Et brændende øjeæble

INTERVJU. Det er besynderligt og nærmest umoralsk at forsøge at omgå forfærdelige ting i tilværelsen, siger Preben Major Sørensen.

Preben Major Sørensens (f. 1937) forfatterskab har udviklet sig fra fantastikken og det eventyrlige mod en brutal skrift, som insisterer på paradokset, fornærmelsen, lidelsen og det meningsløse. Siden debuten i 1965 har han udgivet omkring 25 bøger; romaner, digte, essays og først og fremmest fortællinger. Det følgende er et telefoninterview i anledning 50-årsdagen for debuten Ildmesteren.

*

H: Hvem var dine tidlige indflydelser?

P: Hele den centraleuropæiske digtning og litteratur betød meget for mig, Beckett, Ionesco, Gombrowicz og Kafka. Men franskmændene især. En digter som Gérard de Nerval. Også den tyske romantik, især Hoffmann, og dansk modernisme, de franske symbolister, ikke mindst Mallarmé. Og jeg kan se på meget af det, jeg har skrevet, at der er en påvirkning fra Ernst Jünger.

Det betød også i høj grad noget for mig, at jeg smagte på de mange gode sager, som var på markedet dengang. Det satte gang i foretagendet. Og den udbredte brug af hash. Det var meget få i de kredse, der ikke røg sig skæve med jævne mellemrum. Hvis jeg havde røget mig virkelig skæv, måtte jeg straks producere, for ellers gik det hele i opløsning. Jeg var så bange for at miste grebet om virkeligheden, at jeg måtte formulere mig med det samme, så jeg fór væk fra selskabet, hen til skrivemaskinen. Men det, jeg skrev, kunne meget sjældent bruges litterært.

Preben Major Sørensen. Foto: Privat.
Preben Major Sørensen. Foto: Privat.

Man kan ikke som digter undgå at skulle reflektere og så i øvrigt smadre refleksionen. Noget af det yndigste ved den virksomhed, er at kunne splitte det hele ad. Refleksionen fører bare ud i ørkenen, men den er forudsætningen for digtningen. Hvis man har rendt panden mod muren ad tankens vej tilpas mange gange og indset, at det her fører sgu ikke til noget, så kan man begynde at digte. Men man tager fejl, hvis man forsøger at kaste sig ud i skabende virksomhed, før man har tænkt en tanke til ende. Når man så opdager, at der ikke er nogen vej ud af det, når man erkender, at man uvægerligt ender i vildfarelsen gennem refleksionen, så kan digtningen begynde. Digtning er vel en koncentration af livserfaring. Du kan ikke tænke eksistensen, men du kan digte over den.

H: Vildfarelsen er et genkommende motiv?

P: Jo, jeg har også skrevet en bog, der hedder Vildfarelsen. Det er vist en af de få bøger, hvor jeg kaster mig ud i noget kulturkritik, men den har også elementer af rent litterære vildfarelser; risikoen for at snuble og knække halsen på vej gennem sætningerne. Al digtning er i virkeligheden en slags linedans.

H: Et andet genkommende motiv i dit forfatterskab er indespærringen i »det uendelige palæ«? At være spærret inde i et fornemt gammeldags rum, en forfalden kulturarv, der strækker sig –

P: Ja, bagud og til alle sider og der er ingen vej ud af det dér. Man kan højest få lov at se ind i en port, hvor der ligger et brændende øjeæble.

H: Er det fornemmelsen af at stå midt i en tradition, der ikke har ført nogen vegne, som kun ender i vildfarelsen?

P: Det kunne det være. Man taler ofte om traditionens nødvendighed for kulturudviklingen, men efterhånden ser det ud til, at det hele ligger i skår. Overalt hvor man forsøger at redde stumperne, påberåber folk sig traditionens betydning. Personligt har jeg svært ved at undvære traditionen, men jeg kan ikke bruge den til nyskabelse. Det skulle da lige være gennem parodien, altså ved at gøre nar. At forvride er måske den eneste måde at fortsætte en tradition på. Så er der måske håb om, at det hele ikke forsvinder ind i et sort hul. Men så står vi til gengæld tilbage med fortegningen.

