Et brev fra Vestre Fængsel

OVERSAT. Det var en udpint Louis-Ferdinand Céline, som efter krigen overvejede at overgive sig til de franske myndigheder. Jeg har fået nok af at være lukket inde i et mareridt, skrev han til sin kone.

Louis-Ferdinand Céline (1894-1961) sad i Vestre Fængsel i København fra 17. december 1945 til 24. juni 1947.

Den franske forfatter havde i 1930’erne skrevet en række antisemitiske pamfletter, og efter de allieredes landgang i 1944 flygtede han fra Frankrig, fordi han med stor sikkerhed kunne forvente repressalier.

Med sin kone Lucette og sin kat Bébert halsede Céline op nordpå, igennem et apokalyptisk udbombet Tyskland. I Danmark blev han anholdt og sat i fængsel, efter at Politiken kunne afsløre, at den »store franske nazist« befandt sig i København. Her sad han og sled sine blyanter op i udleverede kladdehæfter, mens hans advokat Thorvald Mikkelsen baksede med de danske og franske myndigheder for at undgå udlevering og retsforfølgelse.

21. februar 1951 blev Céline dømt in absentia i Frankrig: Dommen lød på et års fængsel. På det tidspunkt havde Céline opnået politisk asyl i Danmark. Han kunne straks vende hjem til Frankrig, da han allerede havde siddet 18 måneder i dansk varetægt.

I brevet her, der er skrevet godt et halv år efter arrestationen, henvender Céline sig til sine kone, Lucette, som uden sammenligning var den vigtigste person i hans liv. De mødte hinanden i 1936 og forblev sammen til Célines død i 1961. Lucette var danser og ifølge Céline idealet for kvindelig skønhed, livsrytme og ynde, som oversætter Troels Hughes Hansen skriver bagerst i udgivelsen Breve fra Vestre Fængsel, der er netop udkommet på forlaget Antipyrine. Vagant bringer her et uddrag.

 

***

 

Til Lucette Destouches

(Nok 8. og 9. august 1946)

Torsdag – Karen (Karen Marie Jensen, danserinden, som Céline og hans kone kendte fra tidligere ophold og boede hos i København, red.) har netop været her og hvor jeg græmmer mig over at høre hende fortælle at pengene smelter mellem fingrene på dig. Hvor er det ondskabsfuldt af dig ikke at opføre dig mere forstandigt! Guderne skal vide hvor ofte jeg dog har forsøgt at mildne din afskyelige brist med alle tænkelige midler. Hvad kan jeg gøre nu? Du synes ikke jeg er ulykkelig nok som det er og skal åbenbart bære til med denne forfærdelige bekymring. Du bruger helt alene mere end en familie med 8 børn og mere end Karen selv som dog er så ødsel! Hvis vi nogensinde slipper ud af det her så bliver det som komplet ruinerede. Af tankeløshed. Fordi du under ingen omstændigheder vil beherske dig. At opføre sig forstandigt