning det har. Også de lever af, at der findes en vildtvoksende underskov, som de kan hente deres idéer og analyser fra.

Med Kritiks forsvinden er et afgørende organ for oplysning gået tabt. Tidsskriftet kan ikke bare erstattes. Kritik var den største og vigtigste forbindelse mellem den brede offentlighed og de kunstneriske og sociale miljøer, der kan udfordre de etablerede forestillinger og smagsdomme. Med tidsskriftet fordufter et traditionsgrundlag for idékampe og litteraturkritik, som ikke uden videre kan genrejses. Herfra er bare at sige: Vi er flere, der må træde til og inspirere til at tænke og skrive med større frækhed og mod. Det er nu endnu mere nødvendigt at finde alternativer til de præmisser, som de store medier og Facebook sætter for forståelse og debat. Der er brug for et langt, sejt træk.

Christian Johannes Idskov, f. 1989, er ansvarshavende redaktør på Salon 55, tidligere praktikant i Vagant og tilkoblet Politiken som litteraturkritiker og skribent.

 

Hverken power eller point

Uden for min kontordør står der en stor kasse med danske tidsskrifter: Kritik. Alle numre. Dernæst Hvedekorn og Den Blå Port. De blev ved et tilfælde reddet fra en bogbrænding ved Kolding Bibliotek. Det er nok forbi for papirtidsskrifter og for tidsskrifter som institutioner og for litterære tidsskrifter. Hvordan kan man i en sådan situation undgå at falde for forfaldsfristelsen? Der var engang. I dag kender en danskstuderende ikke tidsskriftet Kritik; det er ikke engang historie.

Den institution, som Kritik var, repræsenterede de to skoler i dansk litteraturforskning og de to universiteter. København med Aage Henriksen og Aarhus med Johan Fjord Jensen: mystikeren og materialisten, den kulturkonservative og den kulturradikale, som dog til sidst nærmede sig mystikken, og danskstudiet over for almindelig og sammenlignende litteraturhistorie. Begge havde de en vis forbindelse til Karen Blixen. De havde mødt hende: Fjord Jensen havde sin barndom i Kenya og kom ud af et grundtvigsk miljø. Henriksen skrev indlevende om Grundtvig, og Blixen havde rørt ved Henriksen. Hvis vi ser på de første årgange – 1967–1969 – var der ikke én artikel om en kvinde eller skrevet af en kvinde. Der var om Rifbjerg og Ibsen; om Althusser, Habermas, Gadamer, Greimas, Goldmann og Benjamin. Strukturalismen var via Kritik kommet til Danmark, men ikke feminismen.

I 1973 diskuterede de meget ivrigt økologi. Erik A. Nielsen, der var medredaktør, fik en del kritik for sine tanker om det organiske og om en økologisk bevidsthed. Han blev nærmest anklaget for nazisme af forfatteren Hans-Jørgen Nielsen, hvis indlæg sluttede med at kampen foregår »i vores samfund i arbejderklassens kamp mod borgerskabets herredømme over produktionsmidlerne«. Og Nielsen var endda tilhænger af Socialistisk Folkeparti. Sådan var det i gamle dage. I samme nummer var der for resten også en artikel om Jacques Derridas De la grammatologie.

Jeg kom med i sommeren 1987 sammen med dramatikeren Astrid Saalbach og Poul Erik Tøjner, der dengang var kunstanmelder ved Weekendavisen. Selvom vi ikke havde et program, blev mange enige om, at vi repræsenterede poststrukturalismen eller dekonstruktionen uden at sige det. Ser man tilbage, ser det ud til, at Kritik først afspejlede teoriens indtog på universiteternes litteraturfag: marxisme, freudianisme og strukturalisme og dernæst poststrukturalisme.