»Fortegninger« bruger jeg som undertitel til bogen De dødes vej. Hvis du tager det bogstaveligt, så betyder det vel, at man gnidrer noget ud som man har tegnet, altså ødelægger det. Parodien har også et element af fortegning: vrængbilledet og overdrivelsen. De dødes vej handler om overgangstilstanden, overskridelsen mellem levende og dødt. Hvis man skal være meget filosofisk kan man påstå, at overskridelsen kun kan finde sted gennem fortegningen. Overskridelsen finder sted i en opløsningsproces, en forvandlingsproces. Fra et biologisk synspunkt er det hele ikke andet end opløsning.

H: Så fortegningen er en litterær genre, der mimer biologiske forvandlings- og forrådnelsesprocesser?

P: Ja, en zone, hvor overskridelsen mellem liv og død finder sted.

Vildfarelsen av Preben Major Sørensen (Gyldendal, 1985).
Vildfarelsen av Preben Major Sørensen (Gyldendal, 1985).

H: Der er fantastikken og en finfølelse i sproget, men også en udpræget brutalitet i dit forfatterskab?

P: Med den raffinerede og såkaldt følsomme formulering er det muligt at beskrive de forfærdeligste ting. Jo mere præcist, man kan beskrive det, jo bedre kan man beskrive det forfærdelige på en måde, så det overhovedet er tåleligt. Og så hjælper humoren jo også på det.

H: Men hvad er pointen i at ville gøre det forfærdelige udholdeligt? Er den æsteticering ikke moralsk problematisk?

P: Jo, hvis man dyrker det forfærdelige for det forfærdeliges egen skyld. Men det forfærdelige er en væsentlig del af vores tilværelse. Ikke mindst er det forfærdeligt at tænke på, at vi skal dø og udslettes, og vi aner ikke en skid om, hvad der så sker. Vi véd dybest set ikke, om vi overhovedet eksisterer. Tilværelsen rummer så mange forfærdelige ting, at det ville være besynderligt og nærmest umoralsk, hvis man forsøgte at omgå dem og benægte dem. Jeg har altid følt, at jeg var nødt til at gribe om nældens rod. Jeg tror, at det ville være en lise for de fleste at kunne forholde sig til det forfærdelige. Før eller siden kommer de fleste mennesker i deres tilværelse ud for en forfærdende oplevelse, og så er det godt at være væbnet. Det kan man blive gennem den skønlitterære formuleringskunst. Ved at udfolde den og ved at modtage den. De findes, de folk, der stadig læser bøger.

H: Så der er også et opbyggeligt element i det, som i et trøsteskrift?

P: Ja, en consolatio. På den anden side: hvis man har et undrende forhold til eksistensen, er det ikke så meget trøst, man behøver, som det er et tonikum. Det er min erfaring, at man kan erhverve sig det i produktionen, den skabende udfoldelse. Den styrkelse, der ligger i, at man får det på papiret. Der kan også være et element af trøst, men den største trøst finder man vel kun i det religiøse. Dét har altid været et stort problem for mig. Folk har til tider spurgt, om jeg var troende, om jeg kunne kalde mig kristen, og det må jeg bestemt svare nej til. Det ville jeg i min situation som skabende aldrig kunne leve op til.

H: Men den eneste sande trøst ville være i religionen?

P: Ja, det mener jeg. I trossandheden. Men den mulighed er udelukket. Så længe denne styrkelse er fornøden, og det føler jeg, den er. Hver morgen når jeg vågner, har jeg det af Helvede til. Så kommer jeg efterhånden lidt i sving og indser, at nu skal jeg op og jeg er altså ikke død endnu. Og så må jeg simpelthen formulere mig, jeg må redde mig selv ud fra den suppedas, at være i det, som Søren Kierkegaard kalder fortvivlelsen. At leve i den angst og fortvivlelse, som udgør eksistensen.