er dog de tåbeliges dyd. Hvordan kan du dog stadig være viljesvag som et barn når det kommer til penge, du som er så tapper i alle andre forhold. Vi brugte aldrig mere end 10 kroner om dagen da jeg var fri. Kan du ikke leve på samme fod? Det gælder selvfølgelig ikke din påklædning, sko osv… men til kost burde 10 kroner være nok. Og du spiser ingenting – Undtagen selvfølgelig, det er jeg udmærket klar over, frugt som du køber til himmelråbende priser. Du er fuldstændig tøjlesløs når det gælder frugt. Men alle kan se at du er blevet skrækkeligt tynd og gammel. Du kommer ikke til at overleve vinteren på den måde – du bukker under for en brystkatar – Du er stædig og […] du bærer til min, skulle jeg da ellers mene, allerede ganske tilstrækkelige elendighed. Med 400 kroner om måneden burde du ganske fint kunne klare dig. Der er ikke tale om at få penge fra Frankrig, det er endnu en udtalt dumhed, en af disse foskler som ikke fører til noget Man kan ikke sende penge fra Frankrig eller kun så få! Og det er under alle omstændigheder ikke sagens kerne. Du nægter kategorisk at spise, at lade være med at købe for 20 kroner frugt om dagen, at klæde dig ordentligt på. Ingen forstår et klap. Du volder mig så stor en sorg. Du futter denne sørgelige beholdning af dage af med kvajet dårskab hysteriske griller og […] mens jeg rådner op i fængsel. Hvorfor […] du dig ikke? Du siger du holder af mig. Og det eneste bevis jeg beder dig om er at vænne dig af med det forfærdelige rod i pengene og så kaster du dig mere lystigt ud i det end nogensinde før! Skammer du dig ikke? Hvordan skulle jeg ikke få lyst til at dø når jeg ved du er så svag, så trist en størrelse. Det handler ikke om at tage noget fra dig TVÆRTIMOD men om at æde nærende ting om at genvinde en lille smule form og kraft. Selvfølgelig vil man stikke af fra dine afgnavede dansetimer når du har hænderne fulde af udslæt og tuberkuløst kropssnit! Du vil forarge alle og enhver. Og derfor smider du om dig med bunker af penge. Jeg bønfalder dig Lucette – skift kurs og hurtigt – Ellers vil jeg bede legationen om at blive sendt tilbage til Frankrig med det samme. Du må dog i din alder kunne vinde denne sidste sejr over dig selv. Ikke gøre indkøb kun købe det strengt nødvendige […] at en krone ikke er det samme som en franc men slet og ret 200 franc. Jeg har sagt det tusind gange. Før regnskab hver eneste afen. Jeg kan klare enhver anden prøvelse, det forsikrer jeg dig og jeg er 53 år gammel, men når jeg ser dig så viljesvag så sigøjnersløset så forrykt i alle tænkelige forhold mister jeg mit sidste mod i livet – Du er ond.