Så standsede importen af fremmed teori – »post-theory« – og Kritik voksede og udvidede omfanget og lagde teorien bag sig. Kritik blev efterhånden anti-post. Nr. 190 handlede f.eks. om »Kapitalisme«, og der kom i Kritik en sektion, der hed »kritik«, hvor der blev anmeldt tre skønlitterære værker. Hvor kritik i begyndelsen betød litteraturkritik – altså criticism – kom det til at betyde samfundskritik, kulturkritik – critique. Og det var nok for meget. Det afspejler vel det nye corporate university, men samtidig har dette universitet ikke brug for tidsskrifter som Kritik, men for pdf-filer. Jo flere veluddannede, jo færre læsere.

Kritik gik fra at være Tidsskrift for litteratur, forskning og undervisning, der rettede sig mod dansk-og litteraturstuderende og gymnasielærere til at blive et kulturtidsskrift om alt fra politik til poetik. Og det var nok for meget. Den slags stof er aviser som Weekendavisen og Information eller i Norge Morgenbladet fyldt med, og aviserne har i dag fyldige bogsektioner. Dernæst skal universitetsansatte i dag helst skrive kort, kedeligt og på engelsk til »peer-reviewed« tidsskrifter, som ingen læser, og som ikke skal læses. Det hedder artikelproduktion, og der skal være vækst i denne produktion. Der er hverken power eller point i at skrive en artikel om Herman Bangs Håbløse Slægter (Kritik nr. 12) eller om »episke mønstre i folkeviserne« (nr. 9).

Hans Hauge, f. 1947, er lektor i nordisk sprog og litteratur ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet og skribent ved Berlingske Tidende. Redaktør i Kritik 1987–90. Seneste Vagant-bidrag i 2/2010.

 

Krisen som mulighedsrum

Den litterære offentlighed har lige så meget brug for den hurtige kritik, som den har for den langsomme, lige så meget brug for den krævende kritik som for den formidlende og selvfølgelig for den sværeste og måske mest interessante af dem alle: kritikken, der forsøger at være alle de ting på én gang. Det giver sig selv, at det ikke er al kritikken i Kritik, der har levet op til det ideal, men jeg har oplevet det som noget, der – i hvert fald i de senere år, hvor jeg har læst tidsskriftet – er blevet stræbt efter. Den stræben efter det seriøse og indgående, men samtidig u-kedelige og udadvendte mister vi forhåbentlig ikke, selvom vi nedslående nok mister Kritik.

Jeg tror ikke på, at lukningen af Kritik er udtryk for, at litteraturkritikken i Danmark er ved at dø, ligesom jeg ikke tror, den fysiske bog er ved at dø, ligesom jeg ikke tror, bibliotekerne er ved at dø. Det svar på krisen, der kun er i stand til at opfatte den som et dannelsesforfald, er konservativt og interesserer mig ikke.

Vores tid er en krisetid. Men en krise er på godt og ondt også en åbning af et mulighedsrum. Der er rystelser i kulturlandskabet, fordi verden ryster. Det er okay, at tidens massive teknologiske og politiske forandringer kræver nye former, også for kulturtidsskrifter. Måske er det ligefrem også okay, at der er traditioner og arv, der må lades tilbage.

For mig at se er skandalen af samme grund ikke, at forlaget Gyldendal insisterer på, at der skal være økonomisk rationalitet i driften af et kulturtidsskrift som Kritik. Skandalen er, at Danmarks største forlag ikke var villig til at investere i den forandringsproces, tidsskriftet stod over for.

Men hverken i Danmark eller i resten af Norden kan vi bruge de store institutioners svigt som vores forsmåelses sutteklud. Vi må selv tænke og tale med hinanden, i små cirkler og i større, om hvilke former, fremtidens litterære kritik og kulturtidsskrifter kan udvikle sig bæredygtigt og, ideelt set, mere uafhængigt under.

Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen, f. 1983, er kritiker i Politiken og medstifter af litteraturfestivalen TXT.VILLE. Seneste Vagant-bidrag i Vagants kritikspalte på nett, Vagant Norden (27.06.2016).