H: Men det, der formuleres, er tit ret voldsomt og desperat for læseren?

P: Ja, der er en risiko for, at man kan vælte læseren af pinden. Her vil jeg så forsvare mig med, at en ret høj grad af humor gør sig gældende i mit forfatterskab. Men det er måske en flothed at påstå, at man så har klaret frisag. Jeg indrømmer, at der er et problem. Der kunne være dem, der tog alvorligt fejl. Hvis humorforladte personer faldt over de allermest bizarre af mine frembringelser, som kunne opfattes som opfordringer til voldelig udfoldelse af seksuelle perversioner, mord og de frygteligste ting. Det kan man ikke udelukke. Men jeg tvivler på, at de personer kommer i berøring med det, jeg skriver.

H: Du er allerede blevet kaldt både kvindehader og langt ude på højrefløjen og meget andet. Hvordan har du det med at få de udtryk hæftet på dig?

P: Det fornøjer mig. Jeg føler mig beæret. Skønt det også er deprimerende, at flertallet – repræsentanter for flertallet – giver udtryk for en sådan mangel på sensitivitet. Men der er heldigvis en hel del folk, der fatter, hvad det drejer sig om.

Det værste og hyppigste skældsord, jeg har været udsat for, er, at jeg skulle være »borgerlig«. Hvis der er noget, jeg ikke er, så er det borgerlig. Men hvis man kalder mig borgerlig, kan man vel ikke samtidig beskylde mig for at have totalitære tendenser.

Engang tænkte jeg, at jeg næsten ikke kunne være andet end liberal, jeg har jo et ret frit forhold til det hele. Så følte jeg mig ikke så generet af prædikatet »borgerlig«. Men når jeg så overvejede mine aristokratiske tendenser, følte jeg det alligevel som et skældsord. Vorherrebevares, at synke ned på det niveau.

Omvendt føler jeg mig i høj grad psykologisk forbundet med folkedybet, med det egentlige proletariat. Det elementære, den sunde fornuft. Det at man ikke løser et problem ved at tale om det, man ordner det gennem et regulært slagsmål. Det ville jeg ikke være i stand til på mine gamle dage, men det voldelige har jeg sagtens kunne sætte mig ind i. Jeg forstår også den folkelige desperation overfor totalitære tendenser, hvor de end måtte komme fra, for såkaldt ganske almindelige mennesker ønsker kun at være i fred og få lov til at leve deres hverdag, men der kommer altid nogen, der skal bestemme over dem. Politisk står jeg isoleret midt i det hele og flagrer.

Ildmesteren av Preben Major Sørensen (Borgen, 1965).
Ildmesteren av Preben Major Sørensen (Borgen, 1965).

H: Ordet »borgerlig« blev brugt af mindst én anmelder i forbindelse med din seneste roman Barnet (2010). Kan du kort beskrive Barnet?

P: Den er nærmest en ikke-roman. Den handler om et barn, der sluger ét og brækker noget andet op. Bogen er en dyrkelse af det disparate: det i princippet ikke meningsgivende og ikke sammenhængende. Der er intet forhold mellem det, barnet fyldes med, og det, det brækker op. Og det er så det, bogen handler om. Den er formet som en opremsning af, hvad barnet indtager og hvad det afgiver. Men der er ind imellem vidtløftige passager, hvor sproget folder sig ud i store guirlander, som er meget forskellige fra de perioder, der er rene opremsninger af, hvad dette barn udsættes for og foretager sig. Det dør også på et tidspunkt og genopstår. Mens jeg skrev det, tænkte jeg: Her har du sgu fundet en metode, som kan bruges af hvem som helst. Det tror jeg faktisk. Men hvem ville orke?

H: I forhold til, om det er en borgerlig roman: Der er også forældrene, som forsøger at finde ud af, hvad barnet skal blive.