*

Den stakkels Karen forsøgte i øvrigt at muntre mig op med at forsikre mig om at jeg snart slipper ud men jeg tror ikke længere på det. Det hele er så tåget og uklart – Hun skal besøge justitsministeren her i landet og en læge fra Marseille skal besøge Teitgen… det er ganske sikkert, møder som det frygter jeg ikke munder ud i den mindste smule mere end de andre – jeg tror ikke længere på noget som helst andet end at du lever udelukkende af frugt og at du er mager som et kosteskaft og at vores beskedne midler forsvinder for øjnene af os fordi du har besluttet dig helt og holdent for at den danske krone er præcis det samme værd som en franc. […] er i bund og grund ret så undvigende og modfalden. Han har knap nok vundet andet end […] hvad min sag angår – de tager ham også i røven – de lader mig ikke slippe ud fordi de er bange for aviserne – denne frygt for aviserne kan vare i hundrede år. Jeg er nødt til at dø og så er det endda ikke nok før aviserne stopper med at vrøvle om mig. Fra den side skal vi altså ikke håbe på et pusterum – en måned – et år – ti år vil ikke ændre et hak på de følelser af uindskrænket had. Deraf kan jeg konkludere at jeg vil forblive spærret inde resten af livet. I øvrigt kan man ikke udvise mig til Spanien fordi Frankrig er fjendtligt indstillet over for Spanien. Det bedste ville til syvende og sidst være at jeg bad om at blive sendt tilbage til Frankrig så folk kunne blive fri for mig – spedalsk som jeg er. Det tænker jeg mere og mere på. Og imens er du godt i gang med at ruinere os med frugt og du mister dit huld og dit helbred. Det er mere end rigeligt til at blive sindssyg af og dertil kommer så fængslet. […] er meget bekymret og bestyrtet over hvor mager du er. Han spurgte om du havde penge nok at leve for! – Du får os til at se latterlige og tåbelige ud i alles øjne. To tærteklovne! Du bidrager med glæde til mine lidelser. Jeg er nødt til at finde mig i alt inklusive dine rædsomme barnagtigheder – Dine griller kommer før alt andet Du ser mig hellere død end at opgive dine griller Du trækker mig så bestemt med i døden – med din vrangvillighed. Du har besluttet altid udelukkende at leve af frugt – Du udlever din drøm nu hvor jeg er i fængsel – Med den drøm vil du gå under af græmmelse og mig af lidelse og galskab. Du ruinerer os og slår os begge to ihjel. Pyt – jeg vil gerne tilbage og komme af dage i Frankrig, så jeg vil bede Charbonnière (Guy Girard de Charbonière, fransk ambassadør i Danmark mellem 1946-47 og hovedmand bag Célines arrestation, red.) om at blive sendt hjem. Det er ingen nytte til at jeg udretter vidundere for at holde ud mens du, du som er fri, af hjertens lyst saboterer alle mine skrækkelige anstrengelser i fængslet – Nu kan det være nok! Hver gang jeg får besøg af […] eller af Karen hører jeg om endnu en katastrofe. Alle de historier om møder mellem ministre er en sørgelig omgang pladder og forandrer desværre ikke det mindste. Arrest- og dødsordren mod mig er det eneste stabile i alt det vrøvl og det begynder vores stakkels […] også så småt at indse. For tiden lader han Karen forsøge at træfe de foranstaltninger hun ønsker. Han ved at de ikke nytter noget eller venter på at jeg giver slip af mig selv ligesom de arbejdere der mirakuløst hænger i fingrene fra stilladset men som til sidst overmandes af trætheden og lader sig tvære ud mod jorden foran alle – Det er netop tilfældet med mig og det er alle her udmærket klar over og […] og også […] – og Charbonnière selvfølglig! Men det vil du da skide på, du udlever din drøm om at svinde ind til ingenting og leve uden at spise andet end frugt. Du må være godt snæversynet når du ikke kan se at jeg i otte måneder har kæmpet frygteligt for at holde ud som jeg gør og jeg ville have troet det var selvskrevet og loyalt at du som er fri i det mindste ville opføre dig en smule forstandigt og kyle alt over bord for dine idiotiske nykker som ruinerer os og slår mig ihjel. Alle kys i verden er intet mod dette faktum. Jeg vil selvfølgelig ikke tage modet fra Karen men alle mine pinefulde forvridninger forekommer mig så nyttesløse, skæbnen er virkelig i gang med at tvære mig ud, jeg har ikke kræferne længere – Alting tynger mig, også dig der spiller idiot. Du kan ikke leve alene, du har ikke […] nok. Du skal altid fjolle rundt og desværre også med vores miserable forråd. Du lever også af barnligt pludder. Hvordan forestiller du dig at jeg i min alder skulle kunne genoptjene en sådan sum med min pen selv hvis man ville lade mig leve igen, hvilket er yderst tvivlsomt. Jeg er nået til vejs ende med dette […] arbejde Alting ramler altid ned over hovedet på mig. Og jeg ser aldrig andet end et sørgeligt skrog, et formueformøblende skelet! Og alt det […] vrøvl omkring min sag. Og de ligegyldige besøg hos den og hos den… men anholdelsesordren og Charbonnière som dog i det mindste for deres vedkommende er til at stole på. Jeg skammer mig næsten over at slippe for al den optimisme gennem døden. Jeg har fået nok af at være lukket inde i et mareridt som I uden ophør frisker op igen med ligegyldige fraser og nye og andre skuffelser. Fortæl mig for guds skyld ikke mere! Lad mine fjenders vilje ske! Det eneste der står mellem dem og mig er dig og dine frugter.

 

(9. august 1946)