 

Kritikken og akademia

Rundt årtusenskiftet, i det generøst opplyste biblioteket ved Høgskolen i Telemark, avdeling Bø, med utsikt gjennom glassveggene til en endeløs åker, som om vinteren var dekket av et tykt lag snø, slik at det aldri egentlig ble mørkt, selv flere timer etter at sola var gått ned, støtte jeg første gang på Kritik. I tidsskriftshylla sto numrene godt synlig, og hadde en påfallende selvsikker fremtoning: Fyldige utgaver med ensfargede omslag, som presenterte et tematisk stikkord eller tre, i tillegg til en lang rekke forfatternavn, som fikk tale for seg selv, i kraft av sin egen tyngde.

Åpnet man bladet, var tekstbildet både massivt og strengt, og antallet fotnoter ikke uanselig, men avdelingen jeg raskt ble mest interessert i, hadde en luftig tittelside, med én enkelt setning slått stort opp, signert Jorge Luis Borges: «At dadle eller lovprise er to sentimentale operationer, der intet har med kritik at skaffe.»

Hver gang jeg bladde eller leste i tidsskriftet, sto denne formuleringen, åpningen på anmeldelsesavdelingen, frem, og slik festet den seg i minnet, som en stadig påminnelse om slaktens og panegyrikkens farer, om at en kritiker ikke bør la seg forføre av sin egen retorikk, om at besinnelse er en kritisk dyd. Slik forsto jeg den i alle fall da, selv om den også lar seg utlegge på andre måter.

I årene som fulgte oppsøkte jeg nå og da Kritik på universitetsbiblioteket ved HF-fakultetet på Høyden i Bergen, og sommeren 2005 ble jeg forbløffet da jeg som avslutning på et sommerkursus var invitert på middag i et akademikerhjem i Aarhus: Her sto flere titalls årganger av tidsskriftet sirlig oppstilt ved siden av hovedstuas tv-apparat. Jeg spurte om hvorfor Kritik hadde fått denne hedersplassen, og fikk høre at dette var selve det danske tidsskriftet med stor T, som alle dansklektorer måtte følge med i.

Etter at jeg senere samme år trådte inn i Vagant-redaksjonen, ble jeg oftere og oftere den som bare ferske Kritik-utgaver opp fra postkasserekken i bakgården til kontorets postbord, og dermed den første blant medredaktørene som kunne oppdatere meg om hva de danske akademikere med kontakter i Klareboderne mon hadde fordypet seg i siden sist. I Kritik var det alltid noe å lære, om alskens emner, fra fantasy til katastrofeforskning, og ikke minst om dansk samtidslitteratur og danske litteraturforskeres bøker, som anmeldelsesavdelingen fulgte med særlig bevågenhed.

Ikke minst lederartiklene var alltid verdt å lese: Den selvpålagte begrensningen var at de skulle få plass på baksiden av tidsskriftet, satt i fete typer, noe som borget for poengterte, ja, rent ut sagt spissformulerte teser, ofte om tidens store stridsemner, tankevekkere uaktet om man var enig eller ikke, og fullstendig uten skrekk for et rikt vokabular, en skrekk som ellers preger så mye av det offentlige skandinaviske ordskiftet, med den følge at viktige debatter overlates til journalister og fusentaster, i det ene spørsmålet etter det andre der man sårt hadde hatt behov for mer bredspektrede tilnærminger.

I deler av samme tidsrom var Den Blå Port, under Tue Andersen Nexø og Lars Skinnebachs ledelse, en stadig leverandør av provoserende lederartikler, og sammen, men fra helt ulike politiske og litterære kanter, viste de hvordan tidsskriftene kunne ha en avgjørende plass i medieøkologien, uaktet at digitale og audiovisuelle medier ble omtalt som tidens løsen.