P: Ja, det er nogle bizart ambitiøse væsener, som dyrker det barn. Barnet skal virkelig blive til noget her i tilværelsen. Og det ender med at gå grueligt galt, både for barn og forældre.

H: Dronning Margrethe dør også i bogen?

P: Ja, dronningen bliver flænset og prinsgemalen stikker af. Det går groft til. Man kan nok ikke kalde den bog særligt borgerlig.

H: Er bogen ude i et pædagogisk ærinde? Er forældrenes ambitioner i virkeligheden grunden til at barnet kaster op?

P: Bogen har ingen begrundelser. Men man kunne forestille sig, at det var en opponeren mod det ambitiøse forældrepars dressur. Det gælder sikkert mange forældre, at de går amok over det enestående væsen, der kommer til verden. Det skal så være alt muligt og det synes barnet sgu ikke er sjovt. Eller måske er det det kosmiske spædbarns oprør mod universet.

Men jo, der er et raseri over det med at skulle »blive til noget« her i tilværelsen. Det er jo virkelig latterligt. Når man tænker på, at der er to muligheder – enten at vi bliver helt udslettet, eller at der sker det ubegribelige, som vi slet ikke kan forestille os: at vi kommer i Helvede, i Skærsilden eller at vi ender i et Paradis, som vi måske slet ikke ved af er et Paradis – så er det jo groteskt at være så optaget af at blive til noget her i livet. Latterligt! Og forfærdeligt. Men jeg tvivler på, at man kan afhjælpe det ad pædagogisk vej. Vi sidder her med en forfærdelig eksistensproblematik – og så er der folk, der flipper på at komme frem i tilværelsen.

Illustrasjon: Andreas Töpfer.
Illustrasjon: Andreas Töpfer.

H: I løbet af de senere bøger er dine frembringelser blevet en del mere brutale. Kan du pege på, hvornår det skete, eller er det en gradvis udvikling?

P: Jeg tror, det begynder med Faldgruber, som kom i ‘99. Der var allerede tendenser, grove løjer med i spillet, som faldt mange for brystet. For eksempel en scene, der foregår i København på Blågårds Plads, med en senilpatient, der får en lille 12-13-årig pige til at rive den af på sig. Men det begyndte måske først for alvor i De dødes vej fra 2007, og så På vippen, som kom året efter.

H: Ligger der en bevidst kunstnerisk beslutning bag den brutalitet, der bryder frem på det tidspunkt?

P: Nej, det er noget, der ligger i tiden. Det er irrationelt. Det ligger i luften, at nu sker der frygtelige ting.

H: Både i De dødes vej (2007) og i din roman Søvnen og skyggerne (1987) bliver der ført samtale med de døde, familiemedlemmer og venner.

P: Ja, digteren Uffe Harder, som jeg kendte meget godt, optræder blandt andet post mortem. Jeg vil egentlig tro, at hvis han kunne læse den historie, ville han bifalde den, for han havde en bizar måde at forholde sig til alting på. Og det får man også, hvis man accepterer fænomener som gengangere, spøgelser, det overnaturlige. Spøgelser er ikke nødvendigvis rare væsener, de kan også være stærkt foruroligende.

H: Er der et forsøg på at berolige de dødes ånder?

P: Ja, en form for besværgelse eller maning. Som digter kan jeg ikke undgå berøringen med det uforklarlige. Der findes mængder af uforklarlige fænomener, som man sagtens kunne tage som bevis på både et efterliv og på, at det myldrer med de dødes ånder omkring os. Men det trøsterige i det har jeg altid haft svært ved at få øje på.

Det, at noget er uforklarligt, at der eventuelt er en tilværelse efter døden, er ikke en garanti for, at der er en god skabergud. Det kan lige så vel være en gal gud, der trækker sine skabninger ved næsen. Det kan ikke bruges til noget. Men jeg føler en høj grad af foruroligelse ved forestillingen om, at det myldrer med alt sådan noget omkring os. Mistanken om, at der en åndeverden, er på en måde mere foruroligende end trøsterig. Men spiritister klynger sig til det.