Fredag – Det som jeg havde frygtet, det som jeg ikke engang ville høre om, er sket, knap er jeg sat fast før du slipper tøjlerne på dine beskidte anlæg for anarki og fråseri, på din perverse lyst til plyndring af vores beskedne sparepenge, vores sidste redningskrans for at bruge dem på orgier af frugt og overdådige indkøb af pomade. Du som er så følsom og så godhjertet du bliver modbydelig ækel når du vil tilfredsstille dine nykker. Siden rue Lepic har jeg ført en evig kamp med dig, med dit frygtelige sjuskeri dit forbrugsanarki. Dit store hjerte vil aldrig tage hensyn til at de beskedne sparepenge du ødsler bort ikke dumper ned fra himlen, at det drejer sig om mit slidsomme arbejde og mine kvaler. Når nu man skal fortælle dig alt fordi du intet forstår så skal du bare vide at jeg skrev les Beaux Draps for at dække vores udgifer på Rue Marsollier. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at skrive og jeg havde ikke en rød reje. Vi havde brug for les Beaux Draps min dødsdom det er præcis de ynkelige spareskillinger du netop nu er i gang med at ødsle bort på dine nykker og sindssyge indfald – ganske simpelt for at give efter for dine anlæg for idiotisk frås – men frås med mine kvaler og min frygt – Sikken elegance! Sikken skrækkelig fabethed! En lille smule fedteri ville være mere romantisk. Og du har stadig ingen menneskelig form, du er afpillet, ældet, du skræmmer alle væk – du ville blive til grin – Din kunst fordufer – dine hænder forsvinder – du ødelægger dig selv og du ødelægger mig. Det er åbenbart din tilskikkelse. Alt andet end at råde bod på dine beskidte tilbøjeligheder – end at tage handsker på, at nøjes med kun at bruge 10 eller 15 kroner om dagen. Hellere min død under frygt og tusind pinsler end at lægge roligt beslag på dig selv og ikke bruge mere end 10 kroner. Du finder på idiotiske påskud om at det snart er slut osv…! Det er aldrig slut! Mine fjender giver ikke slip før jeg er død – og du hjælper dem med de bekymringer du giver mig Danmark ønsker ikke nogen diplomatisk krise med Frankrig på grund af mig. Og der vil altid findes en lille journalist der kan kæfte op lige på det rigtige tidspunkt. Mikkelsen er for tiden ved at indse hvor ubønhørlig skæbnen er. Det tog også sin tid! Al den ministersladder betyder ingenting. Et brev på 3 linjer til en avis i Paris er rigeligt til at lade krisen vare ved. Man ville være nødt til at lade mig flygte til Spanien, men det vil man heller ikke. Det ville også skabe diplomatiske gnidninger med Frankrig – Ingen kan stille noget op for mig – det er en blindgyde. Kun endnu en krig kunne sørge for at jeg blev glemt. Det bliver ikke før om 10 år. Til den tid er jeg kreperet – af bekymring og af fængsel. Du vil have bortødslet det hele på pomade og frugt og gud ved hvilke latterlige flotheder. Du ønsker ikke at leve fikst – du skal ikke prøve at få mig til at sige at jeg ønsker du skal få en lektion ved at blive anholdt – Jeg ønsker at du skal leve og æde rigeligt for 15 kroner om dagen – at du tager på at du holder ud kort sagt. Hvad skal jeg dog bruge din fastende medlidenhed til! Jeg er ikke hindu. Det er mig som er spærret inde ikke dig – og ikke nogen som helst andre. For mit eget vedkommende ser jeg ikke længere nogen udvej. Jeg får kvalme af alle de historier om skridt og tiltag. Jeg lod mig selv gå i en fælde – det er alt og skide være med det! Ingen kan gøre mere for at få mig fri. Heroppe har de trukket sagen så fint i langdrag, i det håb at det hele ville ordne sig for mig i Frankrig i mellemtiden! Jo tak! Mikkelsen er propfuld af engelsk optimisme men jeg tror han har mistet den hvad mig angår. Han har mere eller mindre lagt alt i hænderne på skæbnen og på Karen. Jeres besøg virker som »Det går storartet Madame la Marquise… men Deres kone er blevet rablende sindssyg og brænder huset ned…« Næste gang er