Dommedagsprofet som fransk præsident?

Éric Zemmour
Foto: Sameer Al-Doumy / AFP

KOMMENTAR. Den højreradikale forfatter og tv-debattør Éric Zemmour har efter alt at dømme planer om at stille op til præsidentvalget i 2022. 

Éric Zemmour
Foto: Sameer Al-Doumy / AFP

Fantasternes tid er langt fra forbi i fransk politik. I 2017 marcherede Emmanuel Macron ind i Élyséepalæet og afbrød den gamle højre-venstre-konkurrence. Nu står Frankrig overfor en ny sensation, der kan vende op og ned på det politiske landskab. 

I sidste uge kunne ugemagasinet L’Express berette, at den franske polemiker og yderligtgående højredebattør Éric Zemmour overvejer at stille op til præsidentvalget i 2022. Libération-journalisten Daniel Schneidermann reagerede på nyheden, som var den en mediebegivenhed: »Vi må le. Men vi må le forsigtigt«.

Hvem er denne mand, som vækker både latter og bekymring? Kort sagt: den mest berygtede og kontroversielle skikkelse på den yderste højrefløj. Med en fast klumme i den borgerlige avis Le Figaro og daglige optrædener på CNews – Frankrigs svar på Fox News, der samler mere end 800.000 seere hver aften – er det lykkedes ham at skabe en uvurderlig platform, der nu kan katapultere ham ind i den franske præsidentkamp.

Michel Houellebecqs begejstring

Uden for Frankrig vil nogen sikkert have stødt på hans navn i forbindelse med Michel Houellebecqs offentlige interventioner. Den franske forfatter har flere gange ytret sig varmt om Zemmour: »Han har virkelig skrevet nogle store historiske essays.« I bogen Interventions (2020), hævder Houellebecq tilmed, at Zemmour er »den mest interessante nutidige stemme« blandt »ikke-kristne katolikker«, der beundrer kirken uden at tro på Gud. »Zemmours intelligens overgår alle dem, der modsiger ham.« 

Zemmours berømmelse tog fart med hans 2014-bestseller La Suicide Français – »det franske selvmord«. I bogen forsvarer han tesen om, at Frankrigs nation kun er blevet svækket siden 68’- oprøret. Zemmour skildrer en politisk og kulturel overklasse, der har ofret landets suverænitet på alle områder: økonomisk, socialt, kulturelt og familiært. Landet har været tvunget til at sluge værdier og skikke, som står i modstrid med oplysningens store tanker, og han tegner et billede af 68’erne som en gruppe, der spytter på Frankrigs kulturelle arv. »De får social og økonomisk tilfredsstillelse af det. De har opløst folket ved at fratage dem deres nationale hukommelse gennem afkulturering, mens de ødelægger landets enhed gennem indvandring«, skrev han. Med bogen ønskede Zemmour at dekonstruere dekonstruktivisterne. At rive sløret af sine modstandere og fortælle verden, hvordan dette »enorme subversive projekt nu har mødt sine grænser«. 

Brandet Zemmour

I dag er Zemmour et brand. Hver aften sidder han på CNews og taler om sine yndlingsemner: de dramatiske konsekvenser af feminisme, den europæiske hvide mands undergang, Frankrigs ødelæggelse, indvandringen. Men også Napoleon, arven fra General de Gaulle, afviklingen af ​​franske industrier, Kinas økonomiske magt og Donald Trumps fortræffeligheder.

Frankrig er efterhånden blevet vant til Zemmours provokerende udsagn. Den 29. september udtrykte han imidlertid noget, som var chokerende selv efter hans standarder. Om de tusinder af uledsagede mindreårige, der er migreret til Frankrig i de senere år, sagde han: »Disse unge skal ligesom resten af indvandrerne stoppe med at komme. Dem alle sammen, for de ikke har noget at gøre her. Jeg gentager det. De er tyve. De er mordere. De er voldtægtsmænd. Det er alt, hvad de er. De skal sendes tilbage.« 

Ifølge artiklen i L’Express kan Zemmours præsidentforsøg meget vel skyldes, at han leder efter måder at forny sig på. Hans seneste bog, Destin français (Frankrigs skæbne), solgte knap en fjerdedel af La Suicide Français, 110.000 eksemplarer. Og den 60-årige provokatør vil næppe kunne blive ved med at skrive den samme undergangsbog. Så hvordan kommer han videre?