Jeg har i virkeligheden en alvorlig skræk for at blive konfronteret med spøgelser. Selvom jeg har oplevet ting og sager, der var neutrale. For eksempel at se ind i en anden tid. Det kommer underligt glimtvist.

H: Du har haft sådan nogle oplevelser?

P: Ja, jeg havde engang en mærkelig oplevelse, hvor jeg var oppe på kvisten i et meget gammelt hus, jeg boede i. Et af de ældste huse i København. Jeg var kravlet ud i skunken, og jeg så, at der var et glughul, en rude i taget, og da jeg kiggede gennem den, så jeg en oplyst lejlighed i huset overfor. Og der så jeg en kvinde i en lang hvid natkjole, hun kom bærende på to kandelabre som hun stillede fra sig på en skænk. Og så tænkte jeg: Åh gud, der har vi igen én af de flippere, der leger gamle dage! Så kravlede jeg tilbage. Senere hen kravlede jeg igen ud på skunken, og der var sgu ikke noget vindue der. Og jeg kunne fra mit køkkenvindue se, at det var et kontor, der var i den lejlighed.

H: Havde det været pyntet op som et klunkehjem?

P: Nej, meget værre. Det var tilbage til 1700-tallet, måske før branden i 1729. Det var helt klart 1700-tallet. Min erindring om den skænk, de møbler, der var i stuen. Der var barok- eller rokokostil. Og derfor havde jeg tænkt: Hold kæft, mand, det er nogen, der flipper på det der. Dengang i 70erne flippede folk på alt mellem himmel og jord, der var folk, der gik i middelalderkostumer, for pludselig var middelalderen det store nummer. Og så tænkte jeg: åh nej, nu begynder de på dét, nu skal det være barokken. Der er nogle mærkelige ting. Man er ikke så begejstret for det i kristendommen, tøjeriet og djævelskabet.

H: Har du en tro på djævelskabet, de mørke kræfter?

P: Ja, jeg tror på det ondes eksistens. Det er så lige før, jeg også bliver nødt til at tro på det gode. Men jeg tror, at i denne alder – den sidste, sorte alder, som vi befinder os midt i eller mod slutningen af – der er der for alvor gang i djævelskaben og det sorte. Et mørke af gevaldigt omfang. Det kan jeg ind imellem godt være bange for, at jeg lader mig inspirere af. Eller også ligger der i det, jeg kalder inspirationen, en reaktion. En besværgelse af de her kræfter, som truer både art og individ. Jeg véd ikke, om enhver generation har følt det på den måde. I og med det faktum at vi skal dø, kunne man fristes til at tro, at det bare er udslettelsens mulighed, der ikke er til at komme udenom. Men vi kan godt i dag have en frygt for, at arten er på vej til at udslette sig selv. Der er noget selvdestruktivt i foretagendet. Og det kan godt sammenlignes med det onde.

H: Selvom du ikke er troende?

P: Trosanliggendet er mig en anfægtelse. Det kan jeg slet ikke leve op til, alene derved at jeg udfolder mig skabende. Som jeg sagde til Søren Krarup engang, da han ringede for at rose mig for et digt, jeg havde skrevet om Solsjenitsyn, – der blev sgu langet ud efter den mand, Rifbjerg havde også været ude med et smædedigt mod Solsjenitsyn. Nærmest i spøg sagde jeg så, at jeg af og til kunne føle, at jeg gik Den Almægtige i bedene. Der kom et skarpt svar fra pastoren: »Ja, men vi kommer nu engang ikke udenom at vi er skabt.« Men ud fra et buddhistisk livssyn er udgangspunktet, at vi ikke er skabt eller slet ikke eksisterer. Mayas blændværk. Schopenhauer siger også: »Den, der mener sig udødelig, må også anse sig selv for at være ufødt.«

Barnet av Preben Major Sørensen (Anblik, 2010).
Barnet av Preben Major Sørensen (Anblik, 2010).