det: det går rigtig godt, efter 200 gange to måneders håb skal De nok komme ud på kirkegården! osv. Vammelt vrøvl. I øvrigt er du fuldstændig ude af stand til at leve alene – du vil altid være en mindreårig et lunefuldt og ubesindigt barn. Du er ligeså bindegal som kvinden der talte bønner eller sangerinden på 1. maj, med dig er det butikker, vaseline og frugt og hvad som helst. Da de lukkede mig inde, satte de dit vanvid fri, din staldkåde forbrugsromantik som ikke længere vil henlægge noget som helst – du ville valse forbi en døende for en bakke jordbær. Du udvisker alle skrupler med optimistisk pladder. Det går strålende Madame la Marquise og så er den potte ude. Dine besøg alle dine besøg gør mig rædselsslagen for tiden. De er kun en hån mod de virkelige lidelser som er dem jeg har stået igennem de sidste 8 måneder. Nu begynder I alle sammen lidt efer lidt at ane hvad jeg har vidst siden den første dag. Jeg vil være tålmodig endnu et par uger og så vil jeg bede om at komme tilbage til Paris. Jeg vil gerne ende mine dage i Frankrig – så kan du tage hen og spise frugt hos din mor. Sikken idioti at forestille sig at franskmændene nogensinde skulle blive trætte af at kræve mig straffet! Selv ikke Teitgen ville kunne stille noget op. Alle ofrene fra Buchenwald kræver hævn – det kan ingen frelse mig fra. Jeg skulle være flygtet – Jeg sidder i saksen. Nu sidder Karen i en modbydelig klemme – Jeg skammer mig. Det er ikke sport længere men en trættende tærsken langhalm på et håb som ingen længere tror på. Jeg burde rydde gulvet – Jeg har ikke midlerne til at gøre det – det vil franskmændene tage sig af, Charbonnière vil tage imod mig med glæde – Mikkelsen vil drage et lettelsens suk! Og så er den ikke længere. Du er ude af stand til at leve alene – du vil blive som et dyr ude af sig selv – du ved ikke længere hvad du gør – din lyst til at forspilde pengene – dig selv, dig selv, vil sejre. Det er en hvirvelstorm. Jeg vil ikke blive mere ulykkelig i Frankrig end jeg er heroppe for øjeblikket, i denne hæslige stilstand, det falske håb, i djævelens yngledam hvor jeg venter på min tur i gryden. Hvad skal det gøre godt for? Hvad kan der efterhånden være tilbage af vores spinkle opsparing efter dine 8 måneders idiotiske ødselhed! Hvor du af al kraft har betragtet en krone som 1 franc! Når man tænker på at jeg i 10 år har brugt mindst halvdelen af mine kræfer på at kæmpe mod din monstrøse forbrugsdrift. Det har du da i det mindste til fælles med Gen Paul. I var sandelig som skabt for hinanden! Væmmelsen ved at tælle efter før man bruger – men med Gen Paul var det da hans egne penge! Han proppede sig med tobak med dig er det frugt – Kunstnere. Og du vælger lige det øjeblik hvor jeg sidder lænket, hvor jeg venter på marterpælen til endelig at udleve din imbecile gådefuldt romantiske livsdrøm – at leve af frugt, tabe sig – lide – sikkert heller ikke sove længere og dampbade. Du med al din blidhed vil til sidst være lige så ond som […]. I sårer mig endda på samme måde. Mikkelsen er målløs over dit udseende, din skeletagtige skikkelse. Det hele gør mig så […] ondt, det er klart. Han spørger sig selv hvad du dog kan have gang i – Hvilken form for opium du ryger. Han bryder sig ikke om at få flere politiuheld med dig. Nej! Du bærer til min byrde der ellers var knusende nok i forvejen – med uforsonlig tåbelighed, lunefuld galskab. Nu hvor Mikkelsen ved at du er godt i gang med at bortødsle vores beskedne opsparing vil han sandelig ikke synes om at han nu skal til at forsørge os. Vores undselige magtstilling lå i vores uafængighed. Den spolerer du som det passer dig. Hver krone du bruger er endnu et skridt for mig mod marterpælen. Intet kommer til at erstatte den krone, hverken penge fra Frankrig, eller udgivelse, eller artikler i Sverige, INTET. Det handler om ikke at lyve kujonagtigt for sig