Da Bernhard Ellefsen og jeg i oktober 2013 tilbragte et et knippe undervisningsdager ved Forfatterskolen i København, ble jeg ikke overrasket over å se at Kritik fantes komplett i hyllene også der, som et signal til studentene om alvoret i hva de hadde valgt å vie seg til. Tidsskriftet var allerede et av hovedeksemplene i det uformelle kartet vi hadde tegnet over de ulike aktørene og institusjonene som holder liv i den nordiske litterære offentligheten. Likevel var det tydelig for både oss og studentene at Kritik adskilte seg en hel del fra sine mest toneangivende skandinaviske kolleger, Vagant og Vinduet i Norge og (nedlagte) BLM og OEI i Sverige, nettopp ved sin akademiske tilknytning og tyngde: I det nevnte fantasy-nummeret heter en tilfeldig valgt artikkel «Bæstet og loven. Kantianske temaer i Terry Pratchetts Discworld-romaner», og avhandlingens form og språk har heller ikke ellers vært fremmed for Kritik. Så ble da også tidsskriftet til nettopp som et universitetsforum der ulike forskningstradisjoner skulle møtes, og søkte i Frederik Stjernfelts regjeringstid opptakelse i akademias systemer for såkalte publiseringspoeng, for å kunne kappes med engelskspråklige tidsskrifter om de universitetstilknyttede artikkelskribentenes tid og energi.

Nærheten mellom dansk akademia og landets skapende litterære kretser er ikke avgrenset til Kritik – bare tenk på den verdenskjente semiotikeren Per Aage Brandts mangeårige innflytelse på unge forfattermiljøer, og hvem var den forrige markante danske kritikeren som samtidig med sin inntreden på den kritiske arenaen ikke virket ved universitetene? Carsten Jenssen? Lars Bukdahl? – men er, sammenlignet med tilstandene i Norge, et særkjennetegn ved dansk litterær offentlighet. Denne nærheten har bidratt til å gjøre dansk litteratur til en «generationsmaskine» (Bukdahls ord), der litterære nyvinninger raskt er blitt begrepsliggjort, kategorisert og havnet på pensum. Mye positivt kan sies om dette, ikke minst om hvordan det har bidratt til kvalifiserte ordskifter om språk, poetologi og det sanseliges deling, men likevel er det ingen udelt fordel: Om tunge dannelsesinstitusjoner ensidig definerer tidens melodi, fører det fort til at mange synger med på samme refreng, om det så dreier seg om «performativ biografisme», «konseptuell skriving», «mørk økologi» eller Mikkel Thykiers seneste nyfortolkning av Tel Quel-tradisjonen: Blir veien for nye ideer og former gjennom institusjonene for kort, er man farlig nær å ha skapt en klisjéfabrikk, et samlebånd for tidsånden, selv når de samme ideene og formene startet som givende, dristige og vesentlige.

Kritik har vært en garantist for det tette danske samkvemmet mellom universitetene, litteraturkritikken og den unge samtidslitteraturen. Men som tilfellet Poul Borum viser, den genuine kritikeren er nettopp ikke en akademiker, en som importerer begreper, kategoriserer i tendenser og interesseløst betrakter, men en litterær aktør. Nå som Kritik, et av flaggskipene for treenigheten litteratur/undervisningsvesen/humanistisk forskning, går inn i historien, er det et beklagelig endelikt, men bidrar også til en ny situasjon. Som det het i Den Blå Ports jubileumsnummer i 2010: «Hele den arkitektur der holder samtidslitteraturen oppe og giver den plads til at leve i mange forskellige, større og mindre rum, undergår i disse år en ublid renovering.» Ublid, ja, men ikke utveisløs. Jeg ser allerede for meg en nær fremtid der forfattere og litterater vet å gripe muligheten til å dyrke frem andre slags kritisk-litterære samtaler, mindre universitære og didaktiske, på tvers av instusjonelle murer og spesialiserte språk, med allehånde koblinger til andre kunstarter, med større vekt på den frie essayistikken som litterært uttrykk, og ikke minst med intensivert kontakt over de nordiske landegrensene.

Audun Lindholm, f. 1980, er ansvarlig redaktør for Vagant.

 

Kritik 1967–2016 – en minderune

Jeg var redaktør af Kritik i tyve år og redigerede numrene fra 100 til 206 sammen med skiftende medredaktører – Poul Erik Tøjner, Nils Gunder Hansen, Isak Winkel Holm og Lasse Horne Kjældgaard.