H: Du arbejder meget ud fra drømme, véd jeg, vil du fortælle om det?

P: Drømme er meget vigtige i min skabende proces. Nogle af de første ting jeg skrev, var i høj grad præget af drømmen. Jeg noterede drømmen ned, og hvis jeg kunne mærke, at den lagde op til en fortælling, greb jeg selvfølgelig ind i forløbet. Men drømme har altid spillet en stor rolle for mig.

Det er ikke så meget begivenhederne, der er interessante, som det er drømmens atmosfære. Det lys, der falder. En drøm, hvor man klart kan skelne årstiden, synes jeg er uinteressant. Men hvor drømmeårstiden er ubestemmelig – hverken sommer, vinter, forår eller efterår, men altid noget midt imellem – dér bliver det væsentligt. Og det har igen at gøre med overgangen og overskridelsen. I samme øjeblik du bestemmer noget, er du på refleksionens vildspor. Jeg véd godt, det er en provokation at påstå, at tænkningen kun kan føre på afveje. Men jeg synes, der er alt for mange eksempler på, at den har gjort det. Det må vel være udgangspunktet for al litterær skabende virksomhed, at man søger bagom, til kernen, til oprindelsen. Og hvad er så det? Det er det ubestemte.

I samme øjeblik, du definerer noget, låser du det fast. Så bliver det stivnet og dødt. Men i det skabende er livskraften, det vitale, til stede. Det kan man så bruge som undskyldning for en vitalistisk livsanskuelse. Det var sådan noget, der lå i Jüngers livssyn, og vitalismen kan være noget meget destruktivt. Overmenneskedyrkelsen ligger også på lur i det skabende. Men hvis du ikke går til den yderlighed, til antagelsen af overmennesket, men holder dig til det ubestemte, så bliver du i strømmen og så er muligheden for forvandlingen stadig væk til stede.

H: I Barnet virker forvandlingen som noget rent regressivt? Tilbage til det førartikulerede og spædbarnets opkastninger?

P: Freud taler om den primære identifikation, det stadie, hvor barnet ikke kan adskille sig selv fra moderens bryst. Også der er vi ude i det ubestemte. Vi kan ikke vide noget om det, lige så lidt som vi kan vide noget om tilstanden i moders liv, det intrauterine. Vi kan kun have vores formodninger.

I det digteriske udtryk er man udleveret. Læseren risikerer at føres på afveje af et alt for suggestivt sprog. Den risiko ligger også i dette at søge bag om sproget, at søge til kilderne og udspringet. Der ligger altid risikoen for at ende i det rituelt magiske, og derved i det destruktive.

En sådan regression kan foretages både på individets og på artens vegne, men i så fald ligesom forebyggende. For det kan når som helst ende galt. At vende tilbage til noget meget tidligt, både i artens og individets historie, til det førbevidste, kan resultere i ulykker.

Mennesket har formentlig udviklet sig langsomt til at blive det, vi er i dag. Det har været grove løjer til at begynde med. Vi ser brutaliteten udfolde sig stadigvæk, den bryder op fra undergrunden, og er umulig at forhindre. Det skader vel næppe, at man fra tid til anden gør opmærksom på forholdet. Men risikoen for, at man besværger nogle kræfter, som ikke burde have været besværget, er til stede. Bare du ikke optræder som profet i ordets værste betydning – som en voldelig skikkelse – så skulle skadens omfang måske være begrænset.

H: I Barnet søger fortælleren regressionen, at komme tilbage til det førartikulerede. I På vippen er der en søgen tilbage mod urmennesket. Og i De dødes vej er der måske en shamanistisk fredsslutning med de døde. Hvordan tænker du sammenhængen?