Yderligtgående koalition 

Allerede op til EU-parlamentsvalget i 2019 skulle Marine Le Pens Rassemblement National have forsøgt at få ham opstillet. Men Zemmour tøvede, og hans politiske kandidatur blev aldrig realiseret. Nu er det hans plan at forfølge en politisk solokarriere. Eller det vil sige: Overalt hvor han møder venner og bekendte, spørger han: Hvis du var i mit sted, hvad ville du gøre frem mod præsidentvalget? 

Omkring ham skulle der være ved at samle sig en koalition, en broget skare af højreorienterede stemmer, som hver og en står uden for magtens centrum. Angiveligt skulle Jacques Bompard, præsidenten for det højreekstreme mikroparti Ligue du Sud, være i gang med at oprette støttekomiteer og stille ressourcer til rådighed. Den tidligere formand for De identitære, Joseph-Marie Joly, arbejder på en hjemmeside – jesignepourzemmour.fr – som skal lanceres i marts og være med til at forme en bevægelse omkring Zemmour. 

Støtte fra Onfray?

Særligt interessant bliver det imidlertid, om Zemmour kan finde støtter i andre miljøer end de rent højreorienterede – og dermed bygge bro til frustrerede venstrevælgere, der har fået nok af Macrons centrumpolitiske arrogance. I intellektuelle kredse diskuteres det, hvorvidt Zemmour vil kunne få støtte fra Michel Onfray, den berømte hedonistiske venstreorienterede forfatter og filosof, som han regelmæssigt udveksler synspunkter med. Som L’Express fortæller, erklærerede Onfray for et par uger siden på en af landets tv-kanaler, at hvis Éric Zemmour er irriterende, så skyldes det, at han er »for klog, for intelligent, for effektiv, for relevant«. De deler modstandere: Teknokraterne og den nyliberale elite, som de mener har svigtet befolkningen uden for Paris.

Foreløbig er det dog kun den højreradikale forfatter Renaud Camus, som åbent har erklæret sin støtte. Og hvorfor det? Fordi Zemmour er manden, som har populariseret Camus’ kendte sammensværgelsesteori om »den store udskiftning«, der hævder, at eliten forsøger at udskifte ​​den hvide europæiske befolkning med ikke-europæere gennem indvandring.

Frustration for Marine Le Pen

Selvfølgelig er der stadig lang vej for Zemmour, ikke mindst fordi han vækker en utrolig fjendtlighed på venstrefløjen og blandt borgerlige vælgere, som anser sig selv for respektable. Den største bekymring må dog ligge hos Marine Le Pen. I dag står hun i meningsmålerne til at tabe præsidentvalgets anden runde til Emmanuel Macron med procentfordelingen 48/52. Selvom det ikke giver adgang til Élyséepalæet, vil hun helt sikkert ikke være begejstret for at se hendes præsidentkampagne udfordret af en bejler, der angriber hende højre om.

Zemmour legemliggør næsten alt det, som er blevet politisk normalt i dag: Hans bevægelse er en mediebevægelse med en kultisk leder i front. Hans idéer er aggressivt racistiske, postfaktuelle og følger et darwinistisk tankesæt: Hvad enten det gælder nationer eller civilisationer, så er alt et spørgsmål om overlevelse, en konkurrence til døden. 

Ifølge Éric Zemmour er det kun de »store mænd«, der skaber historien, anlægger stater og genopbygger nationer. For ham eksisterer ikke fremskridt eller kompromiser. Tiden udfolder sig kun frem mod den endelige apokalypse, og nu forsøger at han at udfylde »det liberale tomrum af værdier« med sine egne nationalkustodiske idéer.Frygten er selvfølgelig, at Zemmours evige snak om fransk suverænitet og frigørelse fra EU og eliterne i Paris kan være med til at trække frustrerede vælgere og gule veste væk fra venstrefløjen.

Zemmour er det, som kommentatoren Nicolas Lebourg har kaldt en integreret suverænist: Hvert problem finder han løsningen på i nationalstatens suverænitet. Det er en nationalisme besat af dekadence. Zemmour mener dybt nede, at civilisationernes dødelige natur giver dem mulighed for regenerering. Hvis Frankrig er i færd med at begå selvmord, er han ikke tvivl om at en stærk mand må genskabe landets storhed. Foreløbig forholder hovedpersonen sig dog larmende tavst. Han har endnu til gode at kommentere sin eventuelle præsidentvalgskampagne. 

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.