selv – hyklerisk – de sørgelige skillinger er mit blod – godt spredt ud – Der vil ikke være mere tilbage. Prøv at få den forestilling ind i dit satanisk stædige hoved. Jeg var så nogenlunde ved at redde vores sørgelige fartøj gennem en uafrudt kamp mod din sabotage mens jeg var ude – nu hvor du er enehersker i bygningen sikken svir, sikken rus i stupiditeter! hul efer hul i den gamle plimsoller. Bente er der ikke længere. Du har altså ikke længere en udgift til den side. Du ville altså stadig bruge huslejen! Ikke at bortødsle mit blod forekommer dig en monstrøs begrænsning. Jeg ønsker ikke at nægte dig noget – jeg har gjort alt for at lade dig leve rart roligt spise godt – men nej du har brug for markedsgøgl madwertherisme – Du skræmmer folk fra vid og sans og du suger alt mod ud! Jo mere jeg tænker på det, jo mere tænker jeg på den kamp jeg som sidder lænket må føre mod hele verdens had, og så oven i købet mod dit sjusk og rod, jo mere tænker jeg på at det bedste ville være at vende tilbage til Frankrig og få gjort en ende på det hele. Løgne, blændværk, pladder, sygdom, alder, jordbær, og det evige fængsel, eksil, magtesløshedens tvangstanker, det er for meget på én gang. Jeg har slet ikke sovet i flere dage. Du kan vel forstå at det ikke er en sølle læge fra Marseille og heller ikke 2 og heller ikke 10 som kommer til at kunne ændre det fjerneste ved min usle skæbne. Det ville kræve en kolossal krig før jeg kunne blive glemt. Glemsel eller død er det eneste som kan hjælpe mig, resten er lapperier, pinefuld tøven – med det inderlige håb at dyret endelig vil forstå at dets skæbne er at træde ned fra scenen – som den spedalske. Det er tydeligt ubehageligt at afsige en dødsdom især i rolige perioder – alle betænker sig, lurer på hinanden, viger udenom, håber på at et andet tågehorn tager sig af det – skubber så til sidst fyren hen foran pælen – især publikum, hver og en stålsat i sit inderste – det er historien om kræfpatienterne – man plejer dem men man ved at der ikke er tvivl om udfaldet. Jeg er en kræftpatient som har fået udsættelse. Hvorfor begår dyret dog ikke harakiri! Sikken lettelse! Se godt og grundigt på tingene med Buchenwald og […] som sceneri for anklagen – og så vil du være sandheden, og du vil ikke vrøvle længere – hvilken som helst avis kan skalte og valte med mit liv og med min frihed og med mine protektorer! Og jeg som havde troet at det frygtelige chok da jeg blev spærret inde måske kunne forbedre dig en smule, lede dig til at være lidt mere forstandig og få dig ud af den dæmoniske forhekselse og sadistiske afvisning af at ville tage hensyn til andet end dit eget begær efter de mest pjankede dumheder – af den ustyrlige lyst til at købe alt hvad du ser alt der falder dig ind – undtagen det fornufige, det essentielle det nødvendige. En mani desværre – en frygtelig mani som spil eller morfin. Der hvor jeg havde mest brug for en partner der var ubøjeligt fornufig og praktisk har jeg fået en bekostelig tøjlesløs maniker! Vi er lige præcis to ulykkelige og imbecile åndevaskere. Og det hele kommer desværre oven i den ubønhørlige forfølgelse der er ved at tage mig af dage. Alle mine håb styrter sammen til alle sider […] og gunstige […] nyheder der svæver i lufen. Som 53-årig tror man ikke længere på eventyr. Jeg ved at du er i gang med at bruge vores sidste skillinger vildt og tovligt, jeg ved at jeg ikke bliver løsladt herfra, jeg ved at Fresnes venter på mig – det er det eneste sikre. En arrestordre, tremmerne og de sidste kroner som forsvinder mellem fingrene på dig – og langt borte Fresnes – en smule hvile kort sagt. Så kan jeg komme ned til Le Vigan og Marion og så er den potte ude! Jeg længes efer en afslutning. Alt det smertefulde hakkeri, denne imbecile dødskamp og tur gennem endnu mere idiotiske håb! Nu er det nok!

Louis-Ferdinand Céline

Facebook

Twitter