P: Jeg kan ikke opstille en teori om verdens tilblivelse og tilintetgørelse. Men jeg tror nok, at jeg forsøger at se en livssammenhæng. Digtning kan aldrig blive et system, så det ville være meget svært for mig at opnå et helhedssyn ud fra nogle værker. Jeg tror, det forholder sig sådan, at skiltene viser i alle retninger. Det er vildfarelsen i labyrinten. Vi er i dag, tror jeg, i en situation, hvor der ikke længere er nogen ariadnetråd til at hive os ud af den uendelige labyrint.

H: Tror du, at det var enklere i en anden tid?

P: Problemet er i dag måske det, som jeg et sted har kaldt robotternes entré. Det kunstige menneske er her allerede, det er ikke noget nyt. Måske lykkes det for os at holde robotterne i snor, så vi kan få fornøjelse af dem, og hvis det bliver helt umuligt at være på jorden, koloniserer vi det ydre rum med dem. Det er noget, der fascinerer mig. Det ikke-menneskelige. Det, der ligner, men ikke er det samme. Det er næsten lige så skrækindjagende som spøgelser. Noget, der til forveksling ligner et organisk væsen.

Paul Klee sagde engang, da han betragtede et maleri, han lige havde malet: »Nu ser det på mig.« Det er jo en interessant bemærkning. Et vellykket kunstværk har fået selvstændigt liv og er blevet en organisme.

Men kunsten er også det kunstige, det skal man aldrig glemme. Åhr, det er en perlerække af selvmodsigelser, det her. På en måde er kunsten det modsatte af livet, samtidig med at den er livsstrømmen, hvor den går dybest.

H: Du talte før om kunsten som et tonikum for kunstneren. Men er der noget farligt i at søge næring der, fordi det ikke er livet selv?

P: Ja, der er et element af autoerotik og narcissisme i kunsten. Risikoen er, at man selv bliver et kunstigt menneske, at man fremmedgøres for livet, at man mister sin umiddelbarhed, selvom umiddelbarheden er forudsætningen for det skabende. I og med kunstværkets afslutning er der noget i én, der dør. Men samtidig er det en nødvendighed. Det er en bevægelse på vejen og i princippet ikke så forskelligt fra alt liv og død. Vi har eksempler på kunst, der er blevet frembragt parallelt med en opløsning, en ødelæggelse og en undergang. Som i tilfældet Hölderlin, der spiller en rolle i Søvnen og skyggerne. Han spændte buen så vidt, at den brast, og det er den risiko, en hvilken som helst skabende løber. Det ligger i overskridelsen, det at gå ud over sine grænser, som er det nødvendige vovestykke.

H: Et par ord om din kommende bog?

P: Jeg er næsten overbevist om, at den skal hedde Forløbelser. Ordet kunne i ældre tid betyde både »forløb« og dette, at man »forløber sig«, går over gevind, at man gør noget, man ikke burde have gjort, noget uanstændigt. At man hidser sig unødigt op og rager uklar med folk. Det er skikkelser og figurer, der vælter gennem det hele, og et forsøg på at bringe alt til at gå i opløsning, rode dyr og mennesker og landskaber sammen i ét stort kaos, der stadigvæk på sin vis er hold på. Der skydes med spredehagl og der bliver vrænget. Jeg kan ikke lade være med at gøre nar, både af mig selv og af omgivelserne. Det hele er latterligt. Det er jo en pinlighed, men sådan er det. Jeg kan også se, at der findes værdier i tilværelsen, kærlighed, venskab osv. Men den rene galskab trænger sig mere og mere på. Og det prøver jeg så at gøre rede for i så stram en form som muligt. Om det lykkes, véd jeg ikke. Det er stadig et værk in statu nascendi, det er ikke afsluttet.

H: Det lyder som et værk, der vil gå med på galskaben, men også som et værk, der vil tage afstand og moralisere?

P: Besværge. Det er én lang række af besværgelser. Og så spiller i øvrigt det rituelle en meget stor rolle. Ombringelser, henrettelser, torturscenerier, forgribelser, utérlig adfærd osv. Alt det, man véd har været der fra tidernes morgen. Jeg håber på det bedste, men jeg kan ikke garantere noget.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.