Så i perioden fra 1993–2013 spenderede jeg en del kræfter på Kritik. Bladet havde tre særkender, lige siden det blev grundlagt af marxisten Johan Fjord Jensen og åndshistorikeren Aage Henriksen i 1967. Det første, godt signaleret af de to grundlæggere, var en insisteren på at skræve over de forskellige positioner i det intellektuelle felt og bringe dem i kontakt, diskussion, strid. Det andet var ideen om et tidsskrift, der med udgangspunkt i universitetets humanistiske fag også rakte ud i den almindelige offentlighed og spillede ind i den bredere kulturelle og politiske debat. Det tredje var princippet om at tage udgangspunkt i litteraturen og litteraturkritikken med bred inddragelse af andre videnskaber, filosofi, historie, kunsthistorie, men også sociologi, politologi, biologi og så videre.

Jeg ved ikke, hvad de konkrete, udløsende årsager er til, at forlaget netop nu vælger at trække stikket, men internettets pres på alle trykte medier er sandsynligvis en del af den strukturelle forklaring. Men Kritik – på trods af gode omtaler, et godt ry og en position som et tidsskrift, mange gerne ville bidrage til – var aldrig nogen stabil succeshistorie rent økonomisk. Efter grundlæggelsen på forlaget Fremad i 1967 var det så vidt jeg ved allerede en underskudsforretning, da Gyldendal overtog det i 1973, og i min periode som redaktør var oplaget hele tiden svagt vigende. I fyrre år har Gyldendal haft tidsskriftet som en art udstillingsvindue, et prestigeprojekt og måske også et drivhus for talenter, der senere kunne skrive overskudsgivende bøger. Der var også kriser – i 1980’erne planlagde forlaget at lukke projektet og erstatte det med en publikation med det muntre navn Calypso, indtil daværende redaktør Poul Behrendt fandt ud af at redaktionen, ikke forlaget, havde copyright på navnet og derfor kunne true med at videreføre tidsskriftet på et andet forlag. Det fik forlaget til at sikre sig copyrighten, så noget lignende kan ikke ske i den aktuelle situation.

Men de tre principper nævnt ovenfor – gode og stærke for mig at se – er også kommet i modvind på grund af andre udviklinger end internettet. Een er den stigende akademisering af humaniora, hvor universitetsansattes forskning bliver målt på et bibliometrisk index, og det der tæller mest er peer-reviewede papers i internationale, engelsksprogede tidsskrifter. Det har truet og i stort omfang ændret den humanistiske akademikers traditionelle dobbeltposition, hvor bidrag til den almindelige offentlighed i form af dagbladsvirksomhed og udgivelse af bøger henvendt også til den almindelige læser nu tæller mindre. Det har næppe været intentionen med det bibliometriske forskningsindex, men det har været en uintenderet sideeffekt, at humanisternes forskningsproduktion isolerer sig i specialiserede fagtidsskrifter med få læsere. Selv om denne udvikling uden tvivl har højnet humanioras videnskabelighed, har det samtidig været med til at delegitimere humaniora i offentlighedens og politikeres øjne, fordi området er blevet betydelig mere usynligt i den almindelige offentlighed. Kritiks redaktører så naturligvis denne fare og besluttede for ti år siden – ikke uden en vis skepsis fra forlagets side – at gøre tidsskriftet peer-reviewed. I modsat fald ville vækstlaget af ph.d.studererende og postdocs, der har akut brug for akademisk meritering, næppe længere publicere i bladet, og man ville miste nye generationer af akademikere. Kritik blev hurtigt ranket i gruppen af top-tidsskrifter og gav derfor nordiske akademikere mulighed for at få akademisk merit for at publicere på dansk. Den mulighed indskrænkes nu med tidsskriftets lukning. For mig at se er humanioras tilbagetrækning fra offentligheden – selvvalgt eller påtvunget – en af de centrale grunde til den aktuelle legitimitetskrise. Den forværres nok desværre af Kritiks og lignende foras forsvinden.

En anden udvikling i akademia har været den mærkelige dobbelte tendens til faglig isolering og tværfaglighed. Hele den bibliometriske tendens med forskningsmåling har en iboende konservativ karakter, for så vidt som den opfordrer forskerne til at publicere i centrale, velrenommerede tidsskrifter snarere end experimenterende, tværgående fora. Samtidig er ideen om tværfaglighed – som Kritik har været med til at inkarnere helt fra starten i 60’erne – sivet opad til en ideologi for politikere og universitetsadministratorer, så at tværfaglighed nu snarere ses som en egenskab ved polerede top-down programmer og -initiativer, medens den – for mig at se mere genuine – bottom-up tværfaglighed på initiativ af enkelte forskere, forskergrupper og netværker taber i opmærksomhed.

Endelig er der ingen tvivl om, at litteraturen som medie har tabt indflydelse henover mange tiår – presset som den er af væksten af nye medier, lige fra talefilmen i 30’erne, TV i 50’erne, video i 70’erne, computerspil i 80’erne, internet i 90’erne, de nye store tv-serier i 00’erne. Det er en langvarig proces, som Kritiks skæbne kun er et lille hjørne af – men det indebærer at den litterære offentlighed, hvor Brandes, Ibsen, Strindberg, Pontoppidan med flere kunne være kæmper med omfattende politisk og samfundsmæssig indflydelse sidst i 1800-tallet, hvor alle måtte forholde sig til dem, er skrumpet ind til at være en specialiseret sub-offentlighed blandt mange andre. Det gælder også litteraturforskningen, der af samme grund naturligt spillede en stor rolle. Det har naturligvis skadet et tidsskrift med litterært udgangspunkt, at ganske få nu om dage – i modsætning til bare for en generation siden – kender navnene på landets litteraturprofessorer.

Som nævnt har jeg kunnet følge Kritiks vigende oplag over en lang årrække, og ved flere lejligheder allerede i min tid som redaktør kunne man mærke usikkerhed hos forlaget om man ville lade tidsskriftet overleve. Det kommer derfor ikke for alvor bag på mig, at nøglen nu drejes om, og man kan både prise forlaget for at have været med så langt og ærgre sig over at villigheden ikke strakte længere.

Man hører vage rygter om en elektronisk fortsættelse af projektet – jeg håber det har noget på sig og at der vil være tilstrækkeligt med ressourcer til også at gøre det initiativ til noget, der kan indfri Kritiks gamle tre principper.

Frederik Stjernfelt, f. 1957, er professor i videnskabsteori, idéhistorie og semiotik ved Aalborg Universitet København. Han virker også som anmelder og skribent på Weekendavisen. Han var redaktør for Kritik fra 1993 til 2012.

 

Mod et Kritik 2.0?

Man kan vælge at spørge provokerende: Er det overhovedet et tab for den danske og skandinaviske litterære offentlighed, at forlaget Gyldendal har besluttet, at tidsskriftet Kritik nu reelt nedlukkes? Hvad siger Occams altid nyttige ragekniv? Der er ingen tvivl om, at verden består og vil fortsætte; der er stadig en – set i en global kontekst – rig underskov af litterære tidsskrifter i de nordiske lande, og sammenlignet med for eksempel USA kunne man argumentere for, at der tillige er en fungerende litterær offentlighed. Forfattere oversættes på kryds og tværs mellem de skandinaviske nabolande, alle de store aviser har litteraturtillæg med interviews og anmeldelser (også selvom ellers kloge Horace Engdahl har våndet sig over, at de er blevet poppede), der er opstået en myldrende flora af litterære blogge og bloggere, København, Stockholm og Oslo har alle glimrende boghandlere, der læses, skrives og sælges flere bøger end nogensinde før. Så hvad er problemet?

Problemet, og jeg mener selvklart, der er et reelt problem, er, at Kritik ikke bare var Kritik, så at sige, men et signal, som Kant ville formulere det. Et signal om, at der stadig fandtes et fælles rum, der ikke alene var reguleret af markedet eller styret af Staten, og et rum, der var baseret på en muligvis enestående tillid til, at der fandtes oplyste, læsende og tænkende individer, der i fællesskab ville drøfte anliggender, som angik alle. Kritik kan sammenlignes med det af Collège de France finansierede tidsskrift, La Vie des Idées/Books & Ideas (herefter LVDI) – men med den væsentlige forskel, at LVDI fra begyndelsen benhårdt satsede på at udkomme digitalt, på at henvende sig til et pan-europæisk publikum og på helt konkret at være flersproget, i praksis primært engelsk og fransk. LVDI har cirka 250.000 månedlige læsere.

Kritik er i slægt med den indlysende oplysningsarv, der nærer LVDI, men faldt som offer af flere årsager, kan man ræsonnere sig til: For det første, at det kun udkom på papir; for det andet, at der er sket gennemgribende forandringer med den offentlige sfære i det hele taget (og herunder, som en naturlig konsekvens, den litterære offentlighed); og for det tredje, at det kun udkom på dansk; og endelig for det fjerde, at den forskerverden, der mestendels forsynede Kritik med bidrag, er underlagt et rigidt krav om alene at publicere på engelsk.

Lad os bladre gennem de fire mulige årsager. Alt tyder på, at vi gennemlever en digital revolution, der på alle måder lader sig sammenligne med Gutenbergs. Skriften på papir vil bestå, og papirbøger er faktisk i vækst, mens e-bøger forfalder; men anderledes gælder det for tidsskrifter og ikke mindst akademiske tidsskrifter. Kritik var – i dansk sammenhæng – enestående ved i princippet at placere sig på fladen mellem det strengt akademiske og et mere omfattende, fælles rum. Men skal et sådant tidsskrift fremover gøre sig håb om at fortsætte med at bebo den zone, må det nok besinde sig på, at det skal ske i den digitale sfære; man kan sagtens lave bittesmå papirtidsskrifter for 200 læsere, det er billigt og nemt, men den kritiske masse for et tidsskrift som Kritik burde nok være på mindst 2500-3000 og gerne 5000 faste abonnenter, private som institutionelle. Så mange abonnenter kunne man muligvis godt kapre, hvis tidsskriftet udkom i en digital udgave? The New Yorker kan få det til at løbe rundt, men kun fordi befolkningstallet er så enormt, det vilkår er radikalt anderledes i Norden.

Nogle mener, at den offentlige sfære, med Habermas’ gamle terminologi, er kløvet midt over: Med en bred, forfladiget, populistisk mainstream på den ene side, og på den anden side af kløften et virvar af mikroskopiske, atomiserede mikro-offentligheder, der myopisk stirrer på hvert sit lille skærmunivers. Det fælles er det flade: reality-tv, ubegavede debatprogrammer, skamløst populistiske tv-programmer om mad eller bolig, et cetera. Det fælles er reguleret af den absolut laveste fællesnævner, for det er den, der genererer de højeste seertal og flest hits. På den anden side eksisterer en fuldkommen atomiseret meningsghetto, hvor man på de digitale medier, i de bittesmå tidsskrifter og sociologisk i mikro-miljøer (der lige så vel kan handle om teflonpander som om Thomas Bernhard) alene henvender sig til og omgås sine meningsfæller. Denne atomiserede zone er komplet uegal; her findes både det bedste og det værste, det højeste og det laveste; trolls og højtbegavede debatter med ligesindede. Hvis jeg må være så fri at anlægge et ublu, hierarkisk, normativt perspektiv.

For så vidt denne beskrivelse i grove træk er korrekt, og for så vidt den selvsagt også omfatter den litterære verden, er selve grunden under et tidsskrift som Kritik eroderet; Gyldendal har da set den darwinistiske skrift på væggen og draget konsekvensen af den. Det er realpolitik. Og man kan ikke klandre Gyldendal for, at de drager omsorg for forretningssiden af sagen; Gyldendal er en privat virksomhed. Men man kan rejse spørgsmålet, om så ikke Kritik burde være omfattet af samme logik som DR, altså være modtager af licenskroner, der i dette tilfælde ville skulle gå til et kommende tidsskrift, der ligesom det franske LVDI aggressivt, selvbevidst og optimistisk ville skulle gå efter at bygge bro mellem mainstream og den atomiserede galakse af mikrosfærer? Hvorfor ikke genopstarte tidsskriftet i et digitalt regi og under DR’s paraply? Kulturministeren burde se på sagen snarest.

Angående det sproglige kan et eventuelt kommende Kritik 2.0 ikke drage fordel af samme manøvre som LVDI. Her gælder det derimod om at levere et stærkt bidrag til en fælles nordisk sfære; og man kan argumentere for, at tidsskriftet burde tage imod bidrag på alle nordiske sprog og måske desuden derfor modtage støtte fra Nordisk Råd? Hvorfor ikke lære af LVDI, blot i et tillempet skandinavisk regi?

En fjerde og afgørende udfordring er, at etableringen af bibliometriske udvalg (jeg har selv haft den tvivlsomme fornøjelse i mange år at være medlem af et) samt et generelt politisk pres, der har taget farve af bestemte tendenser i amerikansk og britisk universitetspolitik, nådesløst belønner forskere for at publicere i såkaldt »internationale« tidsskrifter. Jeg talte selv på et tidspunkt med en meget dygtig, yngre dansk filosof, der dengang bekendtgjorde, at han systematisk havde fravalgt at publicere på dansk, for hvorfor skulle han dog det, når det ingen gevinst gav med tanke på meritering og karriere? Indsættelsen af et vulgær-darwinistisk maskineri, der straffer og belønner, og som alene tilskynder forskere til at udgive på et verdenssprog, i praksis som oftest engelsk, gør, at kilderne til at bidrage til et tidsskrift som Kritik tørrer ud. Det problem har LVDI ikke. Man glemmer selvsagt, at der findes masser af middelmådige og kedsommelige artikler og monografier på hovedsprogene; men uha, det er »internationalt«. Den defensive og ængstelige provinsialisme, der her råder, er ikke gavnlig.

Når det er sagt, er det imidlertid også sandt, at virkeligt vigtige og originale bidrag til forskningen ideelt bør nå så mange som muligt – og der har skandinavisk-sprogede tidsskrifter altså et handicap. Det har skandinavisk litteratur i øvrigt generelt også; verden går glip af mange brilliante værker, der kun findes på dansk, norsk eller svensk. Men det er vanskeligt at se, at et eventuelt kommende Kritik 2.0 kan gøre andet end at satse på opretholdelsen af et fælles, nordisk resonansrum? Hvis man skulle ændre på bidragsproblemet, skulle man blandt andet via de bibliometriske udvalg systematisk beslutte at give lige så mange points for nordisksprogede som for engelske og franske artikler for eksempel; i universiteternes bedømmelsesudvalg burde man lade nordisksprogede artikler tælle for det samme som engelsksprogede, et cetera.

Der er ikke nogen nem løsning på problemet, selvsagt. Det er trist og ærgerligt, at Kritik nu lukker ned. Og det er langt fra givet, at der vil opstå en skandinavisk Fugl Fønix i form af et licensbetalt Kritik 2.0. Men det er vigtigere end nogensinde før, at nogen forsøger at bygge bro henover kløften mellem europæiske mikro-eliter og en demagogisk indfarvet nationalpopulisme; både politisk og kulturelt. Derfor er det kritisk vigtigt, at et Kritik genopstår.

Mikkel Bruun Zangenberg, f. 1968, ph.d. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, er lektor i dansk sprog og kultur ved School of European Culture and Languages på University of Kent, UK, og litteraturkritiker ved dagbladet Politiken.

Vagant

Vagant

Facebook

